Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
5.4.2007
 Malaysias GP - Ferrari preview
 Er Klien på vej ud af Formel 1?
 
4.4.2007
 Malaysias GP - Williams preview
 Malaysias GP - Renault preview
 Malaysias GP - Toyota preview
 

Hop til top5.4.2007

Malaysias GP - Ferrari preview

Godt nok vandt Ferrari årets første Grand Prix, men det er ikke lige så sikkert at man vinder nr. 2 på søndag. Blandt andet er der en vis bekymring for Raikkonens motor.

Ferrari levede op til forudsigelserne og vandt årets første Grand Prix, men det har kostet. Raikkonens motor tabte vand og begyndte at blive for varm. Man har siden kontrolleret motoren og lavet forskellige simulationstests. En ting er i hvert fald sikkert - den samme motor skal køre det malaysiske Grand Prix også. Foreløbigt er der intet der tyder på at man vil skifte motoren og sende Raikkonen 10 placeringer bagud. Og så sparer man ydermere denne motor i fredagens testkørsler.


Kimi Raikkonen
(Foto: Bridgestone)

Man skal også se på Massas bil. Til trods for en god opkørsel fra bagerste række i det australske Grand Prix, nåede han måske ikke så langt frem som ønsket, og i hvert fald ikke i det tempo mange havde forventet. Det kneb af flere omgange med at komme forbi bilerne i midterfeltet.

Ferrari har måttet omlægge deres testprogram. I de seneste år har de testet som det har passet dem, men til i år har man underskrevet den nye testaftale hvor der er et maksimalt antal testkilometer indføjet i aftalen. Det betyder at Ferrari - og alle andre - skal være mere effektive når der testes. Tidligere kørte man x antal omgange på egen testbane når det var nødvendigt, men den går ikke mere. Derfor bliver det spændende at se hvad Ferrari kan få ud af de officielle tests hen over sæsonen. Ferrari har da også i sidste uge testet adskillige nye dele, både til det malaysiske Grand Prix, men også til de næste efterfølgende.


Felipe Massa på Sepang banen i sidste uge
(Foto: Bridgestone)

På trods af at Raikkonen måtte sænke tempoet væsentligt på de sidste omgange i Albert Park, så giver han udtryk for at han stoler på det teamets teknikere har fundet ud af, nemlig at motoren nok skal holde. Og så ser han frem til Grand Prixet. Det var nemlig her han vandt sin første sejr i Formel 1. Massa skal finde et setup der både passer til banen, men som også kan bringe en bedre præstation frem i bilen, end den man så i Australien. Men mon ikke at han sammen med teamets teknikere og ingeniører nok skal finde en løsning der er optimal på dagen. Hos teamet venter man selvfølgelig på endnu et topresultat og helst med flere points. Man skæver lidt til McLaren som er begyndt forrygende godt.

PDL  


Hop til top
Er Klien på vej ud af Formel 1?

Det ser ikke for lyst ud i øjeblikket, for den 23 årige østriger Christian Klien, der ikke rigtig har kunnet levere varen i denne sæson for Red Bull teamet.

Teamchef Christian Horner havde gerne set, at Christian Klien havde taget meget mere ved lære af den erfarne teamkollega David Coulthard, og det er denne mangel på lærdom og resultater, der nu danner grobund på rygterne om at han skal forlade Red Bull teamet.

Den østrigske avis 'Salzburger Nachrichten' oplyser at Christian Klien måske er på vej over Atlanten, for næste sæson at deltage i Champ Car World Series, hvor det vil være muligt for ham at fortsætte med Red Bull opbakning.
AJ Allmendinger der allerede nu deltager i CCWS kører også med Red Bull som hovedsponsor, så det kunne være en logisk udvidelse af deres indsat på det amerikanske kontinent.

Andre peger på at det også er muligt at Christian Klien rykker ned i 'junior teamet' Toro Rosso, men dette er næppe sandsynligt, da teamchefen her - Gerhard Berger - ikke just udtaler sig rosende om Klien og hans talent!

AN  


 

Hop til top4.4.2007

Malaysias GP - Williams preview

Williams teamet fik kørt sig til 2 points i Albert Park takket være N. Rosberg. For A. Wurz var det ingen succes, men det var så heller ikke hans skyld. Det sørgede en anden kører for.

Williams teamet gjorde det hæderligt men så heller ikke mere i Australien. Men hvad der måske er mere vigtigt for teamet er, at man sluttede foran sin motorleverandør Toyota. Det er en af ting som teamet håber på vil gentage sig. Og det er helt sikkert at det er noget man hos Toyota vil betragte med en vis skepsis, hvis det forsætter.


A. Wurz
(Foto: Bridgestone)

Teamet har været meget glade for den test man deltog i, i sidste uge. Det har givet et bedre billede af hvordan setup skal være, givet indikationer med hensyn til holdbarhed og mange andre vigtige ting. Mest vigtig af alt er måske at man har haft bedre tid til at kunne forberede sig på de forhold der hersker i Malaysia i øjeblikket. Her er der tale om vejret som på de kanter er domineret af kraftig regnskyl, høj luftfugtighed og høje temperaturer. Her er det at forberedelserne omkring setup, motorstyring og især køling skal være på plads. Teamet har fået fløjet nye dele ud til Malaysia til testen i sidste uge, og en stor del af dem vil blive anvendt i Grand Prixet.


Dækkene kan blive en faktor på Sepang
(Foto: Bridgestone)

Sam Michael fortæller at man faktisk allerede har planlagt teamets pitstop strategi. Det bliver 2 stops strategi. Men hvordan de enkelte stints skal køres, det vil han ikke afsløre. Forståeligt nok. Men det er selvfølgelig med forbehold for ændringer. Sam Michael mener også at dæksliddet kan blive en faktor som skal indgå i teamets beregninger. Man fik et billede af dæksliddet i forbindelse med testen i sidste uge. Og pr. tradition kan banen være temmelig hård ved dækkene.

N. Rosberg og A. Wurz er begge opsatte på at gøre en god figur i søndagens Grand Prix. N. Rosberg tilføjer at det der kan være de værste forhindringer i Malaysia er vejret og så det at banen er temmelig ujævn efter hans mening. A. Wurz ser også forholdene som en vigtig faktor. Den fysiske form for kørerne skal være helt i top. A. Wurz er vel forberedt. Både fysisk, men også med den faktor at han kørte over 200 omgange på banen i sidste uge.

Sam Michael fortæller også at efter det første Grand Prix og testen i sidste uge, begynder der at tegne sig et billede af styrkeforholdet i feltet i år. Dog siger han også at han udmærket er klar over at det var de færreste der gav alt under testen i sidste uge. Men forhåbningerne er store i teamet. Starten ser lovende ud for teamet, der alt andet lige næsten kun kan gøre det bedre i år end i sidste sæson.

PDL  


Hop til top
Malaysias GP - Renault preview

Der kan vel ikke herske megen tvivl om at Renault hænger lidt efter at F. Alonso har forladt teamet. G. Fisichella og debutanten H. Kovalainen har ikke helt samme kapacitet som spanieren. Desuden er der vel andre problemer også for Renault.

Renault har ikke fået den start på sæsonen man ønskede. Man har ikke formået at være den trussel for konkurrenterne som man har været i de foregående sæsoner. Men det håber man selvfølgelig på sker inden længe. Et af problemerne har været at man endnu ikke helt har vænnet sig til at køre på Bridgestone dæk. Dog nærmer man sig noget, idet man under testen i sidste uge fandt ud af at man faktisk har nogle gode omgangstider på brugte dæk. Så man vil angiveligt se Renault køre nye dæk til i løbet af fredagen og lørdagen.


Giancarlo Fisichella
(Foto: Renault)

Bob Bell pointerer også at man kommer med en så godt som ny frontvinge til bilerne. Frontvingen er ændret så meget at der faktisk godt kan være tale om en helt ny. Et andet problem for Renault i det første Grand Prix i år var at man i det hele taget manglede grip på bilerne. Det er der arbejdet meget med siden og her håber Bob Bell også på en kraftig forbedring. Man har dog kunnet registrere en stor fremgang i løbet af testdagene i sidste uge. Også selv om at tiderne svingede meget.


Kovalainen kørte dirt-track i Australien
(Foto: Renault)

G. Fisichella er forsigtig optimist forud for det malaysiske Grand Prix. Han støtter sig meget til de forbedringer man har fundet på bilen siden det australske Grand Prix. Samtidigt tror han også at nu begynder tingene at gå i den rigtige retning. Præstationerne i sæsonens første Grand Prix er ikke nødvendigvis retningsgivende for resten af sæsonen. H. Kovalainen havde sit hyr med bilen i Australien. Men mange testkilometer efter, så er han på rette spor igen. Han har glemt hvordan det gik i sæsonens første løb, og arbejder nu videre fremad. Her bliver han støttet af Bob Bell der har set hvordan H. Kovalainen har udviklet sig sammen med bilen under den seneste test. For Renault gælder det om at hænge på toppen af feltet, ellers bliver teamet kørt bagud i pointene.

PDL  


Hop til top
Malaysias GP - Toyota preview

Ét point var udbyttet i Australien, og det vil Toyota gerne gøre meget bedre, især fordi Williams også fik points. Og måske har Toyota noget i baghånden.

Det var ikke godt for Toyota at Williams fik en bedre placering end Toyota selv. Men forberedelserne går i retning af at det skal ændres. Sepang banen lagde i sidste uge asfalt til den officielle testrunde forud for selve Grand Prixet samme sted. Her fik Toyota testet en del nye ting, hvoraf langt de fleste er at finde på bilerne. Dog er der visse spekulationer i teamet. Ikke så meget i forhold til det mekaniske eller aerodynamiske. Det er det sorte guld der tænkes på.


Ralf Schumacher
(Foto: Bridgestone)

Pascal Vasselon har visse bekymringer om dækkene. Det er ikke sikkert at asfalten bliver ligeså varm som i Australien, men til gengæld er asfalten på Sepang banen mere ru og visse steder også ujævn. Det betyder at dækkene slides hårdere end de fleste andre steder. Selv om at dækreglementet er ændret til i år, så skal alle teams lære hvordan man bruger dækkene. Det nye dækreglement påbyder tvungen brug af 2 forskellige compounds.

Hvor Pascal Vasselon har sine spekulationer om dækkene, så er han til gengæld glad for at det blev muligt at teste på banen i sidste uge. Det har givet teamet et godt indblik i hvordan setuppet skal være. Det har også givet mulighed for at finde ud hvor meget ekstra køling der skal være på bilerne. Vintertestene bliver foretaget under generelt køligere forhold. I Malaysia er der næsten modsatte forhold. Væsentligt varmere og med en helt anden luftfugtighed end i Europa. Men det fik man et godt indblik i ved testen i sidste uge.


Jarno Trulli
(Foto: Toyota )

Både Ralf Schumacher og Jarno Trulli er klar til weekenden. Jarno Trulli håber på at han kan gentage den podieplacering han fik for Toyota i 2005, som faktisk var Toyotas første podieplacering, og en af de få i det hele taget. Begge kørere er dog godt klar over at det bliver mere end vanskeligt. Spørgsmålet er hvor langt Toyota i det hele taget er nået siden det australske Grand Prix. Gav de alt hvad de havde i sig ved testen i sidste uge, eller har man gemt noget til Grand Prixet?

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk