Rubens Barrichello har det ikke godt når han kører på hjemmebanen i Brasilien. For niende gang i træk fuldførte han ikke sit hjemlands GP. Man fristes næsten til at sige at der ligger en forbandelse over ham. Det var ellers meningen at han, eller en anden af brasilianerne skulle have vundet søndagens GP. Det siger statistikken. Siden 1973 har en brasilianer vundet Brasiliens GP hvert tiende år. Men sådan skulle det ikke være denne gang. Heller ikke for Rubens Barrichello. Skuffelsen var dybt malet i ansigtet på ham efter at han udgik.
Det er vel ikke så sært. Han lå til at vinde løbet, som pga. af det voldsomme uheld blev stoppet før tid. Barrichello kunne teoretisk have nøjes med at køre ca. 7 omgange mere efter at han var kommet i føringen af løbet. Men benzintilførslen satte en stopper for hans og de mange brasilianske fans drømme.
Ferrari måtte lide den tort ikke at score points i et løb for første gang i næsten 4 år. Noget af en præstation. Men det at man ikke fik points overhovedet i Brasilien svier derfor ekstra. Helt bestemt var det i det europæiske GP i 1999 at man sidste gang ikke scorede points. Jean Todt bekræftede efter weekendens dårlige resultat at man forventer at indsætte den nye F2003-GA til San Marinos GP om små 2 uger.
Jean Todt:
"Medmindre der opstår nogle uventede problemer, vil vi køre med den nye bil på Imola. Vi har haft en hård start på denne sæson, men vi håber på at vende stærkt tilbage på Imola."
For at bilen blive absolut i orden, vil man starte test af den i dag tirsdag, og man forsætter frem til torsdag. Denne test foregår på Mugello. Fredag og lørdag forsætter man testprogrammet, men så bliver det på Fiorano.
Bl.a. skal man teste om de fejl som har forårsaget at Luca Badoer 2 gange er forulykket meget voldsomt, er blevet rettet. Det ventes at alle 4 kørere bliver involveret mere eller mindre i testen. Ferrari har noget at revanchere sig for efter et magert pointudbytte hidtil i denne sæson.
Jacques Villeneuve tjente sine første points i denne sæson da han var placeret på sjettepladsen da løbet blev stoppet. Efter løbet var lidt ude med riven overfor nogle af sine kollegaer. Der var enkelte der mente at løbet slet ikke skulle have været kørt under de betingelser. Men deri var JV ikke enig.
Jacques Villeneuve:
"Der var faktisk ikke så meget vand på banen. Det er op til kørerne at køre mindre aggressivt under disse forhold, det var der nogen glemte ude på banen. Enkelte kørere overhalede under gule flag. Halvvejs gennem løbet så jeg Alonso overhale under gule flag. Jeg mener at det er den slags kørsel der leder til de alvorlige uheld. Det samme skete under pitstoppene. Kørerne "sejlede" rundt når de skulle ud fra pittet. Mange måtte løfte højre fod flere gange for at undgå at havne ude i græsset på vej ud på banen. Det er den slags ting som skaber faren, ikke bare forholdene i sig selv."
Måske har JV ret. Så kunne jo han starte med sige ovennævnte til holdkammeraten Jenson Button som var den første som satte sin bil af i det næsten berømte sving 3 på Interlagos. Senere fulgte 4 andre Buttons eksempel. Deriblandt Montoya og M. Schumacher.
Der var op til starten på løbet, taget beslytning om at Heinz-Harald Frentzen skulle starte i reserve raceren, som teamet havde sat op til de meget vanskelige forhold på den regnvåde Interlagos bane.
Denne taktik viste sig at være klog, selv om Frentzen indrømmede at det havde været svært at køre i den fuldt tankede racer på den glatte bane, og han spandt da også en enkelt gang. Men vigtigst af alt, så sluttede han på 5. pladsen i løbet og scorede dermed 4 point i mesterskabet.

Heinz-Harald Frentzen scorede fire vigtige point til Sauber teamet.
(Foto: Sauber Petronas)
For teamets anden kører Nick Heidfeld, blev det et kort løb, for efter ni omgange var der problemer med olietrykket på hans Sauber racer, så han måtte køre ind til siden og dermed var dagens arbejde ovre for ham.
Heidfeld havde ellers fået en flot start, hvor han blandt andet passerede BAR køreren Jenson Button.
Teamchef Peter Sauber udtalte efter løbet:
"Det var et spetakulært og dramatisk løb, og vi er lykkelige for at vi har to ubeskadigede racere og vigtigtigst af alt to 'hele' kørere. Og sidst men ikke mindst fik vi yderligere fire point."
Selv om Coulthard ikke var den der kørte først over målstregen, så føler han alligevel at sejren burde tilskrives ham, da han førte løbet indtil omgang nummer 52, hvor han tog sit sidste planlagte pitstop, og derfor naturligvis rykkede et par pladser tilbage i felet.
Løbet blev flaget af på 54. omgang, og efter reglerne tager man så resultatet fra den sidst fuldførte omgang som resultat, i dette tilfælde omgang 53.
Men Coulthard føler sig snydt for sejren, fordi de øvrige kørere på banen ikke nåede at tage deres sidste pitstop inden løbet blev flaget af, og udtaler i den forbindelse:
"Jeg er meget utilfreds. Jeg slutter nu løbet uden den sejr som jeg havde arbejdet så hårdt for. Og jeg har mere ret til sejren end de kørere der var tilbage på banen."
Reglerne er dog helt klare på det punkt, og en føring to omgange før løbet flages af tæller ikke, ligesom de manglende pitstop hos konkurrenterne heller ikke gør det.
Så den fjrede plads han kom i mål på står fast, uanset hans utilfredshed.
Begge kørere var dog meget chokerede efter uheldet. Først spandt Mark Webber på langsiden før start/mål og sendte flere dæk ud på banen. Et af disse dæk ramte Fernando Alonso med fuld fart, og blev herefter slynget ind i en anden dækmur. Løbet blev herefter stoppet før tid. "Jeg er ikke 100% sikker på hvad der var årsagen til uheldet i det sidste venstre-sving. Banens natur, sammen med den store mængde benzin jeg kørte med, tror jeg at dækkene kæmpede for at få greb - hvilket jeg er sikker på at alle har måttet leve med i dag," siger Mark Webber, der heldigvis ikke kom noget til.
Derimod så det værre ud for Fernando Alonso, der tog sig til benet efter at være kommet ud af sin ødelagte Renault. Han blev taget på hospitalet, hvor det blev konstateret at der ikke var noget alvorligt i vejen. "Jeg synes at mit løb kørte meget godt. Men da jeg kom rundt i det sidste sving og fandt vragdele kunne jeg ikke køre nogen steder. Jeg tror jeg ramte et hjul [hvilket han gjorde, red.], og det næste jeg husker er at jeg var på vej ind i barrieren," forklarede Alonso efter at være blevet udskrevet fra hospitalet.
Dermed er begge kørere klar til det kommende Grand Prix på Imola, der markerer åbningen på den europæiske sæson.