Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
4.7.2001
 Monza test – tirsdag
 Panasonic som sponsor for Toyota
 Ny klasse ved det engelske Grand Prix
 Planer for en ny Super-Silverstone
 Forlader Briatore Benetton?
 
3.7.2001
 Jubilæumssejr til Michael Schumacher
 Brawn advarer imod optimisme
 

Hop til top4.7.2001

Monza test – tirsdag

To dage efter det franske Grand Prix er der igen travlhed rundt omkring på testbanerne. På Monza tester Jordan, McLaren og Sauber.

Jordan har både Frentzen og Ricardo Zonta med de første dage. Frentzen testede på førstedagen bremser, nye materialer til bremserne. Også forskellige kølingsmuligheder blev testet. Zonta testede flere aerodynamiske ændringer. Noget som Trulli bl.a. efterlyste efter søndagens Grand Prix.

McLaren havde tirsdag kun Alex Wurz med på banen i det italienske. McLaren har lidt at indhente, og har derfor sammensat et omfattende testprogram, som bl.a. Wurz skal prøve at nå igennem.

For Sauber gælder test af aerodynamikken forud for de hurtige baner der nu kommer i løbsprogrammet. Udover at teste aerodynamik testede man også nogle nye Bridgestone dæk. Udviklingen af dæk har taget fart efter at Michelin er kommet til i denne sæson. Nick Heidfeld tester tirsdag og onsdag, torsdag og fredag tager Kimi Räikkönen over.

I dag onsdag kommer også Jaguar og BAR til Monza for at deltage i testen.

Tiderne fra Monza tirsdag:

1. Frentzen, Jordan – 1:24.672 – 72 omgange
2. Heidfeld, Sauber – 1:24.892 – 82 omgange
3. Wurz, McLaren – 1:25.034 – 87 omgange
4. Zonta, Jordan – 1:25.164 – 59 omgange

Som det kan ses ligger kørerne ret tæt. Rent faktisk ligger de 4 kørere inden for et ½ sekund på den 5,7 km lange bane.

PDL  


Hop til top
Panasonic som sponsor for Toyota

På en pressekonference tirsdag blev det meddelt at det japanske elektronik firma Panasonic bliver hovedsponsor for Toyotas F1 team, der debuterer næste år. Panasonic og Toyota har tidligere samarbejdet i forbindelse med motorsport, blandt andet har Toyotas Le Mans biler været sponseret af Panasonic, så det kan næppe siges at være nogen stor overraskelse at de to fortsætter samarbejdet i F1. For Toyota drejer det sig om, at få dækket nogle af de enorme udgifter det er at starte et F1 team, mens Panasonic håber at få styrket deres internationale profil.

Toyatas racer, der blev præsenteret tidligere på året, har hidtil været rød, en farve der går godt i spænd med Panasonic rød og hvide farver. Teamets officielle navn er nu Panasonic Toyata Racing.

MMT  


Hop til top
Ny klasse ved det engelske Grand Prix

En ny klasse introduceres ved det engelske Grand Prix. Det specielle ved klassen er at den forbeholdt pressen, som stiller med flere teams.

Den ny klasse som introduceres ved det engelske Grand Prix, løber af stabelen allerede om torsdagen. Normalt er en raceweekend forbeholdt fredag – lørdag – søndag. Men allerede torsdag får pressen mulighed for at køre i deres nye klasse.

Det er en helt ny klasse som Honda i England har fået skruet sammen. Om det udvikler sig til en løbsserie vides endnu ikke. For at få lidt ekstra opmærksomhed her ved klassens første løb, har Honda sikret sig at Hondakørerne Olivier Panis og Jarno Trulli stiller op. Dagens første løb får deltagelse af netop de to kørere, samt at de senere stiller op til en fotosession.

En anden speciel ting ved klassen, er også at man ikke benytter Silverstones asfalt. Derimod kører man på græs. Uden for mediacentret på Silverstone har man anlagt en bane til netop dette ene arrangement. Der vil blive mulighed for at følge løbene som finder sted torsdag fra 12,00 til 14,00. Honda har sørget for at der bliver transport fra Silverstone området til mediacentrets akkrediteringsområde. En lille køretur på et par minutters varighed. Allerede nu har pressen tilmeldt godt 11 teams.

Vi har her i sommervarmen vist glemt at fortælle at den nye klasse benytter sig af selvkørende plæneklippere.

MMT  


Hop til top
Planer for en ny Super-Silverstone

Silverstone banen i England, der har huset Det Engelske Grand Prix i mange år, har præsenteret planer for fremtiden. Banen er ellers blevet revideret meget i de sidste ti år, den største revision var i 1991, da man ændrede radikalt i lay-outet. Siden har man justeret lidt på banen. Men med de nye planer bliver der igen lagt op til store ændringer.

Det mest markante i de nye planer, er at der skal være en ny kurve før mål. Denne nye kurve skal være skrå, som man kender det fra f.eks. Indianapolis. Den slags kurver er sjældne udenfor USA og vil give Silverstone et unikt særpræg.

Det er de to tidligere F1-kørere Martin Brundle og Jackie Stewart, der har udtænkt planerne for Silverstone. De to er i dag henholdsvis formand og præsident for British Racing Driver’s Club.

Af andre planer kan nævnes, at man generelt vil gøre mulighederne for overhalinger bedre, således at Silverstone går hen og bliver en af de bedste og mest tilskuer venlige baner. Faciliteterne for publikum og presse skal også forbedres.

Planerne bliver godt modtaget blandt de nuværende F1 kørere. Specielt Montoya, der jo er gammel CART kører, glæder sig til den nye kurve før mål, mens David Coulthard synes det er positivt så mange penge Silverstone er parate til at ofre. De foreslåede ændringer vil koste omkring £ 90 millioner.

Silverstone har 35 gange lagt asfalt til Det Engelske Grand Prix i VM sammenhæng. Sidst løbet blev kørt på en anden bane var i 1986. Det allerførste VM løb blev faktisk kørt på Silverstone, det var i 1950. Så det er en af de virkelig klassiske baner, der står foran en revision der skal føre banen videre ind i dette årtusinde, og gøre den til et sted hvor løbene forhåbentlig bliver ligeså klassiske som stedet.

MMT  


Hop til top
Forlader Briatore Benetton?

Rygterne cirkulerer efter det franske Grand Prix. Et af de mere hotte rygter går på at Flavio Briatore, teamchef i Benetton, agter at forlade teamet.

Flavio Briatore, den noget flamboyante teamchef hos Benetton, er midtpunkt i en masse rygter i disse dage. Rygterne fortæller nemlig at den nuværende teamchef måske er på vej ud. Briatore kom tilbage til Benetton sidste år da Renault overtog teamet. En ikke alt for god indsats sidste år, og en endnu dårlige indsats i år, kunne være grunden. Det var forventet mange steder, at det franske Grand Prix skulle markere et slags vendepunkt for Benetton teamet, der fra næste sæson hedder Renault. Den nye Renault motor med den noget specielle vinkel på 111º, skulle være ændret så meget at Benetton kunne komme længere frem i feltet, men det var ikke det der skete. Ikke i Frankrig i hvert fald. Om det så skulle være årsagen til Briatores mulige afgang, vides ikke.

Rygterne er forstærket af at to andre personligheder var til stede på Magny-Cours i weekenden. Den ene er David Richards der før har spøgt lidt i Formel 1 sammenhænge. Richards styrer i øjeblikket Prodrive, der servicerer flere teams i Rally sportens WRC klasse. Han har også sikret sig de mediemæssige rettigheder til WRC, købt fra hvem andre end Bernie Ecclestone. Rygterne antyder dog at Richards ikke er den mest sandsynlige kandidat til evt. at erstatte Briatore.

Det er derimod en anden. Nemlig belgieren Christian Contzen. Contzen har i omkring 40 år arbejdet hos Renault. Contzen blev i foråret ”plantet” hos Benetton for at aflaste Briatore med nogle af de mere kommercielle opgaver.

Flere uafhængige rygter har antydet at der i denne uge skal være et meget vigtigt møde i Benettons hovedkvarter i Enstone. Det lidt mærkelige i disse rygter er at Briatore i en meget lang årrække har plejet Renaults interesser. Formel 1 motorer, og efter at Renault officielt stoppede i Formel 1 for nogle år siden, var Briatore manden der tog sig af Renaults motorer, der så kom til at hedde Supertec. Bl.a. brugt af Benetton så sent som sidste år.

Tiden vil vise om disse rygter er fakta eller bare et endnu et falsum.

PDL  


 

Hop til top3.7.2001

Jubilæumssejr til Michael Schumacher

Det franske Grand Prix år 2001 markerede Michael Schumachers jubilæumssejr nr. 50. Og nu er han kun én sejr fra at tangere Alain Prosts rekord på 51 sejre.

Det så ellers ikke alt for godt ud ved starten. Et problem med koblingen gjorde at Michael Schumacher fik en dårlig start. Det kostede næsten en placering til David Coulthard, og det var faktisk først ved det tredje sving efter starten, at MS fik sig sat afgørende på andenpladsen igen. Lillebror Ralf havde da allerede sikret sig et godt forspring. Men efter det første pitstop skiftede føringen i løbet og så var det bare med at komme i mål. Et lidt for langt pitstop for Ralf Schumacher gav MS føringen.

Men også Rubens Barrichello gjorde det rigtigt godt. Umiddelbart havde han ikke den bedste startplacering efter en dårlig kvalifikation, hvor han havde problemer med bilen. Men først udgik Hakkinen allerede ved starten. Og med knap så meget benzin i bilen, kunne han avancere. En overraskende, men glædelig tredjeplads til brasilianeren. Og det endda med tre pitstop, hvor de andre nøjedes med to. Undtagen David Coulthard, som fik en tidsstraf.

Michael Schumacher:
”Jeg havde et problem med koblingen ved starten og havde næsten mistet min placering til David Coulthard. Det lykkedes mig dog at fastholde den, men det var tæt. Det kunne have betydet en ændring af vores pitstop strategi. Det var helt ok at ligge bag ved Ralf, som var meget hurtig inden det første pitstop. Mit sæt dæk var helt fantastisk, det tredje sæt var ikke så godt. Det er et godt resultat for mig og også for teamet. Rubens kørte helt fantastisk også og gjorde et fantastisk stykke arbejde, så det er et perfekt resultat for Ferrari. Jeg vil ikke tænke på verdensmesterskabet endnu. Indtil det er matematisk umuligt at miste det vil jeg kæmpe. Der er stadig 7 løb og 70 points at køre for.”

Rubens Barrichello:
”Jeg må indrømme at jeg er lidt overrasket over at være på podiet. I formiddags lykkedes det at løse problemerne med bilerne. I det første stint gik det rigtig godt, og jeg kunne endda spare på brændstoffet. Ross Brawn spurgte mig over radioen om jeg ville prøve en trestops strategi. Og efter lidt overvejelse var jeg med på det. Jeg vil takke teamet, de gjorde et helt fantastisk stykke arbejde. Mit eneste problem i løbet var med det sidste sæt dæk. Der kom varmeblærer i dem, men det betød faktisk kun noget under nedbremsningerne. Der kunne David komme tæt på mig, men ellers gav det ingen problemer.”

Jean Todt:
”Jeg er meget glad for resultatet af løbet, både for Michaels sejr, men sandelig også for Barrichellos fremragende kørsel. Rubens fik utrolig meget ud af at vi prøvede at ændre strategien for ham. Resultatet har yderligere øget vores forspring i konstruktørernes mesterskab. Det er også min sejr nr. 50 med Ferrari. Men det betyder ikke at vi mister jordforbindelsen af den grund. Sæsonen er ikke færdig endnu. Teamet har lavet et fremragende stykke arbejde. Og selv om at det er mit hjemme Grand Prix, spurgte jeg Rubens løbsingeniør, Carlo Cantoni, om at modtage teamets præmie. Det skete for at værdsætte ingeniørernes store indsats.”

Michael Schumacher øgede sit forspring med 7 point så stillingen nu er 78 – 47 i forhold til David Coulthard. Endnu mere overlegen er stillingen i konstruktørernes mesterskab. 108 – 56 er stillingen der i forhold til McLaren.

PDL  


Hop til top
Brawn advarer imod optimisme

Allerede på pressemødet lige efter søndagens franske Grand Prix, advarede Michael Schumacher om for stor optimisme om et VM.

Mange har allerede udråbt både Michael Schumacher og Ferrari til verdensmestre. Michael Schumacher sagde bl.a. under pressemødet lige efter søndagens løb, at han ikke vil tænke på et verdensmesterskab endnu. Først når det er matematisk umuligt at miste titlen som han forsvarer i denne sæson, vil han begynde at tænke på det. Ross Brawn som har fulgt Michael Schumacher siden Benetton dagene, er helt enig med MS.
”Vi er kommet tættere på en mesterskabstitel, men vi må huske på at der stadig er syv løb tilbage i sæsonen.”

Michael Schumacher er flere gange blevet kritiseret for sine starter, hvor han går kraftigt ind foran konkurrenterne og lukker kraftigt af. Det er måske en hård måde at køre løb på, men det er lovligt – sålænge man kun skifter retning én gang. Ross Brawn støtter MS fuldt ud i den måde at køre på.
”Jeg støtter min kører fuldt ud. Jeg er enig i, at det kan være en hård taktisk måde at køre på, men alle dem der ligger forrest er hårde. Grunden til at de er oppe foran er at de er gode, men hårde. Man ser ikke ”svage” i fronten af et Formel 1 felt. Det er kun plads til de bedste.”

Det var ikke kun Michael Schumachers sejr nr. 50. Det er var også løbet som markerede Jean Todts 8 sæson hos Ferrari. Han tiltrådte nemlig officielt som sportsdirektør eller teamchef ved det franske Grand Prix i 1993. Noget af baggrunden for de seneste års succes for Ferrari, er ifølge Jean Todt at man hos Ferrari i flere år har satset på i hvert fald 3 ting: Hård arbejde, ydmyghed og koncentration. Det har på sigt sikret Ferrari en fordel overfor de nærmeste konkurrenter. Altså ifølge Jean Todt.
”Vi vil ikke lade os rive med. Vi ved at i de syv resterende løb kan meget ske. Vi vil prøve at score så mange points som muligt – lige som vi altid har gjort. Indtil vi er helt sikre kan vi ikke tillade os at slække på nogle ting.”

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk