Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
2.4.2000
 Schumacher taler ud
 Michael Schumacher søger eksperthjælp
 Elektroniktroldmand vandt for Ferrari
 Ferrari lørdag
 Ferrari undervurderer ikke McLaren
 Willy Rampf ny teknisk direktør i Sauber
 BAR vil genfinde holdbarheden
 Arrows med 2-sædet racer
 Thi kendes for ret...
 Sauber-test Silverstone
 
1.4.2000
 Mercedes benægter alt
 Hård dags arbejde for Schumacher
 Schumacher kritiserer FIA vol. 2
 

Hop til top2.4.2000

Schumacher taler ud

Mange ting er sket for Michael Schumacher det seneste års tid. Det voldsomste har selvfølgelig været uheldet på Silverstone, og nu har MS fået det så meget på afstand, at der er ting som han kan/vil snakke om.

Foto: Allsport

Selve øjeblikket lige efter ulykken kan han tale om nu. "Det åbnede mine øjne for en del ting. Det har gjort mig mere afklaret. Lige efter at det var sket, følte jeg at det hele var meget stille omkring mig. Jeg kunne mærke mine hjerteslag blive svagere og svagere, og i et øjeblik stoppede hjertet helt. Så begyndte det at slå igen. Mens jeg lå på jorden, tænkte jeg hele tiden, at det var det, folk har fortalt om flere gange, nemlig det at være over på den anden side og komme tilbage igen."

PDL  


Hop til top
Michael Schumacher søger eksperthjælp

Efter sejren og speciel præmieoverrækkelsen, var MS fuldstændig befippet, endda så meget, at han glemte sin præmie. Årsag: Pelé. Og hvordan kan en F1 stjerne så blive benovet over at møde en tidligere fodboldstjerne? Forklaringen er den, at MS er en ivrig fodboldspiller og endda indimellem spiller for en lokal klub hjemme i Schweiz. Og da førstepræmien skulle overrækkes, var oplevelsen for MS total.

Der går rygter om, at MS efter præmieoverrækkelsen havde travlt med at følge efter Pelé, for at få nogle tips om, hvordan han kan blive en bedre fodboldspiller. MS siger om mødet med Pelé: "Det er rigtigt, at jeg spurgte ham om nogle tips for at gøre mit eget spil bedre. Han er virkelig en enestående person. Det ville være en stor glæde for mig, hvis Pelé kunne komme til Italien for at besøge os og se F1 - og måske kunne vi arrangere en lille fodboldkamp også."

Der er siden kommet rygter frem om, at Ferrari har inviteret Pelé til at komme til Italien som VIP gæst. De mere kyniske rygter siger endda, at det er for at Schumacher kan få nogle flere tips til sit fodboldspil.

PDL  


Hop til top
Elektroniktroldmand vandt for Ferrari

Der er vist ikke nogen tvivl om for nogen, at det var Schumacher der vandt på Interlagos, men det var faktisk helt inde bag i pittet, at slaget stod. Via telemetrien kunne man se, at olietrykket begyndte at forsvinde i Schumachers bil. Der herskede en del forvirring i pittet en overgang. Ross Brawn var inde i "mørket" da han på hans skærm kunne se, at der skete noget med bilen.

Det endte dog med at Tad Czapski, som er Ferraris elektronikingeniør, anbefalede at Schumacher skulle finde en anden kørelinje, for at stabilisere olietrykket. Det er som bekendt ikke nogen hemmelighed, at Interlagos er meget ujævn, og som følge af dette problem anbefalede Czapski, at Schumacher skulle finde en linje, hvor der ikke var så ujævnt. Det var årsagen til at Michael Schumacher i den sidste af løbet kørte med nogle meget varierende og mystiske omgangstider.

Czapski modtog senere en stor tak fra alle de høje herrer hos Ferrari for hans indsats.

Czapski var en del af det "dreamteam" som Michael Schumacher fik med til Ferrari, da han skiftede fra Benetton, og har i hele F1 cirkusset, ry for at være lidt af en troldmand, når det gælder elektronik og styresystemer.

PDL  


Hop til top
Ferrari lørdag

I forsættelse af Ferraris test fredag, fortsatte man lørdag testen på Fioranobanen. Dagen startede med regnvejr, og man afventede bedre vejr, måske med hjælp fra en teamets samarbejdspartnere, et meteorologisk institut. Hen på eftermiddagen klarede det nemlig op, og man kunne arbejde videre med setup og aerodynamisk test, som en del af forarbejdet til San Marinos GP på søndag.

Schumacher kørte i alt 98 omgange med en bedste tid på 1:00.542. Man fik hermed afsluttet det planlagte testprogram. Og ifølge rapporter fra teamet, opnåede man det man ville, med et tilfredsstillende resultat.

PDL  


Hop til top
Ferrari undervurderer ikke McLaren

På trods af de triste resultater for McLaren - Ferrari er sikkert glade for dem - undervurderer Ferrari ikke McLaren. Og Michael Schumacher siger også, at han ikke tror, at Ferrari er hurtigere end McLaren. Men udtaler også: "Vi kan slå dem med en anden taktik. Ross Brawn er den store strateg. Det har han bevist i mange år. Jeg kan stole på ham, og når man gør det, er det bare at køre."

Ross Brawn siger: "McLaren er meget stærke, det vil ikke vare længe før de er tilbage. Vi kan ikke tillade os at undervurdere dem. Vi må til gengæld forbedre vores kvalifikation. Vi har en rigtig god bil, vi må lære at bruge den endnu bedre."

PDL  


Hop til top
Willy Rampf ny teknisk direktør i Sauber

Leo Ress, den hidtidige tekniske direktør i Sauber, har overgivet jobbet til Willy Rampf. Leo Ress har i længere tid ønsket at hellige sig designopgaver. De sidste ugers hændelser har fremrykket beslutningen og afgørelsen for dette ønske. Og fremtiden skal bruges til at udvikle en ny syvtrins-gearkasse, samt at være med i design og udvikling af den nye Sauber C20 som skal bruges i 2001.

Willy Rampf vil som teknisk direktør få ansvar for organisering og styring af alle tekniske områder, både på fabrikken og på banerne. Han vil, som hidtil planlagt, også være med i design og udvikling af C20.

PDL  


Hop til top
BAR vil genfinde holdbarheden

Hos BAR vil det være perfekt hvis de kan påbegynde den europæiske sæson med flere point - og deres bedste kort er p.t. holdbarheden. Det lykkedes dog ikke for teamet at gøre brug af dette "kort" i Brasilien, da begge kørere løb ind i tekniske problemet i løbet, og ikke fik point. "Forhåbentlig kan vi genfinde holdbarheden på et niveau som vi havde i Melbourne," siger Steve Farrell.

Også Jacques Villeneuve forventer at der kommer point. "Vi kunne sagtens have taget fra Brasilien med flere point," siger den tidligere verdensmester, der nu håber at teamet genfinder holdbarhedsformen så de kan stå distancen.

Derudover har teamet i ugens løb ændret i organisationen. Ron Meadows er blevet ny teammanager i stedet for Robert Synge. Andrew Alsworth kommer i fremtiden til at stå i spidsen for BARs testteam. Robert Synge er fortsat en del af BAR, men får en mere tilbagetrukket tilværelse som udvikler.

Også på sponsorsiden er der kommet en mere med på BAR-vognen. Nippon Mitsubishi Oil Corporation er i fremtiden teamets officielle leverandør af benzin og olie - begyndende med San Marinos grand prix.

BB  


Hop til top
Arrows med 2-sædet racer

Nu er også Arrows kommet med på den populære mode i Formel 1 med at lave dobbelt-racere. Teamet ønsker at gøre det muligt for sponsorer og VIPs at prøve at føle hvordan Formel 1 føles.

Den forstørrede racer er blevet bygget sammen med teamets partner, European Formula Racing. Den er også bygget sådan at den overholder sikkerhedskravene i Formel 1 – blot er den lidt større og noget længere. Det bliver Mark Webber der i fremtiden bliver VIP-chauffør for Arrows.

Her er Arrows' nye forlystelse

Dermed er der kommet en konkurrent til McLaren der i sin tid var de første med en 2-sædet racer. Andre teams kan følge med moden – men det koster jo trods alt noget at udvikle og producere raceren.

BB  


Hop til top
Thi kendes for ret...

I morgen skal FIA behandle appellen efter David Coulthards diskvalifikation på Interlagos. Skottens McLaren-racer levede ikke op til reglementets artikel 3.12.1 samt at den afveg mere end de 5 mm. som artikel 3.12.6 ellers giver rum for. FIA har i sinde at holde deres reglement i hævd, men som det tidligere er set er FIA inkonsekvente i deres afgørelser. Der er tre reelle udfald af appellen i morgen - og det er dem som der skal tages stilling til.

McLaren kommer til Paris for at føre deres sag, sådan at McLaren i det hele taget får deres første point. Tre dommere er udpeget blandt FIAs verdensråd, og igen bliver det meget interessant at se udfaldet. Det er McLarens mening at banen var så dårlig at racerens frontvinge ikke kunne klare de mange belastninger og derfor ikke kunne holde højden på 50 mm. men derimod var helt nede på 43 mm., en afstand der ligger udover den tilladte margin på 5 mm. Der ligger en fordel rent præstationsmæssigt ved en vinge der ligger tættere på asfalten, eftersom det i teorien kan give et større tryk mod banen - McLaren vil sandsynligvis pege på det faktum at Coulthard ikke vandt meget på dette i en racer der manglede flere gear.

Et andet argument som McLaren kan spille ud, er at stort set alle skulle diskvalificeres fordi der var problemer med at leve op til reglementet - især på grund af den bumlede bane. Det kan så have ramt McLaren i endnu hårdere grad.

Men FIA har også reglementet på deres side. For artikel 3.12.6 er primært lavet for at sikre at racerne kan få det blå stempel efter løbet, hvis der har været særlige belastninger der gør at de forskellige dele på raceren ikke helt præcist lever op til reglementet. Den fik så yderligere en bredere betydning i den appel der fulgte det malaysiske grand prix sidste år, sådan at artikel 3.12.6 også gælder for produktionsfejl. FIA har tre mulige kendelser:

FIA kan, hvis McLaren overhovedet er i stand til at overbevise dommerne om at det er unfair at teamet skal rammes så hårdt på grund af den dårlige bane, vælge at omstøde diskvalifikationen. Endvidere kan de ud fra de forskellige målinger der måtte være foretaget vurdere om Jo Bauer har brugt den rigtige lineal (det ville jo være rart efter Malaysia-skandalen hvor den ikke var præcis nok.) I givet fald kan både team og kører få pointene tilbage.

En anden mellemløsning kunne være at teamet bærer ansvaret for racerens stand og at køreren derfor ikke har haft nogen fordel af at raceren er blevet ødelagt - dermed skal FIA anerkende at McLaren har været i god tro samt at banen har hele skylden, men at køreren er sagesløs. Dermed kan de vælge at fratage pointene som teamet scorer, men i stedet give Coulthard de 6 point. Den samme domsafsigelse blev faktisk givet efter løbet på Interlagos i 1995 hvor Benetton og Williams blev frataget deres første- og andenplads fordi Elf-benzinen ikke matchede den test som FIA havde. Men i dette tilfælde ved FIA at den lavere vinge giver en fordel - uanset om køreren ved det eller ej. Derfor virker dette udfald ikke sandsynligt - men FIA kan måske overbevises.

Den sidste mulighed er at opretholde diskvalifikationen. Det vil ske hvis McLaren ikke er i stand til overbevise FIA. McLaren vil efter al sandsynlighed blive anset for at have været i god tro, og at FIA sammen med McLaren bekendtgør at raceren ikke levede op til reglementet og at de derfor ikke får pointene men at McLaren handlede i god tro og derfor ikke bringer sporten i miskredit. På den måde sikrer FIA at sagen lukkes på en rolig måde - så sagen ikke får de store overskrifter.

Intet er afgjort og hvad der bliver beviserne og argumenterne i appellen er fortsat uvist. Set i et større perspektiv er det ikke en nær så kritisk sag, forstået på den måde at der ikke står en spændende VM-afgørelse på spil til det kommende løb. I morgen ved vi bedre besked.

BB  


Hop til top
Sauber-test Silverstone

Sauber teamet som jo trak sig ud af løbet i Brasilien, har været på Silverstone for at teste en ny og revideret udgave af bagvingen. Bagvingen var netop årsag til, at man trak sig på Interlagos.

Testen forløb dog ikke helt som planlagt. Vejret er som bekendt en vigtig faktor, og vi ved alle hvordan det kan være i England. Man fik dog kørt en del omgange, primært for at tjekke bagvingen, men også for at få samlet generelle data om bilen som forberedelse for det kommende GP på Imola.

Willy Rampf - i skrivende stund - stadig chef for udviklingen hos Sauber: "Vejret har ikke specielt med os i disse dage, men det har været ens for alle. Vi har testet en ny udgave af bagvingen, og nogle andre nye dele. Men ellers har det været forberedelse af setup til San Marinos GP, der har været hovedpunktet i testen."

Mika Salo, som var den eneste Sauber-kører i testen sagde: "På trods af vejret, har det været nogle gode dage os. Vi har fået prøvet nogle nye dele, som skal bruges i det næste GP. Jeg er meget glad for den nye bagvinge; bilen føles meget bedre nu. Jeg ser virkelig frem til San Marinos GP."

Det er endvidere planlagt, at teamet vender tilbage til Silverstone, for at teste videre efter San Marinos GP.

PDL  


 

Hop til top1.4.2000

Mercedes benægter alt

Den tidligere skilærer og manager for Jacques Villeneuve, nuværende administrerende direktør for BAR, Craig Pollock, har altid været god til at få opmærksomhed med sine udtalelser. Senest har han fortalt den tyske tv-kanal DSF at Mercedes skulle være ude efter BAR's stjernekører og den personlige ven, Jacques Villeneuve. Rygtet ville vide at den i forvejen godt betalte Villeneuve ville komme til at tjene 12 millioner pund i så fald. "Jeg tror at Mercedes er interesserede i Jacques," mener Pollock. Men også Arrows og Benettons nye ejere Renault skulle være ude efter canadierens underskrift på en kontrakt, påstår han.

Mercedes-Benz's motorsportschef, Norbert Haug, har dog en anden opfattelse af situationen. De har ikke tilbudt Villeneuve en plads i teamet i år 2001 siger han. "Vi er fuldstændig tilfredse med vores to kørere, Mika Hakkinen og David Coulthard," siger Haug. "Jacques Villeneuve er en af de enestående kørere. men der har ikke været nogen samtaler eller forhandlinger fra vores side."

CBA  


Hop til top
Hård dags arbejde for Schumacher

Det var ikke sjovt at bo som nabo til Fiorano banen i går. Ferrari testede lige fra morgenstunden til det blev mørkt. Luca Badoer startede dagen med at teste i F399. Der var en del nyudviklede mekaniske dele, der skulle have en større test. Der udover testede han også starten. Michael Schumacher har tidligere erkendt, at man har haft et problem med starten i GP'erne. Nu er det så Badoer der skal se - selvfølgelig i samarbejde med ingeniørerne - om man kan forbedre noget på bilen, som kan gøre starten bedre. Badoer fik i alt "rullet" 52 omgange, og opnåede en bedste tid på 1:01.405 for en omgang.

Men den som virkelig tog fat i går, var Michael Schumacher. På grund af problemer i torsdags med brændstoftilførslen, blev noget af torsdagens test udsat til fredag. Og det betød overarbejde til tyskeren. Der blev arbejdet med setup, og forskellige aerodynamiske muligheder som forberedelse til Imola. Det blev en lang dag for Schumacher, idet man først stoppede testen da det blev mørkt, og det bliver der i øjeblikket ca. kl. halv ni på de kanter. Schumacher kørte i alt 92 omgange med en bedste tid på 1:00.770. Banerekorden på Fiorano i år er 1:00.226 sat af Luca Badoer.

PDL  


Hop til top
Schumacher kritiserer FIA vol. 2

Vi bragte en artikel her på siden i torsdags, om at Michael Schumacher offentligt har kritiseret FIA i sagen. Der er siden indløbet nogle få yderligere informationer.

Det drejer sig om dækkontakten mellem 2 biler, hvilket kan få bilen/bilerne til at lette, og faren er selvfølgelig størst ved høj hastighed.

Det viser sig, at MS har bedt FIA om at gøre noget ved problemet ret hurtigt. Man har i flere år fra kørernes side gjort opmærksom på problemet, uden at der endnu er gjort noget ved det. MS mener at faren ved dækkontakten er ved at være én af de største risikomomenter i F1 i dag.

"Det drejer sig ikke kun om vores sikkerhed, men også tilskuernes. Hvis det sker med høj hastighed, mister man totalt kontrollen over bilen. Ingen kan fortælle, hvor den lander henne. En dag lander bilen ude blandt tilskuerne. Det er dødsensfarligt. Bilen bliver på grund af bl.a. vingekonstruktionen til et missil. Jeg frygter den dag, hvor en bil flyver ud og lander blandt tilskuerne."

Vi omtalte i artiklen fra i torsdags, en ulykke hvor Christian Fittipaldi netop var udsat for en sådan hændelse. Fittipaldi kørte op bag i teamkollegaen Pierluigi Martinis bil lige før målstregen. Lavede en dobbelt saltomortale og landede heldigvis på hjulene igen - på en ottende plads. En anden alvorlig ulykke skete i 1992 på Estoril banen i Portugal. Ricardo Patrese svingede ind i sporet til pitlanen. Under den manøvre ramte han Gerhard Bergers bil, og kørte hen over det ene baghjul på Bergers McLaren, hvorefter bilen lettede. Den fløj med rotation på højkant under en bro, og ramte jorden med bagvingen og landede i pitmuren. Man har siden regnet ud, at hvis ikke bagvingen havde ramt jorden, ville bilen have forsat sin rotation og ville have landet på hovedet. Hastigheden i nedslaget er beregnet til ca. 250 km/t.

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk