Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
30.5.1999
 BAR tæt på - igen
 McLaren tager dobbeltsejr
 Katastrofe for Gene
 Ferrari var tæt på
 Stillingen i VM
 Dækvalg bliver afgørende
 Irvine slår Schumacher
 5 poles i træk
 God form hos BAR
 Årets dårligste position
 Alesi med fremme
 Warm-up
 
29.5.1999
 Kongelig F1-kørsel
 Irvine fik et chok
 Sponsor for Schumacher stopper
 Hakkinen på Pole
 Barcelona, 4. fri træning
 Barcelona, 3. træning
 

Hop til top30.5.1999

BAR tæt på - igen

Fra sjette pladsen på griden skød Jacques Villeneuve op på 3. pladsen foran de to Ferrari'er - samtidig med at canadieren formåede at holde dem bag sig. Han lå til at få point - men så... Problemerne væltede igen ned over BAR - så godt med og alligevel ikke! Efter 40 omgange kunne hans racer ikke skifte gear - efter et kaotisk andet stop, hvor mekanikerne var ved at fjerne lidt af bagvigen. "Jeg fik en god start som overraskede mig, efter at alle mine prøvestarter i denne weekend ikke var så gode, men det var en af de heldige!" siger Villeneuve om hans fantomstart. "Bilen var virkelig god og jeg kørte stærkt, kunne nemt holde Michael bag mig indtil det første pit-stop. På trods af en god indsats af mit hold var han i stand til at overhale mig i pitten. Efter at jeg kom tilbage kollapsede en bagvinge-flap, hvilket sinkede mig og jeg var tvunget til at komme ind til et ekstra pit-stop. Jeg mistede første gear da jeg forsøgte at forlade pitten og det var uheldigvis det," siger Villeneuve om endnu et løb hvor der står noteret DNF ud for Villeneuve. Hans holdkammerat, Mika Salo kom imidlertid i mål med sin racer - han sluttede som nummer 9.

Utroligt men sandt: Villeneuve foran de to Ferrari'er!

"Jeg tror det var en af Jacques bedste kørsler i meget lang tid," siger Craig Pollock efter at det var lykkedes hans team at kile sig ind imellem Formel 1's to største teams, McLaren og Ferrari. Samtidig benyttede han lejligheden til at sige tak for Salos hjælp - han fik for første gang en BAR-racer igennem løbet. Hans plads overtages af teamets faste kører, Ricardo Zonta i det canadiske grand prix.

BB  


Hop til top
McLaren tager dobbeltsejr

For første gang i år fik McLaren-Mercedes hentet en dobbeltsejr hjem - med Hakkinen som vinder og Coulthard på andenpladsen godt seks sekunder efter. "Det er godt igen at stå øverst på podiet - jeg nød det virkelig: pit-stoppene var perfekte og alle gutterne gjorde det godt. Jeg var tilfreds med min start og da jeg først var i front måtte jeg som altid bevarer den maksimale koncentration fra start til mål," siger en lykkelig Hakkinen der er kommet tilbage i VM-kampen. Han tog det imidlertid noget med ro efter det første pit-stop hvor det lykkedes for Michael Schumacher at hente 15 sekunder på cirka 10 omgange, men finnens sejr kom aldrig for alvor i fare.

Hakkinen var aldrig truet - han sikrede sig den anden sejr i år

Igen måtte David Coulthard stå i skyggen af Hakkinen, men han fik det optimale ud af løbet - en andenplads. "Jeg fik en god start på løbet og i den første del af løbet gik godt, med undtagelse af det faktum at jeg led lidt af overstyring. Jeg fortalte det over radioen og de justerede dæktrykket for at modvirke det, men faktisk gav ændringen understyring," fortæller Coulthard. Det var først efter det andet pit-stop at det igen kørte. "Det tredje sæt var meget bedre og jeg var i stand til at presse hårdt på igen og få noget afstand mellem Michael og mig selv," siger skotten.

Hos ledelsen var der naturligvis tilfredshed. "Det var en tilfredstillende slutning på en besværlig weekend," konkluderer Ron Dennis og var glad for at teamet viste sig stærke i løbet, i stedet for at have sat nogle stærke tider under træningen. Norbert Haug hæftede sig ved at alt klappe perfekt: "Strategien var rigtig, farten og disciplinen hos både Mika og David var perfekt," siger Mercedes-bossen og var glad for at de slog begge Ferrari-kørere og kom tilbage i kampen for at forsvare begge VM-titler.

BB  


Hop til top
Katastrofe for Gene

Det var ikke lige dette løb Marc Gene ville ønske at udgå i - og så endda inden løbet for alvor kom i gang. "Det er virkelig en skam at jeg ikke en gang startede løbet. Jeg forventede ikke sådan et uheld på min hjemmebane. I starten følte jeg at første gear ikke var perfekt og da jeg slap koblingen ville min racer ikke starte," siger en skuffet Gene. Han følte at raceren var rigtig godt kørende - men det skulle ikke være hans dag. "Det er imidlertid ikke forbi. Mesterskabet fortsætter og det spanske folk kan være sikre på at vi ser hinanden på den samme bane til næste år," siger Gene. Det med at de ses igen til næste år er måske lidt af en overdrivelse - indtil videre har Gene ikke vist særlig stor kørsel og efter at hans sponsorer ikke fik særlig meget PR-dækning i løbet kan de overveje deres støtte en ekstra gang!
BB  


Hop til top
Ferrari var tæt på

Der var flere faktorer der spillede ind på dagens resultat for Ferrari. Først og fremmest var starten afgørende og derudover var Schumachers sidste pit-stop også hæmmet af en anden racer. Michael Schumacher følte at hans racer var endnu bedre kørende end under kvalifikationen - alligvel blev det til en 3. plads. "Jeg var efter Villeneuve i ret lang tid tidligt i løbet, og jeg kunne måske have gået fra tredje til anden pladsen hvis ikke jeg var blevet hindret af en anden racer da jeg kom ind i pit til mit andet stop," beretter Schumacher. "Vi vidste det ville være en svær bane for os, men i hele weekenden kørte vi bedre end jeg havde forventet og en stor del af det skyldes teamet," fortsætter tyskeren og takker sit team for den store arbejdsindsats de har udført.

Eddie Irvine vil sandsynligvis forsøge at få udviklet en ny del til sin racer - en stereoradio! Løbet var simpelthen så kedeligt at han var ved at falde i søvn... "Jeg kom godt afsted, men jeg havde for meget hjulspin. Jeg blev overrasket over det manglende træk. Ved at være på den snavsede side af banen var helt sikkert ingen hjælp," siger Irvine efter at være gået fra 2. pladsen ned til 5. pladsen på de første meter. "Coulthard var meget tæt på og bremsede meget tidligere end jeg forventede, så jeg måtte også bremse hvilket tillod Villeneuve at komme forbi," siger han videre - og foreslår at man ikke i fremtiden tester på banen lige før løbet. "Det giver kun et kedeligt løb," slutter han.

Jean Todt, teamchefen vidste at det ville blive svært at vinde løbet. "Starten lagde grunden til resultater da Villeneuve kom op på 3. pladsen i det første sving - foran begge Ferrari'er. De 24 omgange efter ham gav os ikke mulighed for at udnytte vores strategi på den måde vi havde ønsket," siger den lille franskmand og mener ligesom Schumacher at de små marginaler ikke var på deres side, eftersom de blev hindret af en Arrows-kører der var på vej i pit samtidig med tyskeren. "Bilerne var holdbare og vi må nu se frem og arbejde på at forbedre vores præstation i kvalifikationen," siger Todt og ser på de positive sider af løbet.

BB  


Hop til top
Stillingen i VM

Efter dagens løb, Spaniens Grand Prix, så er der ialt 14 kørere der har scoret point i år.
Og det er stadig Michael Schumacher der fører i mesterskabet, på trods af Mika Hakkinen's sejr idag.

PlaceringKørerTeamPoint
1Michael SchumacherFerrari30
2Mika HakkinenMcLaren24
3Eddie IrvineFerrari21
4Heinz-Harald FrentzenJordan13
5David CoulthardMcLaren12
6Ralf SchumacherWilliams9
7Giancarlo FisichellaBenetton7
8Rubens BarrichelloStewart6
9Damon HillJordan
AN  


Hop til top
Dækvalg bliver afgørende

Det kan blive dækkene der kommer til at spille en afgørende rolle når vinderen af løbet skal findes. Bridgestone har udpeget 'Medium'-dækket som det bedste under de givne forhold, eftersom det passer bedst til de varme forhold, og eftersom der er stor sandsynlighed for at løbet bliver kørt i solskin bør det være de teams der satser på medium-dæk der ligger bedst til. Det kan blive svært for kørere som Alesi og Villeneuve der skulle køre med de bløde dæk at følge med de forreste. Men hos Ferrari skal man også i gang med at udtænke en genial strategi - de to kørere kører på de bløde dæk (efter hvad flere kilder vil vide!) mens deres nærmeste konkurrent McLaren skulle være på de hårdere dæk, men intet er naturligvis sikkert, eftersom de to teams holder kortene meget tæt ind til kroppen. Jean Todt sagde i går at det "løbet bliver meget hårdt og strategi vil spille en endnu større rolle end tidligere." Det er naturligvis svært at sige om det skyldes at de fire første kørere ligger tæt på hinanden, eller om de to Ferrari-kørere skal have en speciel taktik som sætter dem i stand til at komme forbi de to McLaren-racere. Det ventes dog at Ferrari vil forsøge sig med en strategi der også ville passe hvis de kørte med de hårdere dæk. Eftersom banen er meget krævende for dækkene ventes det at køreren mindst skal have to stop. Men vi er naturligvis meget klogere når løbet er kørt!
BB  


Hop til top
Irvine slår Schumacher

Det var lidt af en sensation at Eddie Irvine formåede at slå sin stærke holdkammerat i lørdagens kvalifikation, og Irvine var naturligvis lykkelig for resultatet. "Jeg er meget glad for at starte fra den første række på grid'en. Det er fantastisk. Raceren har haft god balance hele weekenden," siger en lykkelig Irvine der kunne sidde i pitten de sidste minutter og se Hakkinen tage pole position lige med nød og næppe. Irvine troede ikke på muligheden for et godt resultat: "På min bedste omgang lavede jeg en fejl i midt-sektionen. Jeg kørte alle mine forsøg tidligt eftersom jeg følte at banen blev langsommere," fortsætter ireren der endnu ikke har fået en pole position i Formel 1-karrieren. Hans strategi for løbet er klart - op i front og så vinde det!

Michael Schumacher måtte se sig henvist til 4. pladsen. "Min racer var i meget god balance til morgen, men af en eller anden grund, hvilket vi nu vil undersøge, var den ikke så god i kvalifikationen," siger tyskeren der var lidt skuffet over ikke at være helt i front. Han bevarer dog optimismen til løbet - og stor ros til Irvine: "Eddie fandt et bedre set-up i dag og kørte rigtig godt."

BB  


Hop til top
5 poles i træk

For 15. gang i karrieren holder Mika Hakkinen forrest når Formel 1-løbet i Spanien bliver sat i gang. Det er femte gang i denne sæson at finnen sætter pole position - ud af fem mulige! "Jeg tror at grunden til at jeg er på pole skyldes at ingeniørerne udførte et godt stykke arbejde for endelig at opnå balancen i raceren som jeg ønskede," siger Hakkinen efter at han i sidste øjeblik fik presset sig op på førstepladsen. Finnen var noget overrasket over at han var hurtigere end sin holdkammerat. "David har været meget hurtigere end jeg var til morgen og det er en af de gode ting ved at have David som holdkammerat. Vi arbejder sammen og på grund af dette var vi i stand til at finde et set-up som satte mig i stand til at tage pole position i dag," beretter Hakkinen.

Hakkinen var glad for samarbejdet med Coulthard

Hans holdkammerat sluttede som nummer 3, men med en meget lille afstand op til Hakkinen. "Jeg var hurtigst i mit andet forsøg da jeg på de to sidste fik noget understyring," siger skotten og er glad for at han kan starte på den rene side af griden, lige bag Hakkinen. De to bosser hos McLaren var også meget tilfredse: "Dagens pole var hårdt arbejde og jeg er sikker på at teamet vil finde et endnu bedre set-up til i morgen," siger Norbert Haug og roser Hakkinen for den store præstation det er at sætte 5 pole positions i træk.

BB  


Hop til top
God form hos BAR

Jacques Villeneuve fortsætter med at gøre det godt i kvalifikationen - således opnåede han en 6. plads til dette års spanske grand prix. "Jeg er glad for mine tider, selvom jeg mistede 45 minutter til morgen efter at have haft et problem med benzinen. Det var en skam eftersom raceren er hurtig og jeg tror at vi kunne have været tættere på fronten hvis vi havde kørt lidt mere," siger Villeneuve der kører på de bløde dæk, hvilket også har indflydelse på strategien og canadieren placering på grid'en.

Mika Salo kører med de hårde dæk og satte en tid der rakte til 16. pladsen. "Jeg er lidt skuffet, da min tid fra i morges var hurtigere - godt til 10 pladsen. Vi har været rimelig glade for racerens balance, men selvfølgelig da banen blev varmet op måtte vi lave flere ændringer hvilket forstyrrede min rytme," siger Salo der kører sit sidste løb for BAR, eftersom Ricardo Zonta har fået grønt lys til at køre i Canada.
BB  


Hop til top
Årets dårligste position

Rubens Barrichello måtte inkassere den dårligste placering i år - en 7. plads! Brasilianeren havde en del problemer med sin racer og kørte en del af omgangene i sin reserve-racer inden han på de sidste omgange igen havde sin racer klar. "Der skete en hel masse for mig under kvalifikationen så jeg er rimelig glad for 7. pladsen. Jeg skiftede til reservebilen til mit andet forsøg fordi der var en vibration, men fordi raceren var sat op til Johnny havde jeg svært ved at vænne mig til speeder-pedalen. Jeg vendte tilbage til min egen racer og måtte give alt jeg kunne for at komme op gennem stillingen," siger Barrichello og roser folkene i teamet for godt arbejde - han forventer at der igen kommer point hjem i dagens løb.

Næsten som man plejer kunne man finde Johnny Herbert længere tilbage - denne gang som nummer 14. Der er ingen tvivl om at Herbert er ved at føle frustrationer over at være sat så langt tilbage. "Jeg følte jeg havde lavet en stor forbedring fra i går og jeg var meget komfortabel i raceren under kvalifikationen, så det var skuffende at jeg ikke sluttede længere fremme på grid'en. Jeg gætter på at det var fordi jeg ikke fik den bedste sektortider til en hel omgang," siger Herbert der under sit sidste forsøg fik fremvist gule flag og dermed mistede et forsøg. "Jeg gjorde det svært for mig selv i løbet ved at starte hvor jeg gør. Jeg skal nu fokusere på at køre stabilt og håbe at min løbsstrategi virker godt, fordi tiderne var meget tætte," fortsætter briten.

BB  


Hop til top
Alesi med fremme

Jean Alesi var rigtig godt med i kvalifikationen og satte tidligt den hurtigste tid der holdt i godt en halv time - mens banen var rimelig kold og måske var hurtigst. "Det var første gang at vi fik 100% ud af racerens potentiale," siger franskmanden efter kvalifikationen der gav en overraskende femteplads. Som det kunne ses på TV var Alesi på vej til at køre sin sidste hurtige omgang, men den blev ødelagt efter at motoren 'døede'. Hans holdkammerat Pedro Diniz starter som nummer 12.
BB  


Hop til top
Warm-up

Der var ikke de helt store overraskelser her ved morgenens warm-up, som Häkkinen vandt..
Det eneste team som må sige farvel til begge biler under denne session, var BAR, hvor Villeneuve satte bilen i græsset efter bare 5. Min, og Salo måtte aflevere bilen med en stor hvid røgsky kommende ud af bagenden, så det tegner ikke så godt for dem.

Den sidste session før det det virkeligt går løs, startede med at stort set alle biler kom ud af boksen da warm-up’en startede, hvorefter de næsten alle sammen vendt tilbage til pitten, uden at have fuldført en omg. Det er der ikke noget mærkeligt, men at Schumacher gjorde dette 3 gange i træk, tyder på at de har lidt problemer med at finde det helt rigtige set-up til ferrarien.

De fleste teams forsøgte sig med flere justeringer her til morgen, men ude at finde det helt rigtige, det som jeg ser som det helt typiske problem her på Barcelona banen, er at man godt kan få bilen til at løbe hurtigt i den første sektor, men at man taber det hele og lidt til på anden sektor, så hvem mon har fundet den helt rigtige kombination af fart og downforce til eftermiddagens løbe her i Barcelona.

HVJ  


 

Hop til top29.5.1999

Kongelig F1-kørsel

Det er ventet at den spanske kong Juan Carlos får en tur i Formel 1-raceren som McLaren har bygget. Han får en tur i den tosædede McLaren racer og chauføren bliver som sædvanligt Martin Brundle. Rygter vil også vide at andre teams overvejer at bygge en to-sædet racer, blandt andet Jordan som ser det som et godt udstillingsvindue.
BB  


Hop til top
Irvine fik et chok

Eddie Irvine fik et mindre chok da han var på vej fra Italien til banen nær Barcelona. Hans private jet fik problemer mens flyet var oppe i godt tre kilometers højde. "Pludselig lød der et kæmpe knald. Mine piloter havde heldigvis masser erfaring og klarede med stor ro det nødvendige," siger Irvine der trods alt fik sved på panden. Flyet vendte tilbage til Milano hvor han måtte vente på et 'almindeligt' fly til Barcelona - derfor kom han først til banen sent tirsdag aften. Men hændelsen lader ikke til at have rystet ireren!
BB  


Hop til top
Sponsor for Schumacher stopper

Michael Schumachers personlige sponsor, Dekra har tidligere meldt ud at de ønskede at slutte deres sponsoraftale med tyskeren efter denne sæson - og dermed er der masser af plads ledig på Schumachers hjelm, køredragt og ikke mindst på hans kasket hvor Dekra-mærket har været markant. Står du lige og har brug for reklamepladsen koster det godt 15 millioner kroner om året. Men fastfood-kæden McDonalds ser ud til at være meget interesseret i at få deres navn på Schumachers kasket.
BB  


Hop til top
Hakkinen på Pole

Kvalifikatinen til det Spanske Grand Prix på Circuit de Catalunya ved Barcelona blev een af de mere spændende i de senere år. Hele 5 kørere var med i den afgørende duel om forreste startposition. Indtil der manglede godt 20 minutter af timen var det overraskende Jean Alesi i sin Sauber Petronas, dem med Ferraris gamle motorer, som sad på pole. Og det var ikke fordi McLaren eller Ferrari ikke have været på banen endnu! Derefter så det længe ud til at det var andenkørernes dag, idet både David Coulthard og Eddie Irvine udviste fremragende kørsel. Men første mand til at slå Alesi af pole var Michael Schumacher, men der gik ikke længe før David Coulthard overtog først pladsen, for kort tid efter, at blive afløst af Eddie Irvine. Alt dette skete inden for kort tid, og det så efterhånden ud til at Ireren skulle starte på pole for første gang i karrieren, noget vi godt kunne unde den loyale andenkører. Men med 7 minutter igen slog verdensmester Hakkinen til. Den flyvende Finne som var mellemlandet på 5 pladsen kørte en perfekt omgang i weekendens hurtigste tid 1:22,088 og var dermed 0,131 sekund hurtigere en Eddie Irvine på andenpladsen. Den VM førende Michael Schumacher måtte skuffet tage sig til takke med 4 pladsen. På hans sidste omgang var han hele 0,299 efter Hakkinen. BAR teamet var igen hurtigste Supertec motoriserede vogn på en ganske hæderlig 6. plads. Alt i alt tyder det på at de kedelige kvalifikationer som f.eks. den i Melbourne er ovre og vi kan se frem til 11 spændende kvalifikationer resten af sæsonen.
MBP  


Hop til top
Barcelona, 4. fri træning

Så er weekendens sidste fri træning slut. Top 2 tiderne fra tidligere på formiddagen fik lov at stå. I sidste minut lykkedes det for Hakkinen at skære 0,075 sekund af sin tid, men er stadig efter Schumacher og med over en tiendedel op til Coulthard. Derimod lykkedes det for Frentzen og Alesi at presse sig ind foran Villeneuve som tidligere besatte 4. pladsen. Rubens Barrichello fik sin Stewart kørt ind på 7. pladsen, og begge SF-03'ere er således i top 10. For Eddie Irvine var der ingen trøst at hente i denne session. Ireren måtte se sig selv helt nede på 17. pladsen. Enten har Ferrarien med nr. 4 tekniske problemer, eller tror man at man har fundet det rigtige setup til kvalifikationen og koncentrerer sig om opsæt til løbet i morgen. Ferrari's testkører Luca Badoer nåede ikke ud i Minardien i dagens første session, men kom dog ud i denne session. Badoer lukker feltet af, godt 4 sekunder efter Coulthard. Nu venter vi alle spændte på kvalifikationen fra kl. 13 til kl. 14. Husk også at Eurosport i eftermiddag sender direkte fra Formel-3000 løbet, hvor danske Jason Watt er med.
MBP  


Hop til top
Barcelona, 3. træning

Lørdagens første session er netop overstået. McLaren som i går ikke imponerede slog her til morgen tilbage. Hakkinen og Coulthard satte på skift hurtigste tid, men til sidst måtte Hakkinen se sig tilfreds med dagens 3. hurtigste tid efter Coulthard og Schumacher. Gårsdagens hurtigste mand, Eddie Irvine måtte i dag tage sig til takke med 16 pladsen. Hans tid var ca. 3 tiendedele langsommere end i går. Men ingen ved om han blot er ved at teste race setup. Retter vi blikket frem mod eftermiddagens kvalifikation, så tyder det på en særdeles spændende time. Michael Schumacher er kun 0,074 sekund efter Coulthard på en bane som godt kan betegnes som McLarens hjemmebane. Og med mindre dagens anden træning vil det andeledes må det da også igen blive en kamp mellem McLaren og Ferrari. Nærmeste forfølger er Villeneuve som er næsten 1 sekund efter Coulthard. Tiderne finder du som altid på vores resultat side.
MBP  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk