Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
9.6.2003
 Schumacher fortsætter indtil 2007
 
6.6.2003
 Justin Wilson til Jaguar?
 Montagny har retning mod Formel 1
 Montoya og Gordon lader op
 

Hop til top9.6.2003

Schumacher fortsætter indtil 2007

Michael Schumacher havde ellers indikeret at han først til efteråret ville begynde at tænke på fremtiden, men nu er den allerede lagt fast. Han forlænger aftalen med Ferrari til og med sæsonen 2006.

Derudover har Ferrari også forlænget kontrakterne med flere af toppersonerne. Således bliver det også Jean Todt der står i spidsen for teamet - hans kontakt er blevet forlænget indtil 2007. Resten af "banden", den tekniske leder, Ross Brawn, motorchefen Paolo Martinelli samt chefdesignerne Rory Byrne har ligeledes fået kontrakt til og med sæsonen 2006.

Dermed er teamet sikker på at være så godt som intakt - i forhold til besætningen i 1996 og frem til og med sæsonen 2006.

BB  


 

Hop til top6.6.2003

Justin Wilson til Jaguar?

Står det til Justin Wilsons manager, Jonathan Palmer, kan Justin Wilson meget vel tænkes at sidde i et Jaguar sæde næste år.

Justin Wilson har sat sig til salg på aktiemarkedet. Det har nu indbragt så mange penge at man er begyndt at tænke på hans videre karriere. Hans manager, Jonathan Palmer, har kontaktet flere teamchefer for at tilbyde sin kører til dem. Et af målene på vej op ad rangstigen er Jaguar.

Justin Wilson skal videre med sin karriere. Første mål var at komme i Formel 1. Det er nået med et sæde hos Minardi. Men den unge kører vil videre frem. En plads hos et større og bedre team end Minardi er næste mål. Derfor har Palmer haft løbeskoene på og været rundt hos flere teams. Jaguar er et af dem. Palmer vil gerne have Justin Wilson ind hos de grønne. En af årsagerne til det er at man i forvejen har Mark Webber. Det er en af de kørere som Wilson duellerede med i Formel 3000 for et par år siden, og som han kunne køre lige op med. Men er Jaguar interesserede? Ja måske. Især når de hører prisen. Jonathan Palmer har nemlig til hensigt at tilbyde Justin Wilson ganske gratis til Jaguar.

Mark Webber har allerede forlænget sin kontrakt hos Jaguar. Det er Palmer og Wilsons håb at Wilson kan gøre sig lige så godt gældende hos Jaguar som Webber har hidtil, og dermed skabe grobund for en videre karriere i Formel 1. Men så er der det med den nuværende kontrakt hos Minardi. Paul Stoddart har option på Wilson for et år mere, men Palmer ser ikke noget problem i at man vil prøve at gå andre veje. Det giver så også Paul Stoddart mulighed for at finde en eller to andre pengestærke kørere som er villige til at betale for et sæde i Formel 1.

Om denne form for planlægning siger Jonathan Palmer, at man har kontakt til flere teams, men han vil da også indrømme at det er Jaguar han taler mest med.

PDL  


Hop til top
Montagny har retning mod Formel 1

Den franske kører, Franck Montagny er godt på vej til at kandidere til at komme i Formel 1. Montagny har en stor erfaring fra flere formel-klasser og har blandt andet kørt i Formel 3000 hvor han til tider markede sig positivt. Men efter noget stilstand, er han igen kommet rigtig godt igang.

I år har han været manden over dem alle i World Series Nissan, og især hans opvisning i øsende regnvejr på Magny-Cours har været med til at overbevise alle om at Montagny virkelig er godt kørende. Her var over to sekunder hurtigere pr. omgang i forhold til resten af feltet - virkelig en magtdemonstration. Fem sejre af seks mulige er det indtil videre blevet til, og nu begynder han derfor at banke på hos de forskellige Formel 1-teams.

Rygterne er så småt begyndt at gå, og han sættes i forbindelse med flere teams. Blandt andet Renault som han i forvejen er tilknyttet som testkører. Han har dog ikke fået særlig meget testtid, idet teamet jo primært tester i Grand Prix weekenderne. Men her kan han få mere uddannelse i retning mod Formel 1. Også Jaguar skulle være på banen, men det er der ikke noget overraskende i, eftersom de søger en ny kører for 2004. Men mon de igen vil satse på en nybegynder i Formel 1? Næppe!

BB  


Hop til top
Montoya og Gordon lader op

På onsdag kører Juan Pablo Montoya og Jeff Gordon opvisning på Indianapolis. Som tidligere omtalt bytter de to kørere racere for en kort stund - Gordon får sin første oplevelse i Formel 1, mens Montoya prøver den kraftige Chevrolet NASCAR-racer.

Hele sceansen finder sted på Indianapolis som optakt til det canadiske Grand Prix i Montreal i den næstkommende weekend. Ved middagstid bliver først Gordon sluppet løs på banen, og derefter Montoya. Senere på eftermiddagen køres endnu et par runder, inden det hele sluttes af med et pressemøde hvor de to kørere fortæller om oplevelserne i de uvante racere.

"Det er fedt at bytte racere, og vi kommer begge til at få det sjovt. Jeff kommer til at blive overrasket over kraften og styringen af en Formel 1-racer. Der er simpelthen intet der kan sammenlignes med den," siger Montoya.

BB  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk