Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
19.4.2006
 Åben kamp eller mere Renault
 
18.4.2006
 Schumacher - Kun Ferrari
 San Marinos GP - Renault preview
 San Marinos GP - Honda preview
 

Hop til top19.4.2006

Åben kamp eller mere Renault

Renault har domineret sæsonens første tre løb, men indtil videre ikke mere overlegent end at håbet om spændende sæson stadig lever. Men der skal snart ske noget i front hvis ikke vi skal have en gentagelse af sidste år, hvor Raikkonen nok kunne vinde løb, men konstant halsede alt for langt efter Alonso i kampen om VM.

Løbet på søndag er ikke bare det fjerde løb i sæsonen. Det er også starten på den europæiske sæson. Og det er traditionelt her at alle undskyldninger om forsikringer om bedre tider snarligt, ikke længere er gyldige. Er man ikke med i front senest ved det første løb i Europa, så er der ikke meget krudt tilbage i ens VM angreb.

Renault har vundet sæsonens tre første løb, to til Alonso og en sejr til Fisichella. De andre VM kandidater har indtil videre ikke vist mange tænder. Både McLaren og Ferrari har manglet konstante resultater og hverken Honda eller Williams har for alvor formået at bide sig mere end momentalt fast i toppen.

Ferrari har raslet med sablen op til løbet. Det skal de jo gøre! Det Italienske Grand Prix bliver måske nok kørt på Monza, men det er Imola der er hjemmebane for de røde hingste og der skal helst sikres et godt resultat på netop den bane. Om det så er mere end raslen med sablen for deres fans skyld, må vi se på søndag. Men faktum er at Ferrari har brug for at vise at de er seriøse titelkandidater i år - hvis de altså er det.

Det samme gør sig gældende for McLaren. Det engelske team havde masser af gode og til dels valide undskyldninger for de første to løb. Men i Australien kom de til kort på trods af at de ikke rigtig havde problemer. Raikkonen blev ganske vist nr. 2 i løbet, men han lignede aldrig en der kunne true Alonsos sejr.

For resten af feltet er opgaven at få udviklingen i en positiv retning. Honda blev af nogen, specielt af håbefulde englændere, inden sæsonen regnet for en outsider, men indtil videre er det faktisk ret begrænset hvad de har fået ud af det. Nogen seriøs VM kandidat ligner de i al fald ikke.

Den årlige tur til Imola bringer også minder frem. Specielt om den sorte weekend for tolv år siden, hvor Ratzenberger og Senna blev de to seneste dødsofre i sporten. Men samtidig kan vi så glæde os over, at vi nu ikke har mistet nogen i tolv år - den længste periode i sportens historie. Gid den må blive meget længere endnu!

Det lidt spøjse San Marinos Grand Prix daterer sig tilbage til 1981, hvor løbet startede som et velgørenhedsløb til fordel for nogle jordskælvsofre. Men på grund af nogle aflysninger skulle det alligevel tælle med i kampen om VM, og så fandt man på titlen San Marinos Grand Prix.

Og siden har løbet altså været standard i Formel 1 kalenderen og i dag er det så et af de ældste løb på programmet. For nogle år siden så det ellers ud til at det ville blive aflivet, men af uransagelige årsager forblev det i kalenderen. Banen er der ikke meget spas ved mere. Efter 1994 blev banen ændret så drastisk at dens charme forsvandt og dermed også en væsentlig del af den eksistensberettigelse.

MMT  


 

Hop til top18.4.2006

Schumacher - Kun Ferrari

Alle rygter om at Michael Schumacher måtte være på vej til Renault som det sidste stop i Formel 1-karrieren, er blevet mindre efter at hovedpersonen selv har berettet om at der kun overvejes ét team - Ferrari.

Der har ellers i tiden omkring påske været en del rygter om et muligt skifte til Renault. Han er ikke afvisende overfor at der har været bud efter ham, men et skiftet ligger ikke lige for. "Det er meget oplagt at jeg bliver i den røde farve. Der er tydeligvis andre muligheder, men på dette tidspunkt vil jeg ikke overveje dem," siger han til avisen The Times.

En del af snakken er gået på Ferraris manglende konkurrenceevne, især sidste sæson og måske til dels en smule i starten af denne sæson. Men også her er tyskeren afvisende. "Folk har citeret mig for at sige at Imola ville være et afgørende løb, men det er ikke tilfældet. Jeg ser en masse potentiale i kampen om mesterskabet, især med den fart vores racer har og det som kommer af udvikling. Mesterskabet er ikke kørt væk. Vi skal til tider bruge noget held, men jeg håber vi har haft vores portion af uheld allerede," siger han.

Ferrari har de seneste år været ganske stærke på Imola. Det var et af de få højdepunkter for Michael Schumacher sidste år, hvor han fulgte Fernando Alonso helt til dørs i en tæt duel om sejren.

BB  


Hop til top
San Marinos GP - Renault preview

Alonso har lagt sig i spidsen i tabellen, ligesom Renault er godt med i konstruktørmesterskabet. Nu gælder det om - lige som i sidste sæson - at bevare stabiliteten sæsonen igennem.

San Marinos GP 2005 blev et af de mest omtalte sidste år. Det var Grand Prixet hvor F. Alonso dystede længe og tæt med M. Schumacher. Siden har mange talt om netop denne duel, der for så vidt indikerede et tronskifte. Nu gælder det for Renault om at fastholde denne position året ud. Også selv om F. Alonso skifter til en af hovedkonkurrenterne efter denne sæson.

I sidste uge testede Renault i Barcelona og med yderst godt resultat. Kovalainen var således hurtigste kører den ene af dagene. Når Renault drager til Italien til Imola banen, er teamet godt forberedt. Allerede nu har man for så vidt et grund setup klar. Den lidt stramme opsætning er klar idet kerberne bruges rigtig meget på Imola. Det aerodynamiske setup er for så vidt også på plads idet man ligesom tidligere vil køre med et relativt højt downforce. På motorsiden er der sket noget. Renault har en ny specifikation motor klar. Det er dog kun G. Fisichella der får gavn af den i første omgang grundet tidligere motoruheld. Alonso må vente til Nürburgring. En af forbedringerne på den nye motor er, at den kan køre i længere tid med høje omdrejninger. Man har også set på kølingen. På Imola køres der med fuld gas i godt 70 % af tiden og det belaster motoren rigtig meget.


Fisichella får ny motor spec. på Imola
(Foto: Renault F1)

Kørerne er klar til Imola efter testen i sidste uge. Sammen med testingeniørerne har arbejdet med motor og aerodynamik. Der er også arbejdet med generel udvikling. Alonso påpeger selv at det var en af årsagerne til teamets succes sidste år, og den forsætter i år. Alonso ser dog frem til et hårdt løb idet brugen af kerbs er meget udpræget på denne bane. Fisichella ser frem til anvendelsen af den nye motor som har lidt flere hestekræfter end den gamle, som Alonso må slås med et Grand Prix endnu. Da det er første gang at motoren bliver anvendt under løbsbetingelser er det med en vis spænding at Renault bruger den. Godt nok er den testet meget, men alligevel, der er forskel på test og løb. Dog mærkes der ikke nogen synlig nervøsitet hos Renault og dets kørere. Alt er som det plejer - stabilt og roligt.

PDL  


Hop til top
San Marinos GP - Honda preview

Hvad så Honda? Nu kommer der en powerbane, hvor Honda motoren kan få lov til at vise hvor stærk den er. Masser af testkilometer i Italien og Spanien har givet en vis optimisme.

Honda har haft travlt med tests i den forløbne uge. Der er testet på Vallelunga og Circuit de Catalunya. I alt er godt 3500 km kørt ind på tælleren. Og som vanligt spiller aerodynamikken en stor rolle i tests. Desuden er der arbejdet meget udi softwarestyring. Og så selvfølgelig dæktest.


Skal det endelig være for Jenson Button?
(Foto: Honda GP)

Det var ikke godt i Australien for Honda, men det tror man nu at man har styr på. Blandt andet melder motorafdelingen ud at man har en ny motorspecifikation klar til San Marinos GP. I hvert fald er chefen for Hondas motorafdeling meget optimistisk. Der er flere hestekræfter i motoren, men hvor mange vil han selvfølgelig ikke oplyse. Flere hestekræfter er også nødvendig på den noget kuperede Imola bane, hvor kørselsretningen også går mod uret. Og så er der jo lige de lange stræk hvor motoren rigtig skal strække ud.

Barrichello har tidligere været med helt fremme på Imola, men det var i en bil af en anden farve og fabrikat. Button har taget pole, men har endnu en sejr til gode - også generelt. Bedste placering på Imola er en andenplads. Begge kørere er dog temmelig forhåbningsfulde forud for San Marinos GP. Skal det endelig lykkedes for Button, og vil Barrichello endelig gør et godt indtryk for hans nye team? Resultaterne har ikke været for gode endnu for Barrichello.

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk