Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
29.4.2002
 Spansk Pressemøde
 Coulthard igen på podiet
 Arrows fik det første point
 Montoya tilfreds med andenpladsen
 
28.4.2002
 Ferrari dominerer igen
 

Hop til top29.4.2002

Spansk Pressemøde

Spanien, en søndag eftermiddag i april. Tre unge veltrænede mænd, med gode tegnebøger, sidder foran spotlightene og de snurrende kameraer, og ville sikkert ønske at de kunne være et andet sted, få sig en stille pils og filosofere over livet og eftermiddagens begivenheder. En stemme trænger igenne støjen fra journalisters mumlen og den svage støj fra alle de elektriske apperater: Pressekonferencen er i gang! Første punkt på dagsordenen er det interview der bliver sendt direkte ud på fjernsynet, og som Claus Borre er så flink at oversætte for os alle sammen, så det vil vi springe over her, mest fordi både spørgsmål og svar har samme underholdningsværdi som løbet. Efter den direkte tv-sending, var der spørgsmål fra salen. Her kunne man blandt andet få at vide, at Michael Schumacher kørte løbet i sin reservebil, efter at han havde haft hydrauliske problemer i opvarmningen. Han erkendte også at han havde haft et absolut perfekt løb. På spørgsmålet om han følte sig ensom, svarede Schumacher, at det var det egentlig ikke. "Jeg havde denne gruppe af biler foran mig mod slutningen, og det var faktisk meget interessant at følge kampen om 6. pladsen". Hmm - gad vide om han har betalt entré billet? Schumacher kunne dog også afsløre at han dels havde fået ordre på at holde sig bag dem, når nu hans forspring var så stort, dels at han slet ikke havde lyst til at blande sig i dysten om det sidste point. Fremtiden bliver heller ikke helt så let, som løbet i Spanien forudså Herr Schumacher. "Dybest set er det den samme bil, som vi havde i Brasilien og der havde vi en tæt duel. Så vi har baner der virkelig farvorisere os, og baner hvor det vil være tæt, og der vil være baner, hvor det vil være svært for os". Montoya var på sin side glad for sin andenplads, fordi Williams raceren dybest set ikke passer til den spankse bane. "I testene her, er vi ikke særligt gode, og en andenplads er mere end vi kunne forvente. Jeg sagde i starten af weekenden at hvis jeg fik et eller to point ville jeg være lykkelig. Men vi klarede det godt, men der var på ingen måde, noget vi kunne gøre ved Ferrari. Bilen var udmærket, men vi var bare ikke hurtige nok". Montoya var også glad for at han ikke stallede bilen i pitten efter uheldet med den overkørte mekaniker. Montoya forklarede at han kunne stoppe bilen så hurtigt fordi han ikke havde sluppet koblingen endnu. David Coulthard var glad for sin 3. plads. Han mente ikke at det var en god bane til bilen og den eneste måde han kunne se sig selv på podiet var hvis andre fik problemer. Og på det punkt var han jo heldig. Coulthard havde en enkelt duel med Jenson Button som han overhalede efter de første pitstops. "Han havde en smule understyring på vej ind i første sving, så jeg prøvede at komme så tæt på som muligt og udnytte det. Og da han blev lidt for bred igen, kunne jeg komme forbi ham. Så fik Schumacher et spørgsmål omkring Ferraris dominans. Men Schumacher mente ikke at det gjorde F1 kedeligt, for det var jo ikke kun kampen om førstepladsen man skulle fokusere på, men løbet som helhed. Til Schumacher forsvar skal siges at han jo ikke havde set løbet på video endnu!
MMT  


Hop til top
Coulthard igen på podiet

David Coulthard kunne igen indfinde sig på podiet - men resultatet kom i hus efter at flere kørere var udgået undervejs. McLaren ligger nu nummer tre i konstruktørernes mesterskab - men er milevidt efter Ferrari og Williams.

Kimi Raikkonen tabte sin bagvinge og måtte derfor trække sig ud - finnen har i det hele taget været plaget af mange tekniske problemer i år. "Jeg ved ikke hvorfor, men pludseligt tabte jeg min bagvinge på langsiden, da jeg var på fjerdepladsen, og det kostede mig løbet," siger finnen. Teamet undersøger problemet for at finde frem til hvad der kunne have forårsaget det.

Efter omstændighederne kunne David Coulthard være meget tilfreds med en 3. plads. "Når man starter løbet fra 7. pladsen er det svært at få en podieplads, så jeg er virkelig tilfreds med tredjepladsen. Jeg havde en god duel med Jenson Button, og var i stand til at overhale ham efter det første pitstop og tage tredjepladsen. På omgangen før havde jeg bemærket at Jenson led af understyring i det sidste sving, så jeg placerede raceren så tæt som muligt, kom ind i hans slipstrøm og var i stand til at udbremse ham," forklarer skotten om overhalingen af landsmanden.


David Coulthard fik en 3. plads - men McLaren mangler stadig meget for at kunne matche de bedste teams
(Foto: Daimler Chrysler)

Men hos McLaren er der stadig meget at se til. "En tredjeplads var det bedste vi kunne i dag og alle i teamet har gjort det godt. Men når det så er sagt, så ved vi alle at vi behøver at forbedre vores indsats," siger Norbert Haug.

BB  


Hop til top
Arrows fik det første point

Weekendens kører må siges at være Heinz-Harald Frentzen, som hele tiden virkede meget tændt på at levere en stor præstation, og blev belønnet med et point for 6. pladsen.

Godt nok kom det efter at flere kørere var udgået, men i hele weekenden var Frentzen godt med. "Det var stort! Teamet har gjort et fantastisk stykke arbejde hele weekenden, så de fortjener virkelig dette point. Jeg er sikker på at raceren har potentiale til at køre bedre. Vi skal blot arbejde på balancen i kvalifikationen, men vi har løsninger i støbeskeen til det," siger tyskeren.

Det kunne måske have været blevet til en 5. plads. "Jeg kunne presse meget hårdt på alle omgange, og havde gode kampe, især med Massa i Sauber. Det er svært at overhale her, og jeg forsøgte virkelig. Jeg tror vi er på en stigende kurve nu. Presset er nu væk for at score et point, men vil meget gerne videre til at score mere," siger Frentzen.


Frentzen i topform - og et fortjent point
(Foto: Arrows)
Teamchef Tom Walkinshaw var fuld at lovprisning for Frentzens indsats. "Nu kan I se hvorfor vi investerede i Heinz-Harald! Raceren har været god hele weekenden, især i løbet," siger teamchefen der var stolt over at kunne køre lige op med blandt andet Sauber og Renault. Nu kan de to Honda-teams så også lige bemærke sig at de endnu ikke har fået point.

Arrows- teamets anden kører, Enrique Bernoldi udgik med hydraulikproblemer.

BB  


Hop til top
Montoya tilfreds med andenpladsen

Williams havde bestemt ikke den bedste weekend i Barcelona, og løbet viste at bilen stadig har svært ved at matche det niveau som Ferraris F2002-racer har. Men teamet mistede yderligere en mulig podieplads efter at Ralf Schumacher var en tur af banen - en fejl han tager på sin egen kappe.

"Jeg er meget tilfreds med min andenplads, mest fordi vi kæmpede hele weekenden. Selvom vi er noget efter Ferrari, var dette det bedste vi kunne gøre i dag," siger colombianeren der nu ligger nummer to i Formel 1-VM - men stadig med et godt stykke op til Michael Schumacher.

Helt problemfrit var det dog ikke for Montoya og hans mekanikere. "Under mit anden pitstop ramte jeg vores chefmekaniker som forsøgte at stoppe mig efter at han begyndte at løfte slikkepinden da benzinpåfyldningen ikke var færdig. Jeg ved at han har det godt nu, men uheldet kunne have haft et meget værre udfald hvis jeg ikke havde været i stand til at stoppe raceren meget hurtigt," siger han om episoden i pitten.


Montoya fik det bedste ud af situationen og fik en andenplads - men teamet blev sat på plads af Ferrari og Michael Schumacher
(Foto: BMW Motorsport)
Ralf Schumacher udgik til sidst efter at have haft et svært race. "Det var helt sikkert ikke min dag i dag. Først lavede jeg en dum fejl, hvilket sker meget sjældent og det er derfor jeg er så sur over det, og til sidst havde vi også et teknisk problem," forklarer tyskeren, der dog også peger på at pakken Williams, BMW og Michelin har masser af arbejde forude for at holde trit med Ferrari. "Afstanden til Ferrari er noget som alarmerer os," siger Gerhard Berger.

BB  


 

Hop til top28.4.2002

Ferrari dominerer igen

Det Spanske Grand Prix 2002 lignede til forveksling det Grand Prix der blev kørt på Imola banen for 14 dage siden. Den tyske verdensmester Michael Schumacher førte fra start til mål, ikke engang pitstoppene ændrede bare kortvarigt på dette.

Den største forskel på dagens løb og det forgående, var, at stakkels Rubens Barrichello igen blev ramt af de tekniske problemer, der har forfulgt ham så meget gennem denne sæson. Dennegang satte problemerne ind, allerede før opvarmningsrunden, hvor Barrichello efter tyve centimeters kørsel, måtte se sig passeret af det resterende felt, minus de to Minardi racere, som var blevet trukket ud af løbet, efter at de to gange i løbet af weekenden havde mistet nogle vinger.

Dette gav dog forhåbninger om, at det hul der opstod på gridden, der hvor Barrichellos bil engang havde væet, ville kunne blive udnyttet af en af de to Williams racere, men nej. Michael Schumacher, eller hans launch-control, lavede den perfekte start og allerede i første sving var alle drømme, om en tæt kamp om sejren, afgået en stille død. Efter første omgang førte Schumacher med 1,5 sekund foran sin lillebror, og det forspring fortsatte han med udbygge gennem det meste af løbet. Efter få omgange var bilerne spredt ud over det meste af banen og begrebet close-racing, var noget man kunne læse om i historie bøgerne.

I de første omgange måtte en række af kørerne udgå, Fissichella udgik med tekniske problemer, mens de la Rosa måtte udgå da han begravede sin Jaguars hjul i en sandkasse. Senere gjorde Sato i Jordan ham den kunst efter.


Pedro de la Rosa havde ikke et godt løb på hjemmebanen
(Foto: Jaguar)

Også Williams rendte ind i deres problemer, Ralf Schumacher lavede en mindre kørerfejl og beskadigede bilen. Efter et have fået en ny næse, var han resten af løbet henvist til at trille rundt bagerst i feltet, indtil hans bil opgav og udgik på næst-sidste omgang.

I front skete der ikke meget, bortset fra da Williams teamets slikkepinds-holder, hævede skiltet lidt for tidligt, og da han sprang ind foran Montoya igen for at sænke pinden, var det for sent og han blev væltet, heldigvis skete der vist ikke det helt store med ham, eller med Montoyas bil.

Efter dette, løbets dramatiske højdepunkt, var det helt og aldeles statisk indtil begge Renault bilerne mod slutningen droppede ud af pointene, med tekniske problemer, noget der ofte sker for det franske mærke; en situation som Massa og Frentzen nød godt af.


Renault omgang McLaren - og lå til point indtil få omgange før mål hvor begge racere tabte pusten
(Foto: Renault F1)

Til allersidst kunne Schumacher løfte armene i triumf, eller også var det fordi han trængte til at strække sig ovenpå det kedelige løb! Montoya, Coulthard, Heidfeld, Massa og Frentzen tog de efterfølgende pladser.


Michael Schumacher jubler efter endnu en sejr i et yderst tamt race
(Foto: Shell Ferrari)

MMT  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk