Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
8.3.2000
 Herbert håber heldet fortsætter.
 TV-guide til Melbourne
 Arrows Orange
 Johnny Herbert udfordrer Eddie Irvine
 Irvine realistisk om Jaguars chancer
 
7.3.2000
 Toyota forbereder sig
 Er Malboro mere røget end EU Kommissionen er speget?
 Jordan ikke mindre ambitiøs i år
 Minardi i Australien
 Buttons første indtryk af Albert Park
 

Hop til top8.3.2000

Herbert håber heldet fortsætter.

Johnny Herbert vandt lodtrækningen om reservevognen. Måden, det foregik på, var simpelthen at spille plat eller krone, hvilket understreger at Jaguar ikke har nogen erklæret førstekører. Og Irvine er jo vant til at reserve-raceren (Ferraris) ikke er tilpasset hans behov.

"Det er er godt tegn," sagde Herbert. "I år vil jeg vende udviklingen og bevise jeg går efter titlen." Uden tvivl sagt med et glimt i øjet, men dog med tilføjelsen, at han regner med at vinde Jaguars første F1-sejr. "Jeg er bedre forberedt end nogensinde. Jeg har både arbejdet mere med min fysiske form sammen med den nye træner, og kørt flere test-km end tidligere sæsoner. Desuden har jeg været hurtigere end Eddie i mange af vinterens tests. Ingen af os er førstekører, før han ligger (bedre) placeret i top-3. Og det bekymrer mig ikke, for jeg tror på jeg kan slå ham."

Historien er ellers ikke på Herberts side, eftersom Irvine var (en overraskende) vinde af det Australske GP i 1999, medens begge Stewart-vognene brød i brand på grid'en lige før start, og dengang fik Rubens Barrichello reservevognen. Så Herbert var effektivt ude af løbet, før der var kørt én meter.

Ifølge Jackie Stewart har Jaguar Racing haft en meget travl før-sæson: "Som hold betragtet har vi kørt i et højere gear hele vinteren, sammenlignet med 98/99. Vi har været i stand til at køre mange flere test-km, trods nogle problemer undervejs. Vi har også haft flere resourcer til disposition og vi føler os i det hele taget bedre rustet sammenlignet med sidste år."

Irvine: "Albert Park er hård ved bilen. Banen stiller store krav til såvel vejgreb som bremser, og derfor kan også dækslid blive en afgørende faktor. Vi må håbe på, at vi med R1 har opnået den fornødne pålidelighed, så vi kan stå distancen."

Stewart: "Jeg tror R1 er konkurrencedygtig. Vi kan ikke forvente at slå McLaren og Ferrari fra første færd, men vi håber på at give dem kamp til stregen." Selvom Jaguar hungrer efter succes, er han dog klar over at det tager tid - se bare på BARs problemer sidste år: trods et af de største budgetter fik holdet ikke ét eneste point !

Jackie Stewart er også stærkt kritisk og bekymret over FIAs beslutning om at tillade den metode til optankning, som Ferrari indførte sidste år. Dvs, at brændstoffet stadig flyder, mens påfyldningsslangen bliver fjernet fra studsen. Det siger sig selv dette indebærer en øget risiko for ulykker. Den seneste ulykke af den art indtraf under det Tyske GP i 1994, hvor Verstappens Benetton-racer blev omspændt af flammer. Heldigvis slap han og fem (5 !) mekanikere med mindre forbrændinger, men ilden truede også adskillige VIP-gæster i nærheden.

Helst ville Jackie Stewart have genoptankning helt forbudt: "Optankning er en unødvendig risiko. Med det brændstof vi bruger udgør alene dampene en højrisiko. Folk kan ikke forestille sig hvilken katastrofe et uheld kan udvikle sig til. Desværre er sporten således, at der skal lig på bordet, før der tages hånd om problemet !" Dermed hentyder han til blandt andet Sennas dødsulykke, der førte til betydelige forbedringer i såvel vognenes og banernes sikkerhedsniveau.

GRN  


Hop til top
TV-guide til Melbourne

Man skal tidligt op for at følge med i årets første løb - men efter måneders venten er dette ikke det store problem... Alligevel er det meget rart lige at have nogle tider for hvornår der er Formel 1 i TV'et. Her er en guide til løbet - der også kan følges på Selector.

DagKl.KanalBeskrivelse
Lør.02:45 - 04:15RTLKvalifikation, live
Lør.12:45 - 14:30RTLKvalifikation, (g)
Lør.23:15 - 00:15RTLWarm-up, live
Søn.03:00 - 06:45RTLLøbet, live
Søn.03:45 - 06:00DRLøbet, live
Søn. 06:45 - 07:30RTLLøbet, sammendrag
Søn.09:00 - 10:45NRKLøbet
Søn.09:00 - 11:35RTLLøbet, (g)

BB  


Hop til top
Arrows Orange

Selv om Arrows-teamet stadig ikke har foretaget en officiel præsentation af deres 2000-racer, så cirkulerer der allerede nu et billede af den på nettet. På dette billede er den malet orange, og ser meget clean ud. Farven minder meget om McLarens orange farve, som de har anvendt på deres racere under pre-season test i 1997 - '98, og som også var teamets farver da Bruce McLaren startede teamet.
Hvor vidt dette clean look holder, får vi først at vide ved selve præsentationen, som er på torsdag, men mon ikke der kommer flere sponsor mærker på en blot ORANGE på siderne. ORANGE er et britisk mobil telefonselskab og det forlyder at det har kostet dem $110 mill. i sponsorat at få vognen malet orange. Dette beløb dækker en tre årig periode.

Teamets to kørere ser frem til sæsonpremieren med stor fortrøstning, og de har begge stor tillid til at teamet vil klare sig godt i denne sæson.

Pedro de la Rosa:
"Dette er min anden sæson hos Arrows, og jeg tror vi er meget stærkere en sidste år. Vi har været meget stærke under preseason testene, og vi har en teknisk meget godt udviklet racer. Det er selvfølgelig svært at sige hvor hurtige vi vil være, men det er helt sikkert at vi er mere konkurrance dygtige end sidste sæson".

Jos Verstappen:
"Jeg er meget glad for at være tilbage i Formel 1 og specielt sammen med Arrows. Vi har klaret os flot i de preseason tests vi har været med til og vi forventer at fortsætte denne linie i løbene".

Jos Verstappen har tidligere kørt for Arrows teamet, det var i 1996 sæsonen, hvor han scorede 1 point og endte som nr. 15 i kørenes mesterskab. Samme år blev Arrows teamet nr. 9 i konstruktørenes mesterskab, kun med det ene point som Verstappen scorede.

Arrows teamet har endnu ikke skrevet kontrakt med en testkører for 2000 sæsonen, og der er i øjeblikket tale om to kandidater. Hollænderen Tom Coronel og australieren Mark Webber. Sisdtnævnte har dog nok de bedste kort på hånden, da han har Paul Stoddart som manager og personlig sponsor, desuden har han også "Yellow Pages" som personlig sponsor. Paul Stoddart er multi millionær, og har tjent sine penge inden for flybranchen. For selv om Arrows teamet har fået mange nye sponsorere til denne sæson, så må det nok forventes at de går efter en testkører der kan betale godt for jobbet.

AN  


Hop til top
Johnny Herbert udfordrer Eddie Irvine

Nu hvor vi er i gang med den sidste nedtælling til årets første GP, så er nogle af kørerne begyndt at psyke hinanden mere eller mindre for sjov. Således også de to Jaguar-kørere.

Herbert langer ud efter Irvine ved at sige: "Jeg vil slå dig." Det bliver dog kun på banen, han vil gøre alvor af det. Han forsætter: "Der vil være en sund konkurrence imellem os. Eddie ønsker at slå mig, men jeg vil slå ham. Jeg har været hurtigere end Eddie ved adskillige tests"

Og han underbygger det med at sige: "Jeg har aldrig følt mig så tryg og sikker op til en sæson, som jeg gør denne gang. Jeg føler mig stærkere, og har aldrig været i en bedre form, så kan næsten ikke vente til på søndag."

Man kan jo så også konstatere, at det skal nok snart være, for Herbert er blevet 35 år, og har 145 GP'er bag sig, med "kun" tre sejre, den seneste sidste år. Men han viste, at Stewart - nu Jaguar - er på vej frem. Men der et stykke vej endnu.

"Bilen er hverken en McLaren eller en Ferrari lige nu. Men vi kan godt gå hen og blive teamet lige efter dem. Lige nu er der godt et halvt sekund imellem dem og os. Men der er en god chance for, at vi komme lige efter og få point, måske endda podiumpladser. Men det bliver svært. Jeg tror at hele feltet vil ligge tættere i år.

PDL  


Hop til top
Irvine realistisk om Jaguars chancer

Ved en pressekonference på Albert Park, var Eddie Irvine i det realistiske hjørne, i stedet for det sædvanlige kontroversielle. Irvine som vandt hans første GP netop i Australien sidste år for Ferrari, ved at det kan ikke lade sig gøre igen, medmindre de to topteams udgår eller laver fejl.

"Vi kan ikke gentage dette. Jeg ved ikke engang om vi kommer i mål. Vi har ikke kørt en fuld løbsdistance endnu med bilen. Og indtil det er gjort måske to gange eller endda mere, ved vi ikke hvor vi står. Vi kan ikke gøre andet end at prøve, og så lære af det der sker."

Om det yderligere forløb for sæsonen, sagde han: "Hvis vi slutter som nr. 3, vil det være ligesom at vinde mesterskabet, man kan ikke forvente at vi slutter bedre end det. Bliver vi nr. 4 har vi gjort et udmærket job. Hvis vi slutter lavere, er det vi skal til at se på, hvad der egentlig skete og arbejde videre. Jeg har lært utrolig meget hos Ferrari, men det var godt at komme videre til Jaguar. Den viden jeg har fået hos og om Ferrari, vil jeg give videre til teamet, så er det op til dem om de kan og vil bruge det."

På spørgsmålet om hvordan han ser søndagens løb, sagde han: "Jeg har absolut ingen illusioner om, at vi kan slå McLaren eller Ferrari, kommer vi tæt på dem er det fint, og hvis vi kan komme foran Jordan, har vi gjort et godt job. Eddie Jordans team er på vej frem nu, og de har imponeret meget specielt det sidste år, de bliver svære at slå."

Og om hans personlige ambitioner siger han: "Mit mål er at vinde verdensmesterskabet, men jeg forventer ikke, at det sker i år og nok heller ikke til næste år. Men det tredje år skulle det være muligt. Vi kan vinde løb i år, men vi er afhængige af, at de store laver fejl eller udgår."

PDL  


 

Hop til top7.3.2000

Toyota forbereder sig

Toyota som har annonceret at de vil deltage i F1, er godt i gang med opbygningen af deres deltagelse. Efter forlydender har Toyota netop købt en aktieandel i Yamaha Motor, som er et datterselskab af Yamaha Corp. I bilverdenen har det længe været snak om, at det måske ville være ideelt for netop de to selskaber at arbejde sammen. Og det ser ud til at de nu fører det ud i livet. Yamaha har stor erfaring i motorkonstruktion, de er en af verdens største motorcykelproducenter, laver bådmotorer og meget andet.

Yamaha har også en erfaring fra F1. De gjorde deres entré i F1 tilbage i 1989, hos det daværende Zakspeed team, og sluttede i 1997 hos Arrows efter en meget skuffende sæson. Det bedste resultat det år, var andenpladsen bragt i land af Damon Hill i Ungarn, som havde kæmpet godt og ført løbet, men måtte se sig slået af Jacques Villeneuve.

Ifølge de oplysninger der hidtil er kommet ud, er aktieandelen på 5%, og prisen skulle anslået være på $ 93 mill. Til gengæld modtager Yamaha en lille aktiepost i Toyota, samt at de får adgang til en del teknisk indsigt (der er ikke oplyst hvilken), og får adgang til at bruge Toyotas globale distributionsnet.

Det kan se ud til at være en god kombination. Yamaha har en erfaring fra F1 som sikkert ikke er glemt, og Toyota har en erfaring fra mindre klasser og sportsvognsserier, hovedsageligt i Japan, at bygge på. Samtidig har Toyota en stor pose penge at bidrage med. Det er man selvfølgelig nødt til at have, hvis man har forhåbninger om at nå noget i F1. Men der er også ambitioner til stede, ellers vil det være formålsløst at deltage i gamet. Man opnår ikke den bedste reklame ved at ligge i bunden af feltet.

PDL  


Hop til top
Er Malboro mere røget end EU Kommissionen er speget?

Der er mange penge i motorsport, og pengene stammer sjældent fra de sejre en bil vinder, men fra de der mærkelige farver, former og figurer der findes på bilerne. En af de mest kendte af slagsen er vel nok Malbore! Firmaet, der er omkring 20 milliarder $ værd, pumper en sjofel masse penge ind i Ferrari holdet hvert år, hvilket, rygerpolitik eller ej, er med til at glæde tusindvis af motorsport fans over hele verden sæson efter sæson.

Heroverfor står Europa Kommission, der er på vej med et total forbud mod tobaksreklamer. Det vil selvfølgelig ramme F1 hårdt, da de fleste hold i sporten har cigaret mærker som sponsorer. Selvom Bernie Ecclestone truer med at flytte grand Prix'erne væk fra Europa, synes Kommissionen ikke at ryste på hånden når den Europæiske rygepolitik skal formuleres. Flere hold (Jaguar, Williams og Arrows) er da også begyndt at skaffe sig hovedsponsorer der ikke giver anledning til så megen hosten og rømmen i EU. Flere af folkene tæt på sporten mener da også at den løsningsmodel er den eneste vej ud af problematikken omkring Europa, da trods alt repræsenterer en enormt potentielt marked for sponsorer og som F1 derfor ikke har råd til at miste.

Malboro lader sig nu ikke blive skubbet fra fadet så let. De er stadigvæk yderst tændte på beholde F1 som reklameplatform. Hovederne har derfor været lagt i blød, og det overvejes nu om man skal gå ind i f.eks. telekommunikation, for på den måde at bibeholde varemærket på F1 racerne. Det er nu ikke sikkert at den strategi vil give bonus, da der en kommende lovgivning meget vel kan indeholde et generelt forbud mod at firmaer involveret i tobaksindustrien overhovedet må reklamere!

Der er således ikke udsigt til at Malboro og EU kommer til at ryge fredspibe i den nærmeste fremtid. På trods heraf, fortaber det sig i tågerne hvorvidt F1 vil kunne beholde sine cigaret penge eller ej.

HPR  


Hop til top
Jordan ikke mindre ambitiøs i år

Eddie Jordan er fast besluttet på, at den vane som hans team er kommet ind, nemlig at vinde GP'er, skal forsætte. Målsætningen i år er, at slutte mindst ligeså godt som sidste år.

"At vinde er det eneste jeg tænker på lige nu. Følelsen er svær at beskrive, men det er ligesom en slags narkotika med omvendt betydning. Det er noget, der kan få mig til at vågne om morgenen. Mit ønske er at vi skal klare lige så godt som sidste år."

Og han forsætter: " Vi har McLaren og Ferrari indenfor synsvidde nu. Hvis de ikke er opmærksomme, så er vi klar til at udfordre dem. Jeg vil blive skuffet, hvis vi ikke slutter på mindst en tredje plads i år. At stå stille eller gå baglæns er ikke hvad vi ønsker. Der vil helt sikkert være en udfordring fra Williams og Jaguar. Men det er op til dem at fange os, vi vil ikke vente på dem."

Det bliver så spændende at se, hvem der fanger hvem. Efter at Damon Hill har stoppet sin karriere i F1, så er der igen blevet plads til en ung kører i Jordan teamet, nemlig Jarno Trulli, som hos Prost viste, at han ikke er en ueffen kører.

"Teamet har altid af en eller anden grund fungeret bedre med unge kørere, og det ser det også ud til, at det vil gøre i år. HHF har allerede vist hvad han består af, og jeg tror at Trulli vil imponere ligeså meget som HHF gjorde. Men det, det drejer sig om, er at bevare kontakten til de to topteams, og helst komme tættere på dem."

Og efter fremgangen specielt sidste år, kunne det godt se ud som om, at Eddie Jordan virkelig mener noget med det. Mange har "anklaget" ham for ikke at være en alvorlig og seriøs deltager i gamet. Men spørgsmålet er, om ikke de andre måske kan lære noget af EJ, han er seriøs, ellers vil teamet ikke være nået så langt, men der skal også være plads til at slå på tromme eller lægge sig en ny stil til, som han præsterer ind i mellem. Med andre ord. Arbejde seriøst når det er påkrævet, og have det sjovt når der er tid til det. Så bliver livet og hele verdenen lidt sjovere.

PDL  


Hop til top
Minardi i Australien

Nu er Minardi kommet til Australien sammen med de andre teams. Og selv om det er et lille team, så er der en ordentlig hatfuld udstyr med. 16,5 tons er det blevet til, plus 3 biler og personel på 52 personer.

Teamet har udtalt, at motoren er en -99 motor, med enkelte elektroniske forbedringer. Den første rigtige evolution forventes klar til det spanske GP i starten af Maj måned.

AN  


Hop til top
Buttons første indtryk af Albert Park

Straks efter landingen tidligt lørdag morgen i Melbourne, tog Jenson Button til Albert Park, hvor han fik en tur rundt på banen sammen med sin far, og en lokal chauffør. Faderen som åbenbart er en mand med egne meninger, og som ikke er bange for at udtrykke dem, sagde efter turen: "Chaufføren prøvede at fortælle Jenson, hvad han skulle gøre i de forskellige sving, og hvor han skulle give gas. Det var latterligt. Alle er åbenbart eksperter her."

Senere på dagen skulle Jenson Button dog selv ud at køre på banen i en civil bil. Men da han ikke er gammel nok til at have et internationalt kørekort, var der igen en chauffør med i bilen, som for øvrigt var en åben BMW, model ikke oplyst. Denne gang var chaufføren John Hamden, chief executive i Australian Grand Prix.

"Det var ingen plage denne gang. Det var selvfølgelig ikke som at køre i min Williams, det må jeg vente med. Men banen ser virkelig god ud. Den er smallere end det ser ud til på tv. Jeg tror det bliver sjovt, jeg er meget imponeret over banens set-up, og jeg kan ikke vente med at komme ud at køre på den. De første løb bliver kritiske, det vil give mig en indikation af, hvor jeg er i forhold til de andre kørere. Efter denne weekend ved jeg hvad der venter mig."

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk