Andre klasser


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
26.4.2000
 DTC - Amatørerne byder profferne op til en hård fight
 
24.4.2000
 BTCC - Tom K mangler det sidste
 

Hop til top26.4.2000

DTC - Amatørerne byder profferne op til en hård fight

Der er tæt løb mellem amatørerne og profferne i sigte, når starten går til dette års udgave af Dansk Touringcar Challenge på Jyllands-Ringen den 7. maj. Onsdag var størstedelen af DTC-feltet samlet på racerbanen ved Silkeborg, hvor man gennemførte årets anden testdag, der viste, at klassens amatører byder profferne op til en hård fight i år.

De to gange Michael med efternavnene Schröter og Carlsen viste således deres kendte storform, da de blev noteret for henholdsvis næst- og tredjebedste tider i deres Volkswagen Golf og Peugeot 306 GTI lige efter Jan Magnussen. Den tidligere formel 1-kører testede for to af de Peugeot-teams, som stiller op i år, og hans indsats viste, at disse biler er særdeles konkurrencedygtige. I Peugeot Sport Teamets nybyggede Peugeot 406 Coupé satte han således dagens bedste tid, mens det blev til fjerdebedste tid i en af Team Brask Racings Peugeot 306-modeller, der er mage til den bil, som Magnussen får sin DTC-debut med den 7. maj.

Den forsvarende mester Jesper Sylvest var for første gang ude at køre i den splinternye Citroën Xsara Coupé VTS, som han skal køre i år. Selv om bilen langt fra var færdigbygget og bl.a. manglede det rigtige bagtøj, var Sylvest niendehurtigst i en tid, der lå under et sekund fra Magnussens bedste.

Blandt årets debutanter gjorde specielt Klaus Madsen og Mike Legarth sig positivt bemærket. Klaus Madsen, der er tidligere mester i Citroën Saxo Cup, var således tæt på at matche Magnussens tider i en tilsvarende bil, mens Mike Legarth var overordentlig godt kørende i sin baghjulstrukne BMW 320i.

I Volvo-lejren var der stor optimisme at spore, selv om Kent Bo Steffensen og Jørgen Poulsen blev noteret for henholdsvis 11. og 15. bedste tider i deres Volvo S40er, som der er blevet arbejdet kraftigt på i vinterens løb.

- Vi er utroligt glade efter dagens test, fortæller en smilende Kent Bo Steffensen. - Det er gået over al forventning med at vænne sig til den nye gearkasse, men selv om vi stadigvæk mangler et sekund op til de hurtigste, så er vi optimistiske, for vi har hele dagen kørt på gamle dæk.

Knap så glad var John Nielsen. Hans Nissan Primera nåede kun at køre få omgange, inden den tidligere Le Mans-vinder måtte parkere bilen med en defekt gearkasse. Endnu værre gik det for Allan Bjerregaard, hvis Ford Focus knækkede en trækaksel, mens mærkefællen Jesper Villumsen måtte pakke tidligt sammen, da hans motor begyndte at tabe olie.

Resultat af testdagen for Dansk Touringcar Challenge:
Plac. Kører Racer Tid
1 Jan Magnussen Peugeot 406 Coupé 49,515
2 Michael Schröter VW Golf GTI 49,558
AN  

 

Hop til top24.4.2000

BTCC - Tom K mangler det sidste

Den danske racerkører Tom Kristensen har endnu ikke fået hul på bylden i det engelske BTCC-mesterskab, verdens hårdeste serie for 2-liters standardbiler. I dag blev det på Donington-banen til placeringer som nummer fem og seks i de to afdelinger.

Den 32-årige nordjyde måtte i sin Honda Accord ikke alene slås med tre suveræne Ford Mondeoer, men også manglende held og en mindre tanketorsk.

"I sprintløbet havde jeg desværre ingen mulighed for at komme forbi de fire forreste. Vi kørte alle lige hurtigt hele løbet igennem, og på alle omgange var det som at se en samling perler på snor drøne mod målstregen. Afstanden mellem mig og vinderen i mål var godt tre sekunder, så det løb blev faktisk tabt i kvalifikationen. Også her lå vi utroligt tæt, og personligt manglede jeg lige det sidste nøk og en tiendedel i at komme i forreste startrække," ærgrer Tom Kristensen sig.

"Til gengæld har jeg kun mig selv at takke for, at det ikke gik bedre i hovedløbet," fortsætter han:

"Alle i feltet kører med et system, der i selve starten sætter omdrejningstallet et par hundrede ned, og jeg fik simpelt hen ikke slået systemet fra, da starten var gået. Jeg opdagede først fejlen, da jeg midtvejs i løbet skulle ind til det tvungne pitstop og så på lampen til systemet. Indtil da havde jeg godt nok undret mig over, hvorfor jeg pludselig ikke længere kunne følge med konkurrenterne. Da jeg kom ud igen efter pitstoppet, lå jeg længe og rodede med et par Opel/Vauxhall-biler, så alle tanker om en topplacering var røget sig en tur. Det eneste positive for mig var, at jeg efter et ordentligt puf fra en Opel røg sidelæns over en curbe, men formåede at fange Honda'en i gruset, mens motoren ramte omdrejningsbegrænseren! Positivt for teamet var det også, at min teamkollega Gabriele Tarquini efter flot kørsel og et fantastisk pitstop nåede op på en andenplads i hovedløbet."

Der er til gengæld ikke meget positivt at sige om chancerne for at finde de sidste tiendedele i Tom Kristensens Honda før næste løb. Det finder nemlig sted allerede i næste weekend på Thruxton-banen.

Resultat af 3. og 4. afdeling af årets BTCC-mesterskab på Donington:

3. afdeling:
1: Alain MENU, SUI, Ford Mondeo Zetec 21:38.350
2: Rickard RYDELL, SWE, Ford Mondeo Zetec 21:39.088
3: Anthony REID, GBR, Ford Mondeo Zetec 21:39.759
4: Gabriele TARQUINI, ITA, Honda Accord 21:41.168
5: Tom KRISTENSEN, DEN, Honda Accord 21:42.111
6: Jason PLATO, GBR, Vauxhall Vectra 21:48.510
7: Vincent RADERMECKER, BEL, Vauxhall Vectra 21:49.596
8: Matt NEAL, GBR, Nissan Primera GT 21:49.900
9: Colin BLAIR, GBR, Nissan Primera GT 22:25.371
10: Alan MORRISON, GBR, Peugeot 306 GTi 22:38.116

4: afdeling:
1, Alain MENU, SUI, Ford Mondeo Zetec 43:40.921
2, Gabriele TARQUINI, ITA, Honda Accord 43:44.344
3, Rickard RYDELL, SWE, Ford Mondeo Zetec 43:46.309
4, Anthony REID, GBR, Ford Mondeo Zetec 43:47.804
5, Yvan MULLER, FRA, Vauxhall Vectra 43:58.386 36
6, Tom KRISTENSEN, DEN, Honda Accord 43:58.536
7, Jason PLATO, GBR, Vauxhall Vectra 43:58.981
8, Matt NEAL, GBR, Nissan Primera GT 44:15.170
9, Peter KOX, NED, Honda Accord 44:24.425
10, Colin BLAIR, GBR, Nissan Primera GT + en omgang

tomkristensen.com

BB  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk