De engelske nyhedsmedier kan berette om et kæmpe skænderi mellem David Coulthard og temaboss Ron Dennis ved afslutningen på testene i Jerez i går. Årsagen til skænderiet skulle i følge aviserne være, at teamchefen havde kaldt kørerne til sig og på utvetydig måde gjort dem klart, at Mika er førstekører i år, og David måtte lægge egne ambitioner på køl. David skulle i følge kilderne herefter være rejst hjem før tid.
De to kamphaner hos McLaren - før sæsonen begyndte
Tyske medier har været hurtig til at følge op, da man øjner en chance for at se testkøreren tyske Nick Heidfeld i McLaren Mercedes bilen. De kan således berette om, at Coulthard allerede skulle være afskediget og testkøreren være sat ind i Interlagos i stedet.
Heidfelds og bl. a. også danske Tom Kristensens manager: Werner Heinz afviste rygterne som ubegrundede og gav følgende kommentarer: "Man havde vel ringet først til mig. Nick er i Frankrig i højdetræning"
Flere ting synes dog efterhånden, at stå klarere og klarere: Tvivlen om McLaren bilernes stabilitet under løb er begyndt at gnave i de to McLaren køreres selvtillid, og at duksedrengen David ikke har til hensigt at forære endnu et verdensmesterskab væk til en teamkammerat. " I år vil JEG være verdensmester" skulle han have udtalt til dagspressen efter en af testdagene på Jerez, hvor han havde været 0,8 sek. hurtigere end Hakkinen.
Efter løbet i Melbourne forventes der meget af Stewart-Ford, og Barrichello var ikke i tvivl om at han kunne have vundet løbet hvis ikke det havde været for problemerne i den første start og hans ti sekunders stop-and-go straf - som han i øvrigt mener var helt forkert idømt. Hos Stewarts to kransekagefigurer, Paul og Jackie Stewart er man glade for at kunne brede om sig med store og rosende ord om deres 1999-racer - de sidste to års Stewart-Ford racere har stort set været rene 'umuliuser', så man kunne næsten kun forvente at det gik fremad... De organisatoriske problemer er blevet løst efter at det er Ford der sætter dagsordenen hos det skotske team. Der skortes heller ikke på forventningerne til det brasilianske grand prix og især til teamets stjerne, Barrichello: "Vi tager til Brasilien med store forventninger. Det er Rubens hjemmebane hvilket giver yderligere forventning," siger Stewarts tekniske leder Gary Anderson der er kommet til teamet efter at han fik 'ferie' hos Jordan og tiltrådte som Stewarts teknisk leder i vinterperioden. "Vi vil gå efter at have begge biler i starten af grid'en, og jeg er sikker på at vi kan gøre det," fortsætter en sikker Anderson. Hos Ford er der også store forventninger: "Ud fra vores præstation indtil videre, har vi en god mulighed for endnu en pointplacering i Brasilien, og især Rubens må føle at han har bedre mulighed for at gøre det godt på hjemmebanen, end tidligere," siger Martin Whitaker.
Hvad siger hovedpersonen selv til alt dette? "Naturligvis er det brasilianske grand prix meget specielt for mig," siger Barrichello. Rubens er opvokset et stenkast fra banen og han har mange minder om de forskellige områder ved banen, hvor han som knægt lærte at køre gokart og så sine Formel 1-helte køre - i dag er det ham selv der alles håb. For første gang er det Barrichello som alles øjne bliver rettet imod - nu har han muligheden for at vinde! Kan han vriste sejren fra de stærkere Ferrari'er og McLaren-racere? Forventningerne er tårnhøje, både fra de brasilianske tilskuere, teamet og de mange fans. Interessen for Formel 1 er altid stor i Brasilien, men stiger til uanede højder når en af de lokale helte er med fremme, hvilket også ses af at alle billetter er blevet revet væk. Rubens siger om det første S-sving på Interlagos-banen: "Mit bedste øjeblik i dette sving var ved opvarmningsomgangen da jeg så et banner hvor der stod: 'Go Rubinho Go'. Der blev jeg opmærksom på at jeg var hjemme." Mon ikke dette års brasilianske grand prix bliver påbegyndt med ekstra nerver og sommerfugle i maven hos Rubinho? Der er gode muligheder for at han vil vise sig at være den næste store brasilianske Formel 1-kører med et stærkt resultat på den ujævne og fysisk belastende Interlagos-bane - arven efter Ayrton Senna er endnu ikke blevet løftet...