Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Dato
Indeks

1.4.2001
Coulthard-sejr i spektakulært løb
Montoya ærgrer sig
Ralfs andenplads godkendt
31.3.2001
Der er fremskridt at spore
Begge Sauber-racere i top-10
Barrichello skuffer
Ralf håber på en god start
Minardi sikrer sig Bigois
Jaguar bestjålet i Brasilien
Jaguars byggeplaner sat i bero
"Ferrari er ikke til at slå"

1.4.2001

Det brasilianske grand prix blev enden for Schumachers regeringstid som sejrherre. David Coulthard sikrede sig en af karrierens største sejre, da han overlevede regnvejr og sammenstød, for at tage McLarens første sejr i 2001. Men løbet markerede også andre, og ikke helt uvæsentlige forskydninger i magtbalancen i Formel 1.
Den store broderduel blev i stedet vendt til et stort Montoya-show. Der var i det hele taget meget stort kaos omkring starten. Rubens Barrichello parkerede sin racer ude på banen på vej mod grid'en, og måtte i hast hoppe over i reserveraceren. Men der var mere drama, da Mika Hakkinen stallede sin racer på grid'en, og så var han ellers ude af løbet, mens Ralf ikke kom ind i den ventede broderduel. Safety-car'en blev sendt på banen, og da starten igen blev givet fri fik Montoya en rigtig god start og tog kampen op mod Michael Schumacher – og han var hård nok til at holde på. Schumacher fik et skub og måtte udenfor banen. Men der var mere Williams/Ferrari konfrontation – Ralf Schumacher og Rubens Barrichello rammer hinanden. Barrichello må parkere sin ødelagte racer, mens Ralf Schumacher må hjem i pit for at få raceren repareret – alt imens Montoya kører sit eget løb. Schumacher hænger på, men BMW-motoren er så kraftig at der ikke er nogen vej udenom.
Verstappens hjerneblødning!
Michael Schumacher indikerede at han er på en to-stop strategi, mens det skulle vise sig at Coulthard og Montoya kørte efter blot ét stop. Montoya blev længe ude, så længe at han havde alle kort på hånden til at være i føring. Men Jos Verstappen ville det anderledes. Da Montoya har overhalet hollænderen i Arrows-raceren, trækker han ind for at tage linien, og der er plads nok. Men af en eller anden grund banker Verstappen op bag den førende Montoya. Et rigtig bittert uheld, da det ville have været ganske interessant at se hvad Montoya kan! En ting er dog sikkert! Formel 1 har fået en ny stor stjerne! Ham kommer vi til at se meget mere til i fremtiden! Samtidig har vi også fået et klart signal – Williams er tilbage!
Og så kom regnen
Og som i Malaysia, så kom regnen. Nye muligheder og en ny vinkel på løbet. Michael Schumacher gik ind fra andenpladsen til et pitstop og fik intermediate på, mens Coulthard blev på banen yderligere en omgang. Det viste sig i første omgang at være en forkert beslutning, men skotten koblede sig meget hurtigt på tyskerens Ferrari. Schumacher blev overhalet af skotten – og så endda i regnvejr! Den store regnmester blev slået – også på våd bane. Et ganske specielt løb for tyskeren der måtte strække våben. Endnu mere paradoksalt var det at se tyskeren tabe terræn til Coulthard, og endda at han også var to gange af banen, hvorefter den forsvarende verdensmester tabte skotten af syne.
Banen begyndte at tørre op, og Coulthard blev på intet tidspunkt presset, men fik lov at køre solokørsel. I takt med at regnen kom og forskellige uheld og mekaniske problemer, blev det et noget aparte resultat. Nick Heidfeld på tredjepladsen –et fornemt resultat for Sauber-teamet. Det er tyskerens første podieplacering, men tredjepladsen var på bekostning af landsmanden Heinz-Harald Frentzen der fik tekniske problemer i slutfasen af løbet. Sidst i løbet var der en interessant Honda-duel – Trulli kæmpende mod Panis. I det hele taget har Olivier Panis vist sig at være rigtig godt kørende, og han må give teamets førstekører stof til eftertanke! Panis tager fornemt 4. pladsen fra Trulli der bliver nummer 5. Det sidste point går til Giancarlo Fisichella der reddede sig gennem løbet, og overhalede Jean Alesi for den sidste pointgivende placering.
Michael Schumacher er stadig i front i VM med 26 point, mens Coulthard med sejren kom op på 20 point og ligner en reel udfordrer til tyskeren. Som løbet udformede sig har vi også fået konstateret at Williams er rigtig godt med igen. Williams har dog stadig kun to point i VM,BB
Juan Pablo Montoya ærgrer sig gul og grøn over at have sat sin racer af under kvalifikationen på Interlagos – det kunne have været blevet til meget mere end en 4. plads.
Colombianeren var i hvert fald flyvende under den sidste træning forud for kvalifikationen, og han var da også på vej til at sætte en rigtig god tid, da han i udgangen af 'Mergulho'-svinget satser lidt for meget, hvorefter han mister raceren og ryger ud i gruset. "Hvis jeg ikke havde kørt af banen, så kunne jeg have sat pole," siger Montoya. Han må dog selv tage skylden. "Jeg kørte af fordi jeg lavede en meget stor fejl," indrømmer han. På TV var man slet ikke i tvivl om at colombianeren kører meget aggressivt, men det er en kørerstil der indtil videre har givet et par smadrede racere.
Montoya ville nemlig ikke lette foden fra speederen, men holdt på – det viste sig dog at være en fejl der kostede. "På den omgang hvor jeg kørte af, er jeg sikker på at jeg ville have sat det der ville blive næstbedste tid, men jeg løfte ikke foden fra speederen i sving 11. Der er et fald, og raceren ramte på over bagenden og gled fra mig. Der er ingen undskyldning," siger Montoya der i stedet måtte se holdkammeraten holde i forreste række.
BB
Ralf Schumacher kunne ikke være helt sikker på at han ville få en plads i den forreste række. Efter en inspektion af Williams-raceren, blev der rejst tvivl om lovligheden af den anvendte benzin.
Dermed ville den historiske forreste række blive brudt, men efter fem timers votering og analyser, fandt løbsledelsen frem til at den anvendte benzin var i orden. Men det holdt hårdt for tyskeren!
BB

31.3.2001

Mika Hakkinen kom lidt tættere på fronten, og McLaren fik vist at de er lidt bedre med, men de har stadig et godt stykke op til Ferrari. Samtidig har de også fået selskab af Williams der blander sig i topstriden.
Mika Hakkinen er dog ganske godt tilfreds med at holde i tredje position, selvom han efterhånden har været vant til at holde i pole position på Interlagos. "Det var en meget tæt kvalifikation, og jeg er meget optimistisk til løbet. Hele teamet har udført et stort stykke arbejde siden Malaysia, og vi har helt sikkert forbedret raceren og løst nogle af vores problemer," siger Hakkinen der har advaret om at raceren skal til at være på rette køl når feltet efter løbet i Brasilien vender hjem til Europa hvis McLaren skal gøre sig nogen forhåbninger om at vinde sølvtøj.
Der er yderligere den fordel ved at starte som nummer tre, at det bliver i det rene spor. Det vil sige at finnen ikke skal starte i det noget mere støvede spor, hvilket kan give han en god chance for at udfordre de to Schumacher-brødre på vej mod det første sving – Senna-S'et. "At skulle starte som nummer tre er ikke så dårligt endda, og jeg burde være i stand til at få god traction i starten," siger finnen, der dog mener at han nok kunne have fundet mere tid, men ikke fik muligheden.
David Coulthard starter som nummer fem, efter at være blevet slået af Juan Pablo Montoya i den anden Williams. Også Coulthard kan mærke at det går den rigtige vej for teamet. "Racerens balance er blevet forbedret, og der er også sket en forbedring i motorens præstation," siger skotten der i flere tilfælde var den hurtigste kører på toppen. "Konkurrencen er meget tæt, og jeg ser frem til løbet hvor vi burde være i god form," siger han videre.
Også de to teambosser – Ron Dennis og Norbert Haug fra Mercedes, er meget godt tilfredse. "Teamet og kørerne gjorde det godt ved at forbedre raceren, og vi har taget et skridt frem mht. motoren," siger Haug, mens Dennis hæfter sig ved at teamet i det mindste bevæger sig fremad!
BB
Peter Sauber var en meget glad mand efter kvalifikationen på Interlagos. Begge kørere kom nemlig indenfor top-10, hvormed teamet har nået en del af deres målsætning om at være indenfor i den bedste halvdel.
De to kørere, Nick Heidfeld og Kimi Räikkönen, kørte sig således ind som henholdsvis nummer ni og ti. "Jeg er meget, meget glad. Det var en meget god præstation at få begge racere indenfor i top-10, og så på en meget anderledes bane end Melbourne og Malaysia, giver designet af C20'eren flere roser," siger teamchef Peter Sauber, der ikke skorter på sin ros af team og kørere. "Det er meget opmuntrende at vi har forbedret vores placeringer på grid'en på en så udfordrende bane. Det er et kompliment til teamet og til begge kørere," siger teamchefen. Sauber testede ikke mellem det malaysiske og brasilianske grand prix.
Begge kørere var da også rigtig godt tilfredse. "Jeg er meget tilfreds med den måde det gik på i dag," siger Heidfeld, der havde sit med at holde Räikkönen bag sig. "Jeg nød kampen mod Kimi. I morgen har vi endnu en stor chance hvilket gør os stærke til løbet, så jeg er optimistisk," siger tyskeren. Også Räikkönen nød den interne teamduel. "Alt gik fint for mig i dag. Raceren kørte meget godt og jeg nød kampen mod Nick. Det er meget tilfredsstillende at slutte i top-10 i min kun tredje Formel 1-kvalifikation, fordi det er det resultat som jeg har gået efter siden Melbourne," siger finnen der deler 7. pladsen i VM-stillingen med den langt mere kendte landsmand, Mika Hakkinen.
BB
Rubens Barrichello levede slet ikke op til de tårnhøje forventninger fra det brasilianske publikum. En sjetteplads i kvalifikationen er ikke noget der sælger billetter!
Barrichello har ellers – efter sit mindre presse-stormvejr efter Malaysia – forsøgt at holde dampen oppe og holde kog i historien om at han stadig har chancen for at slå Michael Schumacher. Men Barrichello faldt igennem i kvalifikationen, og efter sæsonens første to løb hvor han startede i forreste række, skal han nu indfinde sig på tredje række. "Jeg er meget skuffet over udfaldet af kvalifikationen," siger brasilianeren. "Til morgen kørte jeg kun på ét sæt dæk, og til eftermiddag kørte jeg med nye dæk, men var ikke i stand til at finde den rigtige balance i raceren som hele tiden understyrede. Jeg er slet ikke glad, da jeg føler at jeg kunne have fået et meget bedre resultat," siger han videre med meget stor skuffelse.
Samtidig var marginalerne ikke med Barrichello. I kampen om pladsen ved siden af Michael Schumacher lå flere kørere inden for et par tiendedele.
BB
Der var stor glæde i Schumacher-familien efter at de to brødre sikrede sig pladserne i den forreste række. Det er også et tegn på nye tider i Formel 1 – Williams og BMW har fået fat i Ferrari og kan måske nok allerede nu siges at være på stort set højde med McLaren.
Ralf Schumacher og Williams har især nydt meget stor gavn af Michelin-dækkene som, på nær løbet i Melbourne, har sendt dem helt frem i front. Læg dertil at flere af de andre Michelin-teams ikke får nær så meget ud af det, og så har vi billedet af at Williams har præsteret at lave en rigtig god racer. BMW er også en meget væsentlig faktor. Topfarten og styrken i motoren ligger mindst på højde med Mercedes og Ferrari! Ralf er især meget tilfreds med Michelin som har fået ham helt frem i toppen. "Resultatet viser jo at de ikke kan være så dårlige endda. Der er selvfølgelig altid noget der kan forbedres. På nær løbet i Melbourne, hvor vi kæmpede noget, har Michelin leveret meget god dæk til os indtil videre. Jeg tror også at vi især i løbet i morgen, vil være bedre," siger Ralf Schumacher.
Men det ligger også i luften at Ralf meget gerne vil gå ind til løbet, og vise at han kan presse storebroder Michael. Her kan den stærke BMW-motor blive en hjælp, men det kræver en god start. "Jeg mener at jeg har en god mulighed, selvom jeg er på den snavsede linie på indersiden, hvilket ikke altid er perfekt – især her, men vi får se. Jeg tror at hvis jeg får en god start, bliver det svært at overhale mig," siger Ralf Schumacher.
Michael Schumacher kunne notere sig at det var syvende pole position i træk, og hvis mønsteret skal fortsætte så sikrer han sig sin syvende sejr i træk. Han tror på at det vil være muligt at fortsætte dominansen i Formel 1. "Vi ved fra test og løb at vores racer er meget hurtig – nok den hurtigste i feltet vil jeg sige," erklærer han, og der er ikke noget der tyder på at hans betragtning er helt forkert. Ferrari er p.t. det hurtigste team. Men der er stadig et par ubekendte faktorer – konkurrenterne kan godt være med. "Vi må se hvor svære Ralf og Mika Hakkinen bliver – eller andre som gør det svært for mig under løbet," siger Michael Schumacher der blev den første Ferrari-kører siden 1985 til at sætte pole i Brasilien – det var dengang Michele Alboreto der kørte Ferrari i front.
BB
Minardi har ikke i sinde at tage det med ro selvom de er Formel 1's mindste team. De har oprustet og sikret sig en ingeniør fra Prost, Loic Bigois.
Franskmanden tiltræder hos Minardi som ny aerodynamikchef hvor han skal arbejde på at udvikle den nuværende racer, men især arbejde hen imod at præsenterer en bedre racer til 2002. Han kommer til at arbejde tæt sammen med teamets designer Gustav Brunner, der også er meget godt tilfreds med ansættelsen. "Vi er glade for at have sikret os en så erfaren Formel 1-ingeniør som Loic," siger Gustav Brunner der er teknisk leder hos Minardi.
Derfor står den på hårdt arbejde for Bigios der skal bruge mange timer i vindtunnellen sammen med Jean-Claude Migeot. "Vi forventer at han får en vigtig rolle i at udvikle dette års racer, såvel som at lægge teamets fremtidige aerodynamiske linie," forklarer Brunner der betegner det som en "god nyhed" at have fået Bigios til teamet.
Biograf – Loic Bigios
Født: 19. september 1960
Nationalitet: Fransk
Ægteskabelig status: Gift
Uddannelse: Conservatoire National des Arts et Metiers
Højdepunkter i karrieren:
1981 – 1989: Microturbo Toulouse F (Gaz Turbine Co) – aerodynamikingeniør
1990 – 1993: Ligier F1 – leder af CAD/CAM-afdelingen som aerodynamikingeniør
1994: Sauber – CAD/CAM-ingeniør
1995: Ligier F1 – Aerodynamik
1996: Ligier F1 – R&D-leder
1997: Prost GP – Stedfortrædende teknisk leder
1998: Prost GP – Chefdesigner
2000: Prost GP – Assisterende teknisk leder
2001: Minardi F1 – Aerodynamikchef
BB
Jaguar teamet har oplevet et indbrud i deres pitgarage. Da ingeniørerne ankom til pitgaragerne i morges, konstaterede man at der havde været indbrud.Og det kan være en bekostelig affære. Bekostelig på den måde, at computerne indeholdt meget vigtige data, bl.a. al telemetridata. I alt 7 computere blev stjålet. Man forsøger nu at få transmitteret data fra basen hjemme i England til Brasilien, så man kan være klar igen, når træning og kvalifikation løber af stabelen i dag og i morgen. Ydermere prøver man også at få sendt nye computere over.
Men det var ikke kun Jaguar det gik ud over. Et medlem af staben hos Minardi, blev i går overfaldet i en af byens gader, og fik frastjålet sin tegnebog og solbriller.
PDL
Jaguar meddelte allerede sidste år, at man havde planer om at samle alle teamets aktiviteter ved Silverstone banen. Disse planer er midlertidigt sat i bero.Det har været meningen, at man ville flytte aktiviteterne fra Milton Keynes til et nyt anlæg ved Silverstone banen, hvor også Cosworth og en ny vindtunnel skulle være, samt at man ville opføre en fabrik til at bygge chassiserne i.
Bobby Rahal:
”Vi er kommet ind i blindgyde. Vi har endnu ikke været i stand til at forhandle os frem til et økonomisk forsvarligt grundlag. Vi kikker i øjeblikket på alle muligheder i planerne. Den største prioritet har hele tiden været, at der skulle være en vindtunnel og et udviklingscenter. Vi kikker dog også på nogle alternative steder. Jeg forventer at vi i løbet af 2 – 3 måneders tid, har en ny plan klar, og vi vil så gå ud fra den, hvordan den så end bliver”
Uofficielt fik Bobby Rahal også sagt, at et af de andre steder man har kik på, ligger ganske tæt ved den nuværende fabrik i Milton Keynes.
PDL
Den tidligere Ferrari kører, Jean Alesi, er fuld af beundring og lovord om hans tidligere arbejdsgiver, Ferrari. I øjeblikket er de urørlige, mener han.Jean Alesi kender teamet fra tidligere. Han kørte for Ferrari i nogle år indtil 1995, hvorefter Michael Schumacher kom til teamet som førstekører. Det samme år, 1996, kom også Ross Brawn og Rory Byrne til Ferrari. Der er siden sket meget internt i teamet. Skuden er vendt og man er kommet på vinderkurs.
Jean Alesi:
”Ferrari har været med i toppen i mange år nu, også selv om de ikke har vundet nogle mesterskaber. Ikke alene har de fået bygget en vinderbil, men de har også formået, at få integreret en gruppe mennesker, som hvad de skal og hvordan de skal gøre det. De har mulighederne for succes, lige som det franske fodboldlandshold. De deler den samme form for enhed, og de er meget stærke på ethvert område.”
Alesi, som jo kører for Prost teamet, har heller ikke noget i mod at bruge Ferrari motoren. ”At bruge Ferrari motoren hjælper utrolig meget, ikke bare pga. dens præstation, men også på omdømmet.”
PDL

Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk