Andre klasser


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
13.8.2000
 CART - Dominerede sejr til Castroneves
 DTC - Carlsen udbyggede sin føring
 CCCC - Stemningsrapport Dag 1
 CCCC - Bedste motorlyd
 CCCC - Tom K og Nuser på banen!
 CCCC - Så gik starten!
 CART - de Ferran på pole
 
12.8.2000
 DTC - Tilbage med et brag
 CCCC - Prins Joachim fik sin Lotus
 

Hop til top13.8.2000

CART - Dominerede sejr til Castroneves

Penske Racing har hele denne weekend været det dominrende team på Mid-Ohio, og det var da også tilfældet, da Miller Lite 200 blev kørt. De to brasilianske team-kammerat, Helio Castroneves og Gil de Ferran sikrede et fornem 1-2 resultat til Roger Penske.

Og at der virkelig var tale om total dominans skal ses i lyset af antal førte omgange ud af de i alt 83 omgange. Ferran førte nemlig 28 og Castroneves 55. Rent bord fra Penske Racing teamet, der i store dele af løbet havde et klart forspring til de andre kørere, der forgæves forsøgte at holde trit med de to hurtigere brasilianere. Forspringet lå næsten konstant på omkring 25 sekunder. Det var kun i forbindelse med 2 Full course yellow's i den anden halvdel af løbet, at feltet var bare nogenlunde samlet.

Det var i øvrigt det første 1-2 resultat til Penske Racing siden 'Dream Team' sæsonen i 1994. Resultaterne i denne sæson lyder nu på 4 sejre og 5 pole-positioner i 13 løb. Et helt igennem fornem resultat.

At det netop var de to Penske Racing kørere, der dominerede, burde egentlig ikke have kommet som nogen stor overraskelse. I en test-kørsel for nylig på netop Mid-Ohio banen, dominerede de også fuldstændigt, og de udnyttede til fulde de positive test-resultater i selve løbet.


Det blev til en dobbeltsejr til Penske i Mid-Ohio

Top-3 slutstillingen bød i øvrigt på endnu en brasilianer, nemlig Christian Fittipaldi. Han forsøgte desperat til allersidst at presse Ferran, men langsommere trafik gav ikke Fittipaldi en hjælpende hånd. Han tangerede dermed hans bedste løbsresultat i denne sæson. Han sluttede også nr. 3 i Portland.

De to Team Rahal kørere, italienske Max Papis og svenske Kenny Brack afsluttede Top-5 placeringerne. Det er 2. løb i træk, at Brack slutter i Top-5, så han er yderst stabil i øjeblikket. Han fører desuden rookiernes konkurrence med hele 44 point foran canadiske Alexandre Tagliani. I kampen om PPG Cup'en ligger han nu på en flot 4. plads.

Michael Andretti, der fører PPG Cup pointkampen, sluttede som nr. 8. Han scorede dermed 5 point og har nu 125. Ferran scorede dog 17 point takket være hans 2. plads (16 point) + pole-position (1 point), så han er nu kun 19 point efter. Brasilianske Roberto Moreno havde et knap så godt løb. Han formåede dog at slutte som nr. 11, hvilket gav ham 2 point. Han er nu på 3. pladsen med 100 point.

For det columbianske stjerneskud, Juan Pablo Montoya, blev det en yderst skuffende søndag på Mid-Ohio. Han udgik nemlig ca, midtvejs i løbet da hans Lola-Toyota Champ Car løb tør for brændstof p.g.a. problemer med brændstofsmåleren. Det gik ikke ret meget bedre for hans team-kammerat, Jimmy Vasser. Han udgik af løbet på omgang nr. 54 efter at han havde været indblandet i et sammenstød med skotske Dario Franchitti, der tidligt i løbet mistede 2 omgange p.g.a. elektriske problemer med hans Reynard-Honda Champ Car.

Og endnu engang blev det ikke til noget positivt resultat for KOOL Green teamet. Franchitti udgik, som førnævnt, efter hans sammenstød med Vasser, og lykken var heller ikke med hans team-kammerat, canadiske Paul Tracy. Han udgik på omgang nr. 69 efter et sammenstød, hvor bl.a. brasilianske Cristiano da Matta var indblandet.

Det næste løb i FedEx CART serien er Motorola 200, der køres på Road America banen d. 20. august.

www.cart.dk

BB  


Hop til top
DTC - Carlsen udbyggede sin føring

Vissenbjerg-køreren Michael Carlsen udbyggede sin føring i Dansk Touringcar Challenge, efter at han søndag dominerede fjerde afdeling af serien på Ring Djursland. Pole position og start-til-mål-sejre i både kvalifikationsheatet og finale betyder, at Peugeot 306-køreren kunne udbygge sin føring i mesterskabet.

"Det har været en rigtig god weekend for os," sagde Michael Carlsen efter sejren. "Bilen har kørt godt, men vi har også været lidt heldige, for det var nok ikke gået så nemt, hvis John Nielsen havde haft mulighed for at bruge sin normale motor."

Andenpladsen i finaleløbet gik til Michael Schröter, Grindsted, der i starten af finalen gik forbi John Nielsen og holdt ham bag sig. John Nielsen pressede flere gange på for at komme tilbage på den mistede andenplads, men selv da der midtvejs i løbet kom en safety car på banen, formåede veteranen ikke at udnytte situationen.

"Jeg havde regnet med, at safety car'en ville køre en omgang mere, så jeg havde slet ikke kalkuleret med, at den kørte ind så tidligt, og da det endelig gik op for mig, kunne jeg ikke få moment på bilen, og så var Carlsen og Schröter kørt," forklarede John Nielsen.

"Det var specielt ærgerligt for mig, at Carlsen vandt i dag, for nu fik han udbygget sit forspring i mesterskabet. Det var brandærgerligt, for da vi kom her til Ring Djursland, havde vi styr på det, men så ødelagde jeg min bedste motor i tidtagningen. Desværre var vores reservemotor lidt af et ukendt æsel, der havde kørt mange tusinde kilometer, og den kunne desværre ikke bringe mig til tops, men hjem kom jeg da."

John Nielsen var i mål efterfulgt af teamkammeraten Thorkild Thyrring, og at denne var kommet så langt, var noget af en præstation. Godt nok havde Thyrring en ny racermotor i sin Nissan, men allerede under kvalifikationsløbet blev han påkørt af Jesper Sylvest, og han måtte derfor bruge resten af weekenden på at køre sig op gennem feltet.

Peugeot Sport Teamet var et andet af de deltagende hold i dagens DTC-løb, der bogstavligt talt var i krig. Allerede ved starten af finalen kom det til kontakt mellem holdets to kørere, Pierre Legarth, Vejen, og Jason Watt, Frederiksberg, og det kostede Watt en snurretur, mens Legarth senere måtte udgå med en elektrisk fejl. Men for Watt var problemerne ikke ovre. Et par omgange senere blev han ramt bagfra i Depotsvinget af Allan Bjerregaard, Billund, og det skete så voldsomt, at Watts Peugeot endte på toppen af en jordvold.

"Jeg ved ikke, hvad han tænker på, for han rammer mig ikke bare én gang, ikke bare to gange, men hele tre gange," sagde en sur Watt bagefter. "Jeg havde bremset mig udenom, men han kørte op bag i mig og blev bare ved med at holde på, så jeg endte på volden."

"Jason gik langt ud i kurven," forklarede modparten Bjerregaard, "og så ville jeg forsøge at gå indenom ham, men han holdt ikke sin linie, men kørte ind foran mig. Skylden er vel fifty-fifty mellem os, og jeg vil også gerne give ham en undskyldning for det, der skete."

Der går nu tre uger, inden deltagerne i Dansk Touringcar Challenge atter tørner sammen. Det sker på Jyllands-Ringen, hvor man i den første weekend af september kører Grand Prix Danmark.

Top-6 i kvalifikationesheatet:

KørerBilTid
Michael Carlsen
BB  


Hop til top
CCCC - Stemningsrapport Dag 1

”Arrh, det er jo bare klassiske biler, der kører opvisningsløb! Hvor sindsoprivende kan det være???” Med denne skepsis i bagagen drog Deres udsendte til motorløb på Holmen:
Copenhagen Classic Car Cup 2000. Arrangørerne havde lovet en kulturoplevelse ud over det sædvanlige. Formel-1.dk’s indtryk fra førstedagen levede fuldt op til løftet. Og vor skepsis gjort til skamme.

Allerede det første møde med banen og bilerne afslørede, at der var tale om noget ganske særligt. Ganske uhørt var der fuldstændig åbenhed omkring alle biler og kørere: Som at træde ind på et udendørs museum uden "Do not touch"-skilte. Med et adgangskort til Ryttergården, har alle mulighed for at gå rundt blandt samtlige biler, kørere og prinser! Og der er absolut ingen "nix pille" skilte. Man kan således få sig en snak med kørere, mekanikere, arrangører, stjerne – you name it! Mange kommer langvejs fra blot for at deltage i det klassiske løb. Dette var en helt ny oplevelse – som der ikke findes mange af i dagens motorsport-verden.


Du kommer tæt på racerne - og det er værd at komme efter!

Ved 8-tiden fik HKH Prins Joachim overrakt en klassisk Lotus, og som dagens første, erobrede Prinsen banen et stykke tid efter. Det var i øvrigt første gang Prins Joachim prøvede at køre motorløb – eller rettere – opvarmning. Og de mange hestekræfter gjorde deres indtryk: Alle rygter og forhåbninger om at Prinsen senere skulle deltage i selve løbet blev fejet væk!

Med godt en ½ times forsinkelse startede den første træning, og selvom det kun var træning, blev der kørt godt til i de ældre biler. Vi fik slået fast, at der på ingen måde ville være tale om "bare et opvisningsløb". Det er vel som en kædereaktion; Kørerne bliver grebet af fartmomentet og spændingen, hvilket resulterer i, at de giver endnu mere gas, som får de andre til også at give lidt mere. Resultatet er gedigen underholdning og masser af "Uuuuuh" og "Åååh!!" og "Åååårrhhhooho!!!!" blandt tilskuerne.


Der er gang i den - her bliver der smidt en del benzin - og der kom mange "Ååååh"-råb fra tilskuerne

Der var noget for enhver smag – lige fra helt gamle biler fra 20’erne over til nyere biler fra starten af 70’erne. Klasse A og B rummer således de ældste biler, mens klasse E (’66-’71) byder på de hurtigste. I øvrigt kører løbets stjernenavn, Tom Kristensen, også i klasse E i sin nyligt erhvervede NSU.

Der blev kørt mere og mere til, og jo længere hen i tidsplanen vi kom – træning -> tidtagning -> 1. heat – jo mere gas blev der givet. Det blev kørt råddent, udbremset og galt! Der var eminente overhalinger og suveræne motorhyl! Der var Ferrari’er, Jaguar’er, formel-biler og meget meget mere. Pace car’en måtte på banen flere gange og ligeledes måtte kranvognene. I alle klasser blev der kørt helt ud til grænserne! Og at stå fem meter fra en Ferrari 250 ned ad langsiden er en oplevelse, der kan anbefales!! Stemningen var hele dagen helt i top!

Motorløb? Kultur?? Tja, kald det hvad du vil. Historisk, dét er det i hvert fald!

ISH  


Hop til top
CCCC - Bedste motorlyd

Ikke overraskende var det en Ferrari, der stod for dagens bedste motorlyd. Norske Christian Plesner (nr. 145) havde medbragt sin Ferrari 250 TR fra 1959. Han deltog i klasse F-2 (’62-’65).


Den store musikalske oplevelse - Ferrari 250 TR

Det er egentlig lidt svært at beskrive lyden af Ferrari’en. Men når man kan mærke det i maven, nakkehårene rejser sig, og man glemmer at der er en verden udenfor. Så er man ikke i tvivl – en Ferrari! Og pludselig står det lysende klart hvorfor kun Ferrari har opnået en status over hele jorden, som bilen over alle. På banen havde den dog mere end svært ved at følge med de hurtige Lotus Elan’er. Men lyden – den lyd...

ISH  


Hop til top
CCCC - Tom K og Nuser på banen!

"Pas på! Den sparker røv!" grinede 33-årige Tom Kristensen, når folk nærmede sig hans nyindkøbte NSU TT 1200. Bilen er købt i Norge og er som taget ud af dukkefilmen Bjergköbing Grand Prix - en rigtig lille publikums kæledægge. Dog var Tom før løbet lidt usikker på, hvordan det skulle gå, da det i dag var første gang, han så bilen i virkeligheden og kørte i den.
Men Toms mekanikere ved godt, hvad de har med at gøre! Den ene er mekaniker for Honda teamet og den anden er ifølge Tom en rigtig ’NSU freak’, som ved alt om NSU’er.

Kort før kvalifikationen udtalte Tom til Formel-1.dk, at hvis han fik en 15. plads, ville han være glad, men "Nuser" og Tom selv viste stor stil under træningen, men der var dog ting, der skulle ordnes på bilen. Bl.a. var affjedringen ikke god nok, så det måtte jo lige ordnes.


Tom K står her sammen med "Nuser" - og der blev givet gas!

Mens det blev ordnet, havde Tom rig mulighed for at snakke med andre motorsports entusiaster, og det gjorde han med et stort smil. For godt nok kører han Le Mans, tester Formel 1 osv., men han er også "bare" Tom Kristensen fra Hobro, som elsker motorsport og gerne taler med ligesindede derom.

Endelig var det tid til kvalifikation og på trods af Toms egen mistro til bilen, så sparkede hans NSU virkelig "røv". Han endte nemlig på en flot 3. plads! Tom var da også selv ret overrasket, men nød tydeligvis at kunne blande sig i toppen.

Så skulle 1. heat begynde og tilskuerne var tydeligt opsat på at se Tom i front, for da Tom i første sving overhaler nummer 2. var der sand glædesjubel blandt tilskuerne. 1. heat endte da også med Tom som nummer 2, og overalt var der vink, jubel og folk klappede højt og længe!


Tom kæmper her for at holde 2. pladsen - og det holdt til mål. Ganske flot!

Efter heatet grinede Tom "Det er jo fantastisk!". Og det var virkeligt fantastisk, nu må vi bare håbe det går lige så godt (eller bedre!) i morgen…

MEL  


Hop til top
CCCC - Så gik starten!

Så kom weekenden alle historisk motorsportsentusiaster har ventet på, weekenden hvor Copenhagen Classic Car Cup fik sin start. Allerede kl. 7.00 var der fuld travlhed på banen og i ryttergården. Ikke nok med at bilerne skulle kontrolleres, men også Hans Kongelige Højhed Prins Joakim skulle have overrakt en bil til brug ved det historiske racerløb. Prins Joakim var tydeligvis meget beæret over bilen og efter en snak med løbsarrangør Ole Markussen, satte han sig ind i bilen og kunne nyde sin nye bil indefra.


Stilhed før stormen - her er et "morgenbillede"

Omkring klokken 9 begyndte de første biler at rulle ud på banen, som i år ligger på Holmen i København. Første bil på banen var Prins Joakims, som fik lov til at køre nogle runder alene på banen, til ære for pressen og tilskuerne. CCCC er nemlig mere show end løb, men det gør kun stemningen på banen endnu mere fantastisk!

Efter Prins Joakims debut i sin nye bil, gjorde klasse A sin entre på banen og herefter kom en ny klasse på banen ca. hver halve time. Nogle af de biler der gjorde speciel indtryk på tilskuerne var bl.a. Tom Kristensens nyindkøbte NSU TT 1200 (klasse E), Brian Stoltzes store blå Ford Mustang Hard Top (klasse E), Magnus Ahlqvists Ferrari Testarossa (klasse G) for slet ikke at tale om alle de små og lynhurtige Austin og Morris racere.


Brian Stolze kører her i sin store blå Ford Mustang

Efter træningen var der rig mulighed for at studere bilerne på nærmere hold, hvilket der var mange, der benyttede sig af. Det der netop gør et historisk motorløb til noget specielt, er muligheden for at snakke med kørerne, kigge, fotografere og studere den slags biler, de fleste normalt kun ser i blade og bøger. Alle er i godt humør, hvilket gør stemningen afslappet og hyggelig, også selvom den danske kolde sommer gjorde alt hvad den kunne for at få fjernet smilene og grinene fra de mange tilskuere, men det lykkedes bestemt ikke. Da bilerne endelig kom på banen igen, stod alle og hujede og klappede, når de store og små velholdte racere susede forbi.

Kvalifikationen gik uden større problemer, men som mange kørere sagde, er det næsten umuligt at overhale på så lille en bane, men som de samme kørere også sagde, så kommer de jo ikke for at vinde, de kommer for at hygge sig og fremvise deres små vidundere.

Resultatet af kvalifikationen blev:

Klasse A
1. Henrik Høgsbro (MG TC)
2. Frank Thrusholm (Maitresse-Ford ME 60)
3. Lars-Göran Itskowitz (Riley Brooklands)

Klasse B
1. Peter Kjul (Morris 8 Special-Mr 4)
2. Fritz Trøst Hansen (Citroën B 11 Sport)
3. Peter Juel Jeppesen (Citroën B 11 Normale)

Klasse D
1. Niklas Johansson (Austin Cooper S)
2. Lars Fritz (Volvo PV)
3. Tomas Hall (Ford Lotus Cortina)

Klasse E
1. Bjarne Sinding (Ford Escort BDA)
2. K.G. Ahlström (BMW 3.0 TC)
3. Tom Kristensen (NSU TT 1200)

Klasse F-1
1. Lennart Henjer (Alfa Romeo Giulietta Sprint)
2. Kåge Schildt (Austin Healey 3000 MK II)
3. Per Rosendahl (Porshe 356 A)

Klasse F-2
1. Tommy Brorsson (Lotus Elan S1)
2. Michael Olsson (Lotus Elan 26R)
3. Peter Juel Jeppesen (Jaguar E)

1. heat blev også kørt i dag, men det har ikke været muligt at få en officiel liste over placeringerne. Det er dog sikkert, at den dobbelte danske Le Mans vinder Tom Kristensen blev nummer 2 i sin klasse (Klasse E), hvilket var yderst overraskende for ham selv. Men det gav tilskuerne en rigtig god mulighed for at hylde Danmarks ubestridte topkører.

I morgen søndag bliver 2. heat og finalen kørt og Immad Shahid og mig selv (Melanie Munkholm) vil selvfølgelig være på stedet og følge op på dette spændende og stemningsfyldte løb.

MEL  


Hop til top
CART - de Ferran på pole

Brasilianske Gil de Ferran starter for 3. gang i denne CART sæson fra pole-position. Han og hans team-kammerat, Helio Castroneves, der starter som nr. 2, har bogstavelig talt domineret i denne weekend på Mid-Ohio, selvom Ferran dog fik sig lidt af en forskrækkelse under lørdagens kvalifikation.

Ferran mistede nemlig kontrollen over hans Reyanrd-Honda Champ Car i udgangen af sving nr. 1, hvorefter den fortsatte baglæns ind i en beskyttende dækbarriere, og bilen væltede rundt. Sikkerhedsofficials var hurtigt fremme, og kunne befri Ferran fra den ubehagelige siddeplads. Bilen var kun lidt beskadiget, men endnu mere vigtigt, pole-positionen var i hus for Ferran trods det lille besøg i sandkassen.

For Penske Racing har denne sæson været en befrielse set i forhold til de to forrige sæsoner. I 1998 og 1999 blev det nemlig ikke til hverken pole-positioner eller sejre. Indtil videre har teamet i denne sæson opnået 3 sejre og 5 pole-positioner. Det er dog stadig langt fra 'Dream Team' sæsonen i 1994, hvor Al Unser Jr., Emerson Fittipaldi, og Paul Tracy tilsammen sørgede for 12 sejre og 10 pole-positioner.

Ferran's team-kammerat, Castroneves, starter som førnævnt som nr. 2. Lige efter ham starter skotske Dario Franchitti, der var lidt uheldig eftersom at han var i gang med en hurtig omgang netop som Ferran kørte af banen. Dermed blev der viftet med det røde flag, og skotten måtte opgive hans hurtige omgang.

Svenske Kenny Brack kører også rigtigt godt for tiden. For 2. løb i træk starter han som nr. 4. Den sidste i Top-5 blev brasilianske Christian Fittipaldi.

De to førende i kampen om PPG Cup'en, Michael Andretti og Roberto Moreno, havde en knap som succesrig kvalifikation. Andretti starter som nr. 8 og Moreno som nr. 15.

Juan Pablo Montoya, der sidste år vandt løbet på Mid-Ohio, starter fra en lidt skuffende 10. plads.

cart.dk

BB  


 

Hop til top12.8.2000

DTC - Tilbage med et brag

Dansk Touringcar Challenge kom i bogstavligste forstand tilbage med et brag efter sommerferieperioden, da man lørdag afviklede træning og tidtagning på Ring Djursland forud for seriens fjerde løb. Motorer eksploderede med en sådan hyppighed, at det ikke er set lige i DTC-seriens historie, og det har givet ekstra arbejde for mekanikerne.

Den skæbne overgik dog ikke den mesterskabsførende Michael Carlsen, der i sin Peugeot 306 GTI få minutter inde i tidtagningen lagde sig i front, hvorefter han kørte i pit for at få nye dæk på bilen.
"Jeg fik de nye dæk på bilen på det rigtige tidspunkt og fandt så herefter det helt rigtige hul i trafikken," sagde en glad fynbo efter træningen. "Jeg er ovenud tilfreds med resultatet, for det var en perfekt tidtagning med en omgang, hvor man kører stærkere, end man reelt kan."

Professionelle John Nielsen var den farligste udfordrer for Michael Carlsen, som han længe lå nogle få hundrededele efter. Men SuperJohn formåede ikke at lukke hullet til Carlsen, da motoren i hans Nissan Primera var én af dem, som gik i stykker.
"Jeg følte som om, at den ikke trak rigtigt, og jeg kunne heller ikke køre hurtigere end i tidtagningen i morges. Jeg kørte bare, og så sagde det lige pludselig bang," fortalte John Nielsen. Hans nye Nissan-motor er dermed lige til skrotbunken, og i stedet må han nu tage sig til takke med en reservemotor, som teamet ikke kender meget til. "Det er en gammel motor, som vi har fra Belgien, men vi kender den ikke, og vi ved ikke hvad den kan, så vi får se, hvad der sker i morgen."

Tredje og sidste mand, der kom under 56-sekunders barrieren i tidtagningen, var Michael Schröter. Men for Volkswagen Golf-køreren kunne resultatet godt have set anderledes ud.
"Jeg ligger i den rigtige ende af feltet," sagde Michael, "men det kunne lige så godt have været mig, der i morgen skulle starte etter, for så tæt lå vi i tidtagningen."

Toptrioens hurtighed blev yderligere understreget af, at næsten fire tiendedele af et sekund adskilte dem fra fjerde mand, Jason Watt, der ikke blot skulle have sit andet løb efter comebacket. Det er også hans første start på Ring Djursland. "Jeg kørte hurtigere i morges, men ved tidtagningen her i eftermiddag understyrede bilen simpelthen alt for meget, og det er bare ikke acceptabelt, at jeg er et halvt sekund langsommere," sagde en lidt skuffet Watt.

Gunnar Kristensen, Jørgen Poulsen, Casper Elgaard og Jørgen Weinreich var fire andre kørere, der fik ødelagt deres motorer under lørdagens træning og tidtagning. Af de fire håber Elgaard og Weinreich dog på at komme til start i morgen.

Top-6 i kvalifikationen på Ring Djursland:

KørerBilBedste tid
Michael CarlsenPeugeot 306 GTI55,796
John NielsenNissan Primera55,906
Michael SchröterVW Golf GTI
BB  


Hop til top
CCCC - Prins Joachim fik sin Lotus

Protektoren for Copenhagen Classic Car Cup, Hans Kongelige Højhed Prins Joachim fik sin Lotus, sådan det tidligere har været omtalt på formel-1.dk.

Prinsen er en stor Lotus-fan, og det er arrangørerne af løbet, der er giver af raceren.

Løbet afholdes i denne weekend på Holmen, og det kan anbefales at kigge forbi - her kommer du tæt på racere som har en særlig historie og som er fra dengang der virkelig blev kørt 'ræs'. Og det er ikke kedeligt - selvom det er racere af ældre dato, bliver der ikke sparet på noget!

Du kan også opleve Tom Kristensen i hans NSU. Den danske Le Mans-vinder stiller op til hyggeløb her i Danmark, og han viste i dag fornem kørsel.

Vi har mere om Prins Joachim og hans nye Lotus - så hold øje her på sitet.


Prins Joachim prøver sin nye racer

BB  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk