Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
19.7.2005
 Red Bull underskriver ny Concorde aftale
 Tysklands GP - Dæk preview
 Første indtryk af Toyotas V8 motor
 
17.7.2005
 Coulthard truer med kørerstrejke
 

Hop til top19.7.2005

Red Bull underskriver ny Concorde aftale

Ferrari har for længe siden underskrevet en fornyelse af Concorde aftalen. Nu har Red Bull sluttet sig til, og måske er Jordan/Midland på vej også.

Den gældende Concorde aftale udløber ved udgangen af 2007. De store bilfabrikanter er ikke lune på en ny og arbejder med et alternativ - GPWC. Men Ferrari har for længst besluttet ikke at følge GPWC og støtter i stedet FOA. Ferrari blev enige med FOA i januar måned. Red Bull følger nu trop har mandag underskrevet en tilsvarende aftale. I en officiel meddelelse fra teamet lyder det: "at man er nået til enighed med FOA om en forlængelse af Concorde aftalen fra 2008 til 2012."

Udover at Red Bull næste år skal køre med Ferrari motorer, så tales der også om i rygtekrogene, at teamet stærkt overvejer at skifte fra Michelin til konkurrenten Bridgestones dæk, som også Ferrari - som alle ved - anvender. Endvidere er der tiltagende rygter om at også Jordan/Midland overvejer at skrive under på en ny Concorde aftale.

PDL  


Hop til top
Tysklands GP - Dæk preview

Al balladen om dækkene er faldet til ro - og tak for det. Nu går livet forhåbentligt sin vante gang med de almindelige udviklinger hos begge firmaer.

De der sorte ringe som sidder uden på fælgene, har været genstand for megen omtale. Men det er slut nu, og det går videre i den stadige udvikling. Der er blevet testet rundt omkring i Europa i sidste uge, og man skal være et asen hvis man ikke tror at dækfirmaerne har fundet på noget nyt.

Michelin:
Michelin kommer meget fortrøstningsfulde til det tyske GP på Hockenheim. Man er fuldt ud klar over hvilke krav der stilles til dækkene på banen. Forudsat at det holder tørt, så er der som regel god varme i asfalten på denne årstid. Banens layout indeholder en del hurtige sving og ikke mindst, en motordrom som kan være meget drilsk idet det er en "glat" sektion. Banen er kendt for at varme især bagdækkene temmelig hurtig op. Er balancen i bilerne god, kan man undgå de værste varmebobler i dækkene, og dermed længere holdbarhed. Det er udmeldingen fra Michelin, som til weekenden tager dæk med fra den midterste del af spektret, altså medium compounds. Michelin er ikke så nervøse som ved flere andre lejligheder tidligere i år. Det har vist sig at dækkene har kunnet klare alle temperaturer der er kørt under endnu. En god udvikling i forhold til tidligere.

Bridgestone:
Alle tre Bridgestone teams har testet i sidste uge. Selv Minardi har været i gang, men kun på Vallelunga banen i Italien. Jordan og Ferrari på Paul Ricard, samt Ferrari selvfølgelig også hjemme i Italien. Bridgestones øverste chef, Hirohi Yasukawa, mener der er grund til at se både M. Schumacher og R. Barrichello på podiet på Hockenheim. Det er der sikkert nogle der vil være uenige med ham i. Bridgestones tekniske chef, Hisao Suganuma, er derimod temmelig realistisk. Han siger nemlig - i lighed med Michelin folkene - at banen kan bliver meget varm, så bilernes balance skal være i orden, ellers slides dækkene for hurtigt. Han fortæller også at teamene har testet adskillige og forskellige compounds i den bløde ende af skalaen, men også at man arbejder på at finde det helt rigtige udbud af compounds at tage med. Ferrari har selvfølgelig gjort det største arbejde, og det ligger nok til dem i største grad at bestemme en del i den henseende. Gættet må være compounds der ligner Michelins, altså medium til den lidt bløde side af skalaen.

PDL  


Hop til top
Første indtryk af Toyotas V8 motor

Olivier Panis testede i sidste uge Toyotas nye V8 motor. Det var første gang at motoren blev testet på en bane. Hvordan oplevede Panis testen?

I sidste uge testede Toyota for første gang deres nye V8 motor på en bane. Olivier Panis med hans kæmpeerfaring blev udvalgt til at køre de første ture med den nye motor. Der skal med det samme nævnes at motoren ikke blev presset fuldt ud, men med det in mente, gik det faktisk strålende.

Olivier Panis:
"Mit første indtryk var, ikke overraskende, at motoren er lidt langsommere end V10'eren. Vi bemærkede med det samme at accelerationen ikke er så hurtig, og at g-kraften er mindre i svingene. Men når man så tager med i betragtning, at motoren har ca. 200 hk mindre end V10 motoren, er man på det niveau man kan forvente, og det vil givet være det samme for alle."

"Det får faktisk ældre mænd som mig til at overveje at starte karrieren igen. Med en V8 motor er der flere vibrationer, så man er nødt til at vurdere diverse komponenter i bilen. Den første dag gik rigtig godt uden nogen problemer. Dagen efter følte vi at køreevnen var ret god, og jeg kørte 35 omgange om formiddagen som en del af en længere planlagt distance. Jeg må tilstå at jeg er temmelig imponeret over hvad motorafdelingen hos Toyota har lavet."

"Den sidste dag kørte jeg omgange på 1:21.3. Med V10'eren kørte vi ca. 1:18. Det er meget godt når man tænker på at det er første gang at vi kører med motoren. Vi var ikke i nærheden af maksimal ydelse. Man skal også tage i betragtning at motoren var anbragt i en tilpasset TF105 og ikke i et specielt karrosseri. Jeg vil anslå at en tid omkring 1:20 vil være mulig."

Testen blev kørt på Jerez banen i det sydlige Spanien.

PDL  


 

Hop til top17.7.2005

Coulthard truer med kørerstrejke

"En strejke blandt kørerne i løbet af sæsonen kan meget vel blive aktuel" Det er ordene fra David Coulthard ifølge Daily Record avisen.

I en allerede noget turbulent sæson pga. affæren på Indianapolis Motor Speedway, truer David Coulthard nu med at en kørerstrejke ikke ligger fjernt. Årsagen er blandt at sikkerheden skal forbedres.

Igen er det bl.a. sikkerheden under test der ligger David Coulthard på hjerte. Sikkerhedsstandarden er meget under hvad den er til Grand Prixerne. Nogle steder endda næsten ikke eksisterende. Det skal der nu rettes op på.

David Coulthard har tidligere rettet henvendelse til FIA og Max Mosley om emnet, men det seneste møde der skulle have været afholdt på Silverstone i forbindelse med det engelske Grand Prix, blev aflyst af Max Mosley. Mosley var "stor" nok til at aflyse pga. protester fra bl.a. David Coulthard. Max Mosley har nu foreslået at mødet i stedet bliver afholdt d. 1. august i Cannes.

Det er David Coulthard ikke helt tilfreds med og tilskynder nu Max Mosley til at tænke mere seriøst, hvad end årsagen var til at aflyse mødet. I Coulthards klumme på Daily Record, skriver David Coulthard bl.a.:

"En strejke kunne meget vel ramme feltet i anden halvdel af sæsonen. Så stærkt føler jeg og mine kollegaer for at få sikkerheden forbedret. Tanker som blev sat i stå pga. af hvad der skete i det amerikanske GP."

"Jeg håber at mødet vil finde sted. Vi ønsker at sikre at sikkerheden er i højsædet. Det er ikke utænkeligt at vi vil strejke hvis vi føler os presset til det, hvis vi føler at sikkerheden ikke er i orden. Forhåbentligt sker det ikke, men det kan blive aktuelt at vi stikker hovederne sammen og udvandrer. Hvad der skete på Indianapolis Speedway rystede os alle."

Sikkerheden er blevet et varmt emne efter at Michelin - som ikke kunne levere de rigtige dæk - ganske fornuftigt henstillede til at man ikke kørte. At teamene så vælger at trække sig ud, er en ganske anden sag, hvor det er teamene der træffer afgørelsen.

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk