Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
24.4.2005
 San Marinos GP - Set og sket - top 5
 Alonso-sejr efter intens duel
 Finsk Pole
 
23.4.2005
 Minardis nye motor
 

Hop til top24.4.2005

San Marinos GP - Set og sket - top 5

A Man On A Mission kunne meget vel være en af overskrifterne efter en yderst spændende afslutning på San Marinos GP.

To mænd stod for et yderst GP på Imola. Først og fremmest Michael Schumachers opkørsel gennem feltet efter en enestående taktik, og mindst lige så vigtigt, Fernando Alonsos flotte defensive kørsel der på ingen måde generede nogen, udover M. Schumacher måske, men det var ren kørsel uden narrestreger. Derudover var der ups and downs i løbet. Både Sauber og ikke mindst BAR kom frem, mens Williams og delvis McLaren og Red Bull kørte baglæns.

Renault - 46 points:
Renault oplevede stort det samme som McLaren, men fik succes. Èn bil ude ret hurtigt, mens den anden fik points. Forskellen er bare den meget vigtige at Renault vandt takket være Alonso. Fisichella røg bogstaveligt ud af banen og løbet allerede på femte omgang, da det der lignede en bremse/kørerfejl sendte ham ud af løbet. Efter løbet fortalte Pat Symonds at man havde konstateret en fejl på bilen, som man nu skal undersøge nærmere. Alonso overtog førstepladsen da Raikkonen udgik, og der blev han selv om han blev meget hårdt presset af M. Schumacher til sidst. Men den unge knægt fra det nordlige Spanien, klarede presset med bravour og kunne til sidst kåres som løbets fortjente vinder. Samtidigt er det første gang - efter det nye motorreglement - at samme motor vinder to GP'er i træk. Men Alonso, men kan næsten kun blive imponeret over ham og hans kørsel. Flot især i slutningen hvor dækkene virkelig var brugte, hvilket man da også kunne se på tv billederne fra parc ferme.

Toyota - 28 points:
Toyota fik igen begge biler i mål i pointene, men det var på de to dårligste pointgivende placeringer. Det virkede som om at Toyota ikke rigtig kunne holde helt samme momentum som i de første GP'er i år. For Trullis vedkommende, så ændrede han setuppet på hans bil kort før den sidste kvalifikation, hvilket betød at bilen overstyrede. Han fik dog rettet setuppet igen undervejs i løbet, men da var han allerede kommet bagefter. Trulli virkede dog som en prop og havde næsten konstant 3-4-5 biler hængende efter sig. Ralf Schumacher kørte vel egentligt et temmelig anonymt løb, hvor han stille og roligt kørte sig fra en startplacering som nr. 11 (10) pga. Massa, og frem til den sidste pointgivende placering. Han var impliceret i noget nærkamp med Heidfeld i pitlane, og efter løbet fik han en tidsstraf på 25 sekunder af kommissærerne. Toyota har i skivende stund appelleret denne afgørelse med henvisning til at der så sandelig også er andre der skal have samme straf for samme forseelse. Nu skal bl.a. videoklip afgøre sagen. Men lidt tilbagegang for Toyota i forhold til de første tre GP'er.

McLaren - 24 points:
Mindst én person er skuffet hos McLaren. Igen var uheldet ude efter Raikkonen. Denne gang var det en fejl på en trækaksel der satte ham ud af spillet. Næsten evigt uheldig er han. Pole position havde han og lagde fra land som lyn og torden, men efter otte omgange udgik han. Alex Wurz kørte faktisk som havde han ikke været ude i godt 5 år. Stille og roligt erobrede han placeringer og sluttede løbet på fjerdepladsen. Godt kørt af Wurz. Ron Dennis og Norbert Haug var enige om at have ondt af Raikkonen og at have ondt af ham. Men de herrer må have teknikere og ingeniører til at arbejde videre for at få de gode resultater hjem.

Ferrari - 18 points:
Det startede skidt for Ferrari. Elendige startplaceringer efter deres målestok, satte dem tilbage fra start. Men så vendte det både i positiv og negativ retning. Det negative først; Rubens Barrichello udgik efter atten omgange med en elektrisk fejl, som man nu vil undersøge hvorfor den i det hele taget opstod. Men exit for Barrichello. På samme tidspunkt var den første pitstoprunde i fuld gang, og det benyttede M. Schumacher sig af. Som vi så i sidste sæson, så er han i stand til at rulle nogle kolossalt hurtige omgange af, og det bragte ham lige pludseligt godt frem i feltet. Og via

PDL  


Hop til top
Alonso-sejr efter intens duel

For tredie gang i træk kunne Fernando Alonso i dag løfte et sejrtrofæet efter et Formel 1 løb. Men i modsætning til de to forgående sejre, kom spanieren dennegang under pres mod slutningen

De sidste 13 omgange var det ingen ringere end Michael Schumacher der fyldte Alonsos spejle med Marlboro reklamer. Tyskeren havde kørt et blændende taktisk løb og havde nu sejren indenfor rækkevidde. Men tættere kom den ikke.

På trods af det intense pres holdt unge Alonso stand mod den rutinerede mester. Omgang efter omgang lignede det ellers mere et spørgsmål om tid hvornår tyskeren kom forbi, end et spørgsmål om han gjorde. Men Alonso begik ikke den fejl som Schumacher ventede på. Han lod tyskeren komme helt tæt, men han stod for presset.

Michael Schumachers vej mod toppen af feltet var en taktisk genialitet. På en bane hvor overhalinger er svære, valgte han at lade være. Blive hvor han var indtil første runde pitstop. I sikker tro på at bilen kunne levere varen når det kom til stykket, ventede tyskeren tålmodigt. Da pitstoppen begyndte trykkede han speederen i bund og bevægede sig hastigt op gennem feltet og endte på en 3. plads efter alle stoppene.

Jenson Button blev der hurtig gjort kål på, men Alonso kunne Michael Schumacher altså ikke knække selvom han prøvede. Med 0,2 sekunders forskel over målstregen får man et billede af intensiteten i de sidste omgange. Dejligt at se at der kan være kamp om sejren!

Midtvejs virkede løbet ellers noget dødt. Kimi Raikkonen var kommet bedst fra start, men det varede kun kort, så stod bilen af og finnen humpede tilbage i pitten. Der var ingen røg eller andre synlige tegn på problemer.

Fra da virkede det meget som om vi skulle se endnu en Renault/Alonso walkover. Spanieren havde et godt forspring til Jenson Button og længere nede sørgede Jarno Trulli i en lidt skuffende Toyota for at ingen kom i nærheden af de forreste.

Rubens Barrichello og Giancarlo Fisichella, der ligesom Schumacher, havde været en slags uheldige helte i kvalifikationen, udgik begge tidligt. Barrichello med mekaniske problemer, mens Fisichella røg af ved egen fejl.

Takket været pitstoppene lykkedes det for nogle stykker at komme forbi Trulli, og således kunne Alexander Wurz tage en fornem 4. plads for McLaren, mens Takuma Sato rundede en rigtig god BAR weekend af med 5. pladsen. På 6. pladsen kom feltets eneste anden mester, Jacques Villeneuve, der for første gang i år virkede bare en anelse på vej tilbage mod det han engang var. Men der er stadig lang vej endnu for den Villeneuve. De to sidste pointgivende pladser gik til Trulli og Ralf Schumacher.

Ingen af Williams racerne fik point, og hos det engelske team må det fordre noget eftertanke. På en dag hvor Ferrari viste at de efterhånden har noget Renaults niveau. Hvor BAR viste at de stadig kan være med, og hvor selv Sauber viste gode takter, formåede det ellers så hæderkronenede Williams team ikke at score et enkelt sølle point.

Hvad fremtiden angår, så den tegner den spændende. Renault var måske overlegne i de tre første løb, men i dag var det tydeligt at Ferrari og McLaren var hurtigere. Derfor skal det blive spændende at se hvordan styrkeforholdet er mellem topkørerne når vi om 14 dage skal til Spanien, hvor de fleste tilskuere nok ellers håber på en hjemmebane sejr til Alonso.

MMT  


Hop til top
Finsk Pole

Efter en lidt ujævn sæsonstart, lykkedes det for McLaren med Raikkonen som rorgænger, at sikre sig pole til dagens Formel 1 løb. Første gang i år at Renault ikke tager den plads. Ferrari starter langt nede.

Søndagens afgørende kvalifikation startede ellers lidt kedsommelig. Stort set ingen forskydninger i forhold til lørdagens kvalifikation. Det mest ophidsende i første del af kvalifikationen var Albers afkørsel. Eller sagt på en anden måde - der skete ikke det store. Fra den positive side, kan man nævne at Villeneuve virkede som om han havde en anelse mere fart i bilen end i de første tre løb. Canadieren starter som nr. 11.

Men da vi nåede top ti begyndte der at ske ting og sager. Først var Sato vældig hurtig. Japaneren sprang nogle pladser op fra den 10. plads han fik i går. Når løbet starter i eftermiddag holder han som nr. 7.

Det lovede godt for BAR. Specielt da Jenson Button i lørdagens kvalifikation var havnet i top 5. Og det gjorde han igen, med en fremragende tid, der smækkede ham ind på 1. pladsen. Tilbage var Webber, Schumacher, Alonso og Raikkonen.

Mark Webber kunne ikke rigtig true Buttons tid, og så var det verdensmesterens tur til at forsøge. Der var skam fart i den røde Ferrari, men det virkede åbent om der var nok fart til at tage pladsen fra Button. Spørgsmålet blev aldrig besvaret. I sin iver for at sætte en god tid, lavede Schumacher en fejl, blokerede hjulene og kørte en lille omvej omkring sandkassen.

Den utraditionelle rute Schumacher valgte kostede en del tid og sendte ham langt ned i feltet. Han skal starte som nr. 13!

Tilbage var Alonso og Raikkonen. Fernando Alonso, der fører stort i VM var ude først og satte en god tid og fortrængte Button fra pole.

Nu var det så op til Raikkonen at forhindre Renault i den fjerede pole i træk. Finnen lagde godt ud, og var fra start en smule hurtigere end sin spanske modstander. Men på den sidste trediedel af banen sparkede Raikkonen for alvor til bilen og endte med at være knap et halvt sekund hurtigere end Alonso.

Altså pole til Kimi Raikkonen. I betragtning af at de tre første løb i år alle er blevet vundet af manden på pole, er det jo ikke dårlige perspektiver for finnen.

Anderledes dårligt ser det ud for Ferrari. Barrichello starter som 9'er, mens Schumacher som nævnt starter som nr. 13. Ferrari har brug for gode point for at komme med ind i kampen igen. Som det ser ud nu er de ved at glide længere og længere ud af kampen. Schumacher kunne, måske, have slået Button, mens det virker tvivlsomt at han kunne have været foran Alonso og Raikkonen.

Men Michael Schumacher har tidligere lavet gode løb fra langt nede i feltet og hvis Ferrari raceren ikke slider for meget på dækkene igen, så kan verdensmesteren måske godt nå at komme op hvor det bliver lidt sjovt, og hvor de loyale fans i Italien bliver belønnet med en god oplevelse.

MMT  


 

Hop til top23.4.2005

Minardis nye motor

Minardi får sammen med deres nye bil også ny motor. Samme spec. som Red Bull Racing anvender i deres racer.

Minardi får i denne weekend endelig en tidssvarende motor. Det er seneste version fra Cosworth som også Red Bull Racing anvender. Men hvad får Minardi mere i den TJ2005 serie 10 motor i forhold til CK2004 som er brugt i de første 3 GP'er? Ifølge de oplysninger som Cosworth har frigivet er der væsentligt flere hestekræfter.

Derudover er der enkelte ændringer på motoren som Red Bull og Minardi hver især har ønsket. Det kan være sig specielle effekter så motoren passer endnu bedre til en bils chassis. Derudover arbejder Cosworth i øjeblikket på en opgradering - serie 11 - som kun Red Bull får gavn af. Skal forstås som: har betalt for. Serie 11 får flere omdrejninger (op til 19.000) og ca. 30 hk mere. En serie 12 er også på bedding. Denne serie introduceres efter planen enten i det amerikanske eller canadiske GP.

Men udover disse to opgraderinger og videreudviklinger, så arbejder Cosworth også ihærdigt med den nye V8 motor til næste sæson. Den administrerende direktør hos Cosworth, Tim Routsis, afslører den nye V8 motor allerede kører i en prøvebænk og har gjort det i en periode nu. Den har ved flere lejligheder i rutineafprøvninger drejet op til 20.000 omdr. pr. min. Ligeledes afslører Tim Routsis at man allerede nu forhandler med flere interesserede teams som kan have interesse i at bruge den nye Cosworth V8 fra og med næste sæson.

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk