Panther Racing som normalt kører i ICS serien, overvejer at deltage i CCWS også. Teamet er presset af sponsorer og måske også af kommende sponsorer. Ingen af serierne er så populære som tidligere når man ser på tv ratings. ICS har dog nok en lille overvægt i øjeblikket pga. den nye kvindelige kører, Danica Patrick, som klarer sig ganske fint i den ellers mandsdominerede sport. CCWS oplever dog også en generel fremgang, men ingen af serierne er på tidligere tiders niveau.
Panther Racing er det eneste større team som anvender motorer fra General Motors. General Motors trækker sig ud efter denne sæson, og så skal bl.a. Panther Racing på jagt efter en motorleverandør. Der er dog den lille finte i motorspørgsmålet, at General Motors motorerne i ICS, er bygget af Cosworth. Cosworth er ejet af CCWS ejerne, Kevin Kalkhoven og Gerry Forsythe. De har en dobbeltrolle i og med at de gerne ser nye teams i CCWS. Og kan Panther Racing finde økonomi til at køre i begge serier, så tilfredsstiller de både nuværende og nye sponsorer, og deres motorleverandør. En motorleverandør der allerede nu via General Motors leverer motor til teamet.
Det er første løb for Ronnie Bremer i sit nye team, Dayle Coyne Racing. Teamet er absolut ikke bange for at tage nye kørere ind i teamet, og lade dem komme videre derfra. Ind i mellem kaster det da også nogle ganske gode resultater af sig. Og nu er det blevet Ronnie Bremers tur.
I de frie træninger har han klaret det godt. I første og anden fri træning kørte han henholdsvis fjortende og niende hurtigste tid. Det blev værre i den første kvalifikation hvor han blev nr. 16. Men i den tredje fri træning kørte han sig lidt op igen, og var efter dén trettende hurtigste kører. Senere i aften køres den fjerde fri træning samt den endelige kvalifikation.
Løbet sendes direkte søndag aften kl. 21.30 på Eurosport 2 og genudsendes kl. 24.00 på Eurosport 1.