Fernando Alonso er endnu engang et hot emne i Formel 1 pitten, Alonso har før været sat i forbindelse med Ferrari, men dette blev dog hårdnakket benægtet både af Alonso selv og af Ferrari teamet.
Men nu er snakken der igen, rygterne i Monaco's pit gik på at Alonso allerede har skrevet en kontrakt med Ferrari teamet, men at han bliver hos Renault også i næste sæson for derefter at skifte til Ferrari i 2010 sæsonen.
Hvem skal han så erstatte hos Ferrari?
Ja, rygterne vil vide at Kimi Raikkonen ikke har planer om at blive i Formel 1 sporten alt for længe, den hurtige finne har før udtalt at hvis han vinder et verdensmesterskab eller 2 til er det sandsynligt at han vælger at stoppe sin Formel 1 karriere.
Dette skulle så hænge sammen med at Alonso til den tid ikke er forpligtet til at køre for Renault og derfor er en fri mand til at skifte til Ferrari.
Når det er regnvejr og vanskelige forhold, så har Adrian Sutil vist en særlig evne til at være der. Det viste han også i Monacos våde gader, hvor han lige så stille kørte sig op i den gode ende af pointskalaen. Og hvor var det dog surt at en vildfaren Ferrari med Kimi Raikkonen bag rattet ødelagde søndagen for både Force India og Adrian Sutil.
Det var også stort at se kørernes reaktioner efterfølgende. Kimi Raikkonen beklagede sin uheldige præstation bag rattet, mens Adrian Sutil ikke skældte Kimi Raikkonen ud. Men skuffelsen var mere end almindelig synlig.
Men selvom at Adrian Sutil gennem weekenden opnåede stor sympati for sin præstation, så havde banens stewards alligevel en løftet pegefinger fremme til Adrian Sutil. En pegefinger i form af en advarsel. En advarsel som rammer alle kørere når de begår en fejl.
Fejlen fra Adrian Sutils side bestod i at han på omgang 13 under gult flag, overhalede ikke mindre end 3 konkurrenter, nemlig Rubens Barrichello, Kazuki Nakajima og Nelson Piquet jr. Stewards henholder sig til FIA's sportslige reglement, nærmere bestemt appendix H, Kapitel 2, Artikel 4.1.2b. Denne advarsel vil hænge over hovedet på Adrian Sutil i de efterfølgende Grand Prixer.
Lewis Hamilton vandt dagens løb i Monacos gader og slog dermed hul på bylden i forhold til Ferraris dominans. Da Ferrari samtidig havde en middelmådig dag, bragte det også den unge englænder i front i VM kampen.
Så vidt så godt.
Umiddelbart er der ikke noget der gør, at løbet i dag adskiller sig dramatisk fra sæsonens andre løb, eller andre løb i Monaco. Der var seks kørere der udgik. Hamilton vandt foran Kubica og Massa, mens Webber, Vettel, Barrichello, Nakajima og Kovalainen tog de næste pladser.
Dér, uden for top tre er der måske noget der er lidt alternativt. Webber på 4. pladsen er ok, men Vettel ligger lidt højt, Barrichello får faktisk point. Nakajima er også ok og Kovalainen ligger lidt lavt, men det kan forklares med tekniske problemer før opvarmningsomgangen, der gjorde at finnen måtte starte fra pitten.
Men der er andre ting der gjorde Monaco 2008 til et specielt løb. For det første var der regnvejr og det giver jo altid spændende muligheder. I de tidlige omgange var der mangen en kører der kyssede autoværnet og næsetransplantationer blev næsten udført på samlebånd i pitten. Felipe Massa knaldede flot afsted fra pole med Hamilton bag sig.
Lewis Hamilton var en af dem, der tidligt måtte en tur i pit. Han var kommet for tæt på et hegn og var punkteret. Han trillede tilbage til pitten, fik tanken fyldt op til bristepunktet og smuttede ud igen. Og som løbet skred frem og andre var i pit kom han længere og længere frem i feltet.
Massa mistede nu ikke førstepladsen ved et pitstop, men da han bremsede for sent ved St. Devote og måtte snurre bilen rundt for at komme ind på banen igen. Robert Kubica der hidtil havde opholdt sig på 2. pladsen overtog 1. pladsen og beholdt den indtil sit pitstop hvor Hamilton kom i front.
Den anden Ferrari med Kimi Raikkonen havde ikke nogen god dag. Han sluttede på en ganske beskeden på 9. plads. Undervejs havde han flere uheldige episoder, han var blandt dem der fik en ny næse. Og så var der episoden med Adrian Sutil. Force India køreren havde nemlig kørt et fremragende løb og befandt sig med kun godt ti minutter tilbage af løbet på en flot 4. plads, placeret mellem de to Ferrari racere. På vej ud af tunnellen mistede Raikkonen så herredømmet over sin bil, knaldede ind bag i stakkels Sutil, der nok kunne komme tilbage til pitten ved egen kraft, men så heller ikke mere. Raikkonen overlevede, men til ingen verdens nytte.
Der var flere andre uheld, David Coulthard mistede tidligt kontrollen med sin bil og blev bagefter ramt i bagenden af Sebastien Bourdais. Det skabte den første Safety Car periode. Den anden kom mod slutningen da Rosberg ramte hele to barriere inden hans Williams udåndede midt på banen.
Imellem de to episoder var der også en dobbelt verdensmester der fik sat sig selv i en uheldig rolle. Generelt var det ikke Alonsos dag, han både punkterede, kørte af og havde et mindre sammenstød. Sammenstødet var da en tydeligt hurtigere Alonso ville mose sig forbi Nick Heidfeld i hårnålen. Det lykkedes ikke - i stedet sandede banen til et par sekunder. Heldige vis var Heidfeld i stand til at komme derfra ved egen hjælp - selvom det betød at han var en tur over næsen på Alonsos bil.
Hans holdkammerat Piquet blev på et tidspunkt sendt ud på tørvejrsdæk og det kostede ham et sammenstød med en barriere og et exit fra løbet.
Alt i alt et underholdende og spændende løb, hvor det, når det kom til stykket, ikke kun var tilfældigheder og held, der afgjorde hvem der til sidst fik sejren.
De to uheldige kørere er Sebastian Vettel fra Toro Rosso teamet, der kvalificerede sig på 18. pladsen, samt Giancarlo Fisichella fra Force India teamet, der sluttede kvalifikationen på 20. og sidste pladsen.
Begge kørere er blevet dømt til at rykke fem placeringer bagud på startgridden, men reelt bliver straffene næsten uden betydning, da kørerne skulle rykkes ned på henholdsvis 23. og 25. startplacering.
Men da der kun er 20 deltagende kørere, bliver resultatet følgende:
Sebastian Vettel skal starte fra 19. pladsen, og Ciancarlo Fisichella fastholder sin sidste plads.