Andre klasser


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
30.5.2000
 Thyrring forlader Le Mans-projekt
 
29.5.2000
 BTCC - Tom K vinder
 Indy 500 - Montoya vinder
 DTM - Dobbeltsejr til Schneider
 BTCC - Tom K på pole
 DTC - Thyrring vandt
 

Hop til top30.5.2000

Thyrring forlader Le Mans-projekt

Racerkøreren Thorkild Thyrring forlod tirsdag det danske Le Mans projekt få uger før selve 24-timers-løbet i Frankrig, hvor han skulle have kørt sammen med en anden dansk veteran, John Nielsen.

Det skete af personlige årsager - hvilke oplyses ikke - og efter gensidig overenskomst med Danish Racing Team/Team Den Blå Avis, der finansierer projektet med et rent dansk hold i verdens mest berømte billøb. Parterne udsendte tirsdag følgende pressemeddelelse, som er underskrevet af Frank Ludvigsen fra Danish Racing Team/Team Den Blå Avis:

"Den professionelle racerkører Thorkild Thyrring trækker sig af helt personlige årsager ud af Danish Racing Team/Team Den Blå Avis.

Danish Racing Team/Team Den Blå Avis har fuld forståelse for den personlige beslutning, Thorkild Thyrring har truffet og takker ham for hans store indsats for holdet.

For at imødegå eventuelle misforståelser af sportslig karakter, vil vi her blot konstatere, at Thorkild Thyrring ved testen for nylig på Le Mans banen kørte fuldt konkurrencedygtige tider.

Danish Racing Team/Team Den Blå Avis ønsker, at det størst mulige hensyn udvises i denne for Thorkild Thyrring personlige og private sag."

/ritzau/

AN  


 

Hop til top29.5.2000

BTCC - Tom K vinder

Tom Kristensen vandt i dag sin første sejr i BTCC, der går for at være verdens hårdeste serie for to-liters standardvogne. Tom Kristensen kørte på Oulton Park-banen ved Manchester sejren hjem fra pole position, men ikke uden dramatik:
"På fjerdesidste omgang tabte Rickard Rydells Ford Mondeo lige så meget olie, som Exxon Valdez gjorde i Alaska. Jeg skøjtede igennem tre sving, mens min nærmeste konkurrent Jason Plato tabte fire sekunder i samme sving. På tredjesidste omgang ville jeg køre uden om oliepølerne, men dermed ramte jeg efter en bakketop ned på en stor sten og slog hul i min egen oliesump! Min olielampe lyste mere og mere faretruende på de sidste tre omgange, mens min Honda lækkede olie, og røgen væltede op fra motorrummet. Jeg har aldrig troet, at tre omgange kunne føles som et helt Le Mans, men heldigvis kunne jeg krydse målstregen foran Plato," siger en glad dansker fra Oulton Park.

Det var en speciel følelse for Kristensen at køre sejren hjem på denne mandag, der er Bank Holiday i England. Tom K er nemlig bank-uddannet, så hvad var mere passende for ham end at vælge netop denne 10. runde i årets BTCC-mesterskab til at køre sæsonens første sejr hjem for Honda Team Redstone?

Med sejren har Tom Kristensen yderligere manifesteret sit omdømme som verdens bedste allround-kører. Han har nu præsteret det utrolige at have vundet løb, haft hurtigste omgang og pole positions i alle de serier, han har deltaget i siden overgangen til professionel kører i 1991, nemlig:

Det tyske Formel 3-mesterskab
Det japanske Formel 3-mesterskab
Den japanske standardvognsserie JTCC
Den japanske Formel 3000-serie
Den japanske GT1-klasse
Det internationale Formel 3000-mesterskab
24-timers-løbet Le Mans
Den tyske standardvognsserie, STW
Den amerikanske Le Mans-serie
Det engelske mesterskab for standardvogne, BTCC

Hertil kommer testkørsler i den amerikanske IndyCar-serie og for fire Formel 1-team, senest for Michelin, der sammen med BMW-Williams arbejder på at udvikle dæk til næste års F1-mesterskab (for fuldstændighedens skyld har den alsidige chauffør også deltaget i sæbekasseløb i forbindelse med byfester hjemme i Hobro, men lad det nu ligge her).

tomkristensen.com

BB  


Hop til top
Indy 500 - Montoya vinder

Det lykkedes for Juan Pablo Montoya at vinde et af motorsportens største løb - Indy 500. Med den sejr i CV'et står alle døre åbne for den hurtige colombianer der kandiderer til et sæde hos BMW-Williams fra næste sæson.

Montoya startede fra 2. position da løbet blev sat i gang, men det var først efter det første pitstop af han var i front af løbet foran Robby Gordon. Fra det tidspunkt dominerede Montoya løbet, der aldrig rigtig slap ud af hænderne på ham, sådan som det er sket et par gange i ChampCar. Greg Ray, der startede fra pole position kørte i muren og dermed bristede den forsvarende IRL-mesters drømme om sejr i Indy 500. Mere drama: De to kvinder der stillede til start kom i klammeri på banen og endte med at køre hinanden af banen.

Montoya var i det hele taget totalt dominerende. Når han var i front kom ingen forbi ham, og efter at han havde været i pit kørte han sig i front. Blandt andet på de sidste omgange var han helt på toppen - og fuldt fortjent vinderene af det 84. Indy 500. Med sejren på Indianapolis bør han have en plads i Formel 1!

Montoya dominerede Indy 500 og vandt fuldt fortjent
Foto: Allsport

Resultatet af Indy 500

Pos.KørerAfstand
1.Juan Pablo Montoya -
2.Buddy Lazier+ 7,184
3.Eliseo Salazar+ 15,702
4.Jeff Ward+ 18,413
5.Eddie Cheever jr.+ 18,726
6. Robby Gordon+ 19,074

BB  


Hop til top
DTM - Dobbeltsejr til Schneider

Mercedes gjorde rent bord i den første afdeling af DTM på den korte Hockenheim-bane, da Bernd Schneider vandt begge løb, efter i lørdags at have taget pole position. Der var ikke tale om en marginal sejr til Schneider - i begge løb var han markant foran resten af feltet.

Schneider blev i den første afdeling overhalet af Manuel Reuter på de første meter, men Opel-kørerens føring holdt ikke længe. Han kørte for bredt i det første sving og faldt tilbage. Sidenhen kørte han sig dog fornemt op gennem feltet til 3. pladsen. For Audi blev den første afdeling ikke meget at skrive hjem op - to af racerne gennemførte, men langt fra pointene. Kris Nissen blev nummer 16 - af de 16 der gennemførte.

Det andet løb bød på et heftigt regnvejr midt i løbet som gjorde at der skulle skiftes dæk. Regnen havde allerede sat ind tidligere hvor sikkerhedsbilen måtten en tur på banen. Løbet blev af løbsledelsen forkortet på grund af regnvejret så der blot blev kørt 31. omgange. Endvidere blev det bevist at den voldsomme DTM-kørsel stadig eksisterer. Manuel Reuter kørte resolut Peter Dumbreck af banen - det fik tyskeren siden hen en straf for, der gjorde at han ikke fik point…

Derudover fik Marcel Fässler en god start på sin DTM-karriere da den unge kører sikrede sig to anden pladser. Manuel Reuter og Michael Bartels hentede hver især Opels bedste placering - de to hver en 3. plads. Timo Scheider hos Opel gjorde det også rigtig godt, og var den mest stabile Opel-kører, og er bedst placeret i den samlede stilling af Opel-kørerne. Audi har ikke fået nogle point endnu.

Resultatet af den 1. afdeling

Pos.KørerMærkeTid
1.Bernd SchneiderMercedes40:54,208
2.Marcel FässlerMercedes+ 20,944
3.Manuel ReuterOpel+ 26,643
4.Timo ScheiderOpel+ 28,771
5.Peter DumbreckMercedes
BB  


Hop til top
BTCC - Tom K på pole

Tom Kristensen leverede i dag sit bedste resultat i årets BTCC-mesterskab, da han sikrede sig pole til 10. runde af det britiske mesterskab for standardvogne. Tom K har hele sæsonen sammen med resten af sit team haft problemer med at få justeret Hondas Accord-biler perfekt, men på den teknisk krævende Oulton Park-bane slog den 32-årige dansker til. Selv om han aldrig har kørt løb på banen, var han hurtigste mand, og dermed mangler Tom Kristensen "blot" at vinde mandagens løb for at bevare en utrolig rekord: Lige siden sin overgang til tysk Formel 3 i 1991 har Tom K præsteret såvel pole, hurtigste omgange som sejre i alle de serier, han har kørt. Løbet køres som nævnt først mandag, der er helligdag i England.

Pos.KørerMærkeBedste tid
1.Tom KristensenHonda Accord1:23,827
2.Matt NealNissan Primera1:23,882
3.Anthony ReidFord Monedo1:24,031
4.Jason PlatoVauxhall Vectra1:24,071
5.James ThompsonHonda Accord1:24,142

tomkristensen.com

BB  


Hop til top
DTC - Thyrring vandt

Thorkild Thyrring vandt en flot sejr, da en række af Danmarks bedste professionelle racerkørere blev udfordret af den hjemlige elite i anden afdeling af Dansk Touringcar Challenge. På den svære Ring Djursland havde Nissan Primera-køreren en meget tæt kamp med den førende i mesterskabet, Michael Carlsen, som han fulgte som en skygge igennem størstedelen af løbet. Først med fem omgange igen opstod der en situation, som Thyrring kunne udnytte, da han udbremsede Carlsen for enden af langsiden.
"Michael Carlsen er en meget dygtig kører, og han lavede slet ingen fejl i dag," sagde Thorkild Thyrring anerkendende efter løbet.
"Når vi kørte igennem Skoven, var det begyndt at blive glat, og her driftede vi begge meget, men jeg fik pludselig mulighed for at lukke hullet til Michael, så jeg lå lige bag efter ham, da vi kom ind på langsiden. Så var det nu, det skulle gøres, hvis det skulle ske i dette løb, og så gik jeg på indersiden af Michael, som jeg gik forbi."

Thorkild Thyrring trak herefter nogle få sekunder fra Michael Carlsen, der dog ikke havde valgt at give op, selv om han havde mere end ti sekunders forspring ned til næste mand.
"Jeg kunne virkelig mærke, at jeg kørte rundt med meget mere vægt end Thorkild, efter at jeg har fået ballast i bilen på baggrund af min sejr på Jyllands-Ringen," siger Michael Carlsen. "Men jeg skal ikke klage. Det er jo det, der er ideen med ballastvægten, nemlig at vi bliver så jævnbyrdige som mulige."

Tredjepladsen gik til Michael Schröter, der var ovenud tilfreds med resultatet. Hans dag på Ring Djursland var nemlig ikke forløbet helt problemfrit.
"Da jeg skulle starte kvalifikationsløbet, begyndte min kobling at bide, så snart jeg kom over 7.000 omdrejninger, så jeg var nødt til at trække håndbremsen," forklarede Grindsted-køreren. "Men da starten gik, havde jeg glemt alt om håndbremsen, så jeg kom kun afsted som nummer ti eller sådan noget."

I løbet af kvalifikationsheatets og finalens ialt 30 omgange lykkedes det imidlertid Schröter at køre sig op til en tredjeplads, da det ternede flag faldt. Men da kunne hans bil heller ikke mere. Spærredifferentialet var gået i stykker, og en olietryksmåler, der blot viste tre bar, vidnede om en motor, der var klar til en hovedreparation.

Mange overhalinger leverede John Nielsen også. I sin Nissan Primera var han kommet fra start som nummer to i kvalifikationsheatet, men da andetgearet gik i stykker havde han svært ved at følge med.
"Selv om jeg kom i mål som treer, så valgte jeg at starte finalen bagest, for jeg var simpelthen bange for, at de andre ville køre hen over hovedet på mig, når jeg ikke kunne komme afsted," fortalte John Nielsen efter finalen, hvor han kørte sig fra en sidste- til en syvendeplads.
"Jeg er lidt skuffet i dag, for det kunne godt have været min weekend. Bilen kørte bare perfekt, men en masse ting har drillet. I dag var det andetgearet, som gik i stykker, og som senere betød, at koblingen begyndte at glide til sidst, og i går var det en drivaksel, som knækkede, netop som jeg lå til at tage pole position."

Næste afdeling af Dansk Touringcar Challenge køres på Jyllands-Ringen den 12. juni.

BB  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk