I USA tales der i øjeblikket meget om en krise i ICS serien. Efter at General Motors sidste år meddelte at de vil trække sig ud af serien som motorleverandør via indsatsen med Chevrolet navnet, så er der kommet forlydender frem om at både Toyota og Honda i øjeblikket overvejer den samme beslutning. Og det er lidt uheldigt på flere områder.
ICS organisationen er i øjeblikket i forhandlinger med organisationen bag Long Beach bybanen om at køre løb der. Det løb der blev kørt i søndags i den konkurrerende serie CCWS - med en flot præstation af danske Ronnie Bremer - var det sidste i den aftale som CCWS har, nu havde med Long Beach. Der har været kørt CCWS løb i Long Beach de sidste 21 år. Som det ser ud lige pt. kan løbet meget vel overgå til ICS serien i stedet. Det bekymrer dog ikke CCWS der har et alternativ klar, selvom at man hellere vil køre på den prestigefyldte bybane i Long Beach.
Situationen er dog noget mere vanskelig når snakken drejer ind på motorer. Chevrolet trækker sig ved sæsonafslutningen. Og der er rygter fremme om at Toyota faktisk har overvejet det samme efter at meddelelsen kom fra General Motors. Hondas situation er dog stadig noget uklar, men rygter siger at de godt kan finde på at trække sig også.
En af de mest berømte amerikanske motorsports kommentatorer, Gordon Kirby, er en af de få der virkelig har fingeren på pulsen, og ved hvad der sker bag kulisserne. Han sagde bl.a. flg. i et radioprogram fornyeligt.
Gordon Kirby:
"Lad mig fortælle noget om ICS. Toyota er ude af ICS, de vil offentliggøre det efter Indy 500 - og alle ved det. Chip Ganassi er mens vi taler her i gang med forberedelserne til at lukke sit ICS team. Roger Penske og Toyota kender til denne situation. Og Honda, vil de blive ved med at konkurrere med Toyota? Mine japanske venner fortæller mig, at ved udgangen af denne sæson, vil Honda meddele at de trækker sig ud ved udgangen af 2006. Så hvis Long Beach organisationen vælger ICS, hvad får de så?"
Fra Toyota kom der følgende interessante udmelding i slutningen af november, kort efter at General Motors offentliggjorde deres beslutning:
"Chevrolets afgang er meget skidt. Man får en formel serie i USA uden amerikanske fabrikanter og et Indy 500 løb uden amerikanske fabrikanter. Det er en ret alvorlig situation. Vi har endnu ikke besluttet at forlade ICS. Vi har en aftale til og med 2006. Jeg er ikke glad for at sige det, men jeg er overordentligt bekymret for serien. Det faktum at Chevrolet forlader serien, er en meget alvorlig situation for ICS."
Toyota indrømmer også at det måske har været en fejl at forlade CCWS til fordel for ICS, hvilket skete i 2001, hvor også Honda trak sig. Omkostningerne der er fulgt med for at man kan bekæmpe Honda i serien, har været væsentligt højere end forventet. Toyota ser konkurrencen som værende meget usund, idet den til tider bærer præg af at være en duel om at være den eneste førende i det spil, og det er ikke helt Toyotas filosofi. Til gengæld er Honda endnu ikke kommet med kommentarer eller nogen udmeldinger om deres stilling i en eventuel krise på motorleverandør siden i ICS.
Jensen Motor Sport med base i Canada, har her kort før starten går til årets første CCWS løb, annonceret deres kører. I første omgang har teamet kun en enkelt bil, en Lola som er købt hos HVM teamet. Føreren af denne bil bliver italieneren Fabrizio del Monte, som dog kun har tegnet aftale for ét løb i første omgang. Men klarer han sig godt efter de forventninger som teamet har stillet op, er der en fast kontrakt i udsigt.
Fabrizio del Monte er nok mest kendt her i Europa. Han har i de seneste tre sæsoner bevæget sig rundt i Formel 3000. Både i den internationale serie og også i Superfund Formel 3000 Euro serien. Bl.a. var han i 2003 en af de som kunne presse Björn Wirdheim som dog vandt serien foran del Monte. Men også i Superfund Formel 3000 Euro serien gjorde han det fremragende og var også her med i det absolutte topfelt.
En tidligere feriebolig for kinesiske kejsere, var tirsdag stedet hvor det kinesiske A1 GP team blev præsenteret. Kina er det sekstende land som er med i A1 GP serien der starter midt i september. Under overværelse af en lang række kinesiske ministre, forretningsfolk og kendisser i Kina, blev det kinesiske team præsenteret under stor mediebevågenhed. Ifølge A1 GP er det faktisk Kinas første rigtige racingteam. Med et bagland på mere end 1,4 milliarder mennesker er Kina ifølge A1 GP terminologi det største team i A1 GP. Da seriens koncept bygger på Nations Cup ideen, er det vel ikke så underligt.
Ved de sædvanlige taler ved disse præsentationer, sagde den kinesiske præsident for teamet, Liu Yu, bl.a. at man er meget begejstret for den ide som seriens stifter, Sheik Al Maktoum, har præsenteret. Som et medlem af den internationale familie vil man være med til at sprede den ide. Sheik Al Maktoum glædede sig over at også Kina nu har meldt sig til serien, og kunne også afsløre at Kina bliver vært for det sidste løb i sæsonen. Der er endnu ikke kommet en decideret løbskalender. Men det ligger foreløbigt fast, at det første løb køres på Brands Hatch i England i september, at Australien har sagt ja til at være vært ved én afdeling, og nu Kina som får det sidste løb i sæsonen.