Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
29.6.2005
 Frankrigs GP - Dæk preview
 
26.6.2005
 Ralf kører på Magny Cours
 Ferrari skruer op for varmen
 Tidligere Formel 1 teamejer død
 

Hop til top29.6.2005

Frankrigs GP - Dæk preview

Efter den til dels Michelin skabte farce i USA, går livet forhåbentligt videre, især nu da Michelin er på hjemmebane.

Der er sagt og skrevet uendeligt meget, også for meget, om det amerikanske GP. 6 biler fik points for at køre en virkelig organiseret test. Det var i hvert fald resultatet af at Michelin ikke kunne levere varen, og med det resultat, at deres teams valgte ikke at køre. Og vel egentligt ganske forståeligt. Kan Michelin ikke garantere for sikkerheden med deres dæk, så må der tages en beslutning. Om det så var den rigtige er man ude i den store verden ikke færdig med at diskutere endnu. Resultatet er i hvert fald at man har en næsten never ending story kørende. Nu gælder det dét næste Grand Prix, nemlig det franske på Magny-Cours. En bane som næsten ingen venstresving har, og som derfor påvirker dækkene meget forskelligt. Desuden har den dén egenskab eller ulempe at grippet ændrer sig rigtig meget i takt med temperaturændringer.

Michelin:
Selvom det er en hjemmebanen for Michelin - fabrikken ligger kun 160 km fra banen - så er det en bane som Michelin ikke har det store kendskab til, i og med at der næsten ikke testes her. Kigger man lidt i statistikken har Michelin heller ikke haft den store succes her. Det ser dog anderledes ud i år, hvor Bridgestone teamene først nu er begyndt at markere sig for alvor, men er det nok? Magny-Cours kan være hård ved dækkene, sliddet er ret stort. Michelin overvejer et dæk i den lidt hårdere ende af skalaen pga. bl.a. svingene Estoril og Adelaide. Havde de nu ikke været så skarpe, havde valget været lidt lettere idet man så kunne køre på en blødere compound. Michelin råder derfor bl.a. deres teams til at få styr på den aerodynamiske balance for ikke at få et unødvendigt stort dækslid. Derudover holder man kortene tæt til kroppen i spørgsmålet om hvilke compounds man vil anbefale teamene.

Bridgestone:
Bridgestone fik total succes i USA, men det var nu ikke deres egen skyld, hvad de også godt er klar over. Derfor håber Bridgestone at det bliver normale forhold i Frankrig når det franske GP afvikles. Bridgestone har sammen med Ferrari primært og Jordan testet på Circuit de Catalunya i sidste uge. Bridgestone holder ligesom Michelin kortene tæt ind til kroppen. Eneste oplysning om dette fra Bridgestone er, at man har testet nye compounds på Circuit de Catalunya i sidste uge. Men mon ikke at det umiddelbart bliver noget med en medium og en lidt blødere compound at Bridgestone vil give som valgmulighed?

PDL  


 

Hop til top26.6.2005

Ralf kører på Magny Cours

Ralf Schumacher, der var uheldig for andet år i træk på Indianapolis Motor Speedway, kører i det franske Grand Prix.

Ralf Schumacher er klar til at køre på Magny Cours efter at han for andet år i træk, har haft et temmelig voldsomt møde med betonmuren der omgiver Indianapolis Motor Speedway. Toyotas test-chefingeniør, Gerd Pfeiffer, bekræfter at Ralf Schumacher er klar.

"Ralf har ikke flere eftervirkninger efter sit uheld forrige fredag, men som vanligt er kørernes sikkerhed første prioritet hos os. Teamets lægehold besluttede i USA, at det var det var det mest sikre for Ralf at han fik så lang en helingsperiode som muligt efter uheldet, og han er nu klar til at kan køre i Frankrig."

PDL  


Hop til top
Ferrari skruer op for varmen

Ferrari teamet er igen i søgelyset med en måske lidt kontroversiel sag. Denne gang gælder dækvarmerne.

Ferrari skal ikke beskyldes for at være dovne. Selv i det for nogen er småtingsafdelingen bliver der udviklet. Således har Ferrari i år introduceret nogle nye dækvarmere. Det er en videreudvikling af de eksisterende tæpper man smyger rundt om dækkene. Den nye model opvarmer også en stor del af fælgen. Det giver den virkning at fælgen er med til at holde dækket varmt i en længere periode.

Flere af konkurrenterne har faktisk rettet henvendelse til FIA om det nu også kunne være lovligt. Men Ferrari har sikret sig. Den nye dækvarmer er godkendt af FIA, inden den blevet taget i brug. Flere analytikere mener at netop de nye dækvarmere, er en af de primære årsager til at Ferrari igen er ved at være med i top i kvalifikationerne.

PDL  


Hop til top
Tidligere Formel 1 teamejer død

Den tidligere dobbelte teamejer i Formel 1, Günther Schmid, døde forleden. Årsag: en svulst i hjernen. Günther Schmid var dog ikke hvem som helst.

Günther Schmid er en af de få mennesker der har opnået at være ejer af to Formel 1 teams. Men hvem var Günther Schmid?

Günther Schmid var oprindeligt racerkører, og gjorde karriere i den daværende Formel Vee serie i starten af 1970'erne, men stoppede da han efterhånden brugte mere og mere tid på at opbygge en virksomhed med partneren Erich Stahlschmidt. Firmaet er det nok så kendte ATS hjulfirma. ATS var et af de allerførste firmaer der begyndte at producere letmetalfælge. Den første større leveringsaftale blev lavet med Porsche, og siden fulgte andre kendte bilmærker.

ATS opnåede meget stor succes, og Günther Schmid købte i 1976 resterne af det daværende Penske Formel 1 team. I 1977 blev det første løb kørt med Günther Schmid som ejer og med Jean-Pierre Jarier bag rattet. Den første sæson var middelmådig og i slutningen af året købte Schmid resterne af March Formel 1 teamet. I 1978 blev det første egentlige ATS chassis bygget - model D1 - men der kom ikke nogen nævneværdige resultater ud af det. Heller ikke selvom der kom et par nye versioner af chassiset. I 1980 designede den senere nok så kendte Gustav Brunner så model D4 og nu begyndte det at ligne noget. Flere gode kvalifikationer blev opnået, men igen manglede de store resultater.

Men også dengang var økonomien et problem, og ATS teamet måtte nærmest halte igennem de næste sæsoner. I 1983 designede Gustav Brunner så model D6 og samtidigt fik man BMW's kundemotorer - det var dengang man anvendte turbomotorer. Nu var bilerne konkurrencedygtige men det kneb lidt med pålideligheden. Dog fik Gerhard Berger kørt en sjetteplads hjem på Monza. Men så var det slut. BMW ville ikke mere levere motorer, og Günther Schmid besluttede at lukke teamet. Der var ikke flere penge.

Schmid solgte senere sine andele i ATS hjulfirmaet og købte sig så ind hos konkurrenten RIAL, som var begyndt at producere letmetalfælge. Og igen med stor succes. Så stor at Schmid igen valgte at prøve kræfter med Formel 1. Schmid startede et nyt team, som blev bygget op fra bunden, Brunner fik igen til opgave at designe en bil. Det blev til RIAL-Cosworth ARC1, som straks fik kælenavnet "Den lille blå Ferrari". Andrea de Cesaris blev hyret til at køre bilen, men det var begyndelsen til enden. Godt nok kørte de Cesaris sig til flere points i løbet af sæsonen, men Brunner opsagde samarbejdet og skulle i stedet arbejde for Zakspeed. I 1989 var det så endeligt slut, ingen nævneværdige resultater i sæsonen, og ikke flere penge. Schmid lukkede sit andet Formel 1 team. Nu er det så lukket for Günther Schmids liv også. En del af historien i Formel 1 har fået afsluttet sit kapitel.

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk