Andre klasser


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
15.8.2000
 Udvidelse af Jyllands-Ringen
 Tom K, Nuser og Formel 1 test
 
14.8.2000
 CCCC - Rapport fra sidstedagen
 Watt utilfreds med SuperJohns udtalelser
 CCCC - Carsten Ree på banen
 CCCC - Tom og Nuser 2. del
 CART - Vasser ikke hos Ganassi næste år
 

Hop til top15.8.2000

Udvidelse af Jyllands-Ringen

TEAM DANMARK har netop ydet i alt 2 mio. kr. i direkte etableringstilskud til udvidelse af Jyllands-Ringen, og ved indgåelse af 5 års lejekontrakt. Sammen med samarbejdsparterne ved Jyllands-Ringen har TEAM DANMARK de seneste par år arbejdet på at lægge de to baner sammen til én stor bane med en længde på i alt 2,6 km. Den nye bane skal anvendes til nationale og internationale motorsportsløb, samt - naturligvis - som træningsanlæg for de aktive på 2 og 4 hjul. Dermed får Danmark et internationalt motorsportsanlæg.
AN  


Hop til top
Tom K, Nuser og Formel 1 test

Ja ja, det kan godt være Copenhagen Classic Car Cup sluttede i søndags, men vores lille følgeton om Tom Kristensen og hans NSU fortsætter! Tom kunne nemlig i dag fortælle til Formel-1.dk, at han og Nuser faktisk satte banerekord. Tom er ikke helt sikker på den nøjagtige tid, men mener den lød på 40.682 sekunder.

Tom er nu i Spanien, hvor der er 33 grader, og skal teste Jaguar/Michelin fra i morgen af. Tom er efterhånden den kører, der har teste Michelin dækkene flest gange, og det betyder, at Tom har store chancer for at få et fast sæde hos Jaguar i en nærmere fremtid. En drøm som Tom helt sikkert gerne så blive til virkelighed.

MEL  


 

Hop til top14.8.2000

CCCC - Rapport fra sidstedagen

"Kører du ud til det dér motorløb på Holmen?" Sådan lød spørgsmålet til chaufførerne på buslinie 8 adskillige hundrede gange i søndags. Rigtig mange mennesker havde åbenbart læst vor stemningsrapport fra arrangementets førstedag og besluttet at spendere søndagen i selskab med klassiske biler. Arrangørerne regnede med, at der ville komme tre gange så mange mennesker om søndagen, og at dømme ud fra menneskehavet skulle det nok stemme!

Hvis stemningen lørdag var i top, nåede de på andendagen toppen, alt imens vejret gjorde sit til at gøre en god oplevelse bedre. De længe ventede F1-racere nåede frem fra Sverige fra FDM Racing Experience, og hele dagen igennem tiltrak disse to vidundere sig stor opmærksomhed. I mit nærvær nåede en af forsvarets officerer at indskyde en stille bemærkning: "Sådan en bette ting turde jeg godt nok ikke at sætte mig ind i!" Ikke desto mindre lyste fascinationen ud af hans øjne – akkurat som den gjorde på hundredvis af andre. En F1-bil er en helt særlig oplevelse. Uanset om det er en Arrows med udløbet datomærkning eller en Ferrari F1-2000.


Den ældre F1-racer fik masser af beundrede blikke

Når så mange mennesker er samlet et sted gælder først til mølle princippet. Sådan var det med de bedste sidde- og ståpladser rundt omkring. Selv hårdkogte pressehajer havde svært ved at finde gode steder!! Desuden havde arrangørerne opstillet flere afspærringer, så det var lidt sværere at komme helt tæt på de kørende biler. I jagten på et godt udkigsspot tog folk opstilling på trapperne, kravlede op på stilladserne - ja ethvert sted med det mindste overblik over banen var besat. Således var oplevelsen ved at komme helt tæt på bilerne større om lørdagen.


'Hvad sker der her?' Mange tilskuere fra hele landet og også fra udlandet fandt vej til Holmen

I de forskellige klasser blev der igen i dag gået til den. Klasse E var igen publikumsfavoritten, og den mest opmærksomheds-tiltrækkende klasse. I løbet af søndagen skulle opvarmning, 2. heat og finale-heatet køres - udover et opvisningsløb, som bl.a. bestod af F1-racerne. Det begyndte sædvanen tro i det stille med klasse A. I den efterfølgende klasse B gjorde nr. 24, Peter Kjul, i sin sølv-farvede formel-racer – en Morris 8 fra 1936 – sit til at sætte publikums stemning i vejret. Men han havde under lørdagens tidtagning og 1. heat været for suveræn og fik ingen modstand.

I Klasse D var den største oplevelse de mange små Morris Mini’er og Austin Cooper’s. Førerne af disse biler gik virkelig til stålet, og klassen bød på mange overhalingsforsøg omend det var en meget svær bane at overhale på.

Det var ikke søndag muligt at få resultaterne fra løbene, men de bringes snart her på siderne.

Klasse E bød på en særdeles veloplagt Tom Kristensen, der havde fået styr på problemerne med NSU’ens affjedring. Som bekendt blev han nr. 2 i lørdagens heat. Således gik det ham også i 2. heat. Toms eneste chance for at komme forbi Bjarne Sinding i den væsentligt stærkere Ford Escort var at overhale ham umiddelbart efter starten. Men det lykkedes ikke i 2. heat. Alligevel hang Tom stærkt på.


Der blev arbejdet flittigt på Toms racer

I finaleheatet lykkedes det heller ikke Tom at komme forbi Sinding, da starten gik – første gang. For få omgange efter bød klassen på løbets største ulykke: En Mini’erne overbremsede ind i svinget, der efterfølger start/mål-langsiden, hvilket betød at bilen skred ind i de opstillede halmballer og blev slynget ud igen, hvor den ramte en eller flere andre biler. Det blokerede svinget for de fire efterfølgende biler, og løbet blev nu flaget rødt!! Heldigvis skete der kun materielle skader – to af Mini’erne ha

ISH  


Hop til top
Watt utilfreds med SuperJohns udtalelser

Jason Watt er mildest talt ikke særlig begejstret for John Nielsen udtalelser og hans såkaldte bekymring angående Jasons fremtid i dansk motorsport.

"Da jeg idag så dagens udgave af Ekstra Bladet, var jeg nær faldet ud af min kørestol."

"STOP HAM". John Nielsen kom med sin uforbeholdne mening om min tilstedeværelse i Dansk Touringcar Challenge (DTC), og i motorsport i det hele taget. Tilsyneladende tror veteranen John Nielsen, at han kan få indført forbud, så jeg ikke længere vil kunne køre motorløb i Danmark. Han har også fortalt Peter Elgaard, manden bag DTC serien, hvad han mener om min tilstedeværelse på banen" fortæller Jason Watt.

Efter weekendens afdeling af det danske DTC mesterskab, der for mit vedkomne endte på en jordvold, citeres John Nielsen for følgende:
"..jeg holder meget af Jason Watt, men det er blevet for farligt for ham at være med. Han har ikke længere noget at lave her. Jeg håber, at dagens uheld vil være en advarsel, og der er nogle ansvarlige, som vil tænke sig om en ekstra gang for motorsportens skyld. Jeg forudser, at den værst tænkelige ulykke vil medføre et forbud mod billøb."

"Det som menes her er vel at, hvis jeg alene har et uheld, så kunne dansk motorsport godt dreje nøglen? Disse udtalelser finder jeg dybt forkastelige og de sårer mig dybt.

En ting er at det sårer mig, men hvad med de mange andre handicappede der dyrker motorsport på verdensplan. Her i weekenden var vi således to der stillede til start på ring Djursland. Glem ikke en mand som Clay Reggazoni (tidligere Formel 1 kører), lammet og dog alligevel i stand til at gennemføre Paris-Dakar, og idag indehaver af en racerskole for handicappede. Er det også noget du gerne vil have afviklet?

Da jeg i starten af året vendte tilbage til motorløb ved et gokart løb i Esbjerg blev John Nielsen citeret i DR TV for følgende: "Godt at se ham tilbage på banen igen!" Var det så gokart banen du her mente?

Når nu John vil prøve at sætte en stopper for min videre deltagelse i motorløb i Danmark, glemmer han tilsyneladende at FIA (det internationale motorportsforbund) har udstedt et internationalt reglement for hvorledes handicappede kan deltage i motorport. Reglementet gør det klart at der er to motorsportsklasser hvori man som handicappet ikke kan få tilladelse til at stille til start i. Det drejer sig om Formel 3000 og Formel 1, klasser som samme forbund iøvrigt også laver reglementet til.

Ydermere har DASU (Dansk Automobil Sports Union) udstedt et specielt regelsæt som min bil skal opfylde. Heri indgår blandt andet:
Større brandslukningsanlæg (samme som i Formel 1)
Ekstra afskærmet benzintank.
Aftagelig siderude.
Sikkerhedsnet.

"Der er mange måder at vinde over sine konkurrenter på, og hvis dette her er et sådant forsøg, har det kun styrket min motivitation og bare sat mig endnu mere op for at se forsvinde bagud i mit bakspejl. Og dit forspring er for tiden 0.07sekund" slutter Jason Watt.

www.watt.dk

BB  


Hop til top
CCCC - Carsten Ree på banen

Den Blå Avis’ bagmand Carsten Ree var også med til årets Copenhagen Classic Car Cup. Han deltog i en rød Lotus Royal Princess fra 1963.

Carsten har faktisk selv kørt race for 34 år siden, og har selvfølgelig interressen derfra.

Hans røde Lotus er hans eneste historiske bil, og har kørt CCCC med den i 2 år. Man kan tydeligt se at han passer og plejer sin lille ”prinsesse”, for hun ser ud som om hun er helt ny. Det er da også Carsten selv der står for al reparation af den. Om han køber reservedelene i ”Den Blå Avis” melder historien ikke noget om, men hvem ved…

Carsten Ree kørte også et godt løb, men han er, som alle de andre, også kun med for hyggens skyld!

Carsten Ree stillede op i denne Lotus Royal Princess - den er fra 1963

Og han hyggede sig udentvivl sammen med officials'ne ude ved banen, hvor de blandt andet havde det rigtigt sjovt med at ”drille” folk! Men det skal der jo også være plads til ved et sådant løb.

Carsten Ree kan hvis også skrive under på, at man bliver grebet af historisk motorsport, så vi ser ham nok også til næste år med sit røde vidunder!


Ree havde det varmt - selv sokkerne røg af...

MEL  


Hop til top
CCCC - Tom og Nuser 2. del

I søndagens 2. heat i årets Copenhagen Classic Car Cup blev danske Tom Kristensen endnu en gang nummer 2, og nu skulle Tom og hans mekaniker gøre sig klar til finalen.

Der var dog ikke det store at lave, så Tom kunne mageligt sidde i på en havestol ved deres ”lejr” og var mere end villig til at snakke om den kommende finale.

”Bilen bliver bedre og bedre, men jeg tror kun, at det er fordi jeg nogen gange glemmer det er min egen” smiler Tom og fortsætter ”jeg er jo vant til at der ikke sker noget hvis der sker noget med en racerbil, men hun (NSU’en) er jo min egen! Så hende passer jeg på”.

Om en 1. plads er mulig er Tom lidt usikker på, men han mener da, at hvis en kikser starten, og han selv får en bedre start er det muligt.

Det kom selv kan rette op på, er afstanden mellem halmballerne og hans bil. ”I 2. heat var der en hel telefonbog mellem halmen og NSU’en, i finalen skulle vi gerne komme ned på en Mostrup (en meget tynd telefonbog!)” fortæller Tom grinende til Formel-1.dk.


CCCC var ikke kun hygge - NSU'en fik hvad den kunne trække!

Desværre gik det bare ikke som forventet i finalen. Der var simpelthen kaos fra starten. Tom nåede ikke at overhale nummer 1, og nogle små Austin racere kørte ind i hinanden, og Brian Stoltze undgik dem kun med nød og næppe ved at køre ind i halmen i stedet for de små biler. Dette var yderst flot af Brian af gøre, så han fortjener bestemt et godt ord med på vejen.

Da alt var ryddet op, kunne bilerne fra klasse E så stille op til omstart. Starten gik, og fantastisk som Tom jo er, overhaler han nummer 1 og Toms kone og hans lille søn jublede højt fra tribunerne sammen med tusinder tilskuer! Men glæden var meget kort varig, for få omgange efter hans føring gik trækakslet og Tom måtte få trukket bilen til mål. Det var bestemt en ærgerlig slutning, men Tom kunne i stedet glæde sig over de tusinder tilskuer som hyllede ham, da han blev trukket til mål.

”Jeg glemte vidst igen at det var min egen, så da hun ”fløj” og landede hårdt på den ujævne bane røg trækakslet” fortalte en lidt skuffet Tom efter løbet, men kunne da se frem til aftenens ”3. halvleg”, som er en grillaften for alle kørere og involverede i CCCC, og skulle være rigtigt hyggeligt!

Tom har virkelig kørt flot i weekenden, men heldet var bare ikke med Tom og Nuser i år! Men vi håber da at se Tom og Nuser igen næste år!

MEL  


Hop til top
CART - Vasser ikke hos Ganassi næste år

Selvom Jimmy Vasser kontraktmæssigt stadig havde endnu 1 år hos Ganassi Racing, så er både han og team-ejer, Chip Ganassi, blev enige om at gå hver til sit efter denne sæson. Samtidig er det nu også officielt, at Michael Andretti skifter team.

Den 34-årige Vasse har været en del af det succesrige Ganassi Racing siden 1995. Højdepunktet kom i 1996, da han vandt mesterskabet. I de næste 2 sæsoner stod han lidt i skyggen af hans team-kammerat, Alex Zanardi, og det samme har egentlig også været tilfældet sidste år og denne sæson. Alligevel er Vasser stadig en snu ræv på en racerbane, og han bør have mindst 3 - 4 år endnu som kører.

Både Zanardi og Juan Pablo Montoya har begge sagt, at de er Vasser en stor tak skyldig. Han hjalp nemlig dem begge med at kunne håndtere oval-banerne. Zanardi har bl.a. sagt, at hans daværende team-kammerat lærte ham tålmodighedens svære kunst. Dette er især meget vigtigt, når det f.eks. drejer sig om et 500 mil løb. Her nytter det ikke noget bare at sparke til den, men derimod om at køre stabilt, således at bilen er top-trimmet til de sidste 50 mil.

Vasser's rekordliste hos Ganassi Racing tæller 8 sejre og 7 pole-positioner. Hans seneste sejr ligger dog helt tilbage i sæsonafslutningen på California Speedway i Fontana i 1998.

Udover Vasser's afgang fra Ganassi Racing, så ligger det nu også fast, at Montoya smutter til Formel 1. Dermed er der altså to ledige sæder hos teamet. Samtidig er det nu også officielt, at Michael Andretti forlader Newman/Hass teamet. Hans største ønske er, at prøve at vinde Indy 500 løbet inden han stopper karrieren. Eftersom at team-ejer, Chip Ganassi, har sagt, at hans team også kører i næste års Indy 500 løb, så svirrer det selvfølgelig med rygter om, at Andretti er på vej til dette team. PacWest Racing teamet er dog også en mulighed. Deres to kørere, Mauricio Gugelmin og Mark Blundell har ikke opnået en sejr siden 1997, og det er muligt, at team-ejer, Bruce McCaw, vælger at udskifte hans to kørere.

Af andre hotte emner til teamet, er selvfølgelig Zanardi. Efter en pause fra det mildest talt elendige comeback i Formel 1, så har italieneren selv sagt, at han igen er begyndt af få kløe i hans højre fod. Han er dog også sat i forbindelse med hele 3 andre teams.

Og vi slutter med de seneste rygter/facts efter Mid-Ohio løbet i går:

Mexicanske Adrian Fernandez bliver team-ejer næste år. Han er godt i gang med at etablere hans eget team.

Bryan Herta kører resten af sæsonen hos Dale Coyne Racing.

Team Rahal har nu officielt annonceret, at italienske Max Papis også er team-kammerat med svenske Kenny Brack næste år.

Team Rahal har desuden annonceret, at teamet skifter fra Reynard- til Lola-chassis. Det er endvidere sandsynligt, at teamet også skifter fra Ford- til Toyota-motorer.

Patrick Racing skifter muligvis også fra Ford til Toyota næste år.

Player's/Forsythe teamet har endnu ikke opgivet at få fingrene i canadiske Paul Tracy. Han har dog stadig en bindende kontrakt med hans nuværende team, KOOL Green, men i motorsportens verden kan penge jo overkomme alle kontraktmæssige forhindringer.

Japanske Shinji Nakano bliver muligvis også ny team-ejer næste år - vel at mærke med solid sponsor-støtte fra Honda.

Og endelig: det er nu næsten helt sikkert, at skotske Dario Franchitti fortsætter i CART næste år.

www.cart.dk

BB  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk