Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
19.7.2000
 Minardi test - tirsdag
 Todt: Nu kommer vi igen
 Silverstone test - tirsdag
 Arrows med Peugeot motor ?
 Minardi på Mugello
 
18.7.2000
 Franchitti´s første test hos Jaguar
 Er Gascoyne allerede blevet gået?
 Frentzen går på ferie
 Prost: trængsler i kø.
 Williams: Godt samarbejde
 Franchitti klar til Jaguar test
 

Hop til top19.7.2000

Minardi test - tirsdag

Efter at løbet var slut i søndags på A1-Ring, pakkede Minardi teamet sagerne sammen og tog til Mugello. Testen løb af stablen tidligt på eftermiddagen, hvor teamets testkører Giorgio Vinella startede med at køre 25 omgange. Han har aldrig kørt på Mugello før, og de 25 omgange blev brugt til at lære bil og bane at kende. Derefter tog Marc Gene over, og kørte med low-downforce set-up. Der er planlagt i alt tre dage på Mugello.
PDL  


Hop til top
Todt: Nu kommer vi igen

Sæsonen 2000 har været den omvendte verden: Ferrari som de stærkeste og dominerende først på sæsonen, men hvor halvvejen er nået kunne det se ud til at McLaren har fået overtaget. Meget af dette skyldes naturligvis også at Ferrari er løbet ind i problemer.

Men nu er Ferrari klar til at finde de ekstra reserver frem. "Det er selvfølgelig helt oplagt at sige at løbet var meget skuffende," siger Jean Todt om det østrigske grand prix. Teamchefen har for andet løb i træk fra pitmuren kunne konstatere at McLaren har fået maksimumpoint. "Det er anden gang i træk at vores rivaler har fået maksimumpoint. Tidligere har det været en af vores styrker at kæmpe os tilbage, og vi vil vise det igen i det kommende løb," lover Jean Todt. Det bliver meget interessant at se om det holder - Michael Schumacher har ikke vundet i en Ferrari på Hockenheim.

Ferrari på hårdt arbejde

Derfor tager Ferrari de ikke med ro nu hvor McLaren er gået i front i konstruktørernes VM og de to McLaren-kørere ligger tæt på Schumacher. Allerede mandag blev Luca Badoer beordret ud på Fiorano for at teste. Italieneren fik til opgave at teste og evaluere nye dele som teamet har med til deres store test på Mugello. Badoer brugte blandt andet dagen til også at se på opsætning med lav downforce, som er påkrævet på den hurtige Hockenheim-bane. Samtidig regner Ferrari også med at have nye dele på deres V10-motor.

Badoer kørte 66 omgange på banen ved Ferrari-fabrikken og bedste tid der blev noteret: 1:02,208. Derudover kørte han også mindre omgange til at evaluere de nye dele.

BB  


Hop til top
Silverstone test - tirsdag

Knapt er det ene GP overstået, før man er i gang med forberedelserne til det næste. Adskillige teams har indledt forberedelserne til Hockenheim, på Silverstone i går.

McLaren:
Det var næsten som sædvanligt Olivier Panis og David Coulthard, der startede testen. Og også næsten som sædvanligt, var det de to McLaren biler der havde de hurtigste tider. McLaren testede her på førstedagen en modificeret motor med nye specifikationer. Ikke en ny evolution.

Williams:
Hvor blev Ralf Schumacher af i søndags? I hvert fald er han dukket op på Silverstone, for at teste. Bilen blev testet i et Hockenheim set-up, og ikke Silverstone set-up. Hockenheim er en low-downforce bane, og der blev arbejdet intensivt for at finde et foreløbigt grund set-up til Hockenheim. Ralf Schumacher var tirsdag eneste kører for Williams på banen. Onsdag dukker Jenson Button op og er med ved testen.
Ralf Schumacher: "Vi kørte med et set-up som passer til Hockenheim, og ikke Silverstone. Derfor har vi nogle tider som ikke kan sammenlignes med de andres. Hockenheim er mit hjemme GP, og jeg håber at kan score nogle flere VM points der."

BAR:
Efter at have scoret points igen, var BAR teamet klar til at teste videre med henblik på Hockenheim. Ricardo Zonta testede i løbsbilen, og Patrick Lemarie testede i udviklingsbilen Athena 200. Begge biler var udstyret med en nyt servostyring, udviklet af Honda. Athena 200 bilen var udstyret med et nyt affjedringssystem.

Jordan:
Jarno Trulli er ene om at repræsentere Jordan ved testen på Silverstone. Frentzen er sendt på en kort ferie. Til gengæld har Trulli så 2 biler at køre i. Sagen er nemlig den, at Jordan har udviklet et nyt chassis, model B, og ved tirsdagens test blev der foretaget sammenlignende tests af de to chassiser. Man fik foretaget enkelte justeringer på det nye chassis, og man var ved dagens slutning godt tilfreds med de forbedringer, man havde opnået.

Sauber:
Mika Salo testede for Sauber som ene mand. Testen bestod primært af aerodynamiske tests, hvor man skulle sammenligne med tests foretaget i vindtunnelen. Derudover lavede man en test af nogle nyudviklede bremser.

Mika Salo: "Testen gik godt. Specielt var jeg meget imponeret over, og tilfreds med de nye bremser. Det gik rigtig godt. Desværre blev vi forsinket lidt af Burtis uheld, og af et motorskift, som dog var nødvendigt. Motoren havde kørt de kilometer den kunne."

Jaguar:
Luciano Burti, som lige har fået sin F1 debut, var hovedperson i et uheld på Silverstone tirsdag. Under nedbremsningen til Stowe svinget, mistede han herredømmet over bilen og røg af banen. Venstre side af bilen var hårdt beskadiget, og ved den senere undersøgelse vurderede man, at der skulle en omfattende reparation til, og man besluttede at få fat i en ny bil til onsdagens test. Burti slap uskadt, og kan forsætte med at teste. Han er i gang med et testprogram, som man startede ved forberedelserne til det netop overståede GP. Eddie Irvine var til undersøgelse hos lægerne, men det ventes at han onsdag vil deltage i testen også.

Dario Franchitti, som er på tale til et sæde hos Jaguar, testede for første gang tirsdag. Se artiklen Dario Franchittis første test hos Jaguar .

Benetton:
Benetton havde egentlig planlagt, at skulle øve starter, men fordi der var for mange andre biler til stede på Silverstone, blev man nødt til at ændre det planlagte program. Derudover blev man nødt til at skifte gearkasse i Fisichellas bil, og det skabte yderligere forsinkelse. Så sluttelig begyndte man at arbejde med vægtfordeling i bilerne og alm. set-up forberedelser.

Tirsdagens tider på Silverstone:
PDL  


Hop til top
Arrows med Peugeot motor ?

Under det Østrigske GP verserede der rygter om, at Arrows er tæt på at indgå en aftale med Asian Motor Technics. Det Asiatiske konsortium skal levere en modificeret Peugeot V10 motor for næste sæson. Eftersom det forventes at Peugeot officielt trækker sig ud af formel-1 med afslutningen af 2000-sæsonen, vil motoren få et andet navn. Et godt gæt kunne være Orange, der er holdets hovedsponsor.

Hvis rygterne holder stik forventer man at Prost kunne få en aftale med Supertec, der lavede den samme øvelse med Renault motorer, da denne fabrik trak sig fra F1 efter 1997-sæsonen.

Den officielle meddelelse ventes bragt i forbindelse med det Tyske Grand Prix på Hockenheim den 30. juli.

GRN  


Hop til top
Minardi på Mugello

Allerede tirsdag var Minardi teamet igen på banen. De har startet et test program på Mugello banen, og havde både deres testkører, Giorgio Vinella, samt Marc Gene igang her på deres første testdag.

Giorgio Vinella kørte 25 omgange, som fortrinsvis blev brugt til at gøre sig bekendt med banen, som han aldrig har kørt på tidligere. Han kørte ialt 25 omgange, der er ikke oplyst nogle tider for ham.

Marc Gene kørte derefter 21 omgange. Og under denne test blev der afprøvet forskellige "low down force" opsætninger, som forberedelse til Ungarns Grand Prix.
Hans bedste tid under de 21 omgange blev 1:30,882.

Marc Gene fortsætter test programmet i dag (onsdag).

AN  


 

Hop til top18.7.2000

Franchitti´s første test hos Jaguar

Skotske Dario Franchitti var i dag for første gang i aktion for Jaguar-teamet i test-kørslen på Silverstone, hvor han var 9. hurtigst ud af de i alt 11 kørere.

Franchitti kørte i tiden 1 minut, 29,4 sekunder, hvilket var et godt stykke efter den hurtigste kører, Oliver Panis (test-kører hos McLaren), der kørte i tiden 1 minut, 25,2 sekunder.

Selvom det selvfølgelig lyder voldsomt, så var der næppe nogen, der havde forventet, at Franchitti ville opnå den hurtigste tid.

Jaguar-teamet var da også ganske godt tilfredse med test-dagens første resultater. Det er kun 2 dage siden, at Franchitti kørte i Toronto, og man skal nok ikke forventet alt for hurtige tider fra skotten, førend han har kørt en del flere ture i Jaguars F1 racer.

Resultatet af den første test-kørsel blev:
Olivier Panis, McLaren-Mercedes, 1m25.20s
David Coulthard, McLaren-Mercedes, 1m25.55s
Jarno Trulli, Jordan-Mugen Honda, 1m26.88s
Ricardo Zonta, BAR-Honda, 1m27.31s
Luciano Burti, Jaguar, 1m27.40s
Mika Salo, Sauber-Petronas, 1m27.64s
Alex Wurz, Benetton-Supertec, 1m28.34s
Patrick Lemarie, BAR-Honda, 1m28.53s
Dario Franchitti, Jaguar, 1m29.40s
Ralf Schumacher, Williams-BMW, 1m31.35s
Giancarlo Fisichella, Benetton-Supertec (ingen tid)

www.cart.dk

AN  


Hop til top
Er Gascoyne allerede blevet gået?

Meget kunne tyde på at Mike Gascoyne kan tage på ferie fra sit arbejde som teknisk leder og designer hos Jordan. Gascoyne forlader som bekendt Jordan-teamet til fordel for nye udfordringer og en større årsgage hos Benetton/Renault.

Hos Jordan forsøger man dog hele tiden at dementere at Gascoyne skulle være uønsket i teamet. Men omvendt er der også forlydender om at den nuværende tekniske leder ikke har fri adgang til hele fabrikken. Blandt andet får han kun lov til at arbejde på at udvikle den nuværende racer og står således også bag B-modellen af EJ10'eren som bliver klar til det tyske grand prix. Men ellers er der lukket i for Gascoyne, og i takt med at han kan lave mindre og mindre på fabrikken ved Silverstone-banen, kan han snart pakke sit grej og forlade teamet - før tid!

En del af spekulationerne kommer også efter at Mike Gascoyne ikke var med til det østrigske grand prix. Jordan-teamet har ikke kommenteret Gascoynes fravær.

BB  


Hop til top
Frentzen går på ferie

Næste mand på ferie - Heinz-Harald Frentzen. Det er blevet populært at gå på ferie, og en af de kørere der måske kunne trænge til det, er Heinz-Harald Frentzen. I forhold til sidste år har han haft en meget skuffende sæson, og der er ikke meget der tyder på at han kommer til at score sejre i år.

Samtidig skal han også til at finde ud af hvor han vil kører næste år. Valget står mellem Jaguar og hans nuværende team, Jordan. Meget tyder dog på at tyskeren vælger at blive hos Jordan, selvom det ikke har været en nem sæson. Blandt andet har det stor betydning at Jordan har sikret sig Honda som fabriksmotor fra næste år og flere år frem. Modsat har en et økonomisk stærkt tilbud fra Jaguar, men spørgsmålet er om teamet sportsligt lever op til det niveau som Frentzen søger. Eller tør han satse på at de går frem indenfor kort tid?

Udover at lade op til det kommende grand prix på Hockenheim skal han også bruge ferien til at gennemtænke fremtiden. "Jeg har en uges fri før Hockenheim. Jeg planlægger et par dage på min båd i Sardinien, hvor jeg kan slappe af og tænke over næste års planer, da det er ved at være den tid på året igen," siger tyskeren efter det skuffende østrigske grand prix hvor han allerede på de første omgange måtte udgå. Han håber da også at ferien giver den samme effekt som det var tilfældet for Hakkinen og Barrichello.

Frentzen forventer at være afklaret om sine planer for 2001 når han kommer til Hockenheim, hvor det også ventes at han offentliggør hvor han kører i 2001.

AN  


Hop til top
Prost: trængsler i kø.

Weekendens race på A1-Ring lettede ikke presset fra Alain Prosts skuldre. Formentlig pga svigtende kommunikation mellem pit og biler lavede Heidfeld en eklatant brøler, da han på 39. omgang 'smækkede døren' for holdkammeraten Alesi så eftertrykkeligt, at de kolliderede og begge endte som vrag i gruset...

Uheldet kommenterede en skummende Jean Alesi således: "Vi havde lige haft vore pitstop og Nick havde meget mere brændstof ombord end jeg. Derfor var jeg meget hurtigere end ham og holdet vidste vi havde forskellige strategier, så der var i team'ets interesse at give ham besked om at slippe mig forbi. Jeg havde endda forsøgt tidligere, hvor vi rørte hinanden og gav håndsignal. Desværre så han mig ikke i det sving og kørte lige ind foran mig. Jeg er meget skuffet. Det eneste vi kan gøre nu, er at se frem mod Hockenheim og forberede os så godt som muligt."

Heidfelt var også i skudlinien fra anden side, nemlig fra Jacques Villeneuve: "Jeg havde faktisk ingen særlige problemer, undtagen med Heidfelt. Han kørte som var han i formel 300 og troede åbenbart han kunne tvinge alle andre ud i græsset."

"Jeg havde en god start, men uheldet i første sving betød jeg må undvige på ydersiden, så jeg mistede en del placeringer," sagde Nick Heidfelt efter løbet. "Med fulde tanke var raceren svær at håndtere, men det blev bedre for hver omgang. Jeg lå på 8.pladsen, da jeg tog mit eneste pitstop. Jean var meget tæt på mig efter stoppet og han var meget hurtigere, fordi han skulle pitte senere. Ved det første sving rørte han mig, da han forsøgte at overhale indenom. Jeg så ham på langsiden, men ikke da han var oppe på siden af mig i svinget. Det var en skam vi kolliderede, for jeg havde en god placering og ingen af os kunne fortsætte."

Sådan kørsel kan nok ikke undgå at kølne Prosts interesse for at udnytte den option, man har med McLaren for 2001 på unge Heidfeld, og som holdet skal tage stilling til indenfor den næste måned.

Men spørgsmåler er måske, om der overhovedet eksisterer et Prost-team til næste år. Man har mere end svært ved at sikre sig en god motor til 2001, og under det Franske GP antydede Alain Prost, at i mangel af en løsning på dette felt ville han undersøge alternativer. Det kunne nemt være salg af team'et, antyder kilder indenfor sporten, og der verserer rygter om at et Canadisk konsortium har ført drøftelser om et management buy-out. Andre vil vide, at Prost overvejer at sælge til enten et Tysk konsortium eller endog til Peugeot, som må imødese en voldsom kamp på markedsføring med Renault, der er på vej tilbage til formel-1.

GRN  


Hop til top
Williams: Godt samarbejde

Selvom man er vidt forskellige, kan man sagtens lærer af hinanden og arbejde godt sammen. Denne påstand kommer fra BMWs motorsportschef Gerhard Berger efter det Østrigske Grand Prix i en kommentar om samarbejdet mellem Williams kørerne Jenson Button og Ralf Schumacher. Han kommenterede yderligere om deres forskellige kører stil:

"Jenson har en meget glidende stil, mens Ralf kører aggressivt og hårdt og udnytter materiellets potentiale til det yderste. Jeg synes ikke, man kan sammenligne dem med min måde at køre på, fordi man kun kan sammenligne, når man kører i samme slags bil. Selvom det kun er to et halvt år siden jeg stoppede med at køre, er bilerne allerede meget forskellige fra dengang og kræver en helt anden teknik".

TNR  


Hop til top
Franchitti klar til Jaguar test

Skotske Dario Franchitti er for alvor på vej til Formel 1 eftersom at han i dag i morgen deltager i en test-kørsel for F1 Jaguar-teamet på Silverstone banen i England.

Franchitti har ikke lagt skjul på, at han gerne vil skifte til Formel 1, og han har bestemt heller ikke lagt skjul, at han meget gerne vil køre hos Jaguar. Hans gode venskab med Jackie og Paul Stewart har han holdt vedlige siden hans tid hos Paul Stewart Racing.

Efter hans tidlige exit fra søndagens løb i Toronto, så fløj Franchitti direkte til England, for at gøre sig klar til test-kørslen.

Grunden til Franchitti's hurtige farvel til løbet i Toronto var, at han og columbianske Juan Pablo Montoya begge var indblandet i et sammenstød. Og netop Montoya er jo, efter alle rygter at dømme, også på vej til Formel 1, så hvem ved - måske kæmper de videre næste år i motorsportens fornemste klasse.

www.cart.dk

AN  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk