På den hollandske flyveplads, Volkel, som tilhører det hollandske luftvåben var der fredag eftermiddag en noget ulige duel. Spyker teamet stillede op med deres F8-VII racer mod en af det hollandske luftvåbens F16 jagerfly. Det er ikke første gang at et team konkurrerer mod et jagerfly. Og måske heller ikke sidste, men det har en god PR værdi. Ikke mindre end 10.000 tilskuere var mødt frem for at se dette noget ulige møde.
Som det er set før, har Formel 1 bilen en fordel de første godt og vel 300 m med sin enorme acceleration de første meter. Men derefter kommer den virkelige acceleration i jagerflyet virkelig frem. Christijan Albers som kørte raceren beskriver det således:
"Det var egentligt et tæt race. De første 300 m var alt jeg kunne se i bakspejlene jagerflyet. Men så accelererede han bare forbi mig og var væk. Det var helt utroligt. Jeg har aldrig været tæt på et F16 fly før ej heller siddet i et, så det var meget interessant at sammenligne præstationerne. Jeg har virkelig respekt for piloterne."
Lidt tørre tal:
En Formel 1 racer har godt og vel 700+ hk og har en topfart på ca. 350 km/t afhængig af gearing, bane osv.
Et F16 jagerfly har det der svarer til ca. 10.000 hk og har en topfart på godt 2.000 km/t.
En Formel 1 racer trækker ca. 5g mens et F16 jagerfly kan præstere op til hele 9g.
Udover at der selvfølgelig er en enorm PR værdi i sådan et foretagende, så har Spyker en forbindelse til luftvåbenet. I tidligere tider producerede Spyker også fly og motorer til det hollandske luftvåben.
Flere journalister og iagttagere på Otodrom i Istanbul - også kendt som Istanbul Park - var lidt overraskede da de så Bernie Ecclestone vandre omkring på banen, nærmest med et sagligt smil på munden. Hvad var der i gære?
Flere mente lidt i spøg at Bernie Ecclestone nok var ved at købe banen og at det var derfor at han var på banen. Andre mente at det var for at prøve at overbevise MotoGP stjernen, Valentino Rossi, om at han skal gøre noget mere ved hans Formel 1 flirten. Det blev faktisk de første der fik ret. Bernie Ecclestone har købt banen. Det vides dog endnu ikke om han har købt hele molevitten eller om det er andele han har købt.
(Foto: Gepa Pictures)
Banen fik efter det seneste afholdte Grand Prix en bøde som man ikke havde i sinde at betale. Eller rettere, man kunne tilsyneladende ikke. Enden på den historie blev at man reducerede bøden. Men det var ikke nok, stadig ingen penge i sigte, så Bernie Ecclestone betalte bøden for banen.
Bernie Ecclestone var dog ikke selv i første omgang villig til at fortælle om sit nye køb. Han havde mere travlt med at fortælle om at han faktisk også godt kan li' motorcykelrace og af og til kommer til MotoGP løbene. Men den historie holdte altså ikke helt vand. Muligvis kan manden vitterligt lide motorcykelrace. Men kernen i hans ophold på banen var altså med en anden baggrund. Der er ikke offentliggjort nogen købspris på nuværende tidspunkt, men som den forretningsmand Bernie Ecclestone er, så har han fået banen til en for ham ganske fornuftig pris.
Det er også blevet offentliggjort at Bernie Ecclestone ved samme lejlighed har sikret banen at der køres Formel 1 Grand Prixer til og med 2021. Flere medier beretter om en købspris på ? 130 millioner, men det er et beløb der hverken er blevet af- eller bekræftet nogen steder. Måske et røverkøb for Bernie Ecclestone. Hele anlægget er blevet rost til skyerne af kørere, teams, medier og andre med gang på banen. Alt er nyt og topmoderne. Der blev første gang kørt Formel 1 Grand Prix på banen i 2005.
Bridgestone laver 4 forskellige compounds i år. Blandt disse 4 udvælger Bridgestone hvilke 2 typer der skal anvendes i de respektive Grand Prixer. I Australien var det således soft og medium compounds som blev stillet til rådighed til teamene. I Malaysia og Bahrain gik man et trin på i hårdhed og her var det medium og hard der blev kørt på. Men hvad med de nogle af de næste Grand Prixer?
Efter hvad der foreløbigt er blevet oplyst og offentliggjort fra Bridgestones side, så vil man i det kommende spanske Grand Prix stille kombinationen medium og hård, i Monaco og i Canada bliver det super soft og soft, i USA og Frankrig bliver det soft og medium og endelig i det engelske Grand Prix bliver det medium og hard kombinationen, som Bridgestone stiller til rådighed.
"Det sorte guld" som ikke alle teams er lige hurtige til at vænne sig til
(Foto: Bridgestone)
Bridgestone vil indtil videre ikke offentliggøre flere løb frem idet man vælger at foretage løbende evaluering på hvordan deres dæk har opført sig, hvor sikre de er og ikke mindst hvordan de respektive teams formår at tilpasse sig de udvalgte dæk.
Kees van der Grint, Bridgestone:
"Det er vigtigt at vi konstant evaluerer dækkenes præstation og hvor godt teamene tilpasser dem. Vores mål er at sikre er at sikre at dækvalget er det korrekte både i forhold til sikkerheden og til hvordan de passer til de enkelte baner."
"Ved de forskellige tests inden sæsonstarten kunne vi bekræfte dækvalget til de første 5 Grand Prixer i sæsonen, og tilbagemeldingerne fra de første 3 Grand Prixer er nu blevet vurderet og indgår derfor i udvælgelsen af dæk til de næste 5 Grand Prixer. Ved allerede nu at offentliggøre vores beslutning om dæk, gør vi det muligt for alle teams at begynde at tænke nærmere over hvilken dækstrategi de vil anvende i de kommende Grand Prixer."
Red Bull teamet har måttet slås med forskellige problemer både i sidste sæson og også i denne sæson. I år har gearkassen til tider drillet mere end hvad godt er. Men det bliver nu gjort noget ved. Når der testes næste gang på Circuit de Catalunya, så vil Red Bull teamet blandt andet teste en ny gearkasse. Det er en ny type for Red Bull, men faktisk er det en "gammel" type som flere andre teams har anvendt i et år eller to.
Red Bull tester ny gearkasse
(Foto: Red Bull/Gepa Pictures)
En af de forbedringer som Red Bull har arbejdet med og som der stadig arbejdes på, er en ny gearkasse. Både i sidste og forrige sæson var der flere teams som begyndte at anvende de såkaldte lukkede gearkasser. Henne i England kalder man den type for seamless. Denne type er en anelse mere kompakt, og er desuden stivere i sin opbygning, og sammen med motoren gør det en forskel. Helmuth Marko oplyser desuden at man efterhånden er ved at have styr på flere holdbarhedsproblemer, men at der stadig er ting der skal gennemgås. Den nye gearkasse skal efter planen anvendes fra og med det spanske Formel 1 Grand Prix.