Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
13.5.2001
 Barrichello gav sig - men under protest
 Afskriver Hakkinen VM?
 Point til Räikkönen
 Første point til Arrows
 A1-Ring - McLaren race
 BAR nedlægger protest
 A1-ring - Det østrigske GP
 Rusland som Formel 1 vært i 2003
 A1-Ring - opvarmingen
 
12.5.2001
 Blandet dag hos Jordan
 Heidfeld med bedste kvalifikation
 Bedste resultat for Williams-BMW
 Schumacher - Afskriv ikke McLaren
 Hakkinen er skuffet
 A1-Ring - Tredje og fjerde træning
 

Hop til top13.5.2001

Barrichello gav sig - men under protest

Rubens Barrichello måtte lade Michael Schumacher passere de sidste meter før målstregen for at tyskeren kunne tage yderligere to point til VM-kampen. Efter løbet var der ikke mange smil på læben hos Barrichello - ej heller kunne de to kørere ses sammen på podiet hvor de sprøjtede champagne hver for sig.

Officielt skulle det hedde sig at Rubens Barrichello var sur over at have mistet sejren fordi han ikke kunne holde på Coulthard. Det var i hvert fald det budskab som han forsøgte at sælge på det efterfølgende pressemøde. Men det var tydeligt at han ikke var særlig begejstret over at Ferrari valgte at lade Schumacher komme forbi til sidst. Ganske formeldt svarede han at teamet havde bedt ham om at lade Schumacher komme forbi.

Nu viser det sig imidlertid at Ferrari tre omgange før mål gentagende gange bad Rubens Barrichello om at give sig, uden at han gjorde det eller responderede på teamets kald over radioen. Det var Jean Todt der måtte føre an, og da han på den første omgang ikke lod sig overhale, intensiverede Todt sin anmodning. Sådan fortsatte det, og først i udgangen af det sidste sving slap brasilianeren speederen som en klar protest over Ferraris valg. På spørgsmålet om det var i protest, siger han blot: "måske."

Det rører ikke Michael Schumacher at han fik andenpladsen foræret. "Hvis jeg ikke havde været så tæt på Rubens, ville teamet ikke have spurgt ham. Ferrari har nok en anden filosofi end McLaren, som også har brugt denne strategi tidligere. Jeg føler at det er fair så længe vi ikke bryder nogle regler," siger tyskeren. Men mon ikke Barrichello allerede må se i øjnene at han aldrig nogensinde får lov til at køre lige op med Schumacher - selv når han er hurtigere end ham?

BB  


Hop til top
Afskriver Hakkinen VM?

Efter det spanske grand prix er der blevet talt og skrevet meget om Mika Hakkinens meget svære og uheldige start på sæsonen. På VM-kontoen står der efter seks løb blot sølle fire point. En stillestående racer på grid'en sendte finnen helt ud af VM-kampen.

Men selvom han ikke officielt har opgivet kampen og kastet håndklædet i ringen, så indikerer han at det nu er ved at være for sent at komme i gang med mesterskabet, også selvom der er 11 løb tilbage. 38 point er Hakkinen efter og der skal ske noget meget dramatisk for både Coulthard og Michael Schumacher hvis det skal lykkes for den tidligere verdensmester at få et comeback i VM. Hakkinen var da også svært skuffet over ikke at være kommet ind i løbet. "Jeg må sige at jeg er ekstremt skuffet. Vi ved ikke præcis hvad problemet var - det kan være teknisk eller måske mig selv. Vi skal se på alle data, men uanset hvad, så er mine chancer for at vinde VM ret reduceret."

Hakkinens holdkammerat, David Coulthard vil dog ikke afvise at Hakkinen kan komme stærkt tilbage. "Ingen har en krystalkugle og kan se ind i fremtiden. Der er stadig mange point at køre efter. I teorien skal de forreste i mesterskabet ikke gennemføre et par grand prix'er og så kan Mika vinde et par og være med igen," siger skotten der i år virkelig har fået hele ansvaret for McLarens VM-angreb.

Hele spørgsmålet om Hakkinens mulige afskrivning af VM, kan få betydning i den taktik der vil blive kørt for at få Coulthard frem til mesterskabet. Ferrari viser at de allerede efter blot seks af sytten løb satser ene og alene på Michael Schumacher. Men Coulthard afviser at de vil spille med efter Ferraris noder. Han peger blandt andet på løbet på Spa i 1999. "Der var jeg efter Mika i mesterskabet og han kæmpede med Michael, og jeg var stadig i stand til at vinde det grand prix, så jeg mener at folk skal stoppe med det spørgsmål på dette tidspunkt i sæsonen. Jeg mener at de samme regler skal være gældende som de er hos McLaren," siger Coulthard.

Den tror Michael Schumacher ikke så meget på. Han betegner allerede nu David Coulthard som sin største rival - og det er nye toner at tyskeren allerede nu afskriver Hakkinens chancer - sådan har det ikke været tidligere! "Nu hvor Hakkinen ikke gennemførte, er det klart at McLaren vil forsøge at sætte David frem i mesterskabet," siger Michael Schumacher.

BB  


Hop til top
Point til Räikkönen

Det lykkedes for første gang siden det australske grand prix for den unge finske kører, Kimi Räikkönen at sikre sig point. Om det bliver til to eller tre point vides ikke i skrivende stund, eftersom der er blevet indgivet protest mod Sauber-køreren af BAR.

Det hindrer dog ikke kørerne i at kommentere det der skete i dag. Räikkönen havde et godt løb, mens det samme ikke kan siges om Heidfeld, der ellers startede fra en fornem 6. plads. "Det har været en lang venten siden Melbourne, så jeg er meget glad for ikke alene at tage yderligere tre point, men også at Saubers samlede point kommer over 100," siger Räikkönen der nåede at komme til at være med blandt de store da der samlede sig en trafikprop efter Juan Pablo Montoya. "Folk gør meget ud af at jeg har det samme antal point som Mika Hakkinen, men det der betyder noget for mig, er at vi som team har fået et nyt godt resultat," siger han dog om det faktum at han står lige i VM i forhold til hans langt mere kendte landsmand.

Nick Heidfeld fik ikke meget stor gavn af det såkaldte launch control system - der er et computerstyret program der skal sikre at kørerne ikke får hjulspin når starten går. Men systemet virkede ikke - ligesom det heller ikke var tilfældet hos et par andre kørere! "Jeg lavede en manuel start for at lægge noget gummi ved opvarmningsomgangen, men i den rigtige start ville launch control ikke virke. Efter det var jeg ikke rigtig med i løbet fordi jeg var en omgang efter," siger Nick Heidfeld der dog endte på 9. pladsen da han kom i gang igen.

Peter Sauber var også meget godt tilfreds med Räikkönens indsats, mens han selvfølgelig var ked af at teamet ikke fik så meget ud af Heidfelds gode placering i kvalifikationen. "Flere point der bekræfter vores fortsatte hurtige form. Det var et godt løb for Kimi Räikkönen. Han var hurtig og konstant hele vejen igennem og det var aldrig et problem for ham at holde Panis bag sig," siger en stolt Peter Sauber.

BB  


Hop til top
Første point til Arrows

Det lykkedes endelig for Arrows at tilkæmpe sig et point. Jos Verstappen leverede en utrolig god start og kørte sig meget hurtigt med frem blandt de forreste hvor han lå og duellerede blandt andet med den senere løbsvinder, David Coulthard.

Dog var hollænderen på en to-stop strategi hvilket forklarer hvorfor han var i stand til at køre sig med frem så tidligt i løbet. Men satsningen blev belønnet. "Strategien gik godt for os da vi kunne overhale i starten af løbet og jeg tror at det var her vi tjente pointet. Jeg tog en masse folk i det første sving, et par mere på langsiden, og så to eller flere efter at safety-car'en kørte ind," forklarer Jos Verstappen der ellers startede løbet fra 16. pladsen. Netop de mange overhalinger gjorde det til et meget inspirerende løb. "Jeg må sige jeg virkelig nød dette løb, især i begyndelsen, da jeg elsker at køre race mod topkørerne," siger han.

Teamchef Tom Walkinshaw var da også meget godt tilfreds. "Det er fantastisk for Arrows og Asiatech at få de første point i sæsonen. Det er en belønning for al det hårde arbejde som vi har lagt i at forbedre raceren de sidste par uger," siger Walkinshaw der også giver stor ros til Verstappens kørsel på A1-Ring.

Den anden Arrows-kører Enriqeu Bernoldi så ud til at få et godt løb, men et hydraulikproblem gjorde at han i stedet måtte parkere raceren i garagen. "Det var meget hårdt at passere Villeneuve, så jeg var glad for at det lykkedes. Efter det kørte jeg stadig godt og havde et fantastisk race, men jeg havde et problem med hydraulik og jeg måtte køre ind i garagen," siger en skuffet Bernoldi, der god glædede sig på teamets vegne over at der blev point til Verstappen.

BB  


Hop til top
A1-Ring - McLaren race

David Coulthard sejrede og fik dermed kørt sig ind på Michael Schumacher så afstanden i VM nu blot er på fire point mellem de to kørere. Sejren kom i hus efter en noget svær kvalifikation, men selvom teamet sejrede så var det ikke fryd og gammen det hele - Mika Hakkinen kom slet ikke ud af starthullerne i dag.

David Coulthard
"Det må have været et godt løb at følge og det var helt sikkert sjovt at køre. Mange tætte kampe og overhalinger, så jeg er meget glad for at vinde. Vi startede løbet med ret meget benzin ombord for at vi kunne have lidt fleksibilitet i vores strategi. Det betød at jeg kunne blive yderligere fire omgange ude på banen i forhold til Michael Schumacher og tre mere end Rubens inden mit eget stop. Jeg havde et eller to problemer med langsommere kørere under løbet, men heldigvis kostede det mig ikke min placering. Der var ingen rolig periode, men selvom der var pres fra Barrichello følte jeg at jeg havde løbet under kontrol."

Mika Hakkinen
"Jeg må sige at jeg er ekstremt skuffet. Vi ved ikke præcis hvad problemet var - det kan være teknisk eller måske mig selv. Vi skal se på alle data, men uanset hvad, så er mine chancer for at vinde VM ret reduceret."

Ron Dennis
"Glæden over Davids sejr er matchet godt med den glæde over at vores strategi opnåede sit mål. En sensationel, disciplineret og aggressiv kørsel af David var en vital ingrediens i udfaldet. Vi får ikke en klar forståelse af Mikas problem indtil data er blevet bearbejdet i morgen og vi vil give de informationer når de er til rådighed. Godt klaret af hele teamet."

Norbert Haug
"En stor præstation af David og hele teamet. Vores strategi betød at David var i stand til at blive længere ude end de andre kørere inden sit pitstop. Jeg er ked af det på Mikas vegne at han ikke var i stand til at deltage i løbet, men vi vil finde ud af hvad der var grunden til hans problem."

Derudover har hele teamet følgende udtalelse: "Mens vi glæder os over dagens succes, går vores tanker og sympati til Paul Morgans hustruen og familie. En sand kollega og ven."

BB  


Hop til top
BAR nedlægger protest

Der er dømt krig mellem Sauber og BAR. Efter løbet i Australien indgav Sauber protest mod Olivier Panis' oprindelige 4. plads så franskmanden blev nummer 7 i stedet. Nu siger BAR tak for sidst - de har fundet en forseelse som Kimi Räikkönen har begået!

Teamet mener at finnen overhalede Luciano Burti mens der var gult flag på banen, hvilket som bekendt ikke er tilladt. En forseelse der angives efterfølgende og som løbsledelsen mener skal straffes, kan give en straf på 25 sekunder - lige akkurat nok til at det i stedet bliver Panis der får 4. pladsen, mens Räikkönen så får 5. pladsen, da Jos Verstappen på 6. pladsen var en omgang efter vinderen.

Set i det store og hele er det en bagatel - men hvis det lykkes for BAR at få kendt Sauber-køreren skyldig er det en 'tak for sidst' der kan mærkes nu hvor teamet er helt vilde over den unge finnes ellers flotte placering. Derfor er resultatet endnu ikke blevet officielt, gældende fra 4. pladsen og nedefter!

BB  


Hop til top
A1-ring - Det østrigske GP

1 - 2 - 3 - 4 - 5. De røde lys tændes over de 22 kørere. Den ophedede luft flimrer over de brogede racer, der har fundet ind på deres pladser efter opvarmningsomgangen. Og nu! Nu går starten. For de fleste da. Fire biler holder tilbage, da resten af feltet brager ned mod første sving. Williams-kørerne skyder frem forbi Michael Schumacher, og David Coulthard kommer forbi Rubens Barrichello. Men tilbage holder Nick Heidfeld, begge Jordan-kørere. og Mika Hakkinen. Og han bliver holdende. De tre andre racere er hurtigt ryddet af vejen, men McLaren'en vil ikke som den skal. Sikkerhedsvognen leder feltet forbi, og da løbet igen gives frit bliver det kun til en enkelt omgang, inden Hakkinen vender tilbage til pitten. Også Jarno Trulli gør et forsøg til på at komme med i løbet, men der er nærkontakt med en Jaguar allerede ved første sving .

Williams-kørerne lægger begge afstand bad sig, mens Coulthard er faldet ned på 6.-pladsen bag Jos Verstappen. Hollænderen ligger lige i hælene på de to Ferrari'er - noget Coulthard ikke er i stand til. Interessant er det også at Rubens Barrichello rent faktisk ser ud til at bestræbe sig på at komme forbi sin teamkollega. Længere nede i feltet duelleres der med stor iver. Villeneuve er lidt for optimistisk i forsøget på at overhale Irvine og skubbes af, men svinger kvikt BAR'en rundt og fortsætter. Han mister dog yderligere to positioner på affæren.

Williams-teamets held er ovre. Ralf Schumacher slingrer ned mod svinget og ender i gruset. Mekanikerne imødekommer ham lidt febrilske, da han kommer ind til det for tidlige pitstop. Også Montoya har problemer. Han har mistet hele forspringet, og pludselig er det kun et spørgsmål om hvem af Ferrari'erne, der overhaler colombianeren først. Montoya gi'r sig ikke og samler hale første halvdel af feltet bag sig. Til sidst virker det dog uundgåeligt, Schumacher går forbi. men nej! Montoya opgiver ikke kampen, men han mister herredømmet et sekund, skrider lidt ud i svinget og tager Schumacher med sig. Pludselig er Barrichello i front fulgt af Verstappen, Coulthard, Raikkonen og Panis. Både Montoya og Schumacher kan dog fortsætte, men nede som 5'er og 6'er.

Jarno Trulli kom i gang igen efter sin uheldige start, men en diskvalifikation for kørsel i pitten under rødt lys, har definitivt afgjort italienerens løb. Michael Schumacher sætter meget hurtige tider, og bevæger sig hurtigt op gennem feltet. Han overhaler Panis og indleder jagten på Raikkonen. Verstappen går i pit fra 2.-pladsen som den første, hvis man ser bort fra den anden Arrows-kører, Bernoldi, der blev hos mekanikerne.

Da Schumacher er forbi Raikkonen, har han ca. 3 sekunder op til Coulthard og 6-7 sekunder op til Rubens Barrichello. De tal bliver meget hurtigt formindsket, både pga. tyskerens omgangstider, men også fordi Barrichello og Coulthard er inde i trafik. Burti giver dog ikke nogen problemer. Han kører praktisk talt sig selv af banen for at komme af vejen. Afstanden ned til Raikkonen forøges, mens pitstoprunden nærmer sig. Hos Arrows, Jaguar og Benetton står mekanikerne klar.

Montoya har i modsætning til Schumacher ikke avanceret, men han sætter efterhånden Panis under pres og kommer forbi. Nu er der 3 sekunder op til Raikkonen, men finnen går i pit. Nede hos Minardi er der problemer. Alonso bliver holdende i pitten i minutter, før han stiger ud. For ham er løbet ovre efter halvdelen af distancen. Det samme gælder for Juan Pablo Montoya. Han har hentet ind, men nu kører han langsomt rundt, inden han parkerer raceren med tekniske problemer. Det var bremseproblemer, der satte en stopper for Ralf Schumachers løb...

Michael Schumacher og Rubens Barrichello kommer ind til pitstop på de næste omgange og efterlader David Coulthard i front. Kimi Raikkonen er gået ind fra en 4.-plads, men det ene bagdæk driller. Tiden for det pitstop er 18 sekunder, men alligevel kommer det ikke til at få stor indflydelse på hans placeing.
CBA  


Hop til top
Rusland som Formel 1 vært i 2003

Ifølge Bernie Ecclestone selv, vil Moskva blive vært for et Formel 1 Grand Prix, så snart banen i Nagatino er bygget færdig. "Det er FIA Formel 1 verdensmesterskabet og det er på tide at vi får en runde af dette mesterskab i Rusland, og i særdeleshed Moskva," siger Ecclestone.

Ecclestone kunne dog ikke sige noget om hvornår Formel 1 cirkusset kommer forbi Moskva, men det er afgjort hvor banen skal ligge, så hvis byggeriet skrider planmæssigt frem, kan et russisk Grand Prix blive en realitet i 2003. Banen skal ligge ved et knæk i Moskva floden, nogle få kilometre syd for centrum. Der har dog været et modspil fra et andet konsortium, der ville bygge banen i den nordlige del af byen, tæt på Sheremetyevos internationale lufthavn.

"Så snart banen er klar vil vi være her. Vi har 8 ansøgere til Formel 1 rettighederne lige nu, men jeg mener dette er stedet hvor det næste event burde afholdes." Udtalte Ecclestone ved en pressekonference. Ecclestone blev også spurgt om hvorvidt en anden bane måtte vige pladsen for den russiske, eller om den simpelthen blev et nyt 18. Grand Prix. Til det svarede Ecclestone "Ja, vi er enten nødt til tilføje eller fjerne et løb, og vi kommer ikke til at tilføje flere løb."

Altså må en af de eksisterende løbs arrangører vige pladsen for det russiske Grand Prix, men det er endnu meget usikkert hvem, ligeledes kunne Ecclestone heller ikke sig noget om hvor dyrt det vil være at få Formel 1 til Moskva. "Jeg har ingen anelse om hvor store konstruktionsomkostningerne er i Rusland". Til det har vice-præsidenten for det russiske automobilsportsforbund, Antyufeyev sagt, at der ikke vil mangle penge til at finansiere projektet, da der ikke er sat et decideret budget for byggeriet, og da byrådet har stillet grunden til rådighed.

Tom Walkinshaw der er meget ivrig efter at få banen bygget, underskrev sidste November en aftale til 100 millioner dollars med Moskvas byråd, til at bygge en moderne bane. Walkinshaw siger at banen bliver finansieret af den private sektor og at byggeriet vil begynde hurtigst muligt.

Ecclestone har altså gået byggeplaner og tegninger igennem med fagfolk, og betegner byggeriet som en "state-of-the-art" facilitet, som hele Moskva kan være stolte af. "Jeg er sikker på at en rigtig god bane kan konstrueres og jeg er glad for den umiddelbare støtte fra borgmesteren", siger Ecclestone refererende til Moskvas mægtige politiker, Yuri Luzhkov. "Moskva har ændret sig meget siden jeg var her sidst for 8 år siden. Dette er et virkeligt godt sted for Formel 1".

RS  


Hop til top
A1-Ring - opvarmingen

Michael Schumacher starter fra pole senere i dag, men opvarmningen begyndte ikke godt. Efter de første tilvænningsomgange, var de første kørere begyndt komme ud på banen igen. Michael Schumacher havde trænet starter i reservebilen, men på vej ned af pitlane gik han i stå med flammer ud fra Ferrari'ens bagende. Bilen blev hurtigt fjernet, og Schumacher spurtede tilbage efter den anden bil. Inden længe var han ude på banen, men et par minutter senere var det Kimi Raikkonen, der parkerede samme sted.

Der kom også røg ud af Villeneuves BAR, da han parkede på græsset senere, så også han måtte tilbage efter reservevognen. Teamkollegaen Panis var godt med, og de to Arrows'er havde også sat gode tider. Med ti minutter igen var stillingen: Coulthard, Hakkinen, Heidfeld, M. Schumacher, Panis, Bernoldi, Verstappen, Trulli, Barrichello, Irvine, Frentzen, Montoya, de la Rosa, Raikkonen, R. Schumacher, Villeneuve, Alesi, Alonso, Button, Burti og Marques, mens Fisichella endnu ikke havde sat en ordentlig tid. Kort tid efter gik Michael Schumacher ind på 1.-pladsen.

Jordan'erne var også godt med. Trulli satte 3.-hurtigste tid, og også Frentzen var i topform. Han var hurtigst på de to sidste sektorer og satte bedste tid, som han forbedrede til 1:11,800. Schumacher kom ud igen med reservevognen, og de McLaren'er ville også sætte deres præg på tidtagningens afslutning. Coulthard satte bedste tid i det sidste minut, men Hakkinen var endnu på banen, da der blev vinket med det ternede flag, og finnens tid var en forbedring til 1:11,647.

Opvarmingens top seks blev som følger: Hakkinen, Coulthard, Frentzen, Barrichello, M. Schumacher og Trulli. Helt i bunden af tavlen befinder Fisichella og Button sig. Benetton-kørerne var dem, der fik færrest omgange på banen her til morgen. Burti var den der fik flest, 18, men det hjalp ham ikke til noget bedre end 20.-pladsen, bag de to Minardi'er – Alonso som sædvanligt forrest. Den anden Prost-kører, Alesi, var 2 pladser bedre på 17.-pladsen. Foran ham er, noget skuffende, Williams-kørerne. Montoya brugte den sidste del af tidtagningen i et forsøg på at feje sin del af banen renere. Om det vil hjælpe ham får vi at se om 4 timer præcis, når starten på det østrigske GP går.
CBA  


 

Hop til top12.5.2001

Blandet dag hos Jordan

De to Jordan-kørere havde ikke en nem dag. Til formiddag var der problemer for Trulli, mens det var Frentzen der blev ramt i kvalifikationen. Trulli starter dog fra en flot 5. plads, men der var mere i raceren, mens Frentzen er tilbage på en skuffende 11. plads.

Trulli var en af de første til komme rigtig tæt på at komme under 1 minut og 10 sekunder, og da det senere lykkedes for både Ferrari og Williams at komme derunder, var det oplagt at pege på at Trulli nok også ville være i stand til det. Men alligevel var det hans første omgang der blev noteret som den hurtigste til stor undren for italieneren. "Jeg kunne ikke forbedre mine omgangstider, hvilket var en skam fordi raceren kørte meget godt. Vi havde fundet en ret god balance til kvalifikationen og lige fra starten var raceren hurtig," siger Trulli der sammen med teamet skal have undersøgt hvorfor han ikke forbedrede sig yderligere.

Frentzen havde sine problemer - ikke tekniske, men i stedet på banen hvor de andre kørere var med til at genere. "Jeg måtte afbryde min første hurtige omgang da jeg lavede en fejl og ved en fejl kom til at aktivere fartbegrænseren til pitten," fortæller han om den første episode. Men generelt havde tyskeren også svært ved at få den rigtige balance i raceren. "Balancen var ikke så god som den havde været til morgen og vi kunne ikke forbedre det. Derudover havde jeg problemer med trafik," siger han skuffet over ikke at have fået en ren omgang på A1-Ring.

BB  


Hop til top
Heidfeld med bedste kvalifikation

Nick Heidfeld kørte sig til en sjetteplads og Sauber havde to kørere i top-10, hvilket er deres mål i denne sæson. Alle i teamet var stort set glade, på nær Räikkönen som havde en hel del problemer - især med andre kørere!

Efter at Sauber havde været med fremme i går forsøgte Peter Sauber at dæmpe forventningerne, men nu var billedet reelt nok - Sauber havde to kørere i top-10. "Jeg er meget, meget glad for Nicks sjetteplads og Kimi Räikkönen som nummer 9. Begge racere meget komfortabelt igen er i top-10," jubler Peter Sauber der i år har fået leveret en rigtig god racer til sine kørere. Nick Heidfeld pegede på at det også var vigtigt at være lidt heldig i dag, fordi den skiftende vind gjorde det svært at time det rigtige tidspunkt til at sætte en god tid. "Man skal være meget heldig og være på banen på det rigtige tidspunkt, fordi tingene ændrede sig meget hurtigt. Raceren var god i dag, så jeg lavede kun en mindre ændring af set-up og efter det blot legede lidt med dæktrykket. Jeg er meget glad for sjettepladsen som er min bedste kvalifikation til dato," siger Heidfeld.

Derimod var Räikkönen irriteret på Jacques Villeneuve - han ødelagde en omgang. "Ved det andet forsøg blokerede Villeneuve for mig. Jeg ved virkelig ikke hvorfor. Han lod en Minardi komme forbi, og der så ud som om han havde set mig, men så speede han igen op og ødelagde min omgang," siger han skuffet. Derefter var det Frentzen der bredte sig på banen og til sidst var det gearskiftet der var problematisk!

BB  


Hop til top
Bedste resultat for Williams-BMW

Der var glæde hos Williams-BMW. Selvom teamet har sikret sig den første sejr i år, så har de også i kvalifikationen klaret sig bedre end tidligere. En anden og tredjeplads i kvalifikationen er konstellationens bedste præstation siden de i starten af 2000 slog sig sammen.

Juan Pablo Montoya kan glæde sig over at have slået Ralf Schumacher for første gang i år, men det tager Ralf ret køligt og glæder sig over at han til forskel fra colombianeren skal starte fra det rene spor! Montoya forklarer at det især har været vigtigt at få en god træningsdag om fredagen. "Kvalifikationen gik for os meget godt. Vi havde en meget god fredag, som vi havde det i Spanien, og den anden weekend uden problemer på den første dag,gør en stor forskel," forklarer han.

Ralf Schumacher starter som nummer 3 og han er usikker på hvordan det vil komme til at gå i løbet, men mener at der bliver et tidspunkt hvor Williams-raceren kører bedst. "Det bliver svært at sige hvad der sker i løbet, men jeg tror vi bliver stærke i den anden halvdel når banen har fået fræset mere gummi i." Også hos teambosserne var der tilfredshed. Resultatet i kvalifikationen overgik forventningerne. "Resultatet var bedre end vi havde forventet, og begge kørere gjorde det godt i dag. Det er godt at se Juan Pablo vise sit potentiale i kvalifikationen," siger Patrick Head og det samme er BMWs motorsportschef Gerhard Berger enig i: "Tolv hundrededele fra pole position - så tæt på har vi ikke været før. Vi forventede en god kvalifikation i dag, men dette resultat er lidt bedre end vores forventninger, og det giver utrolige chancer i løbet i morgen."

BB  


Hop til top
Schumacher - Afskriv ikke McLaren

For første gang i karrieren holder Michael Schumacher på pole til det østrigske grand prix, og selvom det kunne se ud til at det bliver lidt lettere med McLaren længere tilbage, så advarer han om ikke at afskrive dem som konkurrenter i løbet.

Selvom McLaren blev slået i dag, kan billedet nå at ændre sig i morgen. "Jeg vil ikke udelukke McLaren. Hvis de får en god start kan de ligge nummer fire og frem, og så vil det afhænge om de kan komme videre derfra," siger Michael Schumacher der for femte gang i år holder i pole position. Han kørte i dag to omgange pr. forsøg for at få det bedst mulige ud af dækkene. Til sidst kunne han have sat en tid der var bedre men så spandt Jos Verstappen. "Jeg var uheldig fordi Verstappen spandt lige foran mig. Det var ikke noget stort drama. Jeg troede jeg kunne komme forbi, men det kunne jeg ikke og måtte køre på indersiden. Jeg forventede at han vil komme tilbage på tværs af banen," forklarer Michael Schumacher.

Derimod var Rubens Barrichello skuffet over ikke at have klaret sig bedre, og klagede især over trafik. I sit sidste forsøg var der dog ikke nogen foran ham, og her var han under Michael Schumacher splittider, men mistede masser af tid i de sidste sving - og der var altså ingen bil i nærheden! Alligevel siger han at "min kvalifikation var påvirket af trafik, og det var meget svært for mig at få en fri omgang. Til sidst var der meget skidt på banen og det betød at jeg måtte gå efter fire forsøg, hvilket ikke var ideelt. Jeg var altid tæt på pole, men jeg er skuffet over ikke at være blevet bedre end nummer fire."

Nu skal Ferrari så forsøge at holde fronten, og det bliver meget spændende at se hvordan det spænder af.

BB  


Hop til top
Hakkinen er skuffet

Mika Hakkinen var meget skuffet over blot at være blevet nummer 8 i dagens kvalifikation. McLaren kørte ellers hurtigere til formiddag, men de tider nåede de ikke ned under da først det gjaldt.

Teamet blev især taget på sengen af de ændrede forhold på banen, hvor der skete ændringer i racerens balance. "Jeg er virkelig skuffet over udfaldet af kvalifikationen. Vi var under forholdene i kvalifikationen ikke i stand til at forbedre raceren balance i forhold til i morges," siger en skuffet Hakkinen der som tingene har udviklet sig i år forsvinder mere og mere ud af mesterskabskampen. Derudover havde Hakkinen på den sidste omgang et problem med motoren.

Mercedes har derfor med det samme skyndt sig at undersøge fejlen - motorproblemer er et speciale som det tyske bilmærke kun kender alt for meget til! "Mikas motorproblem var forårsaget af et mindre tab af vandpres, som ifølge vores undersøgelse ikke har nogen indflydelse på motorens præstation," siger Norbert Haug for at dysse problemet ned.

David Coulthard starter en plads længere fremme, og var ikke nær så skuffet. "Balancen ændrede sig og vi ramt af overstyring, og med den tid der var til rådighed var vi ikke i stand til at rette op på situationen," siger skotten der kan se at den VM-førende nok har en lettere dag i vente i morgen! "Vi vil tage dette som det er og se på hvordan vi kan forbedre os til i morgen. Vi har allerede vist at farten er der," siger han fortrøstningsfuldt, mens hans arbejdsgiver Ron Dennis erkender at det ikke var teamets bedste dag. "Nogle gange får man det hele rigtigt, hvilket vi som oftest gør - og det var et af de eksempler hvor vi fik det forkert," siger Dennis.

BB  


Hop til top
A1-Ring - Tredje og fjerde træning

David Coulthard kørte den hurtigste tid i formiddagens træning. Ganske som i går sikrede han sig hurtigste tid i de allersidste sekunder. Tiderne blev barberet godt ned, og ligger ganske tæt på at komme ned under 1 minut og 9 sekunder for en omgang i Østrig.

Coulthard satte tiden 1:10,010 og det er et godt stykke under den tid som Mika Hakkinen satte sidste år til at tage pole position, hvilket er en understregning af at det går hurtigere i Formel 1. Michael Schumacher førte ellers efter lørdagens første frie træning (den 3. i weekenden) og lå også til at have den hurtigste tid, men blev slået på målstregen af Coulthard. Michael Schumacher måtte i dagens træning især hente ind på den tabte tid fra i går. Men der kan nå at ske rigtig meget. Afstandene mellem de fire første er minimal - fra Coulthards bedste og ned til Mika Hakkinen på 4. pladsen er der sølle 0,138 sek. Med andre ord: vi kan se frem til en meget intens kamp for pole.

Hos Williams var det lidt overraskende Juan Pablo Montoya der var den hurtigste, efter at colombianeren lå noget tilbage efter de to træninger i går. Men afstanden mellem ham og Ralf Schumacher er sølle 6/1000 - så det er noget nær den mindst mulige forskel der er på de to kørere! Derefter kommer Jordan på 7. og 8. pladserne med Frentzen som den hurtigste af de to kørere. BAR og Sauber ligger i det efterfølgende felt der runder top-10 af. Ellers ligner feltet sig selv - Jaguar imponerer ikke, Arrows havde en halvskidt dag, hvor ophænget brød sammen på Verstappen racer (gammelkendt problem fra sidste år.), Prost er stadig langt efter mens Benetton og Minardi stadig duellerer om hvem der skal holde bagerst.

Men hold på hat og briller - der bliver hård kamp om pole, og de sidste sekunder af kvalifikationen vil blive altafgørende. Hvis du lige skal have et hvil fra solbadningen, så kan det anbefales at tune ind på RTL der viser kvalifikationen live.

BB  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk