Ralf Schumacher forlanger stor lønforhøjelse hvis han skal blive i Jordan teamet i næste sæson. Jordan teamets ejer, Eddie Jordan, regner med at teamets anden kører, Damon Hill, underskriver en ny 12 månederskontrakt næste weekend i forbindelse med Ungarns Grand Prix. Damon Hill's løn bliver på £5 mill. for sæsonen 1999. Ralf Schumacher får i øjeblikket "kun" £1,5 mill. og han mener at han er meget mere værd, og specielt fordi han har scoret flere point i år end Damon Hill. Jordan teamets hovedsponsor Benson & Hedges vil meget gerne have at Damon Hill fortsætter i teanet, men når han har fået sine £5 mill. så er der nok ikke meget i kassen tilbage til Ralf Schumacher.
Willie Weber, der er Ralf Schumacher's manager, forhandler i øjeblikket også med det nye team, BAR, der har overtaget Tyrrell. Dette team har allerede skrevet kontrakt med Jacques Villeneuve, men mangler stadig en andenkører i teamet. Willie Weber's finans kollega, Franz Tost, oplyser: "Forhandlingerne er meget åbne, og i øjeblikket så kan det gå til begge sider". Willie Weber skal mødes med Eddie Jordan igen under det Ungarske Grand Prix næste weekend, og han udtaler i den forbindelse: "Vi vil have flere penge ud af Eddie Jordan, det er hoved diskusionspunktet. Men når men kender Eddie, så skulle man ikke tro at han var irlænder, men der imod skotte!".
Som en "farlig" outsider står Johnny Herbert ude på sidelinien og venter på om der skulle blive en plads til ham i Jordan teamet, hvis Ralf Schumacher skulle skrive under på en kontrakt med BAR, eller bare være for længe om at bestemme sig.
Først kl. 22:00 igår aftes sluttede Ferrari teamet deres testkørsler på Fiorano banen i Italien. Dette markerede afslutningen på den største testsession, som Ferrari har haft afholdt inden for en løbssæson. Michael Schumacher har kørt over 1200 km. på de tre dage som han har været med til testen, der ud over har både Eddie Irvine og Luca Badoer kørt mange kilometer.
Michael Schumacher testede nye komponenter som skal benyttes i de kommende Grand Prix løb. Det drejede sig om nye bremser, ny elektronik samt nye dæk typer fra Goodyear.. Han udtaler i den forbindelse: "Vi har fundet flere punkter hvor vi kan forbedre raceren, og de sidste dages test har bragt os et godt stykke fremad. Det ser godt ud op til løbet i Ungarn".
Michael Schumacher testede også nogle helt nyudviklede Goodyear dæk som han skal benytte på Monza og Spa. Tony Shakespeare fra Goodyear udtaler: "Vi gør alt hvad vi kan for at hjælpe Michael Schumacher til at vinde verdensmesterskabet".
Under hele den lange og hårde test, havde Ferrari teamet slet ingen tekniske problemer, hvilket gjorde det Italienske team meget tilfredse, specielt set i forbindelse med de motor problemer som McLaren teamet løb ind i på Jerez banen i Spanien.