McLaren fører i det samlede regnskab for konstruktører, ligesom begge McLaren kørere også indtager de 2 øverste placeringer i kørernes mesterskab. Kampen med Ferrari som den alvorlige konkurrent er dog yderst tæt. Kun ganske få points skiller de to parter. Det minimale forspring ønsker McLaren teamet helt klart at udbygge. McLaren er det mest vindende team i Monacos gader gennem tiden. Fra og med 1998 har McLaren hentet 4 sejre her. Og i år har man vinderen fra sidste år Fernando Alonso i teamet, og mon ikke han godt kan finde på at vinde her for andet år i træk. Man skal dog tilbage til 1994 - 1995 for at finde seneste dobbeltsejr på kørersiden. Man skal også regne med Lewis Hamilton der de seneste 2 gange han har kørt på banen - i henholdsvis Formel 3 Euro og GP2 - har vundet her. Hamilton kender derfor banen godt nok til også at have en stor chance for at vinde her.
Kan Alonso gentage sejren fra sidste år?
(Foto: Motorsporten.dk)
McLaren teamet tilbragte 4 dage på Paul Ricard banen i Frankrig i sidste uge hvor man forberedte sig på de 2 næste Grand Prixer, som må siges at være meget forskellige. I forholdt til Monacos GP, testede man med fokus på aerodynamik og mekanisk setup. Det mekaniske setup er af vital betydning netop i Monaco, hvor camber og toe er indstillinger som bare skal passe. Man har også eksperimenteret lidt med forskellige ridehøjder på bilerne. Her vil teamet dog ikke afsløre hvad man vælger.
Hamilton vil gerne forsætte sin sejrsstime i Monaco
(Foto: Motorsporten.dk)
Kørerne er begge bekendte med banen. Alonso fremhæver at responsen på frontvingen og forenden af bilen i det hele taget skal være optimal, således at man kan komme hurtigst muligt på gassen ud af svingene. Hamilton vil måske nok være lidt mere forsigtig i starten af Grand Prix dagene end ellers, da han nu sidder i en kraftigere bil end tidligere, men ellers er den talentfulde og dygtige englænder for så vidt ikke særlig bekymret for racet. Han ved nok hvordan banen skal køres fra tidligere besøg - senest i GP2 serien i sidste sæson. Især Norbert Haug er dog ude og belære kørerne om tidligere tiders resultater. Dette er som han siger, en ny sæson med nye biler, og så kan man ikke bruge statistikken til ret meget. Derfor gælder det at kørerne tilpasser sig banen hurtigst muligt, og så arbejder videre derfra.
I pressemeddelelserne fra teamet skjuler man frustrationerne godt. Intet tyder på at det ikke går teamets vej. Men man kan dog se både på resultatlisterne og i Grand Prixerne at der er meget at arbejde på. Især nu hvor juniorteamet Super Aguri har fået sit første point, og hvor Honda endnu ikke har scoret nogen.
"Earth" bilerne skal snart præstere noget
(Foto: Honda Racing F1)
Der arbejdes dog videre i teamet, og blandt andet blev der tilbragt nogle dage på Paul Ricard banen i sidste uge hvor man testede og forberedte sig til de kommende Grand Prixer. Hvad der er testet oplyser man ikke konkret, men mon ikke at den meget specielle konfiguration af det aerodynamiske setup til Monacos snævre gader, har været et af de absolutte hovedpunkter? Her er der tale om især front- og hækvinger.
Rubens Barrichello ser frem til Monacos GP fordi at netop er synes han at kvalifikationen er yderst spændende. Den kan sikre et godt resultat. Også pitstop strategien er yderst vigtig ifølge Barrichello. Den kan skabe luft - både foran og bagud - dermed give bedre muligheder. Det samme noterer Jenson Button sig. Ydermere bemærker han også at det mekaniske greb bare skal fungere her, ellers er der udsigt til et dårligt resultat.
Ny data og udvikling skal sende Honda frem i feltet
(Foto: Honda Racing F1)
Ellers må man jo sige at Honda har noget at kæmpe for hvis ikke det skal gå helt galt. Juniorteamet kan meget vel hente sig yderligere points i Monaco, ligesom at Honda da også selv forventer at de mange data man har hentet sig i de seneste tests og Grand Prixer, snart skal udmønte sig i bedre resultater, hvilket for Hondas vedkommende må betyde points. Selv siger Honda at de data man har hentet, vil komme til udtryk i flere forbedringer på bilen i de kommende Grand Prixer.
Holdbarheden på Toyota bilerne er normalt god, men det gik helt galt i Spaniens GP, hvor begge biler udgik. Eneste trøst var at Jarno Trulli kørte særdeles hurtigt i kvalifikationen. Men forude venter der en helt anden type Grand Prix. Én type som der kommer flere af - startende i næste sæson.
I ugen efter Spaniens Grand Prix har Toyota testet på Paul Ricard banen i Frankrig. Banen kan laves om i et utal af forskellige konfigurationer, og her har man fundet en der næsten matcher gaderne i Monaco. Teamet har testet med andre vinger både for og bag samt de compounds dæk som man skal anvende i Monaco.
Det er sådan man helst vil vise sig, men hvornår gør man dét?
(Foto: Toyota)
Kørerne ser frem til Grand Prixet udmærket klar over at det bliver en stor udfordring. Man mangler resultater, og så er der det med fysikken. De mange accelerationer og decelerationer gør det til lidt af en opgave. Svingene er heller ikke de nemmeste i verden. Men det er ens for alle, så som sædvanlig bliver det en afgørende faktor at få så god en kvalifikation som muligt. Da det er sæsonens femte Grand Prix betyder det nye motorer. Den største belastning kommer dog på bremser og gearkasser, men også her er man forberedte. Men der er meget at holde øje med. Man er á point med Williams teamet der benytter samme motor, og det ligger skjult i kortene at man selvfølgelig skal være bedre end teamet med "kundemotoren".
I sidste sæson var der fokus på fleksvinger, i år er det fleksbunde der er i fokus. Hos Red Bull Racing har man fået mere opmærksomhed på det seneste end måske ønsket. Flere teams har udvist stor interesse for Red Bull bilerne efter at David Coulthard først ved den foregående test, senere i selve Grand Prixet kørte bemærkelsesværdigt hurtigere end man normalt har set Red Bull bilerne gøre.
Flekser hækvingen på Red Bull bilerne?
(Foto: Gepa Pictures)
Faktisk er det sådan at man er ved at gennemgå optagelserne fra onboard kameraerne for at se hvordan hækvingen reagerer. Og tilsyneladende mener man at hækvingen bevæger sig mere end hvad godt er - og muligvis i strid med reglementet. Alle reaktioner bliver dog afvist af Red Bull teamet. Man mener at man har gjort det rigtige, og bilen blev da også godkendt i den tekniske kontrol forud for det spanske Grand Prix.
I sidste sæson blev der indført regler for hvordan hækvingen skal være fastmonteret. Og det er udfra det grundlag at FIA laver deres tekniske kontrol. Denne kontrol bliver af gode grunde lavet når bilen holder stille. Ingen har endnu været i stand til at fastslå om vingen vitterligt flekser under kørsel eller ej. Der er da heller ikke - endnu - indgivet nogen officiel protest mod teamet.
Fremtidens Formel 1 biler kan komme til at se mere ens ud end de gør nu. Første skridt er - hvis alt går vel - at lancere dieselmotorer i Formel 1 på 2,2 L og i V6 konfiguration. For at få ydelsen op, er det planen at man må anvende turbo. Til gengæld skal omdrejningstallet begrænses til 10.000 omdr./min. mod de nuværende 19.000. Det er også meningen at disse motorer så skal anvendes i 5 Grand Prixer.
Ideen med dieselmotorer er i den grønne afdeling. Lavere omdrejninger betyder et generelt mindre brændstofforbrug - se selv på gadebilerne i dag og mange af disse har også turbo. Støjniveauet vil ligeledes falde med dieselmotorer - hvem kunne høre Audis Le Mans racere sidste år, og det samme bliver vel tilfældet med Peugeots ditto i år.
En af ideerne med lige netop denne konfiguration, er at teknologien i større omfang skal overføres til gadebiler. Noget som i større og større omfang er gledet af hænde i de seneste år. Mht. motor konfigurationen, så er det blandt andet for at trække flere bil- og motorfabrikanter ind i sporten. Allerede nu har langt de fleste bilfabrikker netop denne størrelse motorer liggende på hylden. Så er der "kun" den kostbare udvikling af motorerne til race tilbage.
Dette er blot et af mange forslag som FIA og Max Mosley har sendt ud til alle teams og i sporten involverede bilfabrikker. Der er dog ikke tvivl om at Formel 1 er meget dyrt, og skal omkostningerne holdes i ave og måske endda reduceres via et tvungent reglement, er det måske vejen frem. Max Mosley har også en ide om at overflødiggøre brugen af vindtunneller. Og så er det man hører et ramaskrig i det fjerne. Tanken med det er at indføre identiske biler, hvor udviklingen for så vidt er lavet. Endnu større ramaskrig. Tanken er her igen at udviklingen i et større omfang skal kunne omsættes til den normale bilproduktion. Den første tendens i ensretningen bliver indført allerede i næste sæson. Ens styrebokse til motorerne og med ens software. Og i 2009 er der tale om at indføre forskellige energibesparende systemer.
I rundskrivelsen til teams og bilfabrikanter er der er en lang række forskellige forslag, som endnu ikke er kommet offentligheden for øre. Alle disse forslag skal nu behandles rundt om i teamene. Det er langt fra sikkert at alle forslag vil vinde gehør, men det er forstået at alle forslag skal behandles i samråd mellem teamene, bilfabrikanterne og FIA. Man kan spørge sig selv om det er meningen at teamene skal udvikle for den normale bilindustri eller om bilindustrien skal hente ideer hos Formel 1 teamene. Hvor er grænsen her, for nogle fabrikanter står med et ben i hver lejr.