Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
20.8.2000
 Ralf - Jenson en succes
 Irvine ikke bekymret
 Webber til Benetton
 Adrian Newey bekræfter tilbud fra Ferrari
 Jean Alesi forsætter - måske
 Nyt unikt dæk til det amerikanske GP
 BAR skifter udseende for tredje gang
 Adrian Newey forklarer sig om teamordre
 Ferrari fast besluttet på at vinde
 Nasser skuffet over sæsonen
 Jean Todt optimistisk efter test på Mugello
 Villeneuve benægter indflydelse på Zontas farvel
 FIA har revideret regler for overhaling
 Mika Salo til Toyota?
 
19.8.2000
 Mugello test - fredag
 Køber UFA mere af Prost?
 Frentzen har maveproblemer
 Burti tror på sæde hos Jaguar
 Benetton testede på Lucy-Levis
 Selhi undskylder
 McLaren håber på en forsat dominans i F1
 Portræt af Nelson Piquet
 

Hop til top20.8.2000

Ralf - Jenson en succes

Ralf Schumacher får i 2001 ny holdkammerat - som efterhånden er en offentlig hemmelighed, men det er sikkert af Montoya får sædet ved siden af tyskeren. Dermed stod Jenson Button tilbage med sorteper.

Ralf ønsker Jenson Button held med på vejen, og tyskeren kunne se at briten blev ofret i et storpolitisk spil, hvor Button måske allerede før sæsonen gik i gang var blevet dømt ude, fordi Montoya skal ind i teamet. "Jenson har været god i år, for mig og for teamet, fordi han er så entusiastisk og han er virkelig hurtig," siger Ralf rosende om årets store overraskelse.

Egentlig er han lidt ked af at de to ikke kan samarbejde de kommende to sæsoner. "Jeg har nydt at han har været her. Han har tydeligvis været en succes. Jeg tror kan vil blive bedre og Benetton vil få fordel af det," siger han videre med en hentydning til Frank Williams valg. Måske kan Button blive en hård konkurrent til de to Williams-kørere næste år.

Udsigten til at Montoya kommer til teamet næste år bekymrer ikke tyskeren videre. "Jeg skifter ikke stil. Jeg vil være en del af et team, og vil køre godt, vinde løb og få succes," siger han. Og den succes jagter han fortsat med Williams og BMW - og måske bliver det næste år at teamet kommer tilbage som løbsvindere.

BB  


Hop til top
Irvine ikke bekymret

Der er ikke nogen hos Jaguar der vil sige hvem der bliver Eddie Irvines holdkammerat næste år. Teamets førstemand ved heller ikke hvilken kører der får søsterbilen - og han bekymrer sig ikke over det!

Tidligere har både Jackie Stewart og Neil Ressler afvist at sætte navn på Johnny Herberts erstatning. Irvine er sikker - og gider ikke rigtig bekymre sig om det. "Alle taler om at det bliver Luciano, men jeg har virkelig ingen ide om hvem det bliver. For at være ærlig, så er det ikke noget som jeg i øjeblikket bekymrer mig over," siger han direkte.

Noget af det han i stedet tænker over, er hvordan teamet kan blive bedre. Det har været en yderst pauver sæson for det stort opslåede team. Der skal til at ske noget. "Vi skal forbedres i alle afdelinger - ikke kun på raceren," siger ireren om hele baglandet hos Jaguar der ifølge hans mening ikke er optimal. "Teamet skal arbejde bedre sammen, vi skal kunne forstå hvad jeg vil have mere ud af raceren, vi skal forbedre pitstoppene - alt! - vi er ikke på 100% med noget som helst," siger Irvine.

BB  


Hop til top
Webber til Benetton

Med Benettons erhvervelse af Jenson Button fra næste sæson af ligger det klart, at teamet for alvor er i gang med at slå stort op. Dette blev også bekræftet, da de mange rygter omkring F3000-køreren Mark Webbers ansættelse som testkører for Benetton, endelig blev verificeret. Webber, som normalt er testkører for Arrows har netop underskrevet en kontrakt med Benetton for sæsonen 2001.

Mark Webber tester Benettton i 2001 - hvis Button hentes tilbage til Williams, kunne det blive Webbers chance om et par år.

Dermed er den fallerede arbejdsløse kører Alexander Wurz endnu en gang blevet skubbet ud i kulden.

I øjeblikket tester Webber for Benetton på Danielson-banen i Frankrig indtil fredag hvor Wurz tager over. Måske er det det unge australske håb Webber, der engang skal blive kontinentets anden formel 1-kører?

Julia Jensen

CBA  


Hop til top
Adrian Newey bekræfter tilbud fra Ferrari

Måske er der et skifte på vej for Adrian Newey. Det har flere gange været fremme, at Ferrari har tilbudt Adrian Newey et job i det italienske. Og nu er der åbenbart kommet noget mere konkret på bordet. Noget som får Adrian Newey til at tænke over tingene igen.

Det er kommet frem, at Newey har fået tilbudt en kontrakt lydende på en årsgage på 12 mill. dollars i tre eller fire år. Det er rundt regnet det firedobbelte af hvad han får nu.

"Når man har succes i F1, så kan man regne med, på et eller andet tidspunkt, at komme til Ferrari. Det er vel alles drøm, at komme til at arbejde for Ferrari. Når Ferrari kommer med et tilbud, er det noget som man overvejer."

Og succes har Newey haft. Han står bag seks af de otte seneste VM-biler. Kun i 1994 og 1995 smuttede det. Det var i de år, at Michael Schumacher vandt VM for Benetton.

Men en ting er dog sikkert, Newey har kontrakt med McLaren indtil udgangen af 2001. Og mon ikke Ron Dennis, vil være ked af at evt. miste Newey? I hvert fald har Ron Dennis udtalt, at Newey er mand, som nyder stor respekt.

Men hvorfor har Ferrari tilbudt Newey et job hos dem? Der sker selvfølgelig fordi, mærket har store ambitioner og et meget store ønske om, endelig at blive verdensmester igen. Men hvis nu Ferrari vinder kørernes titel i år - hvad så? Så er det ikke sikkert, at interessen er ligeså stor for at sikre sig Newey. Eller også kan man bruge ham til at fastholde positionen. En lille forhindring for Newey, kunne være hans nære venskab med Mercedes McLarens motorkonstruktør, Mario Illien. De to har et nært venskab, og tænker ens på mange områder.

Newey startede i F1 hos March. Mærket fik succes i bl.a. USA, og det gjorde, at han fik et godt ry. Så startede der en større efterspørgsel på ham. Specielt da man så, at han er en sand mester på det aerodynamiske område. I 1990 kom han til Williams teamet, hvor Nigel Mansell, Alain Prost, Damon Hill og Jacques Villeneuve fik gavn af hans dygtighed. I 1998 kom han så til McLaren, og vi ved jo hvordan det er gået.

Men intet er afgjort endnu, og intet er underskrevet. Hvis det sker, til fordel for Ferrari, må der være mange der græder hos McLaren.

10. juni 2000 - Ferrari tiltaler Newey

PDL  


Hop til top
Jean Alesi forsætter - måske

Jean Alesi har i år ikke fået noget som helst ud af det. Ingen points, og et antal løb, hvor han ikke er kommet i mål. Det er vel noget som kan dæmpe lysten til at køre F1, specielt hos en kører med hans, til tider, iltre temperament.

Han skulle tidligere have udtalt, at han vil overveje at stoppe karrieren, hvis han ikke kunne blive hos Alain Prost. Efter rygterne om et evt. salg af Prost teamet, har rygterne og spekulationerne fået ny næring.

Det er ydermere kommet nye spekulationer frem om, at Bernie Ecclestone skulle være interesseret i at Jean Alesi skal blive i F1. Jean Alesi har indrømmet, at han har lyst til at forsætte. Hvis en eventuel redningsplan gør, at Prost teamet kan bevares, og ydermere får mulighed for at forsætte med Ferrari motorer, så ser vi ham nok forsætte i F1, selvom han i dag har nået én alder på 36 år.

Jean Alesi: "Jeg vil gerne forsætte, og jeg tror, at jeg har mulighed for at kunne køre i op til fire år endnu."

Der er ingen tvivl om, at Jean Alesi er en spektakulær kører, som desværre aldrig har fået vist, hvad hans talent egentlig har berettiget ham til.

10. august 2000 - Hvad vil Alesi?

PDL  


Hop til top
Nyt unikt dæk til det amerikanske GP

I et forsøg på at opfylde de specielle krav på den nye bane på Indianapolis banen, er Bridgestone i gang med at færdiggøre et helt specielt dæk til brug udelukkende i dette løb.

Løbet som finder sted i næste måned, markerer tilbagekomsten af F1 til USA efter ni års fravær. Det finder sted på en bane som er anlagt i inderkredsen af den kæmpestore oval. Man vil bruge sving 1 af den store oval samt noget af den ene langside. Det betyder, at der stilles utroligt store krav til både biler og dæk.

Bridgestone har officielt bekræftet, at man arbejder med at færdiggøre et nyt dæk, men vil derudover ikke afsløre nogle detaljer.

Det bliver for så vidt en spændende GP weekend. Ingen teams kender direkte noget til den ny anlagte bane. Så de få dages forberedelser der er på selve banen, vil indeholde noget nyt og ukendt for alle teams. Ingen ved præcist hvad der venter dem på banen, og specielt i den høje kurve før start/mål.

Det forventes at bilerne når en hastighed af over 350 km/t. på dette stykke. Den store ændring af hældningsgraden i dette "høje" sving, sammenholdt med den høje hastighed, giver nogle store g-påvirkninger. Det stiller igen krav til dæktrykket. Og bl.a. derfor er Bridgestone gået i gang med udviklingen af dette dæk. Lidt erfaring har Bridgestone dog at arbejde med. Man har en vis erfaring fra Champ Car igennem et af deres datterselskaber.

David Coulthard: "Jeg har hørt forskellige skrækhistorier om hvilke dæktryk, som det vil blive nødvendigt at køre med, for at kunne klare kravene i netop denne sektion af banen. Der skulle være en meget stor g-påvirkning."

Spændende bliver det i hvert fald at følge. Der er flere spændende aspekter i dette løb. Det markerer tilbagekomsten til USA for F1. Det er en helt anden atmosfære på tilskuerpladserne på denne bane, i forhold til de andre baner, hvor man tidligere har kørt F1 i USA. Samtidigt er det en helt ny bane for alle, inklusive teams, kørere og vel ikke mindst ingeniørerne, som til netop dette løb, ikke har den store viden om ret mange detaljer.

PDL  


Hop til top
BAR skifter udseende for tredje gang

BAR teamet debuterede i 1999 i F1 med en bemærkelsesværdig og vel også et kontroversielt udseende. På den ene side af bilen så man det blå logo for cigaretmærket "555", på den anden side mærket "Lucky Strike". Det gav anledning til en vis debat hos specielt FIA.

BAR teamet, eller rettere sagt ejerne af teamet, British American Tobacco, ændrede derfor designet i år til kun at omfatte et mærke nemlig "Lucky Strike".
Først dobbelt - og i 2001 bliver det 555

Og det forlyder nu, at man til næste år igen ændrer designet. Gæt hvad der skal stå - nemlig "555". Det er så det tredje udseende som bilerne får i deres - til næste år - hidtil treårige karriere.

PDL  


Hop til top
Adrian Newey forklarer sig om teamordre

McLaren teamet har ændret opfattelse af teamordre strategien, og Adrian Newey forklarer det med, at man kommer til et punkt, hvor man er nødt til at prioritere, hvilken kører man vil satse på. Men indtil da, har begge kørere lige stor mulighed for at vinde løb.

Han siger dog også, at ligger man til at vinde et løb, med en mulighed for en et-to sejr, vil kørerne blive bedt om at holde deres position. Og det sker for at undgå, at formindske risikoen for at de kører hinanden af. Ved det belgiske GP i 1998, så man det samme for Jordan teamets vedkommende. Ralf Schumacher blev da bedt om at holde sig bag Damon Hill, så han kunne vinde. Også selv om det var tydeligt, at Ralf Schumacher var hurtigere end Damon Hill. Beslutningen blev netop taget for at undgå, at de skulle risikere at køre hinanden af, og dermed miste alle muligheder for både sejr og gode points. Med i betragtningerne dengang, som var med til at afgøre beslutningen, var vejret. Det var et grusomt regnvejr under hele løbet. Og dermed er risikoen for uheld selvfølgelig meget større.

Adrian Newey: "Medmindre at man er nået til et punkt i VM, hvor det er nødvendigt at prioritere den ene kører frem for den anden, vil det ikke forekomme. Det er ikke aktuelt i øjeblikket, men hvis vi kommer i en situation, hvor de begynder at køre imod hinanden, vil vi fortælle dem, at de skal holde deres position. Vi prioriterer dem begge lige højt i øjeblikket, og jeg er meget tilfreds med, at der ikke bliver gjort forskel på nogen af kørerne."

Den holder dog ikke helt. Selvsamme Newey har netop efter det seneste GP på Hungaroring, erkendt at han har arbejdet meget med Hakkinen og hans bil, for at de kunne vinde. Og det var vel også det som David Coulthard reagerede så stærkt på efter det ungarske GP.

PDL  


Hop til top
Ferrari fast besluttet på at vinde

Nu hvor det belgiske GP nærmer sig, så har Ferrari fuld gang i deres forberedelser. Ikke bare til det belgiske GP, men også til resten af sæsonen. I den seneste uge har teamet testet bilen med diverse nyudviklinger igen og igen. I testen har bl.a. været en kraftigere motor, som skal være med til at holde tempo med McLaren bilerne.

Jean Todt har udtalt, at Ferrari er fast besluttet på at vinde begge titler i år, og de vil gøre alt hvad der er muligt for at vinde.

"Vi er besluttet på, og har som målsætning at vinde det næste løb. Det kræver at vi bl.a. er nødt til at være meget mere aggressive, for at vinde. Vi arbejder altid for at vinde, men af forskellige årsager lykkedes det ikke altid."

PDL  


Hop til top
Nasser skuffet over sæsonen

Jac Nasser, direktør for Ford Motor Kompagni, var i sidste weekend i Ungarn for at se det Ungarske Grand Prix. Nasser var inviteret af Jaguar teamet.
Så mens Eddie Irvine og Johnny Herbert kørte rundt i den stegende hede, stod Nasser sammen med resten af holdet på pit muren og så på løbet.
Eddie Irvine sluttede på en 8. plads, kun 2 placeringer fra at score point igen. Desværre for Johnny Herbert kom han igen ikke i mål.

Jaguar teamet har ikke haft en let sæson. Eddie Irvine har scoret teamets eneste point, med en 4. plads i Monaco.
Tidligere på sæsonen led raceren meget under at den ikke var driftsikker, og det var meget skuffende at se, men nu ser det ud til at det er ved at blive bedre.

"Jeg syntes at sæsonen har været en stor skuffelse, men vi har nok haft for store forventninger til teamets formåen. For mig har det været vigtigt at vi har bygget et godt team op. Så nu må vi bakke dem op på alle måder når det ikke går så godt. Det er meget svært at bygge et helt nyt team op, og det er jo første år at Jaguar er med igen. Men vi må fortsætte med at udvikle og teste, det er vejen frem hvis vil noget i denne sport, se bare på Ferrari og McLaren, de arbejder 7 dage om ugen og i 24 timer for at nå deres mål, dermed ikke sagt at de andre teams ikke arbejder hårdt, for det ved jeg at alle teams, store som små gør. Vi skal nu have teamet til at være mere sammenhængende. Jeg syntes at vores motor er blev forbedret på mange punker, men det vigtigste er at den nu er driftsikker, og nu gælder det "bare" om at få tingene til arbejde rigtigt sammen." slutter Jac Nasser.

BKP  


Hop til top
Jean Todt optimistisk efter test på Mugello

Michael Schumacher og Rubens Barrichello afsluttede den 3. dags test, forud for det Belgiske Grand Prix i stegende sol på Mugello banen.
Barrichello kørte 95 omgange, mens Schumacher kørte 73 omgange på den 5.25 kilometer lange testbane. Barrichello satte dagens bedste tid på 1m25.770s,mens Schumacher kørte på 1m27.007s.
Med ved testen deltog BAR teamet, og for dem kørte Ricardo Zonta og deres testkører Patrick LeMarie.

Sportsdirektør Jean Todt udtrykte efter testen en svag optimisme over testens resultat, hvor man bl.a. testede en ny og stærkere motor, og en ny frontvinge som skulle være klar til det Belgiske Grand Prix.

"Vi er klar. Resultatet af den test har været tilfredsstillende, men jeg tror ikke at vi er de eneste der er ved at forberede sig til SPA. Vi har hørt at Panis har kørt nogle gode tider på Silverstone, men vi prøver på ikke at bekymre os om det, fordi de tider er sat med dæk der først må bruges til næste år.
Barrichello prøvede også de dæk i morges, og var med de samme slags dæk mere end et halvt sekund hurtigere end dagen før. Disse ting er ikke vigtige nu, og man skal ikke bekymre sig om det.
Sidste weekends løb ændrede ikke så meget. Nu er det os der er bagud med 2 point, men der skal kun et løb til før det kan være omvendt, så vi tager det med ro indtil videre." slutter Jean Todt.

BKP  


Hop til top
Villeneuve benægter indflydelse på Zontas farvel

Ricardo Zonta forlader som bekendt BAR teamet ved afslutningen af denne sæson. Det sker efter, at BAR har tegnet kontrakt med Olivier Panis. Zonta har ikke fået forlænget hans kontrakt.

Efter de seneste GP'er, er Ricado Zonta rendt ind i meget kritik fra holdet omkring Villeneuve. Men selv afviser Villeneuve at have noget at gøre, med fyringen af Ricardo Zonta.

"Efter vores sammenstød, sagde jeg hvad alle tænkte. Hvis han ikke forsætter hos BAR til næste år, har det ikke noget med mig at gøre - så er det fordi, at han har skuffet hele BAR teamet."

Zonta skulle have udtalt, at han ingen problemer har med Jacques Villeneuve, men indrømmer, at han (JV) kan være en vanskelig person at omgås, og at han ikke havde behøvet at sige tingene på den måde, som han gjorde.

Man kan roligt konstatere, at atmosfæren dermed ikke har været alt for god i BAR teamet.

PDL  


Hop til top
FIA har revideret regler for overhaling

FIA har revideret nogle af reglerne om overhaling. Det drejer sig om overhaling, når der er sikkerhedsbil på banen. Det sker efter den straf som Jarno Trulli fik under det tyske GP på Hockenheim. Han blev egentlig uretfærdigt straffet for at have overhalet Rubens Barrichello, da denne var på vej ud af pittet. Overhalingen skete mens Rubens Barrichello stadig var i accelerationsbanen. Og det var under en fase, hvor der var sikkerhedsbil på banen.

Reglen eller rettere sagt tilføjelsen, kommer til at lyde: "Når en safety-car er på banen, må biler, som stadig er i accelerationsbanen, overhales inden de når enden af accelerationsbanen. Reglen blev første gang taget i brug under det ungarske GP.

Det lidt spegede i sagen Trulli var, at han faktisk var nødsaget til at overhale, da han lige var kommet igennem det første sving, og kørte med en meget større hastighed end Rubens Barrichello.

PDL  


Hop til top
Mika Salo til Toyota?

Mika Salo, som i øjeblikket kører for Sauber, ventes at underskrive kontrakt med Toyota i løbet af den næste uges tid. Det vil i så fald blive som testkører det første år, og siden som "almindelig" kører, når Toyota gør deres entre i F1 i 2002. Det ventes, at der vil komme en bekræftelse i dagene op til det belgiske GP.

Allerede for nogle måneder siden, dukkede de første rygter op, om et evt. skifte. Det forlød dengang, at en evt. kontrakt vil komme til at lyde på en varighed på op til 5 år. Men hvad indholdet vil være, vides ikke endnu. Mika Salos manager, Mike Greasley, har bekræftet, at en beslutning er taget, men vil ikke sige mere. "Jeg kan bekræfte, at en beslutning er taget, men der er ikke underskrevet noget."

Sauber teamet er ellers ivrige efter at beholde Mika Salo, indtil hans kontrakt udløber ved udgangen af næste år. Men der er to muligheder for at få ham fri af denne kontrakt. Enten skal Toyota købe ham fri, eller også skal han henvise til en klausul eller option, som er i den nuværende kontrakt. Den taler om en placering for teamet som er bedre eller ringere, end Jordans placering i konstruktørernes VM.

Der er ikke kommer nogle kommentarer ud fra Sauber om Mika Salos eventuelle skift. Mika Salo er yderst populær i Japan, han har kørt derude i forskellige serier, og har gjort det godt. At han også er gift med en japansk skuespillerinde, skader vel heller ikke forholdet til de japanske fans.

PDL  


 

Hop til top19.8.2000

Mugello test - fredag

Så kom også testen på Mugello til en ende. Ferrari har været meget aktive og fredag sluttede de deres test på banen – hvor de havde begge kørere i aktion. Det blev Barrichello der kørte dagens bedste tid foran Schumacher.

Tyskeren kom direkte fra en lang test på Fiorano, hvor Luca Badoer også var i fuld sving. Fredagens test blev brugt som forberedelse til det belgiske grand prix. "I dag lavede vi en masse test af set-up til Spa. I går kørte Rubens udholdenhedskørsel som han var meget tilfreds med," siger Schumacher der først ved 18-tiden fik lov til at gå på weekend.

BAR sluttede også deres test

Ferrari var dog ikke alene. BAR var også i aktion og de havde Zonta og udviklingskøreren Patrick Lemarie på banen. Dermed nåede teamet at få alle fire kører på banen. Testen bestod både i at finde opsætning til Spa, samt at arbejde videre med Hondas Athena-projekt.

"Det var første gang at teamet har været på Mugello, og vi var ikke sikre på hvad vi kunne forvente. Vi fandt dog ud af at det var en perfekt bane, med rigtig gode faciliteter," siger Andrew Alsworth der er leder af BARs testteam.

Den nu fyrede Ricardo Zonta summede testen sammen. "Jeg kørte to dage af testen. Vi blev hæmmet lidt i går (torsdag) med et motorproblem, men fik stadig nyttigt evalueringsarbejde til næste år," forklarer Zonta. "Vi arbejdede også med chassis set-up til Spa og raceren virker nu meget vel-balanceret. Den er helt sikkert bedre end sidste år," siger Zonta. Og han husker især hvor svært de havde det på Spa hvor racerne raslede af på vej gennem Eau Rouge for et godt ord…


Sådan gik det sidste år for Zonta i kvalifikationen - den dårlige balance sendte ham af banen

Testtider fra Mugello, fredag den 18. august 2000

KørerTeamBedste tidOmg.
Rubens BarrichelloFerrari1:25,77095
Michael SchumacherFerrari1:27,00773
Ricardo ZontaBAR-Honda1:28,07637
Patrick LemarieBAR-Honda1:29,49123
BB  


Hop til top
Køber UFA mere af Prost?

Der er igen kommet rygter om at en af aktionærerne i det skrantende Prost-team, UFA vil øge deres ejerandel til mere end 50% og dermed sikre sig styringen med teamet.

UFA ejer allerede 10% af teamet og har rettighederne til at markedsføre teamet, men nu vil de gerne have mere. Kilder hos teamet antyder at de kan overtage yderligere 50% af teamet, så måske er det helt store udsalg ved at være påbegyndt. Det vil koste UFA godt 400 millioner kroner - men så får teamet også råd til at købe motorer til den kommende sæson.

Spørgsmålet er så om de vil investere så store summer på et team der måske alligevel ikke leverer varen. Pengekassen er også ved at være tømt og eftersom det ventes at hovedsponsoren Gauloises og en af de større sponsorer, Bic, trækker sig, så bliver der masser af ledig plads på den blå racer.

Om Prost har en fremtid bliver afklaret meget hurtigt. Blandt andet får vi i morgen at vide om teamet vil fortsætte med Nick Heidfeld i teamet, da optionen på ham udløber i morgen.

11. juli 2000 - Alain Prost sælger aktier

BB  


Hop til top
Frentzen har maveproblemer

Jordan brugte tre dage med at teste på Silverstone, men Heinz-Harald Frentzen måtte forlade arbejdet før tid - han har stadig nogle maveproblemer.

Problemerne opstod under løbet i Ungarn, og det er ikke første gang at Frentzens åbenbart noget nervøse mave, får problemer efter et løb i Budapest. Dog skulle det ikke hindre Frentzen i at blive klar til det kommende grand prix på Spa.

Jordan testede Bridgestone

Men blot fordi Frentzen holdt sig på sidelinien faldt teamet ikke helt sammen af den grund! Trulli brugte blandt andet testen til at evaluere forskellige compounds for Bridgestone. Derudover brugte de selvfølgelig også tiden til at finde en god opsætning til Spa, samt til at prøve nye dele. Torsdag blev nye aerodynamiske dele testet og testede teamet også et nyt baghjulsophæng.

"Vi har haft en succesfuld uge, og jeg føler at vi kan være med fremme i den forreste ende af grid'en," siger Tim Holloway om forventningerne til det kommende grand prix.

BB  


Hop til top
Burti tror på sæde hos Jaguar

Luciano Burti tror fortsat at hans chancer for at køre Formel 1 næste sæson, er rimelig fornuftige. Han er i øjeblikket testkører for teamet og brasilianeren har testet for teamet i denne uge. Testen gik godt – og nu håber han at der kommer et tilbud.

Han var med til at teste sammen med Eddie Irvine og der satte han nogle ganske fornuftige tider. "Det var en god test. Ikke kun at folk kunne se hvor hurtig jeg er, men også den feedback som jeg giver om raceren," siger han. Testen blev gjort lidt sværere ved at han kørte med en opsætning der skulle passe til Spa. "Spa-vingerne gjorde det rimelig svært på Silverstone, men det vigtigste var at se hvordan raceren kører med lav downforce-opsætning," forklarer han, og mener endvidere at den nye bund som Jaguar har klar til det belgiske grand prix er et fremskridt.

Burti skal ikke vente længe inden han igen skal ud og teste. Efter det belgiske grand prix kører han test for teamet på Monza – og her kan den endelige afgørelse meget vel komme. Burti konkurrerer med en del flere kørere. Franchitti har været favoritten, men han har fået kolde fødder, måske i erkendelse af at han måske vil falde helt igennem… Tom Kristensen nævnes også, men flere andre kørere med aktuel Formel 1-erfaring er måske nok i højere kurs end danskeren.

13. august 2000 - Ressler er fortsat tavs
17. august 2000 - Peger Stewart på Burti?



Hop til top
Benetton testede på Lucy-Levis

Benetton tog til Frankrig for at teste på Lurcy-Levis, eller Danielson som den også bliver kaldt. Teamet brugte en racer og to kørere til at teste – den ene var den nu kasserede kører, Alexander Wurz og så den 'nye' mand, Mark Webber, hvis test har været slået stort op – men der har ikke været de største udfordringer på den lille bane.

Store dele af testen blev dog udført af Mark Webber, der kørte fire dage, før Wurz tog over en enkelt dag for at træne starter. Der er ikke kommet det store ud om hvordan testen gik. Dog har Benetton benægtet at der skulle foreligge en aftale om at Webber bliver teamets testkører næste år.

3. august 2000 - Webber skal teste Benetton

BB  


Hop til top
Selhi undskylder

Den gale franskmand, Robert Selhi der godt og grundigt fik ødelagt det tyske grand prix for de to McLaren-kørere, giver nu en undskyldning for sin opførsel.

Han protesterede over at han var blevet fyret hos Mercedes, og det var derfor han vadede ind på banen. Det førte senere til at han fik en mindre bøde, men mon ikke de mange 'eksklusive' interviews har tjent den ind.

Nu giver han McLaren en undskyldning. "Jeg er fan af Formel 1 og Sølvpilene. Jeg ødelagde Coulthards og Hakkinens sejr," siger franskmanden.

2. august 2000 - Manden på Hockenheim

BB  


Hop til top
McLaren håber på en forsat dominans i F1

McLaren tror, at de er på vej til at dominere F1, i hvert fald for resten af året. Det sker efter en dårlig sæsonstart. Nu er de kommet til et punkt, hvor de fører i begge mesterskaber.

Adrian Newey: "Det ser ud som et mønster for vores overlegenhed, har vist sig i de seneste løb. Men det er en ting, at kunne fastholde den, er en anden ting."

Ferrari og Michael Schumacher vandt de første løb i denne sæson, og fik derved et stort forspring, som det først er lykkedes for McLaren, at indhente og overhale nu.

Newey, som også er en god strateg, har stået bag de seneste løbs strategier for Mika Hakkinen. Ved GP'et i Ungarn, var det ham der løste problemerne for kørerne. Efter adskillige problemer fredag og lørdag med at finde det ultimative setup, lykkedes det i løbet af natten til søndag, at finde en løsning på disse problemer. Og under GP'et viste McLaren, at de er hurtigere end Ferrarierne. I hvert fald i dette løb.

"Vi fik bilerne til at køre fornuftigt fredag, med en given benzinmængde og brugte dæk. Men om lørdagen, kunne vi ikke få det til at hænge sammen med nye dæk på bilen. Der stod vi med en ny opgave, der skulle løses inden søndag. Alle arbejdede meget hårdt, og indimellem prøvede vi med mange ting på Mikas bil. David fandt et ret godt setup til brug i hele weekenden. For Mikas vedkommende, var setuppet, lad os kalde det alternativt. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det var en konstant og lineær udvikling, men så ville jeg lyve. Indsatsen som vi lavede med Mika, blev til fulde betalt tilbage."

Newey ved, at han og MH skal igennem den samme procedure resten af sæsonen. Specielt, hvis det skal lykkedes for MH at gøre noget, som kun en kører før ham har gjort. Nemlig at vinde tre VM i træk. Juan-Manuel Fangio gjorde det tilbage i 1950'erne.

Mika Hakkinen: "Jeg ser ikke længere frem end til det næste GP. Jeg vil holde hovedet koldt, tage det roligt og koncentreret. Så kan vi bekymre os om VM, når resultatet bliver gjort op til sidst. Det er fantastisk hvad teamet har gjort i den senere tid. Alle arbejder hårdt i alle McLarens afdelinger, de giver ikke op. Det er med til at alle er motiveret, og giver mod på, at arbejde videre."

Det vil bl.a. vise sig om McLaren kan bryde de seneste års mønster. Der har de startet sæsonen stærkt, men er blevet indhentet, og har været ved at miste VM. De har dog kunnet fastholde positionen. I år er de tilgengæld ikke startet så stærkt, som deres værste konkurrent, Ferrari. Men man har nu indhentet Ferrari i begge VM, og ser ud til at være stærkere end Ferrari. Nu er det op til Ferrari, at vise at de er stærke nok til, at kæmpe sig tilbage, som McLaren har gjort tidligere. Meget tyder også på, at David Coulthard har ret i sin seneste kritik af teamet, nemlig at kørerne ikke er lige, at der ikke satses lige meget på begge kørere. Hvorfor skulle Adrian Newey ellers lige pludselig "plantes" på MHs bil og koncentrere sig om dem? Gad vide om Ron Dennis spiller et spil med pressen?

PDL  


Hop til top
Portræt af Nelson Piquet

I rækken af portrætter af de store helte, kan du nu få et dybdegående indblik i personligheden Nelson Piquet - hvem var han, hvordan prægede han Formel 1 osv.

Du kan læse portrætter af Nelson Piquet.

BB  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk