Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
11.6.2001
 Canada - Ferrari race
 Canada - Williams race
 
10.6.2001
 Ralf Schumacher sejr #2!
 CART er ikke vejen til F1
 Dyr dag for Ferrari
 

Hop til top11.6.2001

Canada - Ferrari race

Det var anden gang at de to Schumacher skulle starte ved siden af hinanden i denne sæson. Resultatet blev dog ikke det samme som sidste gang det skete.

Der var en anelse skuffelse at spore hos Michael Schumacher efter søndagens løb på Gilles Villeneuve banen i Montreal. Han havde selvfølgelig helst set at han selv vandt, men måtte tage til takke med 2 pladsen efter lillebror Ralf. Omvendt kan Ferrari vil heller ikke være utilfreds med at David Coulthard udgik af løbet, og at man trods alt sluttede løbet foran den anden McLaren bil. Vigtige points til de respektive mesterskaber.

Efter at have ført hele løbet måtte Michael Schumacher på et tidspunkt i pit. Og da Ralf Schumacher samtidigt kørte de hurtigste omgange i løbet og dermed skabte sig et forspring til sit eget pitstop, ja så var der ikke meget at gøre andet end at håbe. Men det lykkedes ikke at komme tilbage, men 2 pladsen var da i hus.

Rubens Barrichello havde knap så heldig en weekend. Kvalifikationen forløb ikke helt efter hans hoved. Og da han tidligt i løbet fik problemer med traction kontrollen, var det så som så. Et spind efter at han kæmpet sig op på 3 pladsen ødelagde løbet for ham. Og da han skulle undgå Montoya efter dennes møde med barrieren, og selv endte i barrieren, så kunne Barrichello godt pakke kufferten.

Michael Schumacher:
"Hvis jeg skal slås af nogen, er det godt at det er af min bror - heller ham end nogen anden. Jeg tror at vores forældre vil være stolte, da det er første gang at vi sammen står på podiet i denne rækkefølge. Jeg er glad for at slutte dagen med 6 vigtige points. Vi var det bedste Bridgestone hold i dag, og det var endda muligt at trække fra begge McLaren biler. Jeg vidste at Ralf ville være hurtig i dag, så vi håbede på at kunne trække pitstoppet noget længere. Men det var ikke muligt, og da vidste jeg at jeg ikke kunne vinde. Så længe han var bag mig, vidste jeg at han ikke ville gøre noget dumt. Efter pitstoppet prøvede jeg at indhente ham i håb at noget uforudset ville ske, men det gjorde det ikke, og fra da skulle jeg bare sikre mig 2 pladsen."

Rubens Barrichello:
"Faktisk lige fra starten havde jeg problemer med traction kontrollen, så jeg måtte slå den fra. Men det kostede et spind da jeg var ved at indhente Ralf. Efter det var bilen ikke så god mere, og da jeg fik indhentet Montoya kunne jeg ikke overhale ham, da jeg ikke havde traction kontrollen og bilen samtidigt var begyndt at overstyre for meget. Det gik helt galt da han tabte kontrollen med bilen. Jeg prøvede at undgå ham, men endte i barrieren. Alt i alt har det været en dårlig weekend for mig."

Jean Todt:
"Vi forventede et hårdt løb. Desværre mistede vi Rubens ret tidligt. Vi skal nu undersøge hvad fejlen var på hans bil og hvad det skyldes. I dag var trilogien Ralf Schumacher, Williams-BMW, Michelin dem der var stærkere end os og fortjente at vinde. Ikke desto mindre er det et rimeligt resultat for os, fordi vi udbyggede vores forspring lidt. Jeg er også glad for de resultater som Sauber og Prost har opnået i dag. 2 Ferrari mere i pointene."

PDL  


Hop til top
Canada - Williams race

Sjov statistik som Williams har i sæsonen indtil nu. 4 gange er bilerne kommet i mål. Resultatet er foreløbig 2 sejre, én 2. og én 5. plads.

Men dermed holder statistikken ikke op. Det var nemlig også dagen hvor det er 19 år siden at Williams første gang vandt en sejr i Canada. Samtidig var det Michelins anden sejr efter tilbagekomsten til Formel 1. Desværre kunne man ikke få begge biler med i pointene. Montoya lå ellers til det, men et møde med barrieren satte en stopper for det. Ralf Schumacher viste hele løbet igennem det potentiale som bilen og for så vidt også han selv har. Han nærmest skyggede storebror Michael løbet igennem, og da denne kørte ind til pitstop, var banen åben for nogle hurtige omgange, og det var nok til at sikre det nødvendige forspring til hans eget pitstop. Finishen kender vi, for første gang i Formel 1 historien, er et brødrepar på podiet som nr. 1 og 2.

Ralf Schumacher:
"Det var et godt løb i dag. Vi kørte sammen det meste af tiden, og jeg ventede kun på at Michael skulle lave en fejl, men det gjorde han naturligvis ikke. Jeg måtte vente på at se hvordan vores pitstrategi ville virke. Bilen og Michelin dækkene var bare perfekte. En stor tak til alle i teamet, som har givet mig en utrolig god bil og lavede et perfekt pitstop."

Montoya viste undervejs at han kan køre en Formel 1 bil, men også at han ikke kan. På 20 omgang nærmest tabte han bagenden af bilen, og det skal man ikke på den canadiske bane. Barrieren er ubarmhjertig. Og han måtte udgå. Han tog indirekte Rubens Barrichello ud af racet ved samme lejlighed. Rubens Barrichello lå lige bagved da Montoya ramte barrieren. I et forsøg på at undgå at ramme Montoya, skred Barrichellos bil ud, og ramte barrieren i den modsatte side af banen. Exit for ham også. Men var det en materialefejl der forårsagede Montoyas afkørsel? Det er måske det han selv ligger op til.

Montoya:
"Det føltes meget underligt da jeg kørte over kerbkanten og gav gas. Bilen skred eller hoppede nærmest ud til den ene side. Det underlige er, at jeg havde gjort nøjagtigt det samme i alle omgange på dette sted. Jeg ved hvor tæt på Rubens var, men det tog jeg helt roligt. Jeg prøvede at overhale Mika i den sidste sektor af banen. Det var det eneste sted hvor jeg var hurtigere end ham. Jeg synes at bilen var helt fin, men det var faktisk svært at komme til at overhale."

Frank Williams:
"Det var en sand team indsats. Vi vidste allerede hvor stærk BMW motoren er, og det bevidste vi i dag. En anden vigtig faktor var dækkene. De så jo næsten nye ud, selv efter 51 omgange."

Patrick Head:
"Det var et fantastisk flot løb af Ralf, som kørte et meget modent og hurtigt løb. Vi har alle været under pres i den sidste tid, fordi vi har haft problemer med holdbarheden."

Gerhard Berger:
"Det var det helt rigtige valg af dæk, selvom det var en lille ulempe i kvalifikationen. I hele weekenden har Ralf været utrolig stærk. Hans vilje har smittet af på hele teamet i denne weekend, og her har vi resultatet."

Men der er ikke meget tid til at hvile på laurbærrene. Når teamet kommer hjem fra Canada, tager man til Silverstone for at forberede sig til det næste Grand Prix på Nürburgring.

PDL  


 

Hop til top10.6.2001

Ralf Schumacher sejr #2!

Ralf Schumacher slog i dag helt fast, at han ikke er et 'one hit wonder', med sin anden sejr i år og i karrieren på Gilles Villeneuve-banen i det canadiske Grand Prix.

Med to Schumachere i front da det canadiske GP gik i gang kl. 19:00 dansk tid, var der en god chance for, at en af dem ville være at finde øverst på sejrskamlen efter løbet. Men hvem af dem? Ralf Schumacher gjorde forsøg på at forbedre sin startposition fra andenpladsen, men det var ikke i hærdig nok til at slippe forbi storebroderen. Det lokale idol Jacques Villeneuve havde problemer med at komme af sted, da de røde lamper slukkedes, men ellers forløb starten uden problemer, og alle slap sikkert igennem de første sving, selvom løbet senere skulle vise sig med et vist mandefald.

Heidfeld og Irvine var de første, der afsluttede løbet før tid. Snart efter fulgte Giancarlo Fisichella - efter et sammenstød med teamkollegaen Jenson Button.

Rubens Barrichello var kommet forbi Olivier Panis i starten og slap efter få omgange også forbi Jarno Trulli og David Coulthard. Ralf Schumacher må næsten have kunne mærke brasilianerens ånde i nakken, men så spandt Barrichello og kom først ud igen som nr. 14. Schumacher-fornten var genoprettet med David Coulthard 8-10 sekunder bagefter.

Barrichellos uheld var ikke overstået. Montoya undervurderede afstanden til muren voldsomt med nærkontakt til følge, og Barrichellos forsøg på at undgå at ramme den forankørende Williams-racer endte med at ramme den anden væg. Begge kørere var ok, men deres løb var ovre.

Oppe foran fortsatte brødrenes duel, men på 47. omgang gik Michael Schumacher i pit. De i forvejen hurtige tider (lidt over de 1:18), de to havde sat, fik et nyk nedad, da Ralf Schumacher satte farten op. 1:17.514, så 1:17.467 og så 1:17.205, sagde hans bedste tid, og med et solidt forspring kunne han tage sit pitstop på 51. omgang. Han kom ud med fem sekunder ned til forfølgeren, og derfra var sejren egentlig hjemme.

Ca. 10 omgange før mål var Coulthards løb slut, da Mercedes-motoren gav op ligefør langsiden. Det lykkes ham at få den reddet ind i pitten, men hvad der nok ikke står til at redde nu er spændingen i mesterskabet. Hakkinen avancerer op til 3.-pladsen, men i den samlede stilling hjælper det ikke stort. Hans unge landsmand Raikkonen lå til en 4.-plads, for Trullis Jordan holdt heller ikke de sidste omgange ud.

Ti kørere var der tilbage, og så kun ni, for Jos Verstappen havde en temmelig voldsom ulykke på de sidste omgange. Ralf Schumacher er først over målstregen med kun fire andre kørere på smme omgang: Michael Schumacher, Mika Hakkinen, Kimi Raikkonen og Jean Alesi. Sidste mand i pointene er Pedro de la Rosa, og lige uden for pointene befinder løbets sidste Honda-mand sig, Ricardo Zonta, på visit i F1-feltet som reserve for Frentzen, der kunne følge løbet fra sit hjem i Monaco med hovedet i ro. Burti var 8'er, og sandelig om ikke Marques skaffede sig en 9.-plads ved at gennemføre. Der bliver nok fest hos både Minardi og Williams i aften, men om Montoya har tænkt sig at deltage er en anden sag. Der bliver nok af bifald til Jacques Villeneuves 'velovervejede vurdering' af sin yngre kollega, hvis colombianeren fortsætter stilen. Selv små fejltagelser kommer til at koste dyrt, når sammenligningen er en sejrende teamkammerat.
CBA  


Hop til top
CART er ikke vejen til F1

Ikke hvis man skal tro på hvad Jacques Villeneuve siger om den amerikanske pendant til Formel 1. Villeneuve tog selv turen fra den amerikanske serie til Formel 1 i 1996, og blev allerede verdensmester i hans anden sæson hos Williams i 97.

Williams har endnu engang hentet en kører fra den anden side af Atlanten i form af Juan Pablo Montoya, der har haft et karriereforløb der ligner Villeneuves meget. Ligesom Villeneuve, vandt Montoya Indy 500 inden hans Formel 1 debut, og kørere som Kenny Brack og Helio Castroneves overvejer at gå i deres fodspor. Selvom det tilsyneladende virkede for både Villeneuve og Montoya, mener Villeneuve ikke længere at CART er en god indgang til Formel 1.

"Jeg tror ikke at CART, Indy Car eller det nu hedder er et godt skridt på vej ind i Formel 1 længere," siger Villeneuve. "Siden IRL startede, blev formel race i Nordamerika ødelagt. Der er for det første ikke nok sponsorstøtte til 2 mesterskaber og det splitter bare ressourcer. Så nu er ingen af de to mesterskaber stærke af den grund. Faktisk synes jeg ikke at IRL er et mesterskab man kan kigge på."

RS  


Hop til top
Dyr dag for Ferrari

Det er ikke billigt for de forskellige teams at rejse rundt til Grand Prix’erne. Lørdag fik Ferrari en ekstra regning fra de canadiske løbskommissærer.

De canadiske løbskommissærer var så flinke at lange en bøde ud på $ 10.000 til teamet. Ferrari begik den fejl, at arbejde på Rubens Barrichellos bil i et for stort område foran pitgaragen. Dette er i midlertidigt ikke tilladt under kvalifikationen. Der må der kun arbejdes på bilerne i pitgaragen, samt i et meget begrænset område foran pitgaragen. Ferrari skulle ifølge kommissærerne have bredt sig ud over det afgrænsede område. Og måske endda i rigeligt omfang. Nu må Ferrari så betale ved kasse 1 for denne forseelse.

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk