Nu kan vi så småt igen håbe på dansk deltagelse i Formel 1. Nicolas Kiesa skal være tredjekører for Jordan teamet ved det tyske GP. Der arbejdes dog ihærdigt på at få Kiesa på plads resten af sæsonen også.
Muligheden opstod da teamets hidtidige testkører, Robert Doornbos, skrev kontrakt med Minardi teamet for resten af sæsonen. Allerede i sidste uge blev Nicolas Kiesa angiveligt kontaktet af Jordan teamet. Og så blev der arbejdet hurtigt, og i dag onsdag faldt detaljerne på plads, og Kiesa kan nu repræsentere Jordan teamet som test- og tredjekører ved det tyske GP.
Men det er kun én ting. Både Kiesa og Jordan teamet er interesseret i at det skal forsætte sæsonen ud, og Kiesa og folkene bag ham, arbejder på højtryk for at få tingene til at hænge sammen, så pladsen bliver sikret resten af sæsonen. Meget tyder på at det kun er nogle forholdsvis få detaljer der mangler. Kiesa var senest i Formel 1 i 2003 hvor han kørte fem løb, og indtil i år har haft rookie rekorden for flest fuldførte løb i træk.
Efter først at have afvist de meget stærkt tiltagende rygter om at Patrick Friesacher var på vej ud til fordel for Robert Doornbos, kom der tirsdag meddelelse fra Minardi teamet om det modsatte. Friesacher har længe haft svært ved at betale for sit sæde i teamet, og nu kommer reaktionen så fra Paul Stoddart. Minardi præsenterer ny kører i teamet i det tyske Grand Prix i den kommende weekend. Nu er der så to hollandske kørere i teamet. Robert Doornbos har i denne sæson været testkører for Jordan teamet, ligesom han også var det ved de tre sidste GP'er i sidste sæson.
Paul Stoddart:
Vi er glade for at byde Robert velkommen til Minardi. Han har tydeligt vist i det sidste års tid, at han har den nødvendige fart til at kan køre i Formel 1. Vi er glade for at kan give ham muligheden ved det tyske Grand Prix. Jeg tror at han vil lave en god præstation i de kommende GP'er, og jeg er også sikker på at Minardi teamet kan forvente en endnu større støtte fra Holland, hvis det er muligt, især nu da vi har en ren hollandsk kørersammensætning."
"Jeg vil også bruge denne mulighed til at udtrykke en stor tak til Patrick for hans indsats for teamet, også selvom den kommercielle situation betyder at vi desværre er nødt til at bringe vores aftale til ophør. Beslutningen er på ingen måde taget ud fra hans præstationer eller evner. Vi vil forsætte med at sætte ham højt, og ønsker ham alt mulig held og lykke i fremtiden."
Robert Doornbos har udover sin karriere som testkører hos Jordan, tidligere kørt mange forskellige formel serier. Opel Lotus, Formel Ford, Formel 3 og den internationale Formel 3000 serie. Det er disse serier som har bragt Doornbos frem. Og det er ikke kun i hjemlandet Holland at han har kørt. Faktisk er det minimalt hvad han har kørt hjemme. Det har været i udlandet at han har gjort sin karriere. Er det endnu et fund til en forsat karriere i Formel 1, som så mange andre i det nuværende felt har prøvet med Minardi som indgang.
Den gældende Concorde aftale udløber ved udgangen af 2007. De store bilfabrikanter er ikke lune på en ny og arbejder med et alternativ - GPWC. Men Ferrari har for længst besluttet ikke at følge GPWC og støtter i stedet FOA. Ferrari blev enige med FOA i januar måned. Red Bull følger nu trop har mandag underskrevet en tilsvarende aftale. I en officiel meddelelse fra teamet lyder det: "at man er nået til enighed med FOA om en forlængelse af Concorde aftalen fra 2008 til 2012."
Udover at Red Bull næste år skal køre med Ferrari motorer, så tales der også om i rygtekrogene, at teamet stærkt overvejer at skifte fra Michelin til konkurrenten Bridgestones dæk, som også Ferrari - som alle ved - anvender. Endvidere er der tiltagende rygter om at også Jordan/Midland overvejer at skrive under på en ny Concorde aftale.
De der sorte ringe som sidder uden på fælgene, har været genstand for megen omtale. Men det er slut nu, og det går videre i den stadige udvikling. Der er blevet testet rundt omkring i Europa i sidste uge, og man skal være et asen hvis man ikke tror at dækfirmaerne har fundet på noget nyt.
Michelin:
Michelin kommer meget fortrøstningsfulde til det tyske GP på Hockenheim. Man er fuldt ud klar over hvilke krav der stilles til dækkene på banen. Forudsat at det holder tørt, så er der som regel god varme i asfalten på denne årstid. Banens layout indeholder en del hurtige sving og ikke mindst, en motordrom som kan være meget drilsk idet det er en "glat" sektion. Banen er kendt for at varme især bagdækkene temmelig hurtig op. Er balancen i bilerne god, kan man undgå de værste varmebobler i dækkene, og dermed længere holdbarhed. Det er udmeldingen fra Michelin, som til weekenden tager dæk med fra den midterste del af spektret, altså medium compounds. Michelin er ikke så nervøse som ved flere andre lejligheder tidligere i år. Det har vist sig at dækkene har kunnet klare alle temperaturer der er kørt under endnu. En god udvikling i forhold til tidligere.
Bridgestone:
Alle tre Bridgestone teams har testet i sidste uge. Selv Minardi har været i gang, men kun på Vallelunga banen i Italien. Jordan og Ferrari på Paul Ricard, samt Ferrari selvfølgelig også hjemme i Italien. Bridgestones øverste chef, Hirohi Yasukawa, mener der er grund til at se både M. Schumacher og R. Barrichello på podiet på Hockenheim. Det er der sikkert nogle der vil være uenige med ham i. Bridgestones tekniske chef, Hisao Suganuma, er derimod temmelig realistisk. Han siger nemlig - i lighed med Michelin folkene - at banen kan bliver meget varm, så bilernes balance skal være i orden, ellers slides dækkene for hurtigt. Han fortæller også at teamene har testet adskillige og forskellige compounds i den bløde ende af skalaen, men også at man arbejder på at finde det helt rigtige udbud af compounds at tage med. Ferrari har selvfølgelig gjort det største arbejde, og det ligger nok til dem i største grad at bestemme en del i den henseende. Gættet må være compounds der ligner Michelins, altså medium til den lidt bløde side af skalaen.
I sidste uge testede Toyota for første gang deres nye V8 motor på en bane. Olivier Panis med hans kæmpeerfaring blev udvalgt til at køre de første ture med den nye motor. Der skal med det samme nævnes at motoren ikke blev presset fuldt ud, men med det in mente, gik det faktisk strålende.
Olivier Panis:
"Mit første indtryk var, ikke overraskende, at motoren er lidt langsommere end V10'eren. Vi bemærkede med det samme at accelerationen ikke er så hurtig, og at g-kraften er mindre i svingene. Men når man så tager med i betragtning, at motoren har ca. 200 hk mindre end V10 motoren, er man på det niveau man kan forvente, og det vil givet være det samme for alle."
"Det får faktisk ældre mænd som mig til at overveje at starte karrieren igen. Med en V8 motor er der flere vibrationer, så man er nødt til at vurdere diverse komponenter i bilen. Den første dag gik rigtig godt uden nogen problemer. Dagen efter følte vi at køreevnen var ret god, og jeg kørte 35 omgange om formiddagen som en del af en længere planlagt distance. Jeg må tilstå at jeg er temmelig imponeret over hvad motorafdelingen hos Toyota har lavet."
"Den sidste dag kørte jeg omgange på 1:21.3. Med V10'eren kørte vi ca. 1:18. Det er meget godt når man tænker på at det er første gang at vi kører med motoren. Vi var ikke i nærheden af maksimal ydelse. Man skal også tage i betragtning at motoren var anbragt i en tilpasset TF105 og ikke i et specielt karrosseri. Jeg vil anslå at en tid omkring 1:20 vil være mulig."
Testen blev kørt på Jerez banen i det sydlige Spanien.