Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
7.5.2000
 Skuffet Schumacher
 Følelsesmæssig sejr til Coulthard
 Barrichello takker Schumacher
 Nigel Stepney skadet
 Hakkinen og McLarens hattrick
 Villeneuve sikker hos McLaren?
 Resultatet af Spaniens Grand Prix
 Jubilæum i dag
 De la Rosa starter sidst
 Ferrari nyheder - lørdag.
 
6.5.2000
 Schumacher bryder McLaren-monopol
 Hakkinen tror på sejren
 Schumacher - Alt klappede
 Coulthard med meget benzin
 Ralf i vildrede
 Villeneuve igen med fremme
 Utilfredshed hos Jordan
 Arrows håber fortsat på Supertec
 Hvem kører på hvad?
 Minardi holder ikke alene
 Få teams ramt af virus
 Williams har mere i vente
 BAR nyt fredag
 

Hop til top7.5.2000

Skuffet Schumacher

Ikke så underligt var Michael Schumacher meget skuffet over udfaldet af dagens løb hvor han blot blev nummer 5 og hvor de værste rivaler i VM kom tættere på. "Jeg er selvfølgelig en lille smule skuffet," siger Schumacher der dog stadig har en god føring over Hakkinen i VM - finnen har stadig 14 point op til føringen i VM, men der skal ikke mange flere resultater af denne slags til førend Hakkinen er helt med i kampen om VM.

Dækvalget måske afgørende

Schumacher fik især problemer med hans dæk. "Måske havde det noget at gøre med mit valg af dæk, men der var også andre faktorer," fortalte tyskeren efter løbet, der som en af de eneste kørte på medium compounds. En af de andre faktorer der spillede ind, var det kaotiske første pitstop hvor Nigel Stepney blev kørt ned. "Ved det første løftede manden med slikkepinden sit skilt, men tog det så ned igen. Det er umuligt at stoppe så hurtigt. Jeg følte at jeg havde kørt over et eller andet og jeg så mig tilbage i spejlet og så en mekaniker på jorden," fortæller Schumacher der ikke mistede føringen ved uheldet i garagen. Han forsøgte sig at forhøre sig om hvad der var sket. "Jeg spurgte teamet hvad der var sket, men de svarede ikke."

En punktering med på vejen

Så var der det andet problem der gjorde at han måtte slække på tempoet og overlade pladserne på podiet til Coulthard og Barrichello. "Jeg fik en punktering og det var klart at løbet var ude af vor kontrol, men jeg er ikke vred," siger tyskeren der i stedet er tilfreds med i det mindste at tage point og fortsat vise at de er stærke og kan køre lige op med McLaren.

Så var der også lige en duel med lillebroder Ralf - og det har Michael et nøgternt forhold til. "Trækket mod min broder - der vil jeg blot sige at det var racing."

BB  


Hop til top
Følelsesmæssig sejr til Coulthard

For David Coulthard var andenpladsen i det spanske grand prix måske den største sejr for ham efter at han gennemførte et følelsesbetonet løb. Skotten var da også efter løbet tydeligt meget bevæget og at han få dage efter en så alvorlig ulykke kører så flot, viser blot at han er meget fokuseret og opsat på at komme videre i Formel 1.

Coulthard kunne efter løbet bekræfte at det havde været et emotionelt løb, og at de begivenheder der har været i ugens løb kommer til at sætte nogle ting på plads. "Det giver en nogle nye perspektiver, men jeg var opsat på at være med her og ikke lade det påvirke min kørsel," siger skotten der også fysisk var ret mærket.

Skade forværret

"Jeg har en skade på begge sider af kroppen," siger han om de ribben der blev trykket ved ulykken i tirsdags. "Det er blevet værre hver dag - man forventer at det kommer til at gå bedre, men jeg har fået det værre," siger Coulthard, der måtte have hjælp til at komme ud af hans racer da han var rullet ind i Parc Fermé.

Coulthard fik hjælp af sin forlovet Heidi da han kom ud af McLaren-raceren i dag
Foto: Allsport

Nu står den på et par fridage, så han kan blive helt restitueret. "Nu er jeg frem til et par fridage hvor jeg ikke vil køre nogen test i denne uge," fortalte han om de kortsigtede fremtidsplaner.

Godt at overhale Schumacher

David Coulthard har vist at han godt kan overhale, og selvom det var på en lidt billig baggrund da Michael Schumacher havde problemer med raceren, skal der alligevel noget til at overhale en anden racer - også selvom vedkommende kører langsommere end normalt. Udover at skotten følte at Schumacher kørte lige til grænsen var det en mindre sejr at overhale ham. "Det var en lettelse at komme forbi ham," kan skotten glæde sig. "Hans racer mistede et sekund pr. omgang så det gælder ikke - det var næsten som at overhale en Minardi," siger Coulthard lidt hånligt. Alligevel måtte der to forsøg til inden han kunne komme forbi…

Flere kommentarer fra McLaren.

BB  


Hop til top
Barrichello takker Schumacher

Rubens Barrichello fik hjælp til at få 3. pladsen i hus i det spanske grand prix, hvor Ralf Schumacher blev den store taber i en Ferrari-rokade. "På en måde skylder jeg disse point til Michael," sagde Barrichello efter løbet. Han erkender dog at han ikke rigtig var særlig godt med i løbet. "Der var ingen måde jeg kunne overhale Ralf før. Jeg så frem til pitstoppet hvor jeg overhalede David i det første og håbede at gøre det samme med Ralf, men med problemerne med Nigel blev mit andet stop langsommere så jeg mistede pladsen igen," beretter Barrichello.

I det hele taget følte Barrichello at det var et lidt kedeligt løb fra hans synsvinkel - men det kunne måske have været lidt mere spændende hvis han ikke havde fået en dårlig start. Han gik på de første meter fra 3. til 5. pladsen. Der var dog lidt spænding undervejs. Han kunne følge den tætte duel mellem Ralf og Michael om 3. pladsen. "Jeg troede at de ville køre sammen," fortæller han. "Så fik jeg et godt træk på indersiden og kom forbi dem begge," jubler Barrichello der blev vinderen i dagens største 'begivenhed' på banen.

Jean Todt kunne også gøre status og se at McLaren er kommet meget tæt på i VM. "Dagens resultat er skuffende, selvom Rubens fik tredjepladsen," siger den franske teamchef. "Vi har mistet ti point i konstruktørernes mesterskab og givet otte til Hakkinen og fire til Coulthard i kørernes mesterskab," siger Todt - og det har han så inderligt ret i! Todt kunne bekræfte at Nigel Stepney ikke er kommet alvorligt til skade.

BB  


Hop til top
Nigel Stepney skadet

Ferraris chefmekaniker Nigel Stepney blev skadet i Michael Schumachers første pitstop. Skylden kan dog alene lægges på teamet, da manden med den store "slikkepind" løftede skiltet alt for hurtigt og inden at de to folk ved benzintanken var kommet helt fri af Ferrari-raceren, hvilket førte til at Stepney måtte en tur i asfalten.

Det kom til at påvirke teamet efterfølgende, da der skulle findes en ny mand til den plads og det medførte et par langsomme pitstops. Heldigvis skulle Stepney ikke have brækket noget og efter et besøg på banens 'medical centre' kunne han komme tilbage til garagen - i rullestol. Der kunne han senere se at det gik helt galt hvor Schumacher mistede føringen til Hakkinen da tyskeren holdt i mere end 17 sekunder i pitten.

BB  


Hop til top
Hakkinen og McLarens hattrick

Det var et vaskeægte hattrick for McLaren og Mika Hakkinen da resultatet af det spanske grand prix lå klar. Hakkinen har vundet løbet tre år i træk, men det er også tredje år i træk at McLaren hjemfører en dobbeltsejr i Barcelona.

Der var ellers meget der tydede på at Michael Schumacher havde fået krammet på McLaren der ellers har været langt de stærkeste på Barcelona-banen, men tyskeren havde sine problemer. Det gav frit spil til Hakkinen og Coulthard, hvor sidstnævnte gentog den samme manøvre fra Silverstone, med en ydersideoverhaling af Michael Schumacher.

Hakkinen besteg for 3. år i træk det øverste trin på podiet
Foto: Allsport

På det efterfølgende pressemøde var Hakkinen glad - og finnen kan næppe aspirere til titlen som det talende vandfald… Af de få ord han fik fremstammet kunne han blandt andet fortælle at han virkelig var glad for sejren. Da spørgeren ikke rigtig fik nogen respons kunne man kun give mikrofonen videre til Coulthard (i øvrigt til stor forbløffelse for Hakkinen…)

Men Hakkinen nåede at få et par ord indsparket da han fik det sidste ord. "Gutterne gjorde det fantastisk i dag, specielt ved pitstoppet som de gjorde rigtig hurtigt og jeg vil sige tak for et godt teamarbejde," fik han sagt til sidst.

For Hakkinen og McLaren var resultatet af stor vigtighed da de efterhånden er ved at komme ind i VM-kampen og ganske langsomt æder sig ind på Schumachers føring. "Der er lang vej til slutningen af sæsonen, så alt kan ske," siger den forsvarende mester der fik sæsonens første sejr. Derudover er teamet også kommet rigtig tæt på i konstruktørernes mesterskab efter to dobbeltsejre.

BB  


Hop til top
Villeneuve sikker hos McLaren?

Vi er blot ved sæsonens femte løb og nu skulle det være meget sikkert - Jacques Villeneuve er klar til at køre for McLaren i den kommende sæson. Rygtet har rullet siden vinter og der flere ting der indikerer at der er noget om snakken, selvom teamet ellers har bedyret at et eventuelt kørerskifte ville finde sted indenfor den store Mercedes-familie.

Men Ron Dennis har ret så kraftigt lagt op til at der er snak mellem Villeneuve og McLaren om en kontrakt til den kommende sæson. For mange i Formel 1 er det lidt af en overraskelse hvis Villeneuve og McLaren bliver en realitet - canadieren er vist ikke meget for Ron Dennis strømlinede PR-skoling. Omvendt fortjener Villeneuve en bedre racer og det er ærgerligt at en kører af hans kaliber har været ude af topstriden i Formel 1 siden 1998.

Årslønnen ligger på den anden side af 100 millioner kroner for canadierens service. Hvem han erstatter er fortsat uvist, men Coulthard er det mest oplagte bud. Dog er skotten blevet meget hurtigere og kører i øjeblikket bedre end tidligere. Hakkinen kan måske også fristes til at søge nye udfordringer.

BB  


Hop til top
Resultatet af Spaniens Grand Prix

Efter et spændende løb så blev det til dobbelt triumf for McLaren, Mika Hakkinen vinder dagens Grand Prix foran teammate David Coulthard og med Rubens Barrichello på 3. pladsen.

For første gang i lang tid var det et løb med flere spændende nærkampe, og det endda i mellem de førende. Således måtte Michael Schumacher forsvare sig imod en temmelig agresivt kørende Mika Hakkinen i de første 2/3 af løbet, dog uden at lade ham komme forbi. Senere så var det igen Michael Schumacher der var i nærkamp, og denne gang med hans bror, Ralf Schumacher, der indhentede ham da han kørte med en sivepunktering. Og denne nærkamp var nådesløs, Michael Schumacher pressede næste sin bror af banen , for at hjælpe sin anden kører Rubens Barrichello forbi Ralf Schumacher.

Men eller så var det igen et løb som mere eller minder blev afgjort i pitten. Da Michael Schumacher var i pit til sit første pitstop, så hævede manden med "slikpinden" den for tidligt, med det resultat at han kørte den ene af sine mekanikere over og rev påfyldningsstudsen ud af tankåbningen. Dette bevirkede at da han kom ind til sit andet pitstop, så kunne de ikke få påfyldningsstudsen i tankåbningen, og pitstoppet varede næsten 18 sek. Til alt held så forlyder det nu at mekanikeren ikke er kommet alvorligt til skade.

Det så i øvrigt ud til at Jenson Button igen skulle score point, men bare 3 omgange før mål, så gav hans BMW motor op.

Stillingen i top 6:
1 - Mika Hakkinen
2 - David Coulthard
3 - Rubens Barrichello
4 - Ralf Schumacher
5 - Michael Schumacher
6 - Heinz-Harald Frentzen

AN  


Hop til top
Jubilæum i dag

Den engelske Formel 1 kører Johnny Herber kører sit Grand Prix nummer 150 i dag. Herbert har i sin lange Formel 1 karriere kørt for følgende teams: Benetton, Tyrrell, Lotus, Sauber, Stewart og i øjeblikket kører han for Jaguar.

Herbert kører i dag grand prix nummer 150
Foto: Allsport

Allerede i sit debut løb for benetton i 1989 scorede han point, han kom i mål på en 4. plads. Og hvis han scorer 2 point i dag, så kommer han op på totalt 100 point, og kan dermed fejre "dobbelt jubilæum".

Johnny Herberts Formel 1 karriere:
År Team Placering Point
1989 Benetton - Ford
Tyrrell - Ford
14 5
Kørte seks løb for Benetton og to løb for Tyrrell, samtlige point scoret for Benetton.
1990 Lotus - Lamborghini -- 0
Stillede op i to løb, og udgik af dem begge.
1991 Lotus - Judd -- 0
Deltog i 8 løb, og udgik i 3 af dem.
1992 Lotus - Ford 14 2
Første hele sæson i Formel 1.
AN  


Hop til top
De la Rosa starter sidst

Pedro de la Rosa får det meget svært ved at køre sig i top-6 i hjemmebaneløbet. Spanieren er nemlig blevet flyttet ned til den sidste startposition, da løbskommisærerne fandt frem til at den benzin som Arrows-raceren benyttede ikke stemte med det "fingeraftryk" som FIA har.

Arrows ankede afgørelsen, men har til formiddag alligevel valgt at følge FIAs afgørelse og derfor starter Pedro de la Rosa fra 22. pladsen.

Nu er det i stedet Marc Gene der er den bedste spanier - der kan komme en spændende spanier-duel længere tilbage.

BB  


Hop til top
Ferrari nyheder - lørdag.

Michael Schumacher scorede sin første pole position i år. Det er Michael Schumachers 24. pole position i karrieren. Det er Ferrari's anden pole position i år, og det er den 129. pole position gennem tiderne.

Jean Todt var glad for dagens kvalifikation og sagde efter kvalifikationen " Jeg er meget glad for dagens resultat, og med at vi nu i 2 løb i træk har taget pole position. At kvalificere sig som nr. 1 og 3 beviser at vores biler er meget konkurrencedygtige, noget vi har arbejdet meget på her i weekenden. Vi vil kæmpe så blodet sprøjter i morgen for at vinde sæsonens 4 sejr, men vi skal nok forvente at vi skal kæmpe hårdt med McLaren om sejren. Dagens præstation på denne meget krævende bane viser at vi har potentiale i vores bil, og det kan vi takke alle i teamet for. For alle i teamet skal have et skulderklap, de har alle arbejdet meget hårdt for at nå til hvor vi er nu."

Michael Schumacher var også glad for årets første pole position, og sagde efter dagens kvalifikation " Det var meget tæt derude i dag, og hvis man skulle have en god omgang så skulle alt bare falde i hak, men det er helt sikkert dejligt, at jeg endelig har taget årets første pole position. Min taktik var at jeg ville starte med at lave 2 hurtige omgange, derefter ville jeg kun lave en hurtig omgang. Da både vinden og temperaturen steg, blev det svært at forbedre tiderne til sidst. Jeg var ikke helt tilfreds med bilen i dag, men det hjalp at jeg ikke havde nogle forhindringer da jeg lavede min bedste omgang. Vi lavede nogle små ændringer på set-upet, men de virkede ikke som jeg håbede at de ville gøre. Jeg tror at i morgen bliver starten meget vigtig. Hvis man kommer godt fra start, så kan man bedre lægge en god taktik. Men skulle vi få en dårlig start, så har vi tidligere bevist at vi kan komme bagfra og alligevel vinde løbet."

Rubens Barrichello er skuffet over kun at være nr. 3 på gridden, og sagde efter kvalifikationen " Jeg syntes at min bil var bedre i morges, så derfor er det godt at være mellem de 3 første på gridden, men jeg mener at jeg kunne havde kørt hurtigere, men jeg fik ikke det bedste ud af bilen i dag. Selve løbet bliver meget hårdt, og man skal hele tiden holde øje med sine dæk, for banen er meget hård ved ens dæk. Hvis jeg ikke kommer forbi Michael eller Mika når starten går, så er jeg sikker på at jeg kan kører lige op med dem, så jeg mener et jeg har rimelige chancer for at vinde i morgen."

BKP  


 

Hop til top6.5.2000

Schumacher bryder McLaren-monopol

Michael Schumacher kørte sig til Ferraris anden pole position - og den første i Barcelona for Ferrari. Det kan være af største vigtighed eftersom man som hovedregel siger at den der har pole har de bedste chancer for at vinde. Men Hakkinen ligger tæt på - og der skal nok blive flere spændende dueller i løbet.

Michael Schumacher fortsat i topform i Barcelona
Foto: Allsport

Første mand på banen var Jean Alesi i den svære Prost-racer. Der præsenterede den spektakulære franskmand hvor vigtigt det er at have god traction - dette kunne blandt andet ses i de langsomme sving på banen. Frentzen var den første af de hurtige kørere og tyskeren satte den hurtigste tid, men tiderne lå langt fra de tider som det var ventet at man kunne få, på grund af den varme asfalt.

Jacques Villeneuve tog føringen efter 13 minutter i tiden 1:22,322, en tid der var 0,153 sekund bedre end Frentzens tid. Ralf Schumacher blev den første til at komme under 1:22, da han satte tiden 1:21,823 - dagens bedste tid efter 15 minutter.

Rubens Barrichello var den næste med den bedste tid - 1:21,770. Men brasilianerens racer virkede mere urolig end i tidligere løb. Trulli var i mellem tiden kravlet op på 3. pladsen. Første forsøg fra McLaren stod Mika Hakkinen for - og han viste at det var i den sidste sektor at han især vandt de vigtige tiendedele - Hakkinen i front efter 20 minutter med tiden 1:21,367. Men der havde stadig ikke været skyggen af Michael Schumacher og David Coulthard med hurtige tider.

Michael Schumacher var på banen til sit første forsøg og lå efter de to første sektorer i front men tabte godt to tiendedele i de sidste fire sving. Dette kunne være et tegn på at McLaren kørte med lidt mere vinge, hvilket blandt andet kunne ses af at Ferrari'erne var lidt hurtigere på toppen.

Rubens Barrichello var på en hurtig runde men igen overkørte han raceren og måtte droppe omgangen - det har vi set for mange gange fra Barrichellos side i år. Problemer hos McLaren - David Coulthard har ikke sat en tid hvor der mangler 25 minutter - skotten har rullet rundt på banen, men ikke sat en hurtig tid. Reserveraceren hos McLaren var imidlertid sat op til Mika Hakkinen, så der var problemer for skotten.

Stillingen efter en halv time:

1. Hakkinen
2. M. Schumacher
3. Barrichello
4. R. Schumacher
5. Trulli
6. Frentzen

Andet forsøg til Mika Hakkinen - bedre i de to første sektorer, men alligevel afbrød han omgangen. David Coulthard kom ud i reserveraceren og satte med det samme 3. bedste tid - blot 0,174 efter Hakkinen. Det er klasse, når man tager i betragtning af raceren var sat til Hakkinen. Spørgsmålet er om David Coulthard aldrig har været bedre end han er nu!

Andet forsøg fra Michael Schumacher med mindre end 20 minutter tilbage af kvalifikationen - og der er han virkelig på vej til en supertid: 1:20,974 og det var 0,393 sekund bedre end Hakkinens tid - nu skal der virkelig graves dybt hvis McLaren skulle tilbage i front. Rubens Barrichello fik hans tredjeplads tilbage, mens Nick Heidfeld kunne parkere en ødelagt Prost-racer i pitten.

Hakkinen tager stidshandsken op i sit tredje forsøg, men der mangler stadig 0,365 sekund op til Schumacher. Er tyskeren på vej til hans første pole position i år for Ferrari? McLaren så ud til at være slået på den bane som ellers har været deres 'hjemmebane' de sidste par år.

Med fem minutter tilbage var der således lagt op til en spændende finale - selvom der var meget der tydede på at Michael Schumacher var sikker på pole position. Jacques Villeneuve er tilbage i topform - og satte dagens 6. bedste tid og med en ny superstart kan han meget vel få en stor rolle i morgendagens løb.

De forreste kom på banen til det sidste forsøg - først Michael Schumacher der ikke forbedrede hans tid. Men Mika Hakk

BB  


Hop til top
Hakkinen tror på sejren

Mika Hakkinen kørte sig til anden position forud for det spanske grand prix, og selvom han var tæt på at sætte pole position var den finske verdensmester dog fortrøstningsfuld efter dagens kvalifikation. "Vi er kommet gennem masser af arbejde i dag og jeg er mere glad for raceren end jeg var i går," siger Hakkinen. Han forklarer også hvad der gjorde at han i de sidste sekunder kunne komme rigtig tæt på Schumachers bedste tid.

"Jeg satte min hurtigste tid i det sidste forsøg i de sidste minutter hvor luften var køligere. Alligevel føler jeg ikke at det påvirkede min tid, fordi jeg følte at jeg kørte en bedre omgang. Det er en meget teknisk bane og det er udfordrende at køre den rigtigt," siger Hakkinen der har vundet på banen de sidste to år - to sejre der endda var dobbeltsejre.

Det forventer han også bliver tilfældet i morgen. "Jeg er i forreste række så jeg ser frem til morgendagens løb men det bliver svært fordi banen fysisk er meget krævende," forklarer Hakkinen.

BB  


Hop til top
Schumacher - Alt klappede

Michael Schumacher er i topform i Barcelona og hvis hans form fortsætter vinder han også løbet i morgen. Men der bliver kamp til stregen. "Det var meget tæt i dag og hvis man får alt til at klappe så bliver omgangen god," siger Schumacher. "Det er helt sikkert rart at være i pole position for første gang i sæsonen," siger tyskeren der også gav forklaringen hvorfor der måske var forskelle i omgangtiderne. "Den øgede vind og temperaturen gjorde det lidt sværere mod slutningen," forklarer Michael Schumacher.

Michael Schumacher fik hans første pole position i år
Foto: Allsport

Starten i morgen bliver afgørende for udfaldet af løbet, da Barcelona-banen er svær at overhale på. "Starten vil være vigtig da det er nemmere at planlægge strategien og kontrollere det fra front, men vi har vist i sæsonen at vi også kan finde når vi kommer bagfra," siger tyskeren der fører suverænt i VM-stillingen.

Rubens Barrichello kunne ikke gentage hans pole position fra Silverstone, men var 4/10 efter Schumacher. "Jeg følte at min racer var bedre til morgen, så det er godt at være i top-3, selvom jeg mener at jeg kunne have kørt hurtigere da jeg ikke fik det maksimale ud af raceren," siger Rubens Barrichello. Brasilianeren forventer et svært løb. "Løbet bliver svært fordi man skal se efter ens dæk, men jeg havde en god løbssimulation i sidste uge og jeg ved hvad jeg skal gøre," siger han videre og tror på et stærkt løb.

Jean Todt var også meget glad for sæsonens anden pole position. "Vi vil kæmpe for sejren i morgendagens løb men vi kan forvente en tæt og hård kamp med vores nærmeste rivaler," siger teamchefen om McLaren der ligger godt til.

Hos Ferrari er man nu ved at tro at teamet har den hurtigste racer. "Alle siger at McLaren har haft overtaget i starten af året, men jeg er nu ikke så sikker," siger Ross Brawn. McLaren har tidligere været de stærkeste på den teknisk krævende Barcelona-bane, men Ferrari er meget godt med nu!

BB  


Hop til top
Coulthard med meget benzin

David Coulthard er virkelig stærkt kørende, også selvom han har været igennem en svær tid. Desværre for skotten fik han ikke mulighed for at vise hele potentialet. Der var problemer med hans racer og det kom til at ødelægge hans chancer for at sætte en optimal tid. "Min placering er ikke et sandt billede af hvad vi var i stand til i dag," siger Coulthard. Der var problemer med benzintilførslen til skottens McLaren-racer.

David Coulthard måtte køre med mere benzin end normalt - det gav 4. pladsen
Foto: Allsport

"Jeg er sikker på at jeg kunne have været i den forreste række men jeg fik et problem med benzinen på min første omgang i den første sektor og jeg måtte afbryde den," siger skotten. Han skiftede ikke til reserveraceren, men valgte i stedet at blive i hans racer og kørte med mere benzin end normalt for at løse problemet. Han tror dog på sejren - fra 4. pladsen er det ikke umuligt at vinde. "Glem ikke at jeg vandt det britiske grand prix hvor jeg kvalificerede mig som nummer fire," slutter Coulthard.

BB  


Hop til top
Ralf i vildrede

Ralf Schumacher fortsætter med at vise solid og stærk kørsel i BMW-Williams'en - og i dag blev det til en 5. plads. På trods af det fornemme resultat var Ralf dog lidt i vildrede - for godt nok er 5. pladsen et godt udgangspunkt, men.

"Man kan sige at det er frustrerende fordi, hvis jeg fandt yderligere to tiendedele ville jeg have været i anden række. Men på den anden side, hvis nogen havde sagt til mig i begyndelsen af sæsonen at jeg ville være i tredje række, kun to tiendedele efter en Ferrari, ville jeg have sagt at de var skøre," siger Ralf Schumacher. Så mon ikke han alligevel er ret tilfreds.

Det gik ikke så godt for Jenson Button som elles forud for løbet skiltede med at han havde gode muligheder da han kendte banen godt. Alligevel har piben fået en anden lyd efter dagens kvalifikation. "Jeg har haft bedre kvalifikation. Der er tidspunkter hvor man stadig føler straffen ved at være uerfaren og det har været en af dem," siger den engelske sensation.

BB  


Hop til top
Villeneuve igen med fremme

Jacques Villeneuve fortsætter med at være med fremme og fik årets bedste resultat i kvalifikationen i denne sæson. Canadieren starter som nummer 6 når der i morgen skal køres løb og det giver BAR flere muligheder for at score point.

"Jeg er meget glad for 6. pladsen. Det føles godt - næsten som at kæmpe om pole position," siger den tidligere verdensmester. Han valgte at gå tidligere ud end normalt og det gjorde at han slap for trafik og gule flag. Derudover peger han på at teamet siden starten af året er blevet et halvt sekund hurtigere - nu er de 1 sekund efter de bedste. Canadieren har endnu et godt kort i ærmet. "Endnu en god start vil virkelig være nyttigt i morgen fordi vi er så tæt på fronten," siger canadieren der har grundlagt sine pointresultater med en stærk start.

Det gik dog ikke så godt for Ricardo Zonta, der ikke følte at han havde det rigtige set-up. Han starter som nummer 17.

BB  


Hop til top
Utilfredshed hos Jordan

Der var ikke glæde over kvalifikationen for Jordan - teamet var udenfor top-6 og kan få et svært løb i morgen. Derudover blev Heinz-Harald Frentzen for første gang i år slået af Jarno Trulli. Italieneren var godt en tiendedel bedre end tyskeren.

Det var især temperaturen og vinden der gjorde udslaget. "De vindfyldte forhold gjorde det svært at få tre gode sektorer sat sammen," forklarer Trulli der blev nummer 7. "Det ene øjeblik var der ingen vind, så en hård vind, og derefter en hård vind fra den anden retning," siger han videre om de klimatiske problemer. Der var ikke nogen problemer med Trullis racer i dag og han håber at få et godt løb i morgen.

Frentzen starter ved siden af Trulli og han var bestemt ikke tilfreds med at starte så langt tilbage. Men der manglede lige det sidste. "Uheldigvis kunne jeg ikke presse de sidste tiendedele ud af raceren i dag," forklarer tyskeren. Igen var det vejret der gjorde forskellen. "Jeg kørte tidligere ud for at undgå høj temperatur på banen, men mod slutningen var vejret og banen køligere, så jeg tabte," siger Frentzen.

Frentzen og co. kunne ikke blande sig længere fremme

Målet for teamet er fortsat at score point - men det bliver svært mod to gode kørere foran dem. Ralf Schumacher og Jacques Villeneuve kan give Jordan-kørerne masser af problemer i morgen!

BB  


Hop til top
Arrows håber fortsat på Supertec

Selvom Renault har købt sig ind i Benetton-teamet og fokuserer på deres entré med deres eget team til 2002, håber Tom Walkinshaw at hans Arrows-team fortsat får Supertec-motorerne - i hvert fald i 2001. Motorerne har været en af grundene til at teamet er kommet lidt længere frem i år. Aftalen mellem Benetton og Renault menes at indeholde en klausil om at Benetton har eneret på Supertec-motorerne, men Arrows vil også gerne være med.

"Hvis Supertec beslutter sig for at have et andet team næste år, har vi første option på den levering," siger Tom Walkinshaw. Der kommer en afgørelse indenfor de kommende uger om hvad der bliver politikken næste år. Arrows kan blive tvunget til at gå tilbage til deres egen hjemmebyggede motor, som sidste år blev lidt af en fiasko.

Indtil videre har teamet vist gode takter - men på pointtavlen står der stadig et kedeligt 0. Nu skal pointene til at komme. "Det er nu op til hele teamet at få det hele til at passe samme og vise det potentiale der er. Vi har ladet en eller to muligheder slippe fra os," siger teamchefen. Blandt andet var der Jos Verstappen i Brasilien, som gik fysisk ned - men nu er hollænderen kommet i bedre form efter at have trænet med Walkinshaws rugby-hold.

BB  


Hop til top
Hvem kører på hvad?

At samtlige kørere stiller op på Bridgestone dæk, kommer ikke som nogen overraskelse, da de er eneste dækleverandør i år. Nej det spændende er hvilke type dæk de enkelte kørere stiller op på til morgen dagens løb. Bridgestone stiller med to forskellige typer tørvejrsdæk til det Spanske Grand Prix. Et "soft" og et "hard" compound, og de væsentlige forskeller på disse dæk er følgende:
SOFT:
+ Bedre vejgreb
- Hurtigere slid

HARD:
+ Bedre føling med styretøjet
+ Længere holdbarhed
- Dårligere vejgreb

Og det ovennævnte kan bedst udtrykkes på følgende måde, "soft" dækket giver nok de hurtigste omgangstider, hvor imod "hard" dækket holder længere.
Og på en bane som Circuit de Catelunia, der er meget hård ved dækkene, så er det næsten helt sikkert at de kørere der vælger "soft" de skal have mindst to pitstop og måske endda tre. Og de kørere der vælger "hard" kan måske nøjes med et pitstop.

Under fredagens og lørdagens frie træninger kar kørene frit kunne vælge imellem "soft" og "hard" for at kunne få prøvet hvilket dæktype der passer bedst til deres setup og kørestil.
Men inden dagens kvalifikationskørsel så skulle de have bestemt sig for hvilken type dæk de vil køre på i resten af denne weekend. Det vil sige til kvalifikation, morning warm-up samt selve løbet.
Dette valg er bindende.

Og hvad valgte de så de 22 kørere der stiller op til morgendagens Spanske Grand Prix.
19 kørere valgte at stille op på "soft", kun de to Arrows kørere, Jos Verstappen og Pedro de la Rosa, samt Michael Schumacher stiller op på "hard".

Hvis man skal tage dagens kvalifikation som en pegepind for hvordan det kommer til at gå i morgendagens race, og parre det sammen med dæktyperne, så må man konkludere at Michael Schumacher er favorit til at vinde løbet.
Han satte hurtigset tid i kvalifikationen, på "hard" dæk, så hans setup og kørestil passer godt til disse dæk, og samtidig må man forvente at han skal have et pitstop færre end alle "soft" kørene.

Men det er selvfølgelig blot "tankespind" dette her, for i et race er der mange andre elementer der kan spille ind. Så intet er afgjort før det ternede flag falder efter de 65 omgange (307,323 km.) som løbet er berammet til.

AN  


Hop til top
Minardi holder ikke alene

Minardi-teamet vil ikke kunne fortsætte i Formel 1-spoten hvis de ikke får et større firma i ryggen. Det har teamets sportsleder Cesare Fiorio udtalt til pressen i går. "Vi kan ikke fortsætte med at støtte os til Gabriele Rumi (der ejer Fondmetal) alene og skal søge andre steder," siger Fiorio.

Det har ellers været teamets hovedsponsor Telefonica der har været mest oplagt som en opkøber af teamet. "Indtil videre er Telefonica vores hovedsponsor - og en god en - men alle andre teams ser ud til at forsøge at hugge dem fra os," siger Fiorio ganske prompte. Men Minardi giver ikke op. "Vi holder stadig på!"

Alligevel kan tabet af Telefonica meget vel blive blive dødsstøddet for det lille italienske team. Teamchef Giancarlo Minardi har tidligere sagt at han er på nippet til at give op, hvis ikke teamet får en god økonomisk støtte.

Men der er meget der tyder på at Telefonica har trukket følehornene til sig igen og ikke længere er interesseret i at købe teamet og gøre det til et spansk team, sådan som rygterne ellers har lagt op til.

Teamet er på et område foran resten af Formel 1-feltet - de er de eneste med en gearkasse i titanium, og den er blevet brugt i Barcelona, men mangler fortsat lidt udvikling.

BB  


Hop til top
Få teams ramt af virus

Den seneste virus der har påvirket virksomheder i hele verden - "I love you" har ikke kastet sin "kærlighed" på Formel 1-sporten. Således er det kun de færreste der har været berørt af den irriterende virus.

Hos Williams blev man i hovedkvarteret i Grove påvirket af virusen, der vil ødelægge passwords og forskellige billedfiler hvis det går helt galt. Også Williams' partner i Tyskland, BMW blev ikke overraskende ramt af virusen. Og mon ikke flere motorleverandører og teams har været påvirket af virusen?

Dog var Benetton ikke ramt af det elektroniske virus. "Vores raceren er ganske rigtigt langsomme - men vi ved at det ikke har noget at gøre med en computervirus," siger Flavio Briatore lidt sarkastisk.

BB  


Hop til top
Williams har mere i vente

For Williams-teamet blev fredagen en god dag, hvor Ralf Schumacher var nummer 2 og Jenson Button blev nummer 6 - og de mener at der er mere i vente fra teamet når der kommer skik på racerne. "Jeg er glad for raceren selvom vi har lidt for meget overstyring - specielt i de hurtige sving, men jeg tror det er på grund af dagens høje temperaturer," siger Ralf der placerede sig på 2. pladsen og dermed fortsatte hvor han slap i sidste uges test.

Jenson Button var også ganske tilfreds. "Det var godt at få en rimelig god tid, specielt i forhold til den tid jeg satte til morgen. Raceren føltes meget bedre i den anden træning og jeg fik også hjælp af de forbedrede baneforhold," siger Button der havde problemer med den støvede bane om formiddagen. Hans hurtigste tid blev imidlertid sat på nye dæk.

Netop dækvalget kan blive vigtigt for udfaldet - både af kvalifikationen men mere vigtigt, løbet. "Dækvalget bliver meget svært og vi forsøger at samle informationerne for at finde hjælp til at tage beslutningen til kørslen i morgen," siger Patrick Head.

Flere kommentarer fra Williams-teamet til fredagens træning.

BB  


Hop til top
BAR nyt fredag

Fredagens frie træninger var en blandet fornøjelse for BAR teamet. Man har testet en del på banen, og har derved næsten fundet et set-up. Men da der udvikles nye komponenter og dele hele tiden, skal disse også "køres" ind.

Nyt til dette GP er blandt andet ændringer på bagvinden. Men også en ny og endnu mere revideret motor i forhold til den evolution man brugte på Silverstone. Den skulle ifølge forlydender have ca. 25 hk mere.

Den første fri træning var plaget af meget skidt på banen, da der også køres forskellige supportløb i weekenden, bl.a. F3000. Og det forstyrrede så meget, at man ikke kunne gennemføre træningsprogrammet fuldt ud. I den første træning, havde man også det tilbagevendende problem med hydraulikken. Men det fik man løst til den anden frie træning. Nu venter man så spændt på, om den ændring man har foretaget, vil hjælpe i selve GP'et.

For Ricardo Zonta er det hans første GP på banen. Sidste år var han ude i 3 løb, bl.a. i det spanske GP på grund af uheldet i Brasilien. Heller ikke i hans F3000 eller GT karriere har han kørt her. Kun i diverse test har han kørt her, så han er sammen med et par stykker andre, debutant på banen.

Men man håber, at de mange forbedringer i den seneste tid har hjulpet, så man kan komme længere frem i feltet. Begge kørere er ved at være sultne efter bedre resultater.

AN  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk