Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
28.7.2000
 Krig og fred, eller Schumacher vs. de andre
 Hockenheim - 2. fri træning
 Hockenheim - 1. fri træning
 Vendepunkt for Jordan
 BAR skal leverer varen
 Trulli: Barrichello skyldig
 Panis: taler Coulthard over sig ?
 Salo kalder Diniz vildmanden !
 Schumacher vs. Senna, del 2
 Porsche afviser comeback i F1
 Ny Irvine på banen
 Herbert stopper.
 Prost overvejer flere muligheder
 
27.7.2000
 Hvem afløser Wurz, hvis han stopper?
 HANS nyt.
 Undskyldning fra Zonta
 Flere gnidninger hos Prost
 Irvine er tilbage
 Heidfeld foretrækker roen
 Herbert vil være en plads bedre
 Berger - Ralf vinder snart
 Schumacher tror på vendepunkt
 Interesse fra bilmærker i F1-aktier
 Barrichello afviser bekymring
 En omgang på Hockenheim med Frentzen
 Søges: Motor
 Frentzen bliver i 2 år
 AMT til Arrows
 Williams på vej til Hockenheim
 Jaguar på vej til Hockenheim
 Hvem tager BAR´s andet sæde?
 

Hop til top28.7.2000

Krig og fred, eller Schumacher vs. de andre

Så er der igen ballade i F1. Og igen er det Michael Schumacher som er hovedpersonen. Ved torsdagens pressemøde på Hockenheim, var MS i skudlinjen fra David Coulthard og Eddie Irvine. Konflikten drejer sig om nogle af de starter, som MS har lavet i denne sæson. Specielt starterne på Imola og Magny-Cours, hvor MS tydeligt skifter linje for at forsvare sin position, diskuteres der meget om.

Ved et møde for 14 dage siden på A1-Ring, var problemet allerede taget op, og der havde man tilkaldt Charlie Whiting, sikkerhedsdirektør i FIA, for at få nærmere beskrevet, hvordan reglerne skulle tolkes. Dengang fik kørerne den melding, at sålænge, at det ikke er farligt hvad de foretager sig, så er den ene ændring af vognbane og linje, som er beskrevet i reglerne, lovlig. Og dermed har Whiting indirekte sagt, at det som MS har foretaget sig, er lovligt.

Men det har åbenbart været svært for specielt DC og EI at acceptere. I hvert fald var de to i centrum, i den diskussion som det udartede sig til i går.

David Coulthard: "Racing er hårdt, det er hjul ved hjul, og det vil uundgåeligt være genstand for diskussioner ind i mellem. Jeg har den opfattelse, at når tingene er blevet gennemdiskuteret, så er vi færdige med det. Når bare vi ved hvor grænsen er, så kan vi alle være med. Det har ikke noget at gøre med to kørere mod en. Meget blev afklaret ved mødet i Østrig. Det kunne være, at der var ti kørere der ønskede klarhed om, hvordan reglerne skal tolkes."

Eddie Irvine derimod, er knap så politisk i sine udtalelser. "Michael skulle tage det her seriøst, men han er bare så arrogant. Jeg siger ikke det her for at hidse ham op. Men det er et sikkerhedsspørgsmål. Hvis han ikke kan tage det seriøst, burde han træde tilbage som formand for GPDA (kørernes sammenslutning). Jeg synes ikke, at han skal have lov til at gøre de ting han gør. Det er en meget farlige manøvre, og på et eller andet tidspunkt, er der en eller anden der ikke holder tilbage for ham. De to biler vil komme i berøring med hinanden, og så vil de enten være et sted midt i feltet, eller også udgår de. Imens vil alle andre biler kæmpe sig vej forbi, og på den måde skabe en endnu farligere situation. Jeg synes ikke, at det var så slemt på Magny-Cours, men han ændrede retning, hvilket han ikke har lov til, men hvad han gjorde på Imola, var helt vildt. Men det som kommer let, går let. På et eller andet tidspunkt kommer han til at betale for det."

Eddie Irvine bliver bakket op i sine udtalelser af Jacques Villeneuve, som efter løbet i Frankrig, var ude med en tilsvarende kritik af Michael Schumachers kørsel. Men hvad siger MS selv til al kritikken?

"Nogle få kørere har en modsat holdning end den jeg har. Så er der resten, som har en tredje holdning. Charlie Whiting er stort set enig i alle holdningerne, sålænge det ikke er farligt. Der er et par kørere, hvis holdning jeg ikke kan tage seriøst. Jeg ønsker ikke at deltage i den diskussion, det giver ingen mening. Lad os tale om noget mere seriøst."

Men da han blev bedt om at uddybe hans holdning lidt nærmere, sagde han: "Vi kører racerløb. Og det på en hård, men fair måde, som jeg ser det. Sådan har det altid været. Hvis der skal ændres nogle regler, så lad os snakke om det. Men lad være med at antyde, at det kun er mig der gør det, det er absolut ikke rigtigt. Hvis man kikker ned igennem feltet, vil man se, at mange gør det, inklusive de samme som nu brokker sig. De har gjort det førhen, og de gør det nu. Hvad er det vi diskuterer her? Er vi i F1 eller er det en familiesammenkomst? Jeg ved, at i England har man skabt et billede af mig, som værende klassens slemme dreng. Men hvis det jeg gjorde var ulovligt, ville løbskommissærerne have fortalt mig det. Jeg kører i henhold til reglerne. Hvad skrev den engelske presse i 1992 i Monaco, da Senna lavede nøjagtigt det samme overfor Nigel Mansell? Dengang skrev man om hvor spændende det var. Det hænger ikke sammen, så lad være med at skabe et usandt billede a

PDL  


Hop til top
Hockenheim - 2. fri træning

Der blev flyttet lidt rundt på stillingen i den anden tri træning, og for de tyske tilskuere ser det lovende ud. Frentzen kørte sig frem i nærheden af Michael Schumacher og indikerer dermed at han er på vej tilbage til fronten og i nærheden af en mulig sejr.

Men der blev ikke ændret særlig meget, da det havde regnet i den mellemliggende tid mellem de to træninger. Dermed blev Michael Schumachers bedste tid fra om formidaggen urørlig. Det lover dermed til at blive en interessant kvalifikation hvor Frentzen og Jordan måske kan blive outsidere.

Resultatet af træning i dag - klik her

BB  


Hop til top
Hockenheim - 1. fri træning

Michael Schumacher lagde sig i den første frie træning i en klar føring da han satte formiddagens bedste tid - som var over et halvt sekund bedre end den tid som Mika Hakkinen satte. Dermed ser Ferrari ud til at være i topform på en bane hvor motorkraft er et must.

Det var igen klart at det bliver en kamp mellem Ferrari og McLaren om at være de hurtigste på den tyske bane, og at dømme ud fra tiderne her til morgen har Ferrari gode chancer for at komme tilbage som vindere - dog kan der ske meget i den anden time med træning. Frentzen viste sig at klare sig som 'best of the rest', men der var grund til bekymring hos Jordan da Trulli måtte parkere sin racer ude i skoven. BAR viser dog fortsat lovende takter og det understreger at Honda-motoren giver teamet den power der er nødvendig for at holde sig med fremme. Villeneuve og Zonta fulgte på de følgende - sjette og syvendepladserne.

Der var få sammenstød eller småuheld, men flere kørere nåede at tage en alternativ vej gennem chikanerne. Dog viste Button at det ikke altid er helt nemt at køre Formel 1, da han kørte sin racer i muren da han var på vej i pit efter træningen.

BB  


Hop til top
Vendepunkt for Jordan

Nu tror Jordan - såvel som flere andre teams - at løbet på Hockenheim bliver vendepunktet. Indtil videre har 2000-sæsonen været ren jammer fra Jordans side, men nu tror de på at det bliver bedre.

Blandt andet har de fået Frentzens underskrift på at han bliver i yderligere to år, hvilket vil være med til at give ro til teamet. Derudover har teamet også deres nye B-version af EJ10-raceren med til Hockenheim. Frentzen håber at det giver fremskridt.

"Nu da teamet har sat kursen," siger han om de afklaringer der er kommet, blandt andet med Honda som fabriksmotor næste år, "kan vi koncentrere os om at forbedre vores situation mod slutningen af sæsonen. Vi ønsker alle at gentage sidste års succeser og jeg tror at det tyske grand prix vil være en ideel mulighed for blive et vendepunkt," siger tyskeren der er på hjemmebane.

Selvom teamet kommer til Hockenheim med B-versionen af raceren, så har Frentzen ikke testet den. I sidste uge var han på ferie, men teamet har en god fornemmelse for at det er et skridt i den rigtige retning.

Glæde over Frentzens beslutning

I Jordan-lejren var der stor glæde over at Frentzen bliver hos dem i yderligere to sæsoner. "Han er til dato den meste succesfulde kører når det kommer til sejre, point og placeringer i den forreste række hos Jordan, og vi forventer at han vil spille en stor rolle i vores VM-kamp med vores partnere i 2001 - Honda og Bridgestone," sagde Eddie Jordan ved den officielle præsentation af Frentzen som teamets topkører de kommende sæsoner. Det har især været ankomsten af Honda fra næste sæson der overtalte Frentzen til at blive.

BB  


Hop til top
BAR skal leverer varen

Det lykkedes BAR at sikre sig Villeneuve i yderligere tre år - men det skal ikke få BAR til at tro at de nu er sikre. Hvis ikke teamet leverer varen, så vil han forlade teamet før tid. Det første delmål for canadieren er at få en placering på podiet - og det vil han gå efter i det tyske grand prix.

Selvom han kommer til at tjene mere end 100 millioner kroner om året hos BAR, vil han være villig til at forlade teamet hvis de ikke kan køre sig frem til en position som løbsvinder. "Teamet skal levere varen. Hvis de ikke præsterer det, så vil jeg forlade teamet. Alt er muligt her i livet," siger Villeneuve der dermed også indikerer at der er passus i kontrakten som gør det muligt at forlade teamet.

Canadieren var sat i forbindelse med flere teams - først på sæsonen var det McLaren og Williams, mens det siden hen blev Benetton der rumlede. Det var ikke nemt at træffe valget, men der var gode grunde til det. "Det var ikke en nem beslutning fordi der var andre gode muligheder, og jeg har haft to svære år hvor løfterne ikke blev til noget," siger han om de svære år hos BAR.

Men i denne sæson er teamet kommet på rette vej og det har været med til at overbevise den tidligere verdensmester om at det nok var klogest at blive hos BAR. "Teamet har gjort fremskridt og er ved at høste frugterne. Jeg ved hvad jeg har her, men hvis jeg havde skiftet skulle jeg holde mig til løfter som enten ville blive til noget - eller som ikke ville," siger han videre. Det er blandt andet Honda som har været den bærende kraft i teamets fremskridt. "Honda har givet meget til teamet og det har teamet også gjort," siger han om hvordan det går mellem BAR og Honda.

Pollock lover ikke mesterskab

Craig Pollock har gjort sit til at holde sit es i teamet, men han kan ikke love at BAR i den kommende sæson sprænger alt og vinder løb på samlebånd. "Raceren bliver bedre og teamet bliver bedre, men at indhente Ferrari og McLaren er en stor udfordring," siger teamchefen og peger på hvor stor afstand der er i VM mellem de to bedste teams og ned til teamet på 3. pladsen. "Det er den afstand som vi skal have indhentet og som alle teams forsøger at nedbringe. Måske er det realistisk at det først bliver det følgende år hvor vi kan se på mesterskabet," siger han om den kommende tid, hvor det altså nok først bliver i 2002 at BAR-Honda kan blande sig med fremme.

BB  


Hop til top
Trulli: Barrichello skyldig

Det skorter ikke på beskyldninger om hvem der bærer skylden for sammenstødet i det første sving i Østrig. Jarno Trulli der også var indblandet i den hektiske duel - og som også var i nærkontakt med Barrichello skyder skylden på netop brasilianeren. Han mener ikke at det var Zonta skyld at det gik så galt som det gjorde.

Trulli blev selv et offer for sammenstødet da hans løb sluttede med at han parkerede sin Jordan racer i Michael Schumachers. Tyskeren gav efter løbet Zonta hele skylden - men i virkeligheden var Ferrari måske offer for deres egen taktik. "Rubens gik til højre og trak derefter til venstre for at give plads til Michael. Men det gav også plads til Zonta, og det var naturligt at han ville forsøge at køre der," siger Trulli og giver dermed Barrichello skylden for uheldet. Samtidig kørte Ferrari'erne meget defensivt. "Ferrari'erne bremsede meget tidligt til svinget, så det var umuligt at undgå dem," er Trulli konklusion.

De kan sikkert diskutere det sammenstød herfra og til næste år - det rykker dog ikke ved ret meget. Sket er sket.

BB  


Hop til top
Panis: taler Coulthard over sig ?

Coulthard måtte trække i land, da han udtalte sig om Panis' indsats hos McLaren. "Vi er glade for at Olivier tester for os, og vi ville ønske han kunne fortsætte. Men vi forstår hans ønske om at komme tilbage som regulær kører."

Indledningsvis kommenterede DC de forholdsvis sikre forlydender om, at Mercedes-McLaren har tilbudt Panis en årsgage på 2 mill. USD, hvis han ville fortsætte som holdets testkører. Samt at man ville være imødekommende om at løse ham fra den indeværende kontrakt, hvis han fik tilbudt et fast sæde i et andet team.

"Det er en kæmpe fordel, at have en erfaren kører," fortsatte Coulthard. "Olivier har erfaringen med, hvordan det er at køre en hel løbsdistance på 60-70 omgange. Det er der simpelthen ingen anden måde at opnå på. Det er klart han ønsker at køre fuld tid. Det giver os helt klart det problem, at vi skal finde en anden som er ligeså god som han."

Efter den udtalelse blev Couldhard bedt om klart at bekræfte, at Panis er på vej væk, men han skyndte sig at bortforklare: "Det er ikke afgjort. Det jeg sagde var, at han ønsker at køre løb, mens vi som team ønsker at beholde ham (som testkører - red.). Men indtil enten ledelsen eller han selv udtaler sig med bestemthed, er situationen som jeg lige sagde."

Og man må da sige at ledelsen bakker flot op om den måde Couldhard værdsætter Panis, der skal ret gode tilbud på bordet for at lokke OP væk - enten i form af penge, men nok mere sandsynligt i form af en reel chance for at gøre sig gældende i kampen om points'ne. Rygterne koncentrerer sig om BAR og Benetton.

Lykke til, Panis !

GRN  


Hop til top
Salo kalder Diniz vildmanden !

Det viser sig, at åbenlyse indbyrdes stridigheder mellem holdkammerater ikke er begrænset til Prost team'et for tiden. Sauber-køreren Mika Salo gjorde forleden et udfald mod Pedro Diniz for hans kørsel i første sving under det Østrigske GP.

"Jeg så de andre køre på kryds og tværs, så jeg tog naturligvis farten af for ikke at ramme dem og for at klare svinget," forklarede Salo. "Han kom lige mod mig med blokerede hjul og halvvejs ude i græsset. Han ramte mig lige ind i siden. Det ødelagde min motorhjelm og sidepod, og betød at jeg mistede mindst 20% downforce. Man kan se det på telemetrien, der er en kæmpeforskel."

Salo var skuffet: "Det var derfor jeg var så langsom i hele løbet. Han ødelagde det for os begge ! Og det er ikke første gang, for to år siden lykkedes det ham at ramme mig i andet sving, selvom jeg startede som nr. 6 og han 13. Han skal åbenbart med alle midler forsøge at vinde løbet, før han når første sving."

Det kan blive interessant at se, hvordan de to klarer 'samarbejdet' i den kommende weekend på Hockenheim.

GRN  


Hop til top
Schumacher vs. Senna, del 2

Så er der igen nye meninger om, hvorvidt man kan sammenligne Michael Schumacher og afdøde Ayrton Senna, og i givet fald hvem der er bedst. Tidligere har BMWs motorsport chef Gerhard Berger udtalt, at Senna var på et niveau for sig selv, og end ikke Schumacher kunne matche ham. Schumacher selv skulle dog også have indrømmet, at han ikke har nogen som helst ambitioner om at blive sammenlignet med Ayrton Senna.

Imidlertid har Schumachers holdkammerat hos Ferrari, Rubens Barrichello taget til genmæle, idet han udtaler, at Schumacher er en overordentlig stor udfordring, men at det egentlig også var, hvad han havde forventet.

"Jeg har altid respekteret ham meget, og nu hvor jeg har arbejdet tæt sammen med ham, mener jeg det er fair, at sammenligne ham med Ayrton. På en enkelt omgang tror jeg Michael er bedre, end Ayrton var, men set over et helt løb, er jeg ikke så sikker".

TNR  


Hop til top
Porsche afviser comeback i F1

Der har i et godt stykke tid været arbejdet på, at Porsche skulle vende tilbage til F1. Men det er nu besluttet, at det sker ikke i denne omgang.

Planerne gik ud på, at Porsche i samarbejde med Sauber og Petronas, det malaysiske olieselskab, som ligger navn til Ferraris et år gamle motorer, skulle levere motorer til Sauber. Planerne gik bl.a. ud på, at Porsche skulle udvikle og producere motorer til Sauber, men med Petronas navnet på. Bestyrelsen hos Porsche var blevet enige, men da forslaget blevet forelagt Porsche familien, som har det sidste ord, blev der uden tøven nedlagt veto. Og dermed bliver det ikke til noget i denne omgang.

F1 kunne ellers være en mulighed for at gøre yderligere opmærksom på sig selv. Porsche har altid haft stolte traditioner i motorsport, dog primært i sportsvogne og div. GT klasser. Porsche har tidligere været i F1. Første gang var i 1961, hvor man debuterede man eget chassis. Bilerne blev kørt af Dan Gurney og Jo Bonnier. I 1962 fik Porsche sin hidtil eneste sejr. Det skete i det franske GP i en Porsche 804. De forlod F1 kort efter, og kom først tilbage i starten af 1980'erne. Det skete som motorleverandør til McLaren. Det var i tiden med turbo. I 1984 blev Niki Lauda verdensmester for McLaren med TAG-turbo motoren, og i 1985 blev det dobbelt triumf da Alain Prost blev verdensmester og man også vandt VM for konstruktører. Året efter vandt man igen VM for konstruktører. Men da turbomotorerne blev forbudt igen, trak man sig.

PDL  


Hop til top
Ny Irvine på banen

Så er Eddie Irvine tilbage igen. Efter at han og teamet er kommet til Hockenheim, var der straks travlt. Adskillige pressemøder og promotionsarrangementer er det blevet til. Og udover, at Johnny Herbert har tiltrukket sig en del opmærksomhed, så har Eddie Irvine også gjort sig bemærket på flere områder.

Først og fremmest har opmærksomheden været rettet i mod hans afbud fra det østrigske GP. Han har som bekendt fået grønt lys fra lægerne til at køre igen. Men 100% i orden føler han ikke helt, at han er.

"Jeg har fået grønt lys fra lægerne, og det er en stor lettelse. Jeg er frisk og udhvilet, så jeg er klar." Men andre steder er han citeret for, at han måske ikke er helt så frisk, som han umiddelbart giver udtryk for. Han er citeret for at have sagt: "Jeg kunne ikke spise i tre dage i sidste uge. Jeg er lidt slap. Jeg har tabt i vægt, og jeg skal have genopbygget noget af min form igen. Heldigvis er Hockenheim ikke så krævende at køre på fysisk."

Men det som nok var mest iøjnefaldende hos Eddie Irvine, var hans hår. Hans hår er blevet farvet lyst. Måske vil han til at efterligne Jacques Villeneuve, som specielt sidste år, skiftede hårfarve ustandseligt. Det kan være, at de to vil skabe en ny mode i F1.


Eddie Irvine går jacques Villeneuve i bedene med hårmoden.
PDL  


Hop til top
Herbert stopper.

Johnny Herbert sætter nu en stopper for alle rygter om hans fremtid ved at bekræfte, at han skifter til CART ved sæsonens slutning. "Jeg har endnu ikke skrevet kontrakt med et CART-team, men jeg regner med tingene falder på plads indenfor den næste måned."

1995 var nok Herberts bedste sæson, hvor han tog sin første F1-sejr på Silverstone og vandt også for Benetton på Monza. Året endte med en fjerdeplads i kørernes mesterskab. Kemien fungerede vist ikke så godt med Benetton's teamchef Flavio Briatore og Herbert endte efterhånden hos StewartFord/Jaguar, men uden den helt store succes. Og dette skal vist nok så meget tilskrives raceren som køreren, der trods alt sikrede Stewarts eneste GP-sejr i det Europæiske GP på Nürburgring sidste år.

Også i indeværende sæson har der været store problemer med Jaguars R1 racer, bl.a. har en dårlig fungerende kobling og generel manglende pålidelighed betydet, at team'et ikke har scoret et eneste point i år.

Tilbage står så spørgsmålet nu hvor beslutningen er så officiel, om Jaguar vil benytte resten af 2000-sæsonen til at køre en ny chauffør i stilling. Der tales godt nok om CART køreren Dario Franchetti, men han kan vel næppe frigøres fra sin nuværende kontrakt. Men ellers er der jo nok af løse kandidater f.eks Olivier Panis blot for at nævne en af de aktive kørere.

GRN  


Hop til top
Prost overvejer flere muligheder

Efter Peugeot først på ugen offentliggjorde deres længe ventede beslutning om at trække sig ud af formel 1, har der næsten uafbrudt sviret diverse historier om at Prost teamet dermed var sendt ud i en krise. Men ifølge en talsmand for teamet, så skulle Alain Prost have op til flere tilbud fra mulige motorleverandører, hvem det skulle være ønsker teamet imidlertid ikke at offentliggøre. Talsmanden nøjes med at sige ” Der vil ikke blive offentliggjort noget i denne weekend, men Alain overvejer nøje situationen og der vil være nyt i sagen meget snart” .

Så kan man jo selv begynde at spekulere på hvilket muligheder der kan være tale om. Alain Prost har været hos Norbert Haug og Ron Dennis for at forhøre sig om muligheden for at få den eftertragtede Mercedes motor, men som det blev meldt ud i første omgang ønskede hverken McLaren eller Mercedes at levere motorer til det franske team. Siden har Alain Prost været hos vennen Jean Todt, men hos Ferrari mente man ikke det ville være muligt da Ferrari jo som bekendt i forvejen levere motorer til Sauber teamet under navnet Petronas, og det kunne dermed se ud at Prost teamet dermed er endt i en blindgyde.
Der dog et men, og dette ”men” hedder Bernie Ecclestone. Ecclestones magt er utrolig stor, og den lille mand kan ikke leve med at der er to team som ikke kan stille op på grund af manglende motorer, der mangler i forvejen et team på grid’en (Toyota) og med Prost og Minardi vil det blive 3. I den forbindelse skal man erindre at de store teams som Ferrari, Mclaren og Benetton tidligere har forpligtet sig til at fylde grid’en ud skulle feltet blive for lille, hvilket giver Ecclestone et pressionsmiddel som kunne få McLaren Mercedes til at skifte mening, da udgifterne ved at skulle stille op med en tredje vogn vil være ganske betydelige, men det var måske en måde at holde på testkøren Olivier Panis, franskmanden er inden for de sidste 24 timer er sat i forbindelse med Benetton Renault, hvis man da skal tro på alt hvad man høre.

CS  


 

Hop til top27.7.2000

Hvem afløser Wurz, hvis han stopper?

Silly Season er i fuld gang, og en af de kørere, der har været fokuseret på længe, er Alexander Wurz. Rygterne har kørt længe om Wurz. Det skyldes primært de manglende resultater i år. Hans teamkollega Giancarlo Fisichella har scoret points adskillige gange i denne sæson, hvorimod Wurz ikke har scoret nogle endnu, og samtidigt har brilleret med flere kørerfejl, som man normalt ikke laver.

Det forlyder fra ikke navngivne kilder hos Benetton, at Wurz står til at ryge ud efter det tyske GP, men er det ikke en sang vi har hørt før? Det forlyder også, at Wurz og Briatore ikke er på så god talefod mere, der skulle være visse uoverensstemmelser de to imellem.


Er Alexander Wurz snart medlem i ex-kørenes forening?

Men hvem kan så tænkes at skulle erstatte Wurz, hvis han ryger ud inden sæsonen er slut? En mulighed kunne være en af teamets testkørere, Antonio Pizzonia, som i øjeblikket gør sig i den engelske F3 serie og fører denne. Han har imponeret alle hos Benetton. Hvis Wurz bliver taget så meget til nåde, at han får lov til at køre sæsonen færdig, åbner der sig andre muligheder. Villeneuve er væk nu, efter at han har forlænget sin kontrakt hos BAR. En anden kraftig aspirant, er Olivier Panis, som gør det rigtig flot hos McLaren som testkører for dem. Han har i den senere tid ikke lagt skjul på, at han ikke er tilfreds med at være testkører. Ron Dennis er meget begejstret for Panis, og har tilbudt ham en klækkelig lønforhøjelse for at blive - nogle rygter siger, at han er tilbudt op imod $ 2 mill. om året - men Panis har andre ambitioner. Han vil ud at køre hver anden uge i løbet af sæsonen. Der er også forlydender fremme om, at Panis er på tale som afløser for Ricardo Zonta hos BAR teamet.

En anden kører, der er sat i forbindelse med Benetton, er Jenson Button, men der ikke endnu noget fast, om hvorvidt der har været seriøs kontakt der.

PDL  


Hop til top
HANS nyt.

Som bekendt udvikles der hele tiden indenfor Formel-1, og ikke kun for at opnå hurtigere omgangstider. Vi har tidligere omtalt HANS, der står for Head And Neck Support, altså beskyttelse af hoved og hals. Det er et joint venture med deltagelse af FIA, McLaren og Mercedes Benz, hvor man i forvejen er meget forkuserede på sikkerhed - også i gadebilerne.

Udstyret har fornylig været testet i USA, hvor Champ Car køreren Mauricio Guggelmin har været meget begejstret: "Det er ligeså stort fremskridt indenfor sikkerheden, som da vi udskiftede læderhjelmene med nutidens hårde fibermaterialer ! Blot et enkelt kik på video-optagelserne ville overbevise jer. Vore sundhedsfolk anbefaler at indføre HANS i CART næste år. Al den afprøvning Mercedes har foretaget, har været til stor gavn for os, men jeg tror mange kørere vil ønske af prøve udstyret, før det bliver obligatorisk. Mange er nøjeregnende med deres komfort under løbene, og de må først afprøve det og være tilfredse. Men jeg tror HANS bliver sat højt på dagsordnen i CART for næste år.

Jürgen Hubbert fra Mercedes's udviklingsafd. kommenterer: "Vi er glade for at deltage i dette projekt, hvor vi dels bidrager med vor mangeårige erfaringer indenfor sikkerhed i biler, og dels kan høste nye erfaringer på dette vigtige område. Det er stedse vor mål at gøre bilkørsel mere sikker, både på bane og almindelige veje."

GRN  


Hop til top
Undskyldning fra Zonta

Ricardo Zonta har sendt en skriftlig undskyldning til Michael Schumacher. Det sker efter, at de to havde en ufrivillig kollision i Østrig. Efter løbet var Michael Schumacher alt andet end tilfreds med Zontas kørsel.

Michael Schumacher sagde efter løbet, at han ville have en snak med Zonta, men om det blev til noget, vides ikke. I hvert fald har Craig Pollock, tilkendegivet at Zonta skulle give Michael Schumacher en undskyldning. Og nu har Zonta så sendt en skriftlig undskyldning til Michael Schumacher.

"Jeg er ked af det der skete. Jeg havde ingen intentioner om at blive involveret i en ulykke - og endnu mindre mig dig, fordi du er midt i mesterskabskampen. Jeg har selv tidligere prøvet det samme, dog i en mindre klasse, så jeg har selv fuldforståelse for de mulige konsekvenser, som uheldet kan medføre."

Så burde det for så vidt være ude af verden imellem de to. Nu kan resten af sæson så forløbe, og så vil det vise sig, om det har haft nogen betydning, at der ikke kom nogen points på tavlen for Michael Schumachers vedkommende.

PDL  


Hop til top
Flere gnidninger hos Prost

Der er kommet en yderst trykket stemning hos Prost efter episoden på A1-Ring for lidt over en uge siden. Jean Alesi kørte i et overhalingsforsøg Nick Heidfeld og sig selv af banen, og det har verseret lidt frem og tilbage om hvem der havde skylden. Alesi fortalte efter løbet at Heidfeld ikke ville rette sig efter teamordre og Heidfeld svarede tilbage på dette ved at sige at han var hurtigere end Alesi og at der ikke var nogen grund til at han skulle trække sig. Men det finder Alesi sig ikke i - og nu truer han med at lukke i for støtten.

"Han er kun en påståelig knægt og han skulle slet ikke tale om mig på den måde. Jeg har altid hjulpet ham som det er normalt at gøre for en erfaren kører til en begynder - og at forsætte med det er slut," siger Alesi direkte som et modsvar på Heidfelds udtalelser.

Det er ikke første gang at de to kørere har været på kollisionskurs. "Han havde allerede ramt mig i det franske grand prix og i Østrig gik det videre. Og hvordan kan han dog drømme om at han var et halvt sekund hurtigere en jeg?" spørger han. Så nu er der krig mellem de to kørere - og selvom Heidfeld gerne vil etablere sig, så er det ikke smart at markere sig så voldsomt.

BB  


Hop til top
Irvine er tilbage

Efter at have været nødsaget til at stå over i løbet på A1-Ring er Eddie Irvine nu igen klar til at kravle ned i cockpittet i sin Jaguar-racer. Det lader til at der er kommet styr på de mavesmerter som holdt ham ude af løbet, og ireren melder sig klar til igen at køre race.

"Efter at have fået løst de problemer der tvang mig til at stå over i Østrig, glæder jeg mig igen til at tage til Tyskland," forklarer Irvine. Det var ikke nemt for ham at skulle stå over i Østrig mens han kunne se kollegerne kører race. "Tro mig - at se kvalifikationen og løbet på TV var ikke nogen behagelig oplevelse," siger Irvine der sidste år fik foræret sejren på Hockenheim af Mika Salo der var stand-in for Michael Schumacher - et løb som han husker særlig godt, da de tyske tilskuerer heppede på ham og Salo i fraværet af Schumacher. Dette kan han dog ikke forvente i år. "Al støtte vil gå til Michael Schumacher igen," slutter Irvine.

Teamet har en ny Cosworth-motor med til Tyskland som er stærkere og kan give dem lidt med power ned ad langsiderne på den hurtig tyske bane.

BB  


Hop til top
Heidfeld foretrækker roen

To af de unge stjerner som er kommer ind i Formel 1 er vidt forskellige. Sætter man Jenson Button og Nick Heidfeld op mod hinanden har de på banen fået forskellig portion succes og ikke mindst udenfor banen viser de to kørere at de har forskellig indstilling.

Hvor Jenson Button lever for at være i vælten og altid gør en masse for at placere sig i midten, så søger Nick Heidfeld ikke ind mod det store påstyr og hysteri - og det ville han ikke hvis han havde haft samme resultater som briten. "Jeg fortrækker egentlig at mine omgivelser er stille og rolige," siger tyskeren der sidste år vandt det internationale Formel 3000-mesterskab.

Dog er der blevet mere fokus på tyskeren, dog ikke for et godt resultat men for balladen mellem ham og holdkammeraten Jean Alesi. Med de seneste udtalelser frem og tilbage mellem de to kørere går der vist lidt tid inden der igen kommer ro.

BB  


Hop til top
Herbert vil være en plads bedre

Johnny Herbert har stadig ikke fået ram på pointene og fik den svære 7. plads i det overståede østrigske grand prix. Men selvom det er en kedelig og ubrugelig placering, ser han i stedet positivt på at det gik bedre end tidligere.

"At slutte som nummer 7 i Østrig er bedre end det vi har opnået de sidste par løb, men det betyder stadig 0 point. Nu gælder det om at holde momentet fra Østrig og begynde at score point til teamet," siger Herbert. Briten peger på koncentration som en vigtig del af at køre på Hockenheim. "Koncentrationen er meget vigtig for at køre godt på Hockenheim, fordi man kører ligeud med fuld speeder i længere tid, og man skal passe på at tankerne ikke drager på langfart," forklarer Herbert, der også peger på komplekset omkring stadion som der hvor omgangen kan blive god eller dårlig - den manglende downforce gør dette stykke svært, så derfor kræves der god traction for at komme igennem de sidste snævre sving.

BB  


Hop til top
Berger - Ralf vinder snart

BMW satte som målsætning at klare sig fornuftigt i 2000 - og i det mindste lægge sig i midten af feltet. Det har dog vist sig at BMW-Williams er blevet en stor succes og har fundamentet til at blive et storteam som har potentielle chancer for at vinde løb.

Teamet er især bygget op omkring Ralf Schumacher som teamet sætter stor lid til. Tyskeren har endnu ikke været i stand til at vinde løb, men ifølge BMWs motorsportschef, Gerhard Berger vil det komme indenfor kort tid. Han mener at de to Schumacher-brødre har samme talent - men at de trods alt har forskelligheder. "Michael arbejdet med maksimal koncentration, mens Ralf er lidt mere afslappet. Men jeg er ikke i tvivl om at Ralf vil blive en vinderkører på et tidspunkt," siger Berger.

BB  


Hop til top
Schumacher tror på vendepunkt

Sæsonen er blevet åbnet meget op efter at McLaren har kunnet lukrere på de fejl der har været hos Ferrari. VM står stort set lige - især efter FIAs afgørelse i Hakkinen-sagen fra Østrig hvor tre kørere nu bejler til VM-titlen. Ferrari og Michael Schumacher har været inde i et formdyk, men nu tror de på at det vender.

Uanset om der ligger en eller to McLaren-kørere i hælene på tyskeren når han kommer til sit løb på hjemmebanen, så noterer han sig at begge er hårde konkurrenter, men at han ikke vil lade dem komme forbi. "David og Mika kører begge godt og de har begge fået fordel af vores tab, ligesom jeg fik fordel af deres i begyndelsen af sæsonen," siger tyskeren meget ærligt.

Han bemærker forskellen på de to rivaler. "David siger meget om vores dueller, mens Mika siger meget mindre - men kører lige så hårdt og selvfølgelig vil jeg altid kører meget hårdt men hvis jeg har valget vil jeg ikke lade David komme forbi," siger han advarende. Den psykologiske krig er allerede begyndt.

Ser frem til løbet på hjemmebane

Tyskeren ser frem til at køre sig til sejr - men det er endnu ikke lykkedes mens han har kørt for Ferrari. Det skal der laves om på i år. "Atmosfæren på Hockenheim er virkelig speciel. Med tribunerne omkring stadion kan man se at alle hepper på en og nogen gange kan man høre det," siger Michael Schumacher der har vundet på banen i 1995 da han kørte for Benetton-Renault.

Han husker sejren - og håber på en gentagelse. "Min sejr på hjemmebanen i 1995 var noget meget specielt i min karriere og vil sandelig gerne have chancen for at opleve det igen i år," siger Schumacher. Og måske bliver det også tilfældet - Ferrari skal slå igen efter at McLaren for alvor er kommet med i VM-kampen.

Der er blevet arbejdet rigtig hårdt - så hårdt at Michael Schumacher blev kaldt hjem fra ferie derhjemme i Schweiz. Han måtte lige runde Fiorano for at bekræfte de testresultater som Rubens Barrichello havde fået på Mugello. Kom ikke og sig at teamet alene er bygget op omkring Schumacher.

BB  


Hop til top
Interesse fra bilmærker i F1-aktier

Måske kommer der nye ejere af Formel 1-selskabet som Bernie Ecclestone har stablet på benene. Aktierne har inden for det sidste år skiftet ejermænd et par gange, og nu ser det ud til at flere af de store bilmærker vil købe en del af Formel 1-cirkusset. Ford, Toyota og Daimler Chrysler sættes i forbindelse med et opkøb af aktierne til et tocifret milliardbeløb.

Det menes at det vil være EM.TV's aktier der kan købes, eftersom Bernie Ecclestone fortsat ønsker at beholde sin halvdel af Formula One Holdings. Aktien ventes at blive børsnoteret når EUs kommissionen har afsluttet deres undersøgelser af de monopol-lignende forhold der kendetegner FIA og FOCA.

Daimler Chrysler har dog benægtet at de er interesseret i at købe sin i Formel 1.

BB  


Hop til top
Barrichello afviser bekymring

Der er bekymrede miner hos Ferrari. Blandt andet har der været krisemøde i det italienske team efter at Ferrari er blevet sat lidt noget tilbage i forhold til McLaren. Der har været tekniske problemer med racerne og det har givet grund til bekymring hos Ferrari-præsident Luca di Montezemolo. Derudover har Ferrari fået sværere ved at placere deres racer i forreste række.

Det er ikke lykkedes teamet at gå fremad i samme takt som eksempelvis McLaren. Den seneste model de har leveret, chassis 204 har haft flere problemer med balancen. Raceren benyttes af Michael Schumacher og de samme problemer gjorde sig gældende i Østrig og var en af de primære årsager til at Rubens Barrichello var hurtigere end tyskeren i kvalifikationen til det østrigske grand prix for lidt over en uge siden. Som en konsekvens af dette bruger Ferrari lidt mere tid på at udvikle på raceren så de kan komme tilbage i front.

Men Rubens Barrichello afviser at McLaren har fået et overtag over hans team, selvom det unægtelig så sådan ud under det østrigske grand prix på A1-Ring. Brasilianeren mener at det skyldes sammenstødet på første omgang. "Efter løbet talte jeg med Ross Brawn for at finde frem til hvor meget jeg aerodynamik jeg havde mistet efter sammenstødet i det første sving. Vi mener at det lå på godt 15 procent når det kommer til hurtighed, selvom vores teknikere fortalte os at det faktisk var mere end det," forklarer Barrichello der måtte nøjes med en 3. plads.

Dog mener Barrichello at McLaren har haft overtaget - men ikke i Østrig. "McLaren var kun stærkere end os i Frankrig - ikke i Østrig," påstår han. Det kan dog ikke helt afskrives at Ferrari var på hælene - Michael Schumacher var ret bekymret over afstanden til McLaren i Østrig, så måske forsøger Barrichello at dæmpe lidt på den krise som Ferrari er kørt ind i - men som de også hurtigt kan komme ud af.

BB  


Hop til top
En omgang på Hockenheim med Frentzen

Hvordan skal Hockenheim køres? På papiret ser den forholdsvis let ud, men en af de lokale kørere fortæller os om hvad man skal passe på og han forklarer os igennem den hurtige bane.

"Det første sving tages med næsten 200 km/t og raceren er meget nervøs når man kommer til udgangen af svinget. Man skal bruge hver centimeter på banen, specielt på vej ud for at få farten med ud på de lige strækninger. Det første stræk er det hurtigste hvor vi når 250 km/t i sjette gear. Med denne hastighed forstår man ikke hvor hurtigt man kører, og som kører ønsker man blot flere kræfter. Chikanen er meget hård ved bremserne, hvor man bremser 100 meter før apex (indersiden af svinget - red.) og kører ned i andet gear for højresvinget og så venstre og derefter accelereres der til den anden del af det lange stræk.

Man kommer op på 330 km/t hvor man kommer ned til 'Ostkurve' og bremser lidt hårdere her - det er et meget snævert 1. Gears sving. Chikanen skifter meget i højde og det er sværere end det ser ud, fordi det meste af tiden kører man over kerbs og raceren er meget svær at kontrollere. Man skal sikre sig at man ikke laver en fejl og letter foden fra speederen da det ødelægger ens moment ned mod det næste stræk. Det er ikke så langt som det første og andet stræk, og man kommer cirka op på 330 km/t før man bremser til den hurtigste af de tre chikaner.

Derefter kommer man til et højresving som er meget lig det første sving, og som tages med næsten 180 km/t og hvor man kommer op på 200 km/t igennem apex. Man kan se tilskuerne her og derfor er der en tendens til at køre bredt for at bruge hver centimeter af banen, især eftersom man kører med et meget lavt downforce set-up. Nedbremsningen til hårnålen er meget svært fordi man har en tendens til at blokere hjulet fordi der er så meget fald i svinget, og det løfter inderside-hjulet som gør det svært at kontrollere raceren.

Når man kører ind på inderkredsen af banen skal man passe på da det er en meget udfordrende kombination som er meget glat, specielt med et lavt downforce set-up. Faren for at glide i inderkredsen er meget stor og man kan derfor godt miste et halvt sekund. Det sidste sving er meget hurtigt og man tager det med godt 260 km/t og kører ud af det med 270 km/t på vej mod start/mål for at køre endnu en omgang på Hockenheim.

BB  


Hop til top
Søges: Motor

Med Peugeots farvel til Formel 1 står Alain Prost med flere bekymringer - krig mellem de to kørere, et team i opløsning og ingen motor om få måneder. Og spørgsmålet er hvem der ønsker at gå i alliance med et team der i den grad har haft en elendig sæson og som roder rundt på bunden af feltet i intens duel med Minardi - Formel 1's evige bundteam!

Men Supertec har tilbud en 'hjælpende' hånd - for et astronomisk beløb kan de købe sig til deres motorer. Problemet er blot at teamet efter alt at dømme kommer til at ende i en økonomisk knibe da flere sponsorer er ved at få nok.

I sidste ende ser der ud til at teamet må tage den endelige konsekvens - at sælge teamet. Der går stadige heftige rygter om at teamet er sat til salg - og at det allerede skulle være blevet solgt til et canadisk konsortium, der igennem det seneste års tid har rumlet med Formel 1-planer.

Prost-teamets eksistens ser dermed ud til at hænge i en meget tynd tråd og det understreger blot at det ikke er nemt at få succes i Formel 1. Prost havde ikke den bedste motorpartner, da Peugeot ikke virkede særlig interesseret i Formel 1, men hellere ville koncentrere sig om rally-VM. Motorerne har stort set altid været for tunge og svage - og så viste Peugeot egentlig ikke nogen interesse i at gøre noget ved det. Imens kæmper Alain Prost for at få sit team til at overleve, og mon ikke der kommer en ordentlig bredside fra Prost over Peugeots manglende formåen?

BB  


Hop til top
Frentzen bliver i 2 år

Brikkerne i flere teams er så småt ved at falde på plads. Som ventet har Heinz-Harald Frentzen brugt sin ferie til at tænke over fremtiden og er nået til den konklusion at han bliver hos Jordan i yderligere to sæsoner.

Dette kom frem i går da han forud for det tyske grand prix på Hockenheim bekendtgjorde sin beslutning. Tyskeren har også forhandlet med Jaguar, men især udsigterne til at køre med fabriksmotorer fra Honda har været med til at overtale tyskeren til at blive i det britiske team, selvom teamet i år har været markant dårligere end sidste sæson.

"Jeg kan nu sige at jeg kører for Jordan de kommende to år samt for Honda som vil leverer fabriksmotorer til os," siger Frentzen og indikerer dermed kraftigt hvad der har været med til at overbevise ham - og dermed blev det et sportsligt valg fremfor et økonomisk valg. Jaguar skulle have været fremme med et mere favorabelt tilbud til den eftertragtede tysker. Men det blev altså til yderligere to år med Eddie Jordans band.

Dermed er Jordans kørerbesætning til 2001 klar - Frentzen og Trulli fortsætter.

BB  


Hop til top
AMT til Arrows

Så kom den officielle bekræftelse af at AMT leverer motorer til Arrows næste år. AMT har som tidligere omtalt på formel-1.dk overtaget Peugeots motorprogram, hvor Peugeot officielt trækker sig ud af Formel 1 efter løbet i Malaysia.

Arrows går derfor fra Supertec for at få fabriksstøtte de kommende to sæsoner med AMT, der kommer til at bruge de samme faciliteter som Peugeot allerede har stablet på benene i Velizy. Arrows understreger at AMT bliver motorleverandør og har ikke købt nogen del af teamet. Teamet er glade for at få fabriksstøtte, selvom det er uvist hvorvidt det vil være et fremskridt. "Vi er selvfølgelig meget glade for den nye motoraftale med AMT, som vil gøre os i stand til at forbedre teamet markant, og for første gang får vi fuld fabriksstøtte fra en motorleverandør," siger Tom Walkinshaw.

Tiden må så vise om AMT får mere succes end Peugeot var i stand til at opnå. Peugeot kom ind i Formel 1 i 1994 med McLaren efter stor succes i Le Mans, men succes'en blev ikke ført videre ind i Formel 1 og efter blot en sæson gik de to parter fra hinanden og fortsatte derefter med Jordan og siden Prost - dog fortsat uden succes. Nu har Peugeot kastet håndklædet i ringen og AMT overtager resterne.

BB  


Hop til top
Williams på vej til Hockenheim

Begge Williams kørere er glade for Hockenheim banen. Jenson Button kommer for en sjælden gangs skyld til en bane han har kørt på før, det var dog i Formel Ford.

Jenson Button: "Jeg har tidligere kørt på banen, det var i Formel Ford. Jeg vandt løbet, men jeg håber ikke, at det bliver regnvejr ligesom dengang. Sigtbarheden i regnvejr er absolut minimal. Vi har testet på Silverstone med et low downforce set-up, så vi er forberedte til GP'et."

Ralf Schumacher: "Efter en vanskelig weekend på A1-Ring, hvor jeg ikke scorede nogle point til teamet og mig selv, glæder jeg mig til at komme til Hockenheim. Det er en af mine favoritbaner. Den er meget hurtig, og farten kommer op i nærheden af 350 km/t på de lige stræk. Det gælder om at finde et set-up, som tilgodeser både de lange lige stræk, og de snævre sving. Noget er det vigtigste, er at bevare så meget fart som muligt igennem svingene og chikanerne, og så kunne accelerere hurtigt ud af chikanerne."

En anden ting er motorenes holdbarhed. Der er ingen baner, hvor man kører med fulde omdrejninger så længe som på Hockenheim. Det stiller store krav til motorerne. Men det har BMW øjensynligt taget højde for, idet man bruger en simulation af banen i testbænken hjemme i München. Derudover har man et langsigtet mål for fremtiden.

Gerhard Berger: "Vi ønsker at etablere os selv som den tredje store faktor i F1. Vi ønsker at være et vinderteam enten i løbet af næste år, eller i starten af 2002."

PDL  


Hop til top
Jaguar på vej til Hockenheim

Modsat flere andre kørere, så er ingen af de to Jaguar kørere specielt begejstrede for Hockenheim. De finder den faktisk en anelse kedelig.

Eddie Irvine: "Hockenheim er ikke en bane som jeg nyder specielt meget, selvom jeg vandt her sidste år, og også har vundet for Eddie Jordan i F3000 tilbage i 1990. De lange stræk er kedelige, man sidder bare der. Men får man et problem med bilen, er det næsten sikkert, at der kommer en stor ulykke ud af det. Det er herligt at komme fra skoven og ind på stadionsektionen. Specielt for publikum. De sidder og følger en bil rundt på stadion, og så går der et minut og så kommer den igen. Der bliver talt om at gøre banen kortere, men det behøver den ikke nødvendigvis at blive bedre af. Måske for tilskuerne, men ikke for kørerne."

Johnny Herbert: "Det er ikke en af mine favoritbaner. Det er bare lange stræk, chikaner, lange stræk, chikaner, lange stræk og så stadion. Jeg finder den ikke særlig udfordrende. Det er en teknisk bane, men ikke særlig udfordrende."

Men hvad skal der ske med Johnny Herbert? Meget tyder på at han har taget bestemmelse om at forlade F1, og tage til USA og forsætte karrieren Champ Car. Og ifølge Jaguar har man ikke nogen anden kører, som i øjeblikket er favorit til at overtage pladsen. Dario Franchitti har testet for teamet, men der er endnu ingen afgørelse. Hans nuværende teamchef, Barry Green, kæmper for at beholde ham i Team Green. I køen for en plads, står også teamet testkører, Luciano Burti, som fik sin debut i Østrig. Men der går nok noget tid, inden vi hører om afgørende nyt fra Jaguar på den front.

PDL  


Hop til top
Hvem tager BAR´s andet sæde?

Efter Jacques Villeneuves overraskende beslutning om at forlænge sin kontrakt med BAR teamet for hele tre år, stå der et spørgsmål til bage. Hvem skal den sympatiske canadier have som team kollega i næste sæson. Og navne som Jenson Button, og Olivier Panis har været nævnt, men disse rygterne går på et utroligt spinkelt grundlag, for selv om man mener at Ricardo Zonta sider løst i sadlen, så er der stadig ikke kommet noget officielt fra BAR teamet, og der ikke nogen der med sikkerhed kan udelukke at BAR teamet kan komme med endnu en overraskelse.
Hvor mange havde tippe at på at Jacques Villeneuve ville forsætte hos BAR og så i tre år. Men hvis Ricardo Zonta må forlade BAR teamet, hvem vil så tage brasilianerens plads. Jenson Button kunne være en mulighed, men det er næppe sandsynligt. For det første er det bestemt ikke sikkert at Juan Pablo Montoya overhovedet har lyst til at køre i Formel 1. Montoya har stor succes i CART serien, og med Alexsandro Zanardis alt andet end succesfulde gensyn med Formel 1, er det svært at finde hårdtslående argumenter der kan friste Montoya tilbage til Europa. Endvidere siger de seneste rygter at Button er sat i forbindelse med Benetton og dermed Renault som afløsning for Alexander Wurz, men meget afhænger jo som nævnt af Montoyas endelige beslutning.

Tilbage står McLarens testkøre franskmanden Olivier Panis, og han må siges at være et godt bud, selv om Ron Dennis er parat til at betale et anseligt beløb for at beholde Panis i McLaren teamet. Men det ser ud til at Olivier Panis ønske om at komme tilbage i Formel 1 på fuld tid, er stærkere en behovet for penge og Panis evner på banen og ikke mindst som testkøre er ikke til at tage fejl af, og både Hakkinen og Coulthard har til tider haft svært ved at matche Panis tider under div. Tests denne sæson, men franskmandens navn har også været nævnt i forbindelse med Sauber teamet, selv om Peter Sauber stadig håber at kunne beholde både Mika Salo og Pedro Diniz. Men sådan er der jo så meget.

CS  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk