Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
8.4.2009
 Elendig start for Ferrari
 Bitter pille for Honda
 McLaren indberettet for FIA
 Stærk start for Toyota
 
7.4.2009
 Algarve rykker tættere på Formel 1
 Liuzzi udlånes til A1 GP løb
 Bøde på 30.000 kroner
 Fremtiden usikker for Mercedes
 

Hop til top8.4.2009

Elendig start for Ferrari

De forsvarende konstruktør mestre fra Ferrari har fået en mildest talt elendig start på sæsonen. To løb - og ingen point. Ikke siden 1992 har den stejlende hingst været så langsom ud af startblokken. Det har gjort at Ferrari nu blæser til intern oprydning og lægger pres på at få forbedret raceren.

Teamchef Stefano Domenicali er da også stærkt utilfreds - især med de mange fejl som blev begået i Malaysia som kostede teamet dyrt. Blandt andet med et meget dårligt kald til at komme ud i kvalifikationen samt hvornår der skulle pittes for dæk i regnvejret. "Det har ikke været en positiv weekend," siger teamchefen ovenpå miseren i Malaysia. "Det er andet løb i træk og det er helt sikkert ikke godt. Vi bliver nødt til at reagere på det med det samme. Folk bliver nødt til at tage ansvar for tingene og det er vigtigt i øjeblikket både i forhold til præstationen og ledelsen, da tingene ikke kører for tiden. Det er ikke acceptabelt og jeg accepterer det ikke," siger teamchefen og taler dermed med store bogstaver - både til kørerne og teamet i det hele taget.

Der har været diskuteret meget omkring kaldet af Kimi Raikkonen til regnvejrsdæk på Sepang - et kald som viste sig at være katastrofalt. Teamchefen vil ikke sige hvem der foretog kaldet - vedholdne rygter peger på at det var Michael Schumacher der var manden bag. "Det er noget vi har diskuteret internt. Men jeg kan fortælle grunden, eftersom vi havde information om at der ville komme styrtregn. Vi følte nogle regndråber på det tidspunkt så det var derfor vi tog beslutningen," siger Domenicali. I stedet for at det kom kort tid efter gik der flere minutter hvilket kostede den finske kører masser af tid på banen.

Teamet har ellers været meget stærkt kørende i fredagens træninger, men henover weekenden falder niveauet for raceren. "Det er et punkt som vi gerne vil forstå. Vores racer er meget følsom overfor nogle ændringer og vi bliver nødt til at forstå hvorfor. Det er ikke klart endnu, og det er et stort problem på præstationssiden," siger han. Samtidig afviser han at teamet er på vej med en dobbelt diffuser som den som blandt andet Brawn GP, Toyota og Williams anvender. Ferrari er pt. i problemer, men henover sæsonen bør de svinge sig op igen. Spørgsmålet er så om de stadig kan nå at være med i mesterskabs kampen eller om det allerede er ved at være kørt. Hvis ikke der kommer gode point på kontoen inden feltet rammer Europa kan det blive en hård kamp for teamet og deres to kørere.

BB  


Hop til top
Bitter pille for Honda

Honda valgte at kaste håndklædet i ringen da finanskrisen bankede på døren. Teamet var i det hele taget ikke godt kørende i Formel 1 med dårlige resultatet og at dømme ud fra bemalingen også uden de store investorer. Teamet blev solgt fra og overtaget i sidste øjeblik - og vinder nu alt i Formel 1.

Det kunne derfor godt ligne et vaskeægte selvmål og der er ingen tvivl om at den succes der nu bliver høstet har været betalt med dyre Honda-penge. "Jeg er sikker på at de er meget frustreret over at have trukket sig. Jeg har fået mange beskeder fra topledere hos Honda som er frustreret fordi det er tydeligt at teamet er kommet frem, selvom det var nødvendigt at trække sig af hensyn til deres forretning," siger Ross Brawn.

Selv var Brawn meget sikker på at teamet havde et godt fundament, da teamet tidligt i 2008 valgte at droppe sæsonen for i stedet at fokusere på det nye reglement og en racer til 2009. Det er da også derfor at Brawn GP i dag har så stort et forspring til de øvrige teams da hele udviklingen i 2008 alene kiggede frem til denne sæson. Altså en investering købt og betalt af Honda - men hvor æren og hæderen går til et på papiret lille team.

Andre i Formel 1 cirkus er da også sikre på at Honda havde valgt at undgå en panikløsning i at trække sig hvis de vidste at det de sad med var en vinderbil. "De har brugt rigtig mange penge, er ikke kommet nogen steder og var åbenbart ikke opmærksomme på potentialet. Jeg er sikker på at de, hvis de havde set det, ikke var gået ud af sporten fordi al denne succes ellers ville tilfalde Honda," siger Bernie Ecclestone.

Honda har som en del af aftalen med Brawn GP givet penge til at holde teamet kørende det første stykke tid, men disse midler er så småt ved at tørre ud. Teamet har siden fået støtte i form af Virgin-koncernen men der mangler fortsat flere midler til at kunne fastholde udviklingen så de bevarer deres føring. Siden vil de øvrige teams hente dem og så skal der igen udvikles.

BB  


Hop til top
McLaren indberettet for FIA

Efter balladen i Melbourne med løgnagtige udtalelser for at føre banens stewards bag lyset, den efterfølgende diskvalifikation af Lewis Hamilton og FIAs løftede pegefinger, har det nu medført at FIA har gjort brug af deres ret til at indkalde teamet til høring foran FIA World Motor Sport Council.

Høringen vil finde sted i Paris den 29. april hvor teamet vil være anklaget for bevidst og i modstrid med sportens interesser at have ført officials bag lyset for egen vindings skyld. McLaren har accepteret indkaldelsen og lover at samarbejde med FIA for at få lukket sagen. Teamet har i samme forbindelse fyret den suspenderede sportsdirektør Dave Ryan som teamet har udpeget til at være årsagen til at Lewis Hamilton blev bedt om at lyve i sagen.

Sanktionerne mod teamet spænder vidt - fra bøder til udelukkelser. Umiddelbart er anklagen ikke rettet mod Lewis Hamilton der ikke er indberettet, men sandsynligvis også skal i vidneskranken.

BB  


Hop til top
Stærk start for Toyota

I årets to første løb har Toyota været rigtig godt kørende og er med i toppen af feltet. De er godt nok en del af diffuser banden, men alligevel har de imponeret. Jarno Trulli kørte sig frem til en podieplads i Melbourne og Timo Glock gjorde det i Malaysia.

Det har selvfølgelig sendt humøret godt op i det japanske team, der forud for denne sæson har kniven for struben til at levere topresultater - og gerne en sejr. Pengene fosser, ligesom for alle andre bilgiganter, ud af kassen og hvis Formel 1 eventyret ikke giver nogle sejre af sig, så bliver projektet lukket. Men med den positive start på sæsonen ser det godt ud for Toyota. Og kørerne er også godt tilfredse.

Efter tredjepladsen i det kaotiske løb i Malaysia var Glock meget glad. "Jeg er helt sikkert glad for tredjepladsen og mit andet podie i Formel 1. Det er et godt resultat og jeg må takke teamet fordi alle på banen og i fabrikken har arbejdet meget hårdt henover vinteren og det her er resultatet af det," siger tyskeren.

Netop den gode form for teamet lover også for mere. "Vi er sluttet på podiet i begge løb indtil videre og vi har fortjent at være der, vores racer er virkelig hurtig. Vi har vist hvad vi er i stand til, så nu skal vi presse hårdt på så vi kan fortsætte med at være et af topteamsene i denne sæson," siger han videre. Teamet ligger pt. på 2. pladsen i konstruktørernes mesterskab, kun overgået af succesteamet Brawn GP. Og måske venter den første sejr snart for Toyota.

BB  


 

Hop til top7.4.2009

Algarve rykker tættere på Formel 1

FIA præsidenten Max Mosley har været på besøg på den nye portugisiske bane i Algarve. Og han er mere end begejstret for banen.

Dermed ser det ud til at den i hvert fald har alle de kvaliteter der skal til for at den kan rykke ind i Formel 1-kalenderen. Mosley kiggede forbi banen mens der var WRC rally i Portugal. 'Autodromo Internacional do Algarve', som banen rettelig hedder, fik i hvert fald rosende ord med på vejen. Nu skal de så til at forhandle med Bernie Ecclestone om de kommercielle forhold, og det er så straks noget helt andet. "Det er en fremragende bane så jeg tror ikke der er nogen tvivl om at de vil lave en aftale med Bernie og FOM. Der vil ikke være de mindste problemer derefter med at få dem på kalenderen," siger Mosley.

I denne weekend er der A1 GP race - endnu et af mange arrangementer på den nye bane som er blevet rost til skyerne af mange af kørerne.

BB  


Hop til top
Liuzzi udlånes til A1 GP løb

Den tidligere Formel 1 kører, Vitantonio Liuzzi kommer igen i aktion. Han repræsenterer Italien når A1 GP-feltet rammer den nye portugisiske bane i Algarve. Dermed kommer han for en stund ud og køre formel-race efter et ophold i de buldrende Speedcar-racere.

Italieneren er reservekører for Force India og de har da også sagt ok til arrangementet for at han får banket lidt af rusten af sig. "Jeg ser meget frem til at prøve A1GP raceren og komme tilbage til racet, hvilket er det jeg elsker mest. Jeg er glad for at Vijay Mallya og Force India har accepteret at give mig fri til disse løb så jeg kan mærke adrenalinen i løbsatmosfæren," siger Liuzzi.

Han får god mulighed for at forbedre Italiens nuværende placering, hvor de pt. ligger på en samlet 14. plads. Fabio Onidi og Edoardo Piscopo har tidligere repræsenteret Italien.

BB  


Hop til top
Bøde på 30.000 kroner

Timo Glock fik sig lidt af en bon i weekendens Grand Prix i Malaysia. Med en hastighedsoverskridelse på næsten 20 km./t. kunne han notere sig en bøde på ikke mindre end 30.000 kroner.

Tyskeren kørte nemlig næsten 80 km./t. under lørdagens træninger hvor der ellers kun er tilladt at køre 60 km./t. Værsgo at betale - 4.000 euro svarende til godt 30.000 danske kroner. Og i en tid med finanskrise er det jo en bøde der er til at mærke! I øvrigt måtte hans landsmand Nick Heidfeld også punge ud, men 'Quick Nick' var knap så rask ned gennem pitlane. Han slap med en bøde på 800 euro.

BB  


Hop til top
Fremtiden usikker for Mercedes

Den globale krise og ikke mindst et par store hakker i mærkets image efter de løgnene i Melbourne har sendt Mercedes i farezonen for at trække sig fra Formel 1.

Under alle omstændigheder er det et faktum at Mercedes og Daimler koncernen har store problemer, da de for tiden har massive tab som ligger i milliardklassen - hver måned! Der er møde i dag i Stuttgart for at finde besparelser på omkostningssiden, og uden tvivl kommer også Mercedes engagement i motorsport på bordet. Og med udsigten til fortsat ballade, hvis FIA trækker sagen videre til en tur i den juridiske mølle med potentielle sanktioner, så bliver Mercedes ikke ligefrem forbundet med succes.

Helt uden succes har de dog ikke været i år - Mercedes har vundet to løb i år - blot med 'det forkerte team'!

BB  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk