Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
23.4.2009
 Smallere fordæk næste sæson
 Bahrain GP - tidsplan
 
8.4.2009
 Elendig start for Ferrari
 Bitter pille for Honda
 McLaren indberettet for FIA
 Stærk start for Toyota
 

Hop til top23.4.2009

Smallere fordæk næste sæson

Dækkene har altid haft stor betydning inden for motorsport, og dermed naturligvis også i Formel 1, en af de klasser hvor man ellers har været ret konservativ med hensyn til dækudviklingen de senere år. Ikke fordi udviklingen har stået stille, for det har den slet ikke, men i Formel 1 har man fulgt helt sin egen linje.

I Formel 1 har dæksiderne altid været meget høje, og dækreglementerne har altid holdt i flere sæsoner, hvor man så 'kun' kar kunne udvikle på selve dækcompounden.

Der har de sidste mange sæsoner været kørt med dæk udstyret med mønster, fire langsgående riller, for at nedsætte dækkenes greb i banerne og dermed forsøge også at nedsætte svinghastighederne.
Denne sæson vendte man tilbage til de 'gode gamle' slicksdæk - altså dæk uden mønster - men de viser ikke at passe så godt til den nye generation af Formel 1 racere.

Slicks dækkene, og specielt fordækkene, har nu forgodt et greb i banen, hvilket resulterer i at bilerne har tendens med overstyring, noget som teamne har svært ved at løse, da det vil kræve at de flytter en større del af bilens samlede vægt frem på forhjulene.

Derfor arbejder Formel 1's faste dækleverandør Bridgestone på nogle helt nye fordæk, som man forventer teamne skal benytte næste sæson.
Der bliver tale om et både smallere og lavere dæk. Det med det smalle er set før i Formel 1 (1997), men det er første gang man inden for Formel 1 arbejder sig i retning af lavprofil dæk!

En anden løsning på problemet med overstyringstendenserne kunne være at benytte bredere baghjul, men dette afviser Bridgestone med henvisning til at produktionsomkostningerne vil blive for høje!

AN  


Hop til top
Bahrain GP - tidsplan

Mon ikke Formel 1 kørerne og deres teams ser frem til den kommende weekends løb på Sakhir banen i Bahrain med en vis sikkerhed for endelig at få et tørvejrsløb - alt anden vil næsten være usandsynligt i ørkenstaten.

Bahrain GP - tidsplan:
(Bahrain lokal tider = GMT +3)

Fredag den 24. april:
10:00 - 11:30 1. fri træning
14:00 - 15:30 2. fri træning

Lørdag den 25. april:
11:00 - 12:00 3. fri træning
14:00 - 15:00 kvalifikation

Søndag den 26. april:
15:00 - 17:00 Bahrains Grand Prix

Løbsdistancen er på 57 omgange, svarende til 308,238 km.

Banerekorden på Sakhir banen indehaves af Ferrari køreren Michael Schumacher, der under Grand Prix'et i 2004 kørte tiden 1:30,252.

AN  


 

Hop til top8.4.2009

Elendig start for Ferrari

De forsvarende konstruktør mestre fra Ferrari har fået en mildest talt elendig start på sæsonen. To løb - og ingen point. Ikke siden 1992 har den stejlende hingst været så langsom ud af startblokken. Det har gjort at Ferrari nu blæser til intern oprydning og lægger pres på at få forbedret raceren.

Teamchef Stefano Domenicali er da også stærkt utilfreds - især med de mange fejl som blev begået i Malaysia som kostede teamet dyrt. Blandt andet med et meget dårligt kald til at komme ud i kvalifikationen samt hvornår der skulle pittes for dæk i regnvejret. "Det har ikke været en positiv weekend," siger teamchefen ovenpå miseren i Malaysia. "Det er andet løb i træk og det er helt sikkert ikke godt. Vi bliver nødt til at reagere på det med det samme. Folk bliver nødt til at tage ansvar for tingene og det er vigtigt i øjeblikket både i forhold til præstationen og ledelsen, da tingene ikke kører for tiden. Det er ikke acceptabelt og jeg accepterer det ikke," siger teamchefen og taler dermed med store bogstaver - både til kørerne og teamet i det hele taget.

Der har været diskuteret meget omkring kaldet af Kimi Raikkonen til regnvejrsdæk på Sepang - et kald som viste sig at være katastrofalt. Teamchefen vil ikke sige hvem der foretog kaldet - vedholdne rygter peger på at det var Michael Schumacher der var manden bag. "Det er noget vi har diskuteret internt. Men jeg kan fortælle grunden, eftersom vi havde information om at der ville komme styrtregn. Vi følte nogle regndråber på det tidspunkt så det var derfor vi tog beslutningen," siger Domenicali. I stedet for at det kom kort tid efter gik der flere minutter hvilket kostede den finske kører masser af tid på banen.

Teamet har ellers været meget stærkt kørende i fredagens træninger, men henover weekenden falder niveauet for raceren. "Det er et punkt som vi gerne vil forstå. Vores racer er meget følsom overfor nogle ændringer og vi bliver nødt til at forstå hvorfor. Det er ikke klart endnu, og det er et stort problem på præstationssiden," siger han. Samtidig afviser han at teamet er på vej med en dobbelt diffuser som den som blandt andet Brawn GP, Toyota og Williams anvender. Ferrari er pt. i problemer, men henover sæsonen bør de svinge sig op igen. Spørgsmålet er så om de stadig kan nå at være med i mesterskabs kampen eller om det allerede er ved at være kørt. Hvis ikke der kommer gode point på kontoen inden feltet rammer Europa kan det blive en hård kamp for teamet og deres to kørere.

BB  


Hop til top
Bitter pille for Honda

Honda valgte at kaste håndklædet i ringen da finanskrisen bankede på døren. Teamet var i det hele taget ikke godt kørende i Formel 1 med dårlige resultatet og at dømme ud fra bemalingen også uden de store investorer. Teamet blev solgt fra og overtaget i sidste øjeblik - og vinder nu alt i Formel 1.

Det kunne derfor godt ligne et vaskeægte selvmål og der er ingen tvivl om at den succes der nu bliver høstet har været betalt med dyre Honda-penge. "Jeg er sikker på at de er meget frustreret over at have trukket sig. Jeg har fået mange beskeder fra topledere hos Honda som er frustreret fordi det er tydeligt at teamet er kommet frem, selvom det var nødvendigt at trække sig af hensyn til deres forretning," siger Ross Brawn.

Selv var Brawn meget sikker på at teamet havde et godt fundament, da teamet tidligt i 2008 valgte at droppe sæsonen for i stedet at fokusere på det nye reglement og en racer til 2009. Det er da også derfor at Brawn GP i dag har så stort et forspring til de øvrige teams da hele udviklingen i 2008 alene kiggede frem til denne sæson. Altså en investering købt og betalt af Honda - men hvor æren og hæderen går til et på papiret lille team.

Andre i Formel 1 cirkus er da også sikre på at Honda havde valgt at undgå en panikløsning i at trække sig hvis de vidste at det de sad med var en vinderbil. "De har brugt rigtig mange penge, er ikke kommet nogen steder og var åbenbart ikke opmærksomme på potentialet. Jeg er sikker på at de, hvis de havde set det, ikke var gået ud af sporten fordi al denne succes ellers ville tilfalde Honda," siger Bernie Ecclestone.

Honda har som en del af aftalen med Brawn GP givet penge til at holde teamet kørende det første stykke tid, men disse midler er så småt ved at tørre ud. Teamet har siden fået støtte i form af Virgin-koncernen men der mangler fortsat flere midler til at kunne fastholde udviklingen så de bevarer deres føring. Siden vil de øvrige teams hente dem og så skal der igen udvikles.

BB  


Hop til top
McLaren indberettet for FIA

Efter balladen i Melbourne med løgnagtige udtalelser for at føre banens stewards bag lyset, den efterfølgende diskvalifikation af Lewis Hamilton og FIAs løftede pegefinger, har det nu medført at FIA har gjort brug af deres ret til at indkalde teamet til høring foran FIA World Motor Sport Council.

Høringen vil finde sted i Paris den 29. april hvor teamet vil være anklaget for bevidst og i modstrid med sportens interesser at have ført officials bag lyset for egen vindings skyld. McLaren har accepteret indkaldelsen og lover at samarbejde med FIA for at få lukket sagen. Teamet har i samme forbindelse fyret den suspenderede sportsdirektør Dave Ryan som teamet har udpeget til at være årsagen til at Lewis Hamilton blev bedt om at lyve i sagen.

Sanktionerne mod teamet spænder vidt - fra bøder til udelukkelser. Umiddelbart er anklagen ikke rettet mod Lewis Hamilton der ikke er indberettet, men sandsynligvis også skal i vidneskranken.

BB  


Hop til top
Stærk start for Toyota

I årets to første løb har Toyota været rigtig godt kørende og er med i toppen af feltet. De er godt nok en del af diffuser banden, men alligevel har de imponeret. Jarno Trulli kørte sig frem til en podieplads i Melbourne og Timo Glock gjorde det i Malaysia.

Det har selvfølgelig sendt humøret godt op i det japanske team, der forud for denne sæson har kniven for struben til at levere topresultater - og gerne en sejr. Pengene fosser, ligesom for alle andre bilgiganter, ud af kassen og hvis Formel 1 eventyret ikke giver nogle sejre af sig, så bliver projektet lukket. Men med den positive start på sæsonen ser det godt ud for Toyota. Og kørerne er også godt tilfredse.

Efter tredjepladsen i det kaotiske løb i Malaysia var Glock meget glad. "Jeg er helt sikkert glad for tredjepladsen og mit andet podie i Formel 1. Det er et godt resultat og jeg må takke teamet fordi alle på banen og i fabrikken har arbejdet meget hårdt henover vinteren og det her er resultatet af det," siger tyskeren.

Netop den gode form for teamet lover også for mere. "Vi er sluttet på podiet i begge løb indtil videre og vi har fortjent at være der, vores racer er virkelig hurtig. Vi har vist hvad vi er i stand til, så nu skal vi presse hårdt på så vi kan fortsætte med at være et af topteamsene i denne sæson," siger han videre. Teamet ligger pt. på 2. pladsen i konstruktørernes mesterskab, kun overgået af succesteamet Brawn GP. Og måske venter den første sejr snart for Toyota.

BB  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk