Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
5.5.2011
 Vejgaard
 
17.4.2011
 Sejr til Hamilton i spændende løb
 Kinas GP - resultat
 

Hop til top5.5.2011

Vejgaard

Vejgaard
HVJ  


 

Hop til top17.4.2011

Sejr til Hamilton i spændende løb

Efter to sejre i træk måtte Sebastian Vettel i Kina nøjes med en 2. plads, efter at have kontrolleret løbet i store perioder. Men dækkene blev afgørende. Det blev de også for Mark Webber, der var dagens bedste og sluttede løbet på en 3. plads. Løbet i Kina var hele vejen igennem spændende - DRS gjorde sit til underholdningsværdien. Specielt slutningen blev spændende - og spændende afslutninger er det vi vil ha'.

Egentlig gik det måske galt for Vettel allerede da starten gik. Selvom han havde pole position, som i de to forgående løb, kom han ikke bedst fra start. Button skød frem fra sin placering som nr. 2 og tog føringen. Også Hamilton smuttede indenom Vettel, og selv Rosberg fik sat et angreb ind. Det lykkedes dog ikke.

Undervejs i løbet nåede både Button, Hamilton, Rosberg og Vettel at føre, og alle kunne de have vundet løbet. Men til sidst var det Hamilton der trak det længste strå. På det tidspunkt så det ellers ud til at Vettel havde placeret sig fornuftigt og lå til at køre løbet hjem, men hans dæk var slidte, mere end Hamiltons. Så McLaren køreren hentede tyskeren, lagde et stort pres på ham. Et par gange prøvede han at komme forbi, men Vettel var ikke lige i humør til at forære noget væk.

Hamilton valgte i stedet at sætte et angreb ind et lidt overraskende sted, og der strøg han forbi Vettels racer. Via pitradioen kunne man et par omgange tidligere høre om Vettels problemer. For det første kunne teamet ikke høre hvad han sagde i radioen, for det andet kunne de fortælle ham at han bare skulle blive ude på banen. Et dækskifte på det tidspunkt ville også have kostet meget mere end en sejr.

Mark Webber sluttede på 3. pladsen, men kørte sådan set sit eget løb, uafhængigt at alle andre. Han var ikke i nærheden af en sejr, som både dem foran ham og dem bag ham, var. Webber havde efter en elendig kvalifikation fornøjelsen af at starte som nr. 18. I lang tid virkede hans fremskridt minimale, men han havde valgt en rigtig strategi og kørte langt på hårde dæk, for så at have bløde dæk på de sidste omgange og han overhalede sådan set de fleste af de, der også fik point, på disse sidste omgange. Fantastisk kørsel af Webber, der kunne have vundet hvis løbet havde været en fem - seks omgange længere.

Den sidste der blev overhalet af Webber, var Jenson Button, der ellers selv havde passet fornuftigt på sine dæk og virkede til at han kom tættere på Hamilton og Vettel, men Webber var bare så meget hurtigere. Button kørte et godt løb, men lavede en dum fejl ved første pitstop. Fra sin førsteplads dykkede han ind i pitten, tæt fulgt at Vettel. Red Bull vandt VM sidste år og har derfor pit lige ved indkørslen. McLaren blev nr. 2 i sidste års VM og har derfor pit nr. 2. Men Button dykkede ind i den første pit hvor der stod mekanikere - og det var jo altså Red Bulls pit! Han nåede næsten at holde helt stille, inden han opdagede fejlen og Red Bull mekanikerne vinkede ham videre.

Den episode betød at Vettel kom foran Button og dermed døde Buttons reelle chance for at vinde løbet. Han kunne måske have fået chancen hvis løbet havde været længere, da han ligesom Webber, mod slutningen havde bedre dæk end dem der var foran. Men efter at Webber havde overhalet ham, var løbet ligesom kørt for Button, der måtte stille sig tilfreds med en 4. plads.

Løbets positive overraskelse var Mercedes. Begge kørere fik point, og Rosberg førte i flere omgange. Han kæmpede godt for sig, men i længden kunne han ikke rigtig gøre noget. Specielt ikke da han fik en melding over radioen om at de var bekymret for om han havde brændstof nok - eller sagt på en anden måde, han skulle bruge lidt mindre brændstof. Da Rosberg så blev angrebet måtte han mere eller mindre lade sig passere - og det betød altså at han sank fra en podieplads til en 5. plads. Men efter præstationerne i de to første løb er en 5. plads også mere end godkendt, og specielt når man tager måden i betragtning.

På 6. og 7. plads finder vi de to Ferrari racere. Og lidt overraskende er det Massa der lå forrest. Begge kørte de et fornuftigt løb, og virkede hurtige. Men da alt kom til alt havnede de et stykke nede i feltet. Det virker som om Ferrari har langt til fronten af feltet.

Michael Schumacher rundede en god Mercedes dag af med en 8. plads, men selvom der kun var to kørere mellem ham og holdkammeraten, var det alligevel to helt forskellige løb. Rosberg var med i topkampen og tabte. Schumacher endte på en 8. plads fordi det var det bedste han kunne nå.

På 9. pladsen kom Petrov, der undervejs måtte duellere med Heidfeld i den anden Renault. Russeren har i tre løb i år vist mere end han viste hele sidste sæson, hvor man flere gange var i tvivl om hvorvidt han egentlig hørte til i Formel 1.

Det sidste point gik til Kobayashi der allerede fra start af overhalede en masse, sådan som han altid gør - faktisk var det her løb nok et af hans mere afdæmpede. Men endnu engang viste Sauber at de i øjeblikket er gode til at høste placeringer.

Den eneste kører der udgik var Alguersuari i Toro Rosso, der efter sit pitstop tabte sit et ene bagdæk - ikke videre imponerende, men tilgengæld farligt.

Det Kinesiske Grand Prix var et spændende løb, og selvom Vettel stadig i den grad fører VM, så viste McLaren tænder og åbnede op for at både VM og løb kan blive spændende i 2011. Om tre uger er vi klar igen, så hedder det Tyrkiet.

MMT  


Hop til top
Kinas GP - resultat

Det var vel et af de mere underholdende Formel 1 Grand Prixer der blev kørt i Kina i formiddags. Tætte dueller gennem stort set hele løbet og med en anden vinder end i de to første Grand Prixer i år.
Vinder blev Lewis Hamilton i McLaren foran de to Red Bull Racing kørere, Sebastian Vettel og Mark Webber. Mark Webber startede som nummer 18 og sluttede altså som nummer 3. Vel dagens bedste præstation.

Kinas GP - resultat:
Pos Kører Team Tid
1. Lewis Hamilton McLaren-Mercedes 1.36:58.226
2. Sebastian Vettel Red Bull-Renault 5.198
3. Mark Webber Red Bull-Renault 7.555
4. Jenson Button McLaren-Mercedes 10.000
5. Nico Rosberg Mercedes 13.448
6. Felipe Massa Ferrari 15.840
7. Fernando Alonso Ferrari 30.622
8. Michael Schumacher Mercedes 31.206
9. Vitaly Petrov Renault 57.404
10. Kamui Kobayashi Sauber-Ferrari 1:03.273
11. Paul Di Resta Force India-Mercedes 1:08.757
12. Nick Heidfeld Renault 1:12.739
13. Rubens Barrichello Williams-Cosworth 1:30.189
14. Sebastien Buemi Toro Rosso-Ferrari 1:30.671
15. Adrian Sutil Force India-Mercedes 1 omg
16. Heikki Kovalainen Lotus-Renault 1 omg
17. Sergio Perez Sauber-Ferrari 1 omg
18. Pastor Maldonado Williams-Cosworth 1 omg
19. Jarno Trulli Lotus-Renault 1 omg
20. Jerome D'Ambrosio Virgin-Cosworth 2 omg
21. Timo Glock Virgin-Cosworth 2 omg
22. Narain Karthikeyan HRT-Cosworth 2 omg
23. Vitantonio Liuzzi HRT-Cosworth 2 omg
NC Jaime Alguersuari Toro Rosso-Ferrari 12 omg

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk