Andre klasser

Onsdagens tidtagning på Nürburgring.

Jeg havde en god første tidtagning, men havde lidt problemer med trafikken, men satte 15 hurtigste tid. Og var ikke ret langt fra det førende felt. Men pga. en dårlig kombination af dækskifte samt tilrettelægning fra teamet endte jeg som 20'er. Farten var der dog stadig, og jeg kunne godt blive i top ti.

Torsdagens løb på Grand Prix banen.

Jeg fik lavet en rigtig god start, og var efter første sving oppe som 12'er. Men glæden var kort, for da jeg i 3 sving lå side om side med en BMW kørte han direkte ind i siden af mig og styrestangen knækkede, så jeg måtte trille langsomt i pit. Surt show, for jeg kunne godt være blevet i top 8.

Fredagens tidtagning på Nordscleifen.

Efter skuffelserne fra dagen før, havde jeg ikke ret store forventninger til dette løb. Banen er 25.3 km lang, og jeg havde aldrig nogensinde kørt på den før. De andre i feltet havde kørt der 3-4 gange før, men jeg måtte jo gøre mit bedste.

På 1. omgang knækkede min trækaksel, og det var det værste der kunne ske, for jeg havde brug for træningen. Teamet gik dog i gang med at skifte den med det samme, men det kostede dyrebar tid. Da bilen endelig var klar igen, kunne jeg højst nå 2 omgange. Det lykkedes mig dog at sætte en tid som 24'er og det var både teamet og Ford meget tilfreds med. Min tid hed 11 minutter, og det var meget hurtig af første gang.

Lørdagens løb på Nordscleifen

Jeg fik lavet endnu en god start, og kom op som nummer 14, men i Tyskland kører de med hovedet under armen, så allerede i første sving fik jeg et kæmpe skub bagfra, og måtte en tur i sandkassen. Inden jeg kom på banen igen, var jeg nede som 30'er. Da jeg ikke kendte banen 100% var det ret svært at køre sig op. På 1. omgang knækkede min udstødning, og alt udstødnings gassen kom igennem luftkanalen, og mine øjne løb i vand og sveg. Det lykkedes mig da, at køre mig op som 17'er, men positivt var der ikke noget af ved løbet. Den sidste omgang så jeg stjerner pga. alt den udstødnings gas, der var kommet igennem kabinen.

Jeg kan da lige fotælle, at det er en oplevelse uden lige at køre på Nordscleifen. Den er 25.3 km lang og man kan slet ikke forholde sig til hvor stor den er, før man har prøvet den. Netop som man tror at man er færdig med en omgang kommer der en helt ny sektion på banen. En langside på 3.2 kilometer og en masse hurtige sving, gør bane utrolig krævende, samtidig med at banen er så ujævn, som kørte man på brosten.

Jeg er ved at være godt træt af alle de problemer, jeg har haft i sæsonen hidtil. Selvfølgelig kan teamet ikke gøre for det hele, men deres tilrettelægning af pit stop i tidtagningerne, ødelægger meget for mig. Man glæder sig næsten ikke engang til næste løb, for man tænker kun på, hvad der nu går galt for en, og det er trættende og frustrerende.

Man kæmper så hårdt for at gøre sig en god figur, og så bliver det ødelagt af alle mulige forskellige ting..

Jeg er nu halvt igennem sæsonen, og jeg har egentlig ikke nogle ordentlig resultater. Teamet har dog meldt ud, at de godt vil fortsætte med mig, men vi skal have en ordentlig snak med teamchefen inden vi siger ja, for næste sæson skal det fungere fra starten..

Næste løb er på den hurtige Salzburgring i Østrig, som er den 21-23 juli. Og der satser jeg meget stærkt på at gøre succes.

Med venlig hilsen

Får Corvette en god chance for slå de næsten overvindelige Vipere?
Foto: Benjamin Bredahl

Sidste års sejr til brasilianske Ferran kom ligeledes i hus efter en genial strategi, der i alt sin enkelthed gik ud på at køre med sømmet i bund for derefter til allersidst at køre i pit for en splash-and-go. Strategien lykkedes fordi alle de andre teams valgte at køre økonomisk for at spare et yderligere pit-stop. Nøjagtig det samme var tilfældet i dette års løb, men dog med en væsentlig variation.

Da Ferran kørte i pit på omgang nr.72 ud af 112 valgte Penske-teamet ikke at fylde tanken på hans Reynard-Honda Champ Car helt op. De gav ham derefter besked på at køre alt hvad remmer og tøj kunne holde i forsøget på at oparbejde et tilstrækkeligt stort forspring til en splash-and-go senere i løbet.

Da de fleste af de andre kørere i Top-5 på dette tidspunkt havde valgt at køre økonomisk, så så det altså ud til, at historien fra sidste år ville gentage sig. Den største trussel for Ferran var hans landsmand, Roberto Moreno, der kun havde behøvet to pit-stop's i modsætning til de normale 3. Derfor hamrede Ferran speederen i bund efter hans 2. pit-stop, og det lykkedes ham lige akkurat at holde sig foran Moreno, da han kom ud fra pit'en.

Set i bakspejlet af løbet sidste år, så havde CART valgt at forlænge løbsdistancen med hele 14 omgange fra 98 ril 112, således at det under normale omstændigheder ikke burde være muligt kun at bruge to pit-stop's. Hvis løbet f.eks. havde budt på nogle Full-course yellow's, så kunne de fleste sikkert have nøjes med to pit-stop's, men der var kun én af slagsen i dette års løb, og derfor er Moreno's præstation ualmindelig flot. At kunne køre 112 omgange med kun to pit-stop's, hvor man normalt kun kan køre omkring 35-36 omgange på en tankful Methanol, ja det virkelig en fremragende præstation.

Selve løbet startede ellers, som sædvanlig, med en gang fest og ballade i den første chikane, der i øvrigt meget passende hedder Festival-chikanen. 6 - 7 biler var indblandet i et masse-sammenstød, der blev startet af svenske Kenny Brack. Alle kørerne slap uden skrammer fra den episode, men Max Papis og Jimmy Vasser udgik af løbet.

Derefter var det Ferran's team-kammerat og pole-sitter, Helio Castroneves, der totalt dominerede løbet. Han førte de fleste omgange i løbet, men også han måtte i pit sent i løbet. Han formåede dog at kæmpe sig tilbage til en 4. plads, men på den allersidste omgang løb han tør for brændstoft, og sluttede derfor på 7. pladsen.

De to Newman/Hass team-kammerater, Christian Fittipaldi og Michael Andretti, kørte et særdeles fornuftigt løb og sluttede som henholdsvis nr. 3 og 4. De blev efterfulgt af endnu en brasilianer, Cristiano da Matta.

Flere biler blev kørt af banen, og den nykårede danske Le Mans-vinder, Tom Kristensen, tog også sin tur. På næstsidste omgang af hovedløbet røg han ufrivilligt af asfalten med en knækket styrestang, formentlig som følge af en heftig flirt med Ford-køreren Anthony Reid tidligere i løbet.

Trods den knækkede styrestang formåede Tom Kristensen at humpe sin Honda Accord hjem på en syvendeplads, mens det i sprintløbet forinden var blevet til en fjerdeplads.

- Der var Ford og så alle os andre i dag, sagde Tom Kristensen, der hele weekenden igennem var hurtigste Honda-kører.

Rickard Rydell, Sverige, i en Ford Mondeo vandt hovedløbet. I den samlede stillling fører Alain Menu i Ford Mondeo. Schweizeren har 128 point. Tom Kristensen ligger nummer syv med 78 point.