Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
27.6.2001
 Panis klar til et år mere
 Zandvoort tilbage igen?
 Irvine - Lauda som testkører
 Mens vi venter på Renault
 
26.6.2001
 Silly Season - på motorfronten
 Europas GP - Bridgestone race
 

Hop til top27.6.2001

Panis klar til et år mere

Det vil være hovedløst af BAR at lade franskmanden Olivier Panis gå til et andet team. Efter et år som testkører for McLaren har Panis fået en fornyet plads blandt de bedste kørere og i år har han bestemt ikke skuffet. Jacques Villeneuve har ikke haft det store tag i den tidligere Ligier og Prost-kører.

Derfor ventes det da også at de to parter når til enighed om at fortsætte samarbejdet yderligere et år. Panis fortæller at de er begyndt at forhandle. "Jeg har fået kontrakten, men vi skal vente og tale om den lidt mere - men jeg har fået den," siger Panis og indikerer dermed at teamet og han taler om hvad der skal ske. Der er bestemt ikke de store grunde til at søge til andre teams - med mindre det er et af de større teams, da BAR har præsteret pæne, men selvfølgelig ikke prangende resultater. "Jeg er meget glad for at arbejde hos BAR. Vi må vente lidt og tale om fremtiden, men jeg er meget forventningsfuld omkring den," siger den 34-årige franskmand, der efter en miserabel 1999-sæson blev tvunget til at tage et års pause som testkører.

Teamet har endnu ikke toppet, men Panis tror på teamet. "Det er en virkelig god motor, og vi har et godt samarbejde med Jacques, så alt er fint mener jeg. Vi behøver ikke at skifte," siger han om BAR der 100% sikkerhed kører med Honda-motorer, selvom der har været rygter om at teamet kunne være tæt på at miste motorerne. "Jeg er meget glad for at Honda vil lave en helt ny motor - en ny evolution," siger han til sidst - og får lige reddet at Honda ikke har i sinde at påbegynde et helt nyt projekt, men vil udvikle deres motorer.

BB  


Hop til top
Zandvoort tilbage igen?

Den hollandske Zandvoort-bane kæmper for at komme ind i Formel 1-varmen. Selvom der er meget der tyder på at der er ved at være lukket for deltagelse fra baner der ligger i EU-lande, forsøger den tidligere grand prix-bane sig igen. Sidste gang der blev kørt på Zandvoort var i 1985, hvor Niki Lauda vandt i sin McLaren foran holdkammeraten Alain Prost.

Nu arbejdes der på at banen igen kan være med. Ifølge en af fortalerne for et nyt hollandsk grand prix, Hans Ernst har de holdt møder med den magtfulde boss, Bernie Ecclestone der er manden der bestemmer hvordan kalenderen skal se ud. "Jeg har stadig et håb om at vi kan få et hollandsk grand prix tilbage på Zandvoort. Vi har lavet alle de ændringer som FIA har bedt os om at lave," siger Ernst.

Der mangler dog en mindre bagatel - et større pengebeløb som skal falde for at løbet kan få en plads i kalenderen. "Vi skal stadig give FIA mindst 95 millioner kroner for at det kan organiseres, og vi skal have de lokale myndigheder til at større os," siger Ernst - og så skal der ellers arbejdes hårdt på at få fat i en masse hollandske gylden for at stable det projekt på benene.

Med et kommende russisk grand prix på vej ind i kalenderen og mulighed for et hollandsk grand prix, bliver der kamp om pladserne, da kalenderen ikke bliver udvidet til mere end 17 løb. Men mon ikke FIA og Ecclestone gnider sig i hænderne? Nu kan de jo også presse prisen op.

BB  


Hop til top
Irvine - Lauda som testkører

Eddie Irvine brokker sig stadig over Jaguars testkører. Først var det galt at teamet manglede en testkører, så fandt de frem til at bruge den blot 19-årige Andre Lotterer som testkører til at træde til i ny og næ. Men det er ikke nok mener Eddie Irvine og peger på at Niki Laudu måske skal til at støve den gamle hjelm af.

"Det er ikke ideelt. Hvis jeg eller Pedro har et problem, så håber jeg at Nikis hjelm stadig er godkendt af FIA," siger Irvine spøgefuldt, men det viser blot at teamet ikke har den optimale kørerbesætning - også når der skal findes en testkører. "Jeg mener at Andre Lotterer gør et rimeligt stykke arbejde på trods af hans uerfarenhed. Men det kan kun påvirke os til tider," siger ireren og peger på problemet. Jaguar har da også været på udkig efter mere erfarne testkører, og henvendte sig blandt andet til Tom Kristensten der dog ikke kunne presse testjobbet ind samtidig med sit arbejde som sportsvognskører for Audi.

Men i det store og hele så mangler Jaguar stadig en del, selvom der er tegn på bedring, sådan som det har kunnet ses henover de seneste løb. "Vi behøver mere af det hele. Det er det som hele tiden påvirker os. Testkøreren påvirker os kun når vi har et problem," siger Irvine med henvisning til den forgående test hvor han måtte stå over. Derudover får de to grand prix kørere et hårdere testprogram uden aflastning fra en erfaren testkører. Men mon ikke Bobby Rahal og Niki Lauda kan finde en til jobbet?

BB  


Hop til top
Mens vi venter på Renault

Giancarlo Fisichella har ikke haft det store år hos Benetton. Den italienske kører er godt på vej mod at køre sit grand prix nummer 100 - hvis han kommer til at køre med igen i 2002, hvilket der ikke er noget der tyder på at han ikke kommer til. Men den første sejr har han endnu ikke sikret sig.

Selvom Renaults overtagelse af Benetton-teamet i år ikke har givet de store resultater, er Fisichella dog fortrøstningsfuld. Næste år bliver det bedre - hvor teamet bliver et 100% fabriksteam for Renault. Og her forventer Fisichella at den første sejr vil komme. "Jeg er meget fortrøstningsfuld for næste år. Hvis jeg ikke vinder et løb næste år bliver jeg meget skuffet," erklærer han. Om han dog fortsætter hos Renault er endnu ikke 100% sikkert, men han vil gerne blive.

"Jeg vil gerne blive fordi teamet bliver bedre. Næste år får vi en meget bedre motor. Det vil blive lettere. Vi presser på og gør vores bedste. Jeg tror på Renalut-folkene fordi de er tilbage, tilbage for at vinde. Hvis det ikke bliver ny, så bliver det nok næste år," siger Fisichella der håber at det kan give ham den første sejr.

BB  


 

Hop til top26.6.2001

Silly Season - på motorfronten

Allerede nu, efter 9 af de 17 løb der køres i år, spekuleres der i hvilke teams der vil skifte motorer. En del rygter opstod i weekenden på Nürburgring. Lad os prøve at se lidt på nogle af rygterne.

Prost teamet blev nævnt i bl.a. dansk TV. Det hedder sig at Prost teamet ikke har råd til de dyre, men kraftfulde Ferrari motorer, der godt nok er en eller to generationer ældre end den udgave som Ferrari selv bruger - selvfølgelig. Rygterne går på at Prost fra og med næste år skal bruge Asiatech motoren, den motor som Arrows benytter i øjeblikket. I så fald er Prost tilbage ved den gamle Peugeot motor som Asiatech bygger på. Men sådan ligger landet ikke ifølge Alain Prost.

"Der er enormt mange rygter i Formel 1. Vi har en aftale med Ferrari, vi er meget glade for at bruge Ferrari motoren. De gør et flot stykke arbejde for os, så det er ingen grund til at skifte. Vi vil se om der sker noget usædvanligt i de næste par uger, men for øjeblikket har vi ingen planer om at skifte. Jeg vil forberede en udtalelse til senere, så alle ved hvad der sker."

Det er den øjeblikkelige situation ifølge Alain Prost. Altså ingen planer om at skifte motorleverandør på nuværende tidspunkt. Men hvad med Arrows og Asiatech? Det er til gengæld hvad der sker med de to nuværende partnere. Tom Walkinshaw har fornyelig udtalt at han vil offentliggøre om Arrows vil forsætte med Asiatech motoren næste sæson. Og lad os med det samme afsløre, at det vil Arrows ikke.

Tom Walkinshaw:
"Vi har i øjeblikket muligheder for tre forskellige motormuligheder til næste sæson. Asiatech er her til morgen blevet informeret om at de ikke skal tage os med i deres planlægning for næste sæson. Vi vil i en meget nær fremtid offentliggøre hvem vores motorpartner for næste sæson bliver."

Altså er Asiatech ude af billedet hos Arrows efter denne sæson. Det sker alt imens at Asiatech arbejder med en ny evolution af motoren, der angiveligt vil få 10 - 20 hk mere. Men hvem skal Asiatech så levere motorer til næste år? Det kunne være Prost, men det har Alain Prost afvist i første omgang. En anden mulighed er Minardi. Minardi bilerne kører i øjeblikket med nogle - i Formel 1 forstand - stærkt forældede Cosworth motorer. Minardi bilerne er gode nok, men mangler kraft og speed. Minardi er også sat i forbindelse med ingen ringere end Ferrari. Men det store problem for Minardi er økonomien. Paul Stoddard har tilkendegivet at man forventer at få en erstatning for Gustav Brunner, der forlod Minardi teamet i utide til fordel for Toyota. En erstatning til teamet vil være en god økonomisk indsprøjtning, men om det er nok til Ferrari motorerne, er endnu meget uvist.

Arrows er tidligere blevet sat i forbindelse med General Motors, der kunne gå ind og købe Asiatech selskabet, og sætte deres navn på denne motor. Andre rygter antyder, at det er Cosworth der skal levere motorer til Arrows. Der vil give Ford den fordel at man dermed får et sammenligningsgrundlag i forhold til Fords eget team, nemlig Jaguar. Cosworth har også været på tale til Minardi, der skulle have en nyere udgave af Cosworth motoren end man i øjeblikket har mulighed for at benytte. Men igen er Minardi dybt afhængig af hvad pengepungen siger.

Meget vil blive afgjort i den kommende tid. Tom Walkinshaw har sagt at han snart vil offentliggøre hvem motorleverandøren til Arrows bliver. Og næsten samme udmelding er Alain Prost kommet med. Det forventes at Ferrari motoren også vil være i Prost/Acer bilerne næste år.

Men noget er i hvert fald helt sikkert. Honda vil også næste år levere til både BAR og Jordan. Lige så sikkert er det at Mercedes og BMW kun vil levere motorer til deres respektive teams. Det er andre forhold der gør sig gældende der. Begge firmaer har en eller anden form for ejerskab i henholdsvis McLaren og Williams.

PDL  


Hop til top
Europas GP - Bridgestone race

Igen vandt en bil med Bridgestone dæk. Men konkurrencen fra Michelin bliver hårdere. Alligevel føler Bridgestone sig alligevel ret sikre.

Selvom at Michelin har vundet 2 sejre i år, og rykker tættere og tættere på toppen, så føler Bridgestone sig alligevel ret sikre. Det enorme udviklingsarbejde betaler sig. Det har været diskuteret om at Bridgestone måske ikke var helt så gode som Michelin når vejret og banen er til den varme side. Men det beviste Bridgestone så sent som på Nürburgring at det ikke er tilfældet.

På Nürburgring sikrede man sig alle pladser i top 6 undtagen anden og fjerdepladsen. Udfaldet kunne måske have været anderledes, hvis ikke Ralf Schumacher på Michelin ikke var blevet idømt sin tidsstraf.

Hisao Suganuma, teknisk direktør, Bridgestone:
"I dag beviste vi at vores dæk klarer sig lige så godt under varme forhold som under køligere forhold. De klarede sig flot med Michael Schumacher og Ferrari, men viste også, at selv om nogle af bilerne var på én etstopsstrategi, at der stadig var belægning og mønster tilbage, og at de stadig var i stand til at give podieplaceringer. Vi tilstræber også en stærk præstation på Magny-Cours i det næste løb, hvor temperaturerne måske endda vil være endnu højere. Men vi ved også, at der stadig er nogle ting vi skal have forbedret."

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk