De to parter har underskrevet en kontrakt der har Barrichello som kører indtil slutningen af 2004-sæsonen. Det var ikke ventet at Ferrari ville fremkomme med en 2 år kontrakt til brasilianeren, men teamet er meget godt tilfreds med den indsats som han leverer, og samtidig er Michael Schumacher meget glad for brasilianeren som holdkammerat.
Men om Barrichello skulle være gået ned i løn vides således ikke - det har været rygtedes at han for at få forlænget kontrakten måtte ned i løn. Samtidig har Barrichello også oppet sig, og har i flere tilfældet presset Michael Schumacher i kvalifikationen, og har været den eneste til reelt at skabe lidt spænding i en ellers kedelig Formel 1-sæson.
Niki Lauda er en mand med meninger. Det gode ved det er at han ikke holder dem for sig selv. Til gengæld skabes der tit ret store ringe og krusninger i vandet. Denne gang nærmer det sig faktisk bølger i det berømte glas vand.
Niki Lauda langer ud efter flere teamchefer. Det går i første omgang ud over Eddie Jordan, Tom Walkinshaw, Ron Dennis og Paul Stoddart. Årsag: Debatten om omkostningsbegrænsende foranstaltninger. Niki Lauda er ikke med de herrer i debatten om at begrænse omkostningerne i dagens Formel 1. Lauda er ikke tilhænger af at begrænse omkostningerne. Måske har han et problem med at se det fra mere end én side.
Eddie Jordan meddelte for nyligt at han måtte se sig nødsaget til at fyre 15 % af de ansatte i teamet for at få mere styr på omkostningerne eller udgifterne om man vil. Det er måske endda så galt at Jordan siger farvel til Honda motorerne efter denne sæson. Honda motorerne har været for dyre, især i forhold til hvad man hidtil har fået ud af dem i denne sæson. Om Eddie Jordan siger Lauda:
"Eddie Jordan, som har solgt 40 % af hans team for £ 20 mill., foretrækker at samle på dyre eksklusive yachts i stedet for at tage sig af hans Formel 1 team."
Tom Walkinshaw er også i Laudas skudlinie. Angrebet på Walkinshaw går mere i retning af noget personligt. Nemlig Walkinshaws måde at handle på, lave kontrakter på. Med andre ord mener Lauda ikke at Walkinshaws forretningsmetoder hører hjemme i Formel 1. Walkinshaw har været i søgelyset for flere kontraktbrud - senest med Jos Verstappen. Men også andre har oplevet Walkinshaws overdrevne skotske måde at lave forretninger på.
Ron Dennis som selv tit er ude med riven, får denne gang selv noget i hovedet.
"Ron Dennis har altid påstået at han ikke behøver Michael Schumacher fordi hans (Ron Dennis's) team let har kunnet klare sig uden. Den ideologi er vist gået op i røg."
Lauda hentyder til McLarens manglende resultater i de seneste par år. Men heller ikke Minardi slipper for Laudas opmærksomhed. Lauda er kommet til at sige at Mark Webber og Alex Yoong faktisk kun er et par lavpriskørere. Paul Stoddart har dog hurtigt givet bolden tilbage til Lauda ved at sige at Webber i Australien kvalificerede sig bedre end begge Jaguar kørerne.
Paul Stoddart:
"Vores "lavpriskørere" har klaret sig lige så godt som Lauda's team som har et budget på min. £ 150 mill."
Det sidste ord er ganske givet ikke sagt i denne sag.
Niki Lauda er ikke enige med mange af sine kollegaer om at omkostningerne skal begrænses i Formel 1. Han har i første omgang rettet sin kritik mod 4 teamchefer som alle gerne vil have gjort noget ved omkostningsniveauet. Den ene af disse 4, Eddie Jordan, tager nu til genmæle over for Niki Lauda.
Eddie Jordan:
"Niki er angriber helt klart andre for at skjule sin egen frustration over de manglende resultater. Han har flere midler til rådighed end hele den nederste halvdel af feltet. Endnu er det kun lykkedes at score 3 points for Jaguar i denne sæson. Han skulle tage at koncentrere sig om sit eget job og ikke bekymre sig om de andre teams."
Niki Lauda har bl.a. sagt om Eddie Jordan at han interesserer sig mere for at samle på dyre lystyachts end om sit team. Der skulle også være faldet nogle ord om, at Eddie Jordan skulle tage at betale af egen lomme hvis der er den krise i hans team som er omtalt mange steder. Vi må se hvad Ron Dennis svarer. Han plejer normalt at give svar på tiltale, men har i denne sæson faktisk holdt en pæn og lav profil. Tom Walkinshaw er også i skudlinien hos Lauda. Heller ikke han plejer at svare på sådanne angreb. I hvert fald ikke offentligt, men måske tager han en snak med Lauda under fire øjne for at klare kontroverserne.