Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
10.8.1999
 Ford mener det alvorligt med Colin McRae
 Franchitti som afløser for DC i 2001?
 Moralsk støtte til Eddie Irvine
 Salo er inde i varmen
 En (u)heldig weekend
 
8.8.1999
 Schumacher klar til Monza
 Irvine og Ford afviser rygter
 Trulli til Jordan?
 

Hop til top10.8.1999

Ford mener det alvorligt med Colin McRae

Fords rally-es skotten Colin McRae SKAL teste for Stewart, mener Ford. Ford som for nylig overtog Stewart Racing og fra næste sæson vil omdøbe det til Jaguar Sport, har stor tillid til at McRae kan blive en kommende stjerne i F1. Martin Wilford fra Ford udtaler i dag til avisen Mirror, at det der tidligere var en vild idé, nu er en definitiv beslutning: McRae skal efter denne sæson teste en Stewart SF3 for at afgøre, om han kan indgå i Jaguar Sport i 2001. McRae testede i 1996 en enkelt gang for Jordan og var dengang imponerende hurtig. Han indgik inden denne sæson en £ 6 mill. kontrakt med Ford, hvilket gør ham til verdens bedst lønnede rallykører.
TK  


Hop til top
Franchitti som afløser for DC i 2001?

Selvom holdenes line-up for sæsonen 2000 langt fra er faldet på plads er der dem, som allerede spekulerer i holdsammensætningen for 2001! Således er Dario Franchitti, som netop har bragt sig i spidsen for årets Champcar mesterskab, blevet sat i forbindelse med et sæde hos McLaren i 2001 som afløser for David Coulthard. Skotten som for år tilbage blev sat kraftigt i skyggen af Jan Magnussen i F3 kommenterer rygtet med, at det altid har været hans mål at køre F1. Hvis Franchitti fortsætter med at imponere i Champcar forventes han at have en god chance, selvom formel 1 holdenes tillid til såkaldte "Champcar-stjerner" nok efterhånden kan ligge på et lille sted efter Alex Zanardis alt andet end imponerende præstationer i år.
TK  


Hop til top
Moralsk støtte til Eddie Irvine

Luca di Montezemolo, chef hos Ferrari, udtrykte i går i et interview med RAI Radio stor tilfredshed med Irvine: "Han er bedre til at kommunikere og mere afslappet og naturlig i sin omgangsform med andre mennesker". Luca di Montezemolo gjorde det også klart, at Schumacher, når han vender tilbage, må finde sig i en rolle som nr. 2, hvis Irvine fortsat er mesterskabsaspirant: "Schumacher vil arbejde for Ferrari (når han vender tilbage). Han vil hjælpe Ferrari, det er der ingen tvivl om. Vores kørere må til enhver tid følge de instruktioner de får". Dermed skulle det være klart, at alt vil blive sat ind på at gøre Eddie Irvine til verdensmester i år. At Michael Schumacher alligevel er Ferraris nr. 1 i næste sæson er dog så godt som sikkert - i 57 tidskvalifikationer har Schumacher således sat Irvine i skyggen 54 gange!
TK  


Hop til top
Salo er inde i varmen

Mika Salo er for alvor kommet ind i varmen efter sin flotte præstation på Hockenheim. Ved Marlboro Masters på Zandvoort i weekenden, kunne han således berette, at han havde fået ikke mindre end 6 tilbud om fast sæde for næste sæson. "Jeg regner med at beslutte mig indenfor en uge eller to" udtalte Mika Salo. De 6 'tilbudsgivere' menes at være Jordan, Stewart, Prost, BAR, Benetton og ikke mindst Ferrari. Godt klaret af Salo, men også en understregning af bilernes betydning i formel 1. Mika Salo blev som bekendt vraget inden denne sæson efter en mindre god 98-sæson hos Arrows. Efter 2 løb hos Ferrari er han nu en eftertragtet herre!
TK  


Hop til top
En (u)heldig weekend

- Et tilbageblik på Jan Magnussens Detroit-løb

Som vi jo alle ved, gjorde Jan Magnussen comeback i Champ Car-serien i søndags efter en pause på 3 år. Sidste gang var i 96-sæsonens 4 sidste løb, hvor Jan erstattede Paul Tracy og Emerson Fittipaldi for henholdsvis Penske-teamet og Hogan-Penske-teamet.

I søndags var det dog for Patrick-teamets kører P.J. Jones. Jan skulle "komme med sin mening" om teamets Swift-chassis, som teamet ikke har kunnet sætte ordentligt op, til at levere nogle gode resultater.

Selve weekenden startede med en beskeden 26. plads under fredagens træning, hvilket ikke var noget prangende resultat som Jan eller teamet kunne være videre stolte af. Det blev dog heller ikke bedre af at Jans holdkammerat Adrian Fernandez kører i en Reynard, og derfor ikke kunne hjælpe Jan med opsætningen af bilen. Fernandez kører til med galt under træningen i det andet sving, og brækker håndledet, så der blev lagt et endnu større pres på Jans skuldre, så man må nok sige at fredagen ikke var særlig god.

Lørdagens træning og kvalifikation blev dog en del bedre, men Jan var uheldig på hans flyvende omgange, da han hele tiden stødte på trafik, så den 22. plads som Jan kvalificerede sig på, viste ikke Jans potentiale og Jan så derfor med et glimt i øjet frem til søndagens løb..

Søndagen blev dog en noget blandet affære for Jan. Efter starten slap Jan fri af et uheld i første sving, og var allerede oppe på en 20. plads efter den første omgang. Da løbet blev givet frit efter en gul-fase, hvor Max Papis's bil blev fjernet, begyndte Jan at lægge pres på Robby Gordon, en tidligere vinder i Detroit. Både Jan og Robby kører i et Swift-chassis med Firestone, så den eneste forskel var de to køreres motorer. Da Jan ikke kan komme forbi Robby Gordon på fair vis, forsøger Jan at komme ind om efter en langside, med det resultat at bilerne støder sammen. Robby udgår, og Jan mister to omgange i pitten, hvor hans bil bliver repareret. Robby sagde efter løbet, at da han kiggede i sidespejlet, var Jan ca. 6 billængder væk, og derfor drejede han ind for at tage ideallinien, men pludselig var Jan der, og bilerne kolliderede. Hvad der skete for Jan ved kun han, men et kikset gearskift kunne godt have medført den ekstra længde, da det ikke er fysisk muligt at bremse sig forbi en bil, når man er 6 billængder bagefter..

Resten af løbet kunne Jan ikke gøre andet end at profitere af de andre køreres uheld, og sluttede derfor på en sølle 18. plads. Jan og teamet fik dog lidt oprejsning, da Jan formåede at køre den 8. hurtigste baneomgang under selve løbet.

Der er mange meninger om Jans fremtid, og det er kun Jan der selv ved hvad den går ud på. Nogle siger han har skrevet kontrakt for resten af sæsonen, andre siger at han er ansat under en løb-til-løb kontrakt, men Adrian Fernandez uheld har nok sikret Jan de næste mange løb, da det under løbet blev offentliggjort at P.J. Jones overtager Adrian Fernandez's Reynard, og at man formoder at Fernandez er ude de næste 8 uger..

Ellers var løbet præget af gode præstationer fra flere kørere, og Dario Franchitti som vandt løbet, bliver nu sat i forbindelse med McLaren for 2001, mens Gil de Ferran og Greg Moore skifter til Penske for år 2000. F3000-køreren Gonzalo Rodriguez havde også et flot løb, og formåede blandt andet at kvalificere sig foran sin holdkammeat 1990- og 94-mesteren Al Unser JR.

Det næste løb på Mid-Ohio skulle være vist på Eurosport på søndag klokken 21.00, men da Eurosport sender den spanske super cup i fodbold, bliver løbet først sendt mandag d. 16. august klokken 12.00

Vi vender selvfølgelig tilbage med mere om Jan Magnussen og hans præstationer i USA

Skrevet af Michael Larsen for www.Formel-1.dk og www.cart.dk

AN  


 

Hop til top8.8.1999

Schumacher klar til Monza

Michael Schumacher fik i dag opereret de skruer ud, der skulle støtte hans brækkede ben. Indgrebet skete problemfrit og talsmand Heiner Buchinger udtaler, at Schumacher efter al sandsynlighed er tilbage i sin Ferrari til det italienske GP den 12. september. Han afviser også ethvert rygte om, at tyskeren skulle have mistet motivationen: "Michael vil ikke spilde nogen tid og ønsker at komme tilbage så hurtigt som muligt". Operationen var egentlig planlagt til næste uge, men blev fremskyndet på grund af de særlige omstændigheder.
CBA  


Hop til top
Irvine og Ford afviser rygter

Både Ford og Eddie Irvine benægter, at der forhandles om et sæde i et omdøbt Stewart-team og ingen kontrakt skulle være underskrevet, som Autosport ellers rapporterede. Eddie Irvine har ingen aftaler med noget team om år 2000 og han tager det helt roligt: "Jeg har fortalt min manager hvad jeg ønsker, og så er det op til ham, at få det sat i gang, men han er på ferie en måned, så jeg tror ikke der sker noget den næste måneds tid."

Ford har ikke offentliggjort noget nyt om et navneskifte fra Stewart til Jaguar og det skal vi nok heller ikke forvente før 1999-sæsonen er ovre. "Teamet overvejer en del forskellige muligheder hvad angår kører line-up næste sæson, men ingen beslutninger er blevet taget endnu." lyder det fra Ford, der samtidig ser det som et positivt bevis på Fords fremgang i gennem de sidste par år, at blive kædet sammen med en topkører.

CBA  


Hop til top
Trulli til Jordan?

Silly Season er i fuld gang. De seneste rygter omhandler Jarno Trullis og placerer ham som Damon Hills afløser i år 2000. Ved det tyske GP holdt Jordan møde med italienerens manager og nu skulle en kontrakt ligge klar. To andre kontrakter om Trullis fremtid skulle ikke være noget problem. Den ene er Prosts' som løber et år endnu, men den er ubrugelig, ved mindre teamet ligger i top 6 efter det ungarske GP. Chancerne for dette er meget små: Prost ligger for tiden på 8.-pladsen med sølle tre point. Den anden kontrakt er Benettons, men Rocco Benetton har netop løst Trulli fra denne. Jordan har allerede sikret sig Heinz-Harald Frentzen næste sæson.
CBA  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk