Juan Pablo Montoya duellerede over flere omgange med den forsvarende verdensmester, og de to kørere leverede lidt spænding i et ellers noget tamt race. "Jeg havde en meget god kamp med Michael, men da jeg passerede ham troede jeg at jeg kunne komme hurtigt væk, men da jeg fandt ud af at jeg i virkeligheden holdt ham tilbage, vidste jeg at det kun var et spørgsmål om tid før jeg mistede føringen," fortæller Montoya der fortsætter trenden med at slutte på podiet. I de syv Grand Prix'er han til dato har gennemført har han fem gange været på podiet!
Han var dog tæt på at kunne have mistet andenpladsen til McLarens nye kører Kimi Räikkönen. "Efter mit pitstop så jeg Räikkönen komme ud af pitten ved siden af mig, og jeg frygtede at jeg mistede min plads, men da jeg så ham bremse så sent, vidste jeg at han ikke kunne klare det, og det gjorde han heller ikke! Det er godt for teamet at vi fik nogle point i det første løb," slutter colombianeren der nu har løbet på Sepang foran sig.
Til gengæld havde Ralf Schumacher en hovedrolle i årets første megacrash, da tyskeren kørte op bagi Rubens Barrichello, hvilket kostede en voldsom dominoeffekt og deraf exit til flere andre kørere. Som altid er der ingen der vil tage skylden for noget, så ikke så overraskende var Ralf Schumacher sur over den hurtige exit. "Jeg havde fået en god start og havde allerede passeret Michael og ønskede at komme forbi Barrichello, så jeg forsøgte at køre ind på indersiden, men der lukkede han døren. Så kørte jeg på ydersiden og han lukkede den igen. Jeg forsøgte en sidste gang ved køre på indersiden og så lukkede han i og bremsede på samme tid," forklarer han hændelsesforløbet.
Han går dog så langt som til at han accepterer at Barrichello skal bremse - hvilket alle kørerne jo skal på et eller andet tidspunkt. "Jeg kan ikke brokke mig over nedbremsningen, da vi er på vej til det første sving, selvom jeg mener at det var lidt for tidligt, men han skiftede bane to gange, og vi har kun lov til at gøre det én gang," siger Ralf Schumacher rasende. Derefter var han blot passager i en flyvende racer, hvilket også kunne ses på de dramatiske TV-billeder fra onboard-kameraet. Ralf giver så også Charlie Whiting ret i at løbet ikke burde være stoppet. "Whiting tog den rigtige beslutning ved ikke at stoppe løbet, da han havde gjort det meget klart for os at han ikke ville stoppe løbet med mindre der var tvivl om sikkerheden, og det var ikke tilfældet. Uheldet er virkelig en skam, da min racer var meget godt, og vi havde ingen problemer overhovedet," slutter Ralf der så må se frem til løbet i Malaysia for oprejsning.
"Jeg var selvfølgelig meget bange, for når man rammer et baghjul, og bilen bliver skudt op i vejret, kan den ende det helt forkerte sted og man kan komme frygteligt til skade,” sagde Schumacher, der vandt sin 54. sejr. ”Jeg var meget bekymret, og jeg fik fat i teamet på radioen med det samme for at finde ud af, hvad der var sket med ham, og jeg fik at vide at han havde det godt, og jeg så ham løbe ned ad langsiden, så han var heldig Det er ikke noget, man ønsker skal ske. ”
Tidligere i år fremlagde Williams og BMW i fællesskab et forslag eller ønske om, at det måske kunne være en god ide at begrænse antallet af anvendte motorer i forbindelse med et GP. Ideen var det skulle være med til at begrænse nogle af de store omkostninger som bl.a. motorer er en del af. Det har knebet lidt med at få lige så mange sponsorpenge ind som tidligere. Siden de udtrykte førnævnte har det vist sig at det måske i virkeligheden er Ferrari der konstrueret dette forslag eller ønske.
Rent faktisk kan forslaget være en fordel for de teams som anvender Bridgestone dæk som jo netop Ferrari gør. Sidste sæson viste det sig at Michelin dækkene behøvede 10 til 15 omgange eller måske endda mere før man havde en optimal udnyttelse af dækkene. I praksis viser det sig på den måde at de teams som anvender Michelin, skulle gøre flere omgange på dækkene under de frie træninger før man havde fuld effekt i dækkene. Det betyder et større slid på motorerne, som dermed ikke har det samme antal kilometer tilbage og dermed en større risiko for at brænde sammen eller køre med en lavere effekt. Ved at begrænse antallet af anvendte motorer i en GP weekend vil motorerne blive belastet yderligere, noget som især Michelins teams vil kunne mærke. Det giver en fordel for Bridgestones teams, deriblandt Ferrari, som ikke har de samme problemer med Bridgestone dækkene.
Resterne af det konkursramte Prost team blev i løbet af ugen overtaget at et selskab, Phoenix Finance Ltd., med bl.a. Tom Walkinshaws TWR og penge fra bl.a. Charles Nickerson, en mand som sælger rigtig mange kyllinger over hele Europa. Prost havde mere eller mindre indgået en aftale med Ferrari om levering af motorer også i denne sæson. Nu melder Ferrari ud at man ikke ønsker at levere motorer til det nye team.
Ved det netop overståede australske Grand Prix blev Jean Todt bl.a. spurgt om man vil forsætte leverancen af motorer til de nye ejere af Prost teamet. Det skulle ifølge Jean Todt være ganske udelukket.
Jean Todt:
"Vi leverer ikke motorer til andre teams i denne sæson. Sådan er det bare."
Dermed er det kun Ferrari selv og Sauber der kører med Ferrari motorer i år. Hvilke motorer det nye team så vil anvende kan vi kun afvente og se. På kørersiden forlyder det at Gaston Mazzacane og Tomas Enge skulle have skrevet kontrakt med de nye ejere, men det er endnu ikke blevet officielt bekræftet.
Men et ekstra pitstop kostede - det blev dog udført under safety-car, da finnen skulle have ændret lidt ved sin racer, efter at han havde været en tur igennem græsset og gruset i det første sving. "Det er selvfølgelig oplagt at sige at jeg er glad for at være kommet på podiet for første gang i Formel 1, og det er godt at det skete i mit debutløb for McLaren-Mercedes. Jeg blev påvirket af uheldet i det første sving, men var i stand til at vende tilbage på banen uden for meget skade på raceren," forklarer han, men ikke desto mindre måtte han en tur i pit for at få en ny næse på raceren. På vej ud fra pitstoppet havde han - blandt andet ved at køre bedste tid i løbet - taget andenpladsen fra Juan Pablo Montoya. "Efter mit pitstop kørte jeg dog bredt da jeg vendte tilbage på banen, og jeg mistede min andenplads," forklarer han.
God begyndelse hos McLaren - Räikkönen sluttede sit første løb for sin nye arbejdsgiver på 3. pladsen
(Foto: McLaren-Mercedes)
David Coulthard førte løbet efter den kaotiske start, og også da løbet for anden gang blev neutraliseret da Jarno Trullis Renault stod parkeret midt på banen. Men utallige gange havde skotten meget store problemer med at holde sig på asfalten - endda på et tidspunkt hvor han ikke burde være presset. "Min racer udviklede dog et problem med at skifte ned i gear, og da safety-car'en træk til siden, satte raceren i frigear hvilket sendte mig ud og jeg kørte af banen. Jeg var i stand til at komme tilbage, men problemet fortsatte og til sidste satte raceren sig fast i 6. gear og det stoppede mit løb," siger skotten der således var skuffet over løbet og nu ser frem til Malaysia.
"Et nyt løb med blandede følelser. Davids problemer med gearkassen som kostede ham løbet, er meget frustrerende da vi har gennemført 7.500 kilometers testarbejde. Men vi må tage noget trøst ved Kimis flotte kørsel, hurtigste omgang og 3. plads," siger Ron Dennis. "En turbulent start på Grand Prix-sæsonen og flot kørsel af Kimi," er Norbert Haugs opsummering plus at han konstaterer at motorerne - for en gangs skyld - kørte upåklageligt! Det er nye toner fra Mercedes!
Det så ellers ikke særlig lovende ud for Jaguar da de måtte starte løbet fra beskedne placeringer som nummer 19 og 20. "Sikke et utroligt løb. Vi var sandelig meget heldige i dag, men vi gennemførte og det gjorde de andre ikke. Jeg måtte være meget forsigtig derude, fordi raceren styrede overhovedet ikke særlig godt. Det var ekstremt svært at køre og dagens resultat ændrer ikke ved det faktum at vi har masser af arbejde foran os," siger Eddie Irvine.
Han var øjenvidne til det store sammenstød i det første sving. "Jeg kunne ikke tro mine egne øjne! Der var racere over det hele og efter at være kommet igennem rodet fandt jeg mig selv oppe på 5. pladsen. Dermed ændrede mine tanker sig til hvem der nu var bag mig, og jeg pressede på indtil mål," siger ireren videre.
Irvine overlevede i sin Jaguar R3 til at tage 3 point - men farten mangler stadig!
(Foto: Jaguar Racing)
Holdkammeraten Pedro de la Rosa klarede sig også igennem problemerne på den første omgang, men sluttede langt efter de øvrige kørere, da han måtte en tur i pit for at få sin motor checket. Der viste sig at være en elektronisk fejl som dog blev udbedret og spanieren kunne gennemføre på en 8. plads - fem omgange efter. "Resultatet er godt for teamet og havde min racer ikke lidt af en elektrisk fejl, så ville vi have scoret point med begge racere. Vi var meget heldige i dag, men min racer føltes ikke så dårlig under løbet," siger de la Rosa der sammen med Irvine nu står overfor masser af test- og udviklingsarbejde. "Der ingen tvivl om at vi lider under manglende fart, og selvom teamet har fået tre meget gode point, ændrer det ikke ved det store arbejde der ligger foran os. Jeg er dog samlet set skuffet over ikke at have kunnet score point, men er på den anden sidste glad på Eddies og resten af Jaguar-teamets vegne," slutter spanieren.
Niki Lauda kunne da heller ikke være andet end tilfreds i forhold til racerens niveau. "Vi er selvfølgelig meget tilfreds med resultatet, og at have scoret tre point fra 19. pladsen på grid'en er godt nyt for alle hos Jaguar," siger teamchefen der ligesom sine kørere understreger at der venter masser af arbejde ved de kommende tests.
Det var endda på hjemmebanen at Webber hentede de første point, plus at det var i debutløbet. Bedre kunne det ikke være. Teamet lukrerede på det store uheld på første omgang, men det skal ikke negligere teamets indsats. Teamets anden racer med Alex Yoong kom også hjem på en 7. plads. Ikke så underligt var der feststemning hos Minardi. "Det var virkelig et meget hårdt race og jeg måtte hele tiden presse på. Vi havde lidt drama i forbindelse med pitstoppet, hvor benzindækslet ikke ville åbnes, men vi kom igennem og jeg mistede ikke pladser," siger australieren. "Det som mærkede mig mest var dog på de sidste omgange - hver gang jeg kom forbi pitten kunne jeg se at folk på tilskuerpladserne rejste sig, men der var ikke noget ternet flag, så jeg var ikke sikker på om løbet var ovre eller ej," fortæller han.
Debutanten er meget stolt over sin præstation. "Jeg er meget tilfreds med at få raceren hjem og at vi sikrede os point på min hjemmebane. Jeg er meget stolt af teamet og den fantastiske støtte som vi har fået fra fans her i Australien," slutter Webber der har 14 dage til at holde hænderne over hovedet inden det nok bliver 'hverdag' igen.
Jubel i Australien og hos Minardi over Webbers point i debutløbet
(Foto: Minardi)
Alex Yoong glædede sig på teamets vegne. "Teamet fortjente det. For mit eget løbs vedkommende, så havde jeg en meget hård tid med en meget 'lang' bremsepedal," forklarer malaysieren der nu kan se frem til sit eget løb - og mon ikke han drømmer om at han kan gentage Webbers bedrift? Så skal der i givet fald kun være fem racere der gennemfører.
Paul Stoddart var da også ovenud tilfreds - og så er målene for i år nået. "Det kan ikke blive meget bedre end dette! Selv hvis ingen af vores racere havde gennemført løbet i dag, så ville jeg have følt at det havde været en fantastisk uge her i Melbourne, men at score to point i det første løb i sæsonen, og at Mark sikrer sig det i sit debutløb, er ikke til at tro," siger teamchefen. Det kan dog sagtens gøres bedre - hvis Minardi altså har det rette materiel! Vi springer dog lige Stoddarts takketale til sponsorerne over og henviser til billedet hvor de kan ses på den tætpåklistede racer!
Det er ellers noget af det som lægger sig som en tung sky over nye teams, at der skal hentes point så de kan få del i TV-pengene som Bernie Ecclestone deler ud. Mika Salo gennemførte Toyotas første Grand Prix på 6. pladsen, og det var en god start for sæsonen. "Vi havde et godt løb her i dag. Jeg blev ramt på den første omgang og blev nødt til at skifte et rør i bagraceren, men raceren føltes hurtig og holdbar efter det," siger Mika Salo. Han pressede på de sidste omgange på for at tage 5. pladsen fra Mark Webber med blev koldt afvist, og det endte med at finnen måtte tage en snurretur. Men mon ikke Toyota på sigt blot brager forbi Minardi?
Mika Salo sikrede Toyota en god start i Formel 1 med point
(Foto: Toyota)
For Allan McNish blev debuten meget kort. Han røg allerede af i de første store uheld. "Det var lidt skuffende ikke at komme igennem den første omgang i vores første Grand Prix. Selvom jeg ikke kunne gennemføre løbet, fik jeg mere erfaring i løbet af weekenden. Jeg er meget glad for at Mika scorede point, og teamet har været perfekt," siger den skotske debutant.
"Efter starten af løbet var jeg meget glad for at vi stadig havde en racer med i løbet. Begge kørere gjorde det godt i deres første Grand Prix. Selvfølgelig var Allan uheldig, men Mika sluttede på 6. pladsen så vi har et godt udgangspunkt til Malaysia," siger Tsutomu Tomita.
Teamet vender tilbage til Frankrig for yderligere tests forud for det kommende Grand Prix i Malaysia om 14 dage. Stephane Sarrazin står for testen mens teamets to kørere bliver ude i Oceanien.
Løbet skal til at starte. Foran sig har Michael Schumacher teamkammeraten Rubens Barrichello, bag sig har han tyve kørere, som den tre-dobbelte verdensmester har opfordret til at forholde sig roligt, når starten går. Om de så gør det, er en anden sag: Ikke alle kørere har før været begejstret for at modtage ordrer fra tyskeren. En af dem, der i hvert fald ikke har villet høre efter er Michael Schumachers egen bror, Ralf, der maser sig forbi og kører direkte op bag i Barrichellos Ferrari. Williams-raceren flyver frem som over en rampe og fortsætter over gruset og ind i dækmuren.
Også længere ned i feltet opstår der kaotiske tilstande, og en Renault-kører mister forvingen i forvirringsn. Godt en tredjedel af feltet udgår: Barrichello, Ralf Schumacher, Heidfeld, Massa, Fisichella, Button, Panis, McNish og Bernoldi. I alt 13 mand er tilbage. Alligevel vælger løbsledelsen ikke at genstarte løbet.
Situationen er pludselig, at Coulthard er i spidsen fulgt af Trulli, Montoya, Schumacher, Irvine, de la Rosa, Sato, Webber, Yooong, Villeneuve, Raikkonen, Salo og Frentzen. De sidstnævnte pænt bagefter resten pga. af pitstop. Raikkonens stop varede 48 sekunder. Den unge finne sad dårligt efter en afkørsel i starten, og problemet blev kun delvist løst.
Sikkerhedsvognen går ind, og Schumacher indleder straks angebet på Trulli i Renault’en. Italieneren holder på gennem de første par omgange, mens Coulthard trækker fra i front. Montoya havde problemer tidligere men ligger nu i Ferrari'ens baghjul og venter på sin chance. Trulli lukker konsekvent døren for Schumacher, men efter tre omgang mister han alligevel koncentrationen og kører af banen.
Sikkerhedsvognen er på banen igen. Trullis racer holder midt på banen med vragstumper om sig. Flere benytter sig af lejligheden til at gå i pit, bl.a. Villeneuve og Bernoldi. Arrows-kørerne kom ellers ikke afsted på opvarmingsomgangen, men episoden i starten har i vis grad neutraliseret det.
Da løbet igen bliver givet frit, er Coulthards dæk ikke klar til udfordringen. Han tager turen fra føringen til græsset, og Schumacher er godt på vej til at følge ham. Montoya derimod holder hovedet koldt og går forbi Schumacher for enden af langsiden! Pludselig er top tre: Montoya, Schumacher og Raikkonen, fulgt af Coulthard, Irvine, de la Rosa og hjemmebanefavoritten Webber.
Schumacher har ikke i sinde at finde sig til rette som 2’er, og han giver ikke Montoya et øjebliks ro. Der angribes igen og igen, men colombianeren lukker effektivt. Samtidig ligger Raikkonen i McLaren’en ikke langt bagefter de to. Sato er udgået, og der er nu kun ni kørere tilbage i feltet. Der kunne for den sags skyld godt være point til begge Jaguar’er, der ellers startede langt tilbage i feltet som nr. 21 og 22.
Til sidst slipper Schumacher rent forbi Montoya og trækker fra. Raikkonen er nu kommet så langt frem, at han rent faktisk så småt truer Montoya. Tættere på kommer finnen dog ikke. Feltet er nu reduceret med endnu en kører, efter at Frentzen har fået det sorte flag for at forlade pitten under utidigt. Med det rykker Webber i sit debutløb op på en 6.-plads i Minardi’en for øjnene af landsmændene på tilskuerpladserne.
Coulthard tager for tredje gang turen over græsset. Skotten på fjerdepladsen sidder ikke i en optimalt fungerende racer og må lade de tidligere Ferrari-teamkammerater Eddie Irvine og Mika Salo forbi sig. Michael Schumacher er stukket af i front og har hurtigt næsten 15 sekunder mellem sig og Montoya. Afstanden herfra og ned til Raikkonen på 3.-pladsen holder sig stabilt omkring 0,8 sekund.
Villeneuve er næste mand ude af løbet, da han parkerer BAR-raceren i dækmuren. Med en de la Rosa fire omgange tilbage og en 7-8 kørere tilbage bliver et gammelt mundheld pludselig aktuelt:
Tidlig regn havde efterladt banen våd, og kørerne måtte have fat i regnvejrs- eller intermediatedækkene. Inden løbet går i gang skulle banen dog nå at tørre op. Massa er første mand ude, men også den første i problemer, der tvinger ham tilbage i Sauber-pitten og den ventende reservevogn. Snart efter viser også denne racer sig i problemer, og Massa får endnu engang de gule flag i gang.
Raikkonen overtager for en kort stund placeringen øverst på tidstavlen fra Montoya inden Michael Schumacher sætter en tid tre sekunder hurtigere. Tyskeren har dog heller ikke helle for vanskeligheder denne morgen: da han senere træner starten i pitten, staller han og må have banemedarbejderne til at hjælpe sig tilbage til mekanikerne.
Opvarmningens mest dramatiske optrin står Mika Salo for, da han spinner af i Stewart-svinget og rammer muren med sin Toyota. Få sekunder senere er opvarmningen ovre, og stillingen er da: M. Schumacher, Barrichello, Coulthard, R. Schumacher, Raikkonen og noget overraskende Massa.