Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
14.5.2002
 di Montezemolo - Ikke plads til følelser
 ´I have a dream´
 Coulthard forsvarer Ferrari
 Ingen gider købe billetter
 
13.5.2002
 Sato udskrevet
 FIA indkalder Ferrari til møde
 Schumacher - Den forkerte beslutning
 Endelig point til Jordan
 

Hop til top14.5.2002

di Montezemolo - Ikke plads til følelser

Ferraris præsident bakker 100% op om sit teams beslutning om at lade Rubens Barrichello udføre sin rolle som andenkører til fulde i søndagens løb på A1-Ring.

"Jeg er ked af det på Barrichellos vegne, som var stærk hele weekenden og fortjente at vinde. Somme tider må man handle hvor hovedet styrer fremfor hjertet," siger Luca di Montezemolo der føler at Barrichello således er den moralske vinder - hvilket dog ikke kommer til at stå i historiebøgerne.

Derudover havde teamet igennem hele løbet sagt til kørerne at de ikke måtte udfordre hinanden, hvorfor både di Montezemolo og andre Ferrari-folk afviser den heftige kritik der har haglet ned over teamet de sidste par dage. Det er di Montezemolo dog meget kold over for. "Det er ikke anderledes end hvordan andre teams har opført sig tidligere. Man kan huske på det australske Grand Prix i 1998 hvor Coulthard lod Hakkinen forbi. Og så ikke at forglemme Jerez i 1997 hvor en aftale mellem to teams - Williams og McLaren - lod Hakkinen tage sin første sejr," siger præsidenten. Det sidste er vist ikke blevet bevist, ligesom det heller ikke er bevist at Ferrari kørte med traction control...

BB  


Hop til top
´I have a dream´

Efter at det kom frem at Rubens Barrichello havde sikret sig kontrakt med Ferrari til og med 2004-sæsonen, fortalte brasilianeren med stor glæde at han havde fået en ny chance for at blive verdensmester. Det sagde han vel at mærke før søndagens løb.

"Jeg tror stadig på at jeg kan blive verdensmester. Selvom andre siger at det ikke er muligt, har jeg dette inden i mig selv. Man skal have drømme i livet," sagde Barrichello. Efter løbet i søndags må det siges at den eneste hindring for at det kan lade sig gøre, er ledelsen hos Ferrari der ensidigt satser på Michael Schumacher som verdensmester. "Jeg vågner hver dag op og tænker på det - uanset om jeg kører race, tester eller er sammen med familien," sagde han videre om drømmen - en drøm der mere ligner et mareridt.

Michael Schumacher har også kontrakt med Ferrari frem til og med 2004.

BB  


Hop til top
Coulthard forsvarer Ferrari

Noget uventet kommer der forsvar fra David Coulthard i forbindelse med det skandaløse løb på A1-Ring. Han sammenligner Formel 1 med en holdsport, som cykelløb eller fodbold.

Han henviser til eksempelvis Tour de France, hvor de enkelte hold alene satser på én person i den samlede stilling. Og i fodbold udgør én spiller et helt hold - én mand kan ikke vinde alene. "En kører kan kun vinde mesterskabet med teamets støtte," siger skotten der mener at folk må forstå taktikken og den politik der er i Formel 1.

Omvendt forstår skotten at Ferraris beslutning kan få en negativ indflydelse på Formel 1 - iøvrigt var McLaren i strid modvind ved det australske Grand Prix i 1998 hvor David Coulthard overlod sejren til Mika Hakkinen, fordi der var indgået en gentleman agreement. "Det fundamentale spørgsmål er om det er godt for sporten, og det er meget tydeligt at publikum gav deres tydelige mening til kende. Vi er med i en publikumssport og uden deres støtte vil sporten begynde at gå ned ad bakke," siger skotten.

Formel 1 har i det hele taget været inde i et dødvande med flere kedelige løb, og spørgsmålet er om det der skete i søndags blot var dråben der fik et længe lurende oprør mod Formel 1 til at blive antændt.

BB  


Hop til top
Ingen gider købe billetter

Arrangørerne af det østrigske Grand Prix, er bestemt ikke begejstrede for det der skete i søndags, hvor ledelsen i Ferrari bestemte hvem der skulle vinde. Billetsalget til 2003 ventes at blive trægt.

Efter løbet modtog arrangørerne talrige telefonopringninger og emails fra sure tilskuere og fans - beklagelser som Hans Geist, der står for arrangementet, er klar til det give videre til FIA. "Løbet var godt, men resultatet var en total skændsel og folk vil ikke købe billetter mere," siger Geist.

BB  


 

Hop til top13.5.2002

Sato udskrevet

Takuma Sato, der kom galt af sted under det østrigske grand prix efter at være blevet torpederet af Nick Heidfeld, er nu blevet udskrevet fra hospitalet i Graz.

Den uheldige Jordan-kører måtte opholde sig natten over på Universitetshospitalet i Graz efter at være godt forslået - i et uheld som Sato var meget heldig at slippe fra uden alvorlige skrammer. "Jeg har det godt. Mine ben og knæ er lidt forslået, men det er det hele," siger han og erinderer uheldet: "Jeg husker det hele om uheldet. Jeg drejede ind i svinget sammen med Juan Pablo Montoya næsten ved min side. Jeg var ved at komme på gassen da jeg blev ramt. Jeg kørte et stort knald og lukkede øjnene et kort øjeblik. Jeg vidste ikke hvad det var og så overhovedet ikke Heidfeld komme. Da jeg åbnede øjnene kunne jeg se at mine ben var trykket af den ødelagte monocoque og jeg kunne se ud gennem hullet. Jeg var ved bevidsthed og kunne føle mine arme og ben, selvom der var nogen smerte, vidste jeg at intet var brækket. Raceren gjorde det godt ved at redde mig. Jeg hører at der intet er tilbage på den, men jeg har det godt," siger Takuma Sato om det voldsomme uheld.


På den igen - Takuma Sato er klar igen
(Foto: Jordan F1)

Han ventes at komme til start til det kommende Grand Prix i Monaco - et meget fysisk og psykisk krævende løb, men lægerne har sagt god for at han kan deltage.

BB  


Hop til top
FIA indkalder Ferrari til møde

FIA har indkaldt ledere hos Ferrari samt teamets to kørere til møde den 26. juni 2002 i Paris.

Ifølge en skrivelse fra FIA skal der klarhed over det der skete på sidste omgang. "Efter hændelsen på den sidste omgang ved det østrigske grand prix 2002 og hændelserne ved den efterfølgende procedure på podiet, har FIA indkaldt Scuderia Ferrari Marlboro og dets kørere, Michael Schumacher og Rubens Barrichello til at møde frem for kommisionen ved det næste møde."

Det må dog ventes at FIA alene giver Ferrari og kørerne en løftet pegefinger, da en mulig sanktion burde gives før mødet sidst i juni. Under alle omstændigheder har FIA nok et par kommentarer til kørernes opførsel på podiet, hvor Rubens Barrichello fik vinderpokalen - en sejrscermoni der blev fulgt af talrige buh-råb!

BB  


Hop til top
Schumacher - Den forkerte beslutning

Der må siges at Ferrari er kommet ud i et mindre stormvejr efter den skandaløse afslutning på løbet på A1-Ring. Stort set alle ryster på hovedet over det valg som ledelsen i Ferrari har taget.

Selv siger Michael Schumacher da også at det var forkert at han skulle vinde - iøvrigt for første gang på banen han har haft sit hyr med at vinde på - når holdkammeraten nu var bedre. "Jeg er slet ikke glad. Jeg kan ikke tage nogen glæde ved denne sejr," siger han. Da Barrichello bakker af til sidst, gør Schumacher det samme. "Man kan se fra telemetrien at på langsiden trækker Rubens sig, og jeg trækker mig også, men så faldt han blot yderligere tilbage. Jeg må sige at det nok var den forkerte beslutning at vinde løbet," sagde tyskeren efter løbet og ville gerne gøre løbet om - og så ikke tage sejren hvis det var muligt!

Dog hæfter Schumacher sig ved at de fire yderligere point kan blive vigtige for udfaldet af VM 2002 - men tyskeren er allerede på dette tidspunkt langt foran alle andre og sidder i en racer der er lysår foran de øvrige! Barrichello er dog loyal: "Det var teamets beslutning og jeg har lige underskrevet en to-årig kontrakt," siger Barrichello - og det ligner altså en kontrakt på nogle yderst dårlige vilkår for et team der ene og alene har tanke på Michael Schumacher. Gad vide om Enzo Ferrari ikke har vendt sig mere end en gang i graven søndag eftermiddag...

I teamets ledelse har man en total kynisk indstilling til taktikken. "Michael brækkede sit ben i 1998. Alt kan ske i mesterskabet. Vi tager ikke den mindste chance," lyder det fra altid køligt kalkulerende Ross Brawn. Og her kommer nok den støre anstødsten ind: Formel 1 er dræbende kedeligt i forvejen og en ren opvisning af Ferrari. Hvis ikke engang Rubens Barrichello kan få en chance, så kan undertegnede godt klare sig med at se DR Sportens 15 sekunders sammendrag om eftermiddagen!

Jean Todt mener at det var en af de sværeste beslutninger der skulle tages - og for sporten var det nok den forkerte!

BB  


Hop til top
Endelig point til Jordan

Så kom Jordan og ikke mindst Honda også på scoringslisten, da Giancarlo Fisichella via en god strategi sikrede sig en 5. plads. Men teamet havde dog den skræk at se til mens Takuma Sato slap fra et voldsomt sammenstød med Nick Heidfeld.

På vej mod femtepladsen kørte han endvidere forbi David Coulthard der missede nedbremsningen til 'Rindt Curve', og det gav dermed to meget tiltrængte point til teamet. "Det har været en meget, meget god dag da vi ikke forventede at score point, men det vigtigste er at Takuma har det godt," siger italieneren.

Fisichella gik efter et enkelt stop og da der to gange under løbet var safety-car kom det til at passe rigtig godt i forhold til konkurrenterne. "Det føltes fantastisk da jeg passede mållinien og jeg vil gerne sige tak til teamet, især da vi valgte den rette pitstop strategi," siger Fisichella.


Fisichella, Jordan og Honda fik endelig ram på point
(Foto: Jordan GP)

Eddie Jordan var også tilfreds med at få point, selvom han i det meste af løbet mere havde sine tanker hos Takuma Sato der blev sendt videre til et nærliggende hospital. "Dette resultat har ændret moralen i teamet," konkluderer teamchefen.

BB  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk