Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
23.8.2000
 Salo til Toyota
 ´Kom til Estland!´
 Hvem står bag AMT?
 Verstappen til Sauber?
 Buttons manager tror ikke på succes for Montoya
 Michelin har intet at miste
 Sidste test til Ferrari
 Præsenteres Salo i morgen?
 BAR skifter ikke farve
 Stopper Häkkinen efter denne sæson?
 Tom skal teste !
 
22.8.2000
 Ralf Schumachers tanker om Spa
 Schumacher - så er det sagt!
 Ferrari tilbage erobrer føringen i Belgien
 Williams´ forkerte valg
 BMW vil kæmpe for sejre i 2001
 Pedro de la Rosa - Vi skal arbejde sammen.
 

Hop til top23.8.2000

Salo til Toyota

Så blev det afklaret – endda en dag før vi troede det ville ske. Mika Salo siger farvel til det schweiziske Sauber-team når denne sæson er slut. Han skifter derefter til Toyota og påtager sig i 2001 rollen som testkører, og bliver dermed ikke grand prix-kører for et år.

Sauber har accepteret at han siger farvel for denne gang – det blev kun til en enkelt sæson. "Mika har vist potentialet i C19'eren," siges der i en officiel pressemeddelelse fra teamet der kom her til aften. "Han har sluttet fire gange i top-6 og har scoret 6 point til teamet."
"Peter Sauber accepterer Mika Salos beslutning og er sikker på at han vil gøre sit bedste for Sauber i de resterende løb af sæsonen," siges der videre.

Salo kunne komme ud af optionen med Sauber for 2001, da teamet ikke levede op til den præstationsklausul der var i kontrakten. Toyota mangler endnu at give flere detaljer om kontrakten, men det ventes at Salo helt sikkert kører for Toyota til og med sæsonen 2002, så han ryger altså ikke bare ud efter det næste års tid… Spørgsmålet er om der er flere år på kontrakten, da Salo efterhånden ikke er en yngre kører, så han er i hvert fald garanteret én sæson med Toyota.

Dermed er der to ledige sæder hos Sauber. Pedro Diniz ventes at blive sendt ud af teamet, efter flere dårlige præstationer. Jos Verstappen er en af favoritterne sådan som vi omtalte tidligere i dag.

BB  


Hop til top
´Kom til Estland!´

Hvor finder man den bedste f1-atmosfære? Entusiastiske Monza, glamourøse Monte Carlo eller eksotiske Sepang? Hvad med publikumsvenlige Hungaroring eller Indianapolis, hvor formel 1 får comeback denne sæson? Eller hvad med... Estland?

Det er ikke så urealistisk som det lyder: man har tilsyneladende besluttet sig til at bygge en f1-egnet bane uden for hovedstaden Tallinn. Banen vil stå klar om tre år og det udsete sted er en dalsænkning, hvor det ikke vil påvirke naturen. Den økonomiske dækning vil en af formel 1-sportens ældste og bedste støtter stå for, nemlig tobaksindustrien.

Hvis formel 1-cirkuset lægger vejen forbi i den nye estiske arena, vil en stor del af publikummet utvivlsomt være fra den nærliggende Østersø-nabo Finland. Det ungarske GP har ellers tradition for at blive opfattet som finnernes løb, da der er et vist bånd mellem de to lande, bla. i form af fælles sprogstammme. Set fra denne vinkel kunne et evt. estisk GP godt blive en dansk favorit: Tallinn betyder som bekendt 'Danskerbyen'.

CBA  


Hop til top
Hvem står bag AMT?

Der går flere rygter om hvem der reelt står bag Asian Motor Techniques, som har købt hele Peugeots Formel 1-program. Det menes nemlig at der i baggrunden gemmer sig en større bilgigant som vil bruge de brugte Peugeot-motorer til at få indblik i den teknik der ligger i en F1-motor.

Bag kulissen vil det fortsat unavngivne bilmærke udvikle en motor som til sidst vil springe ud af AMT - men først når det er en motor der kan præstere noget. Hvem det er vides ikke, men der gættes på Nissan og Hyundai. Nissan har senest været involveret i Le Mans, dog uden den store succes. Hyundai er især aktiv i rally-VM, hvor de arbejder sig støt og roligt frem.

Blandt andet kan det ses at AMT har i sinde at producere en stor portion motorer, så mon ikke der står en stor pengetank bagved? Ellers kan det næppe være særlig rentabelt at være med i Formel 1...

13. august 2000 - AMT vil bygge 200 motorer

BB  


Hop til top
Verstappen til Sauber?

Det kan blive aktuelt. Verstappen har en kontrakt der udløber i år, og lige nu overvejer han, hvad han skal til næste år. Hans manager forhandler i øjeblikket med Arrows, men andre muligheder står åbne. Der kan være to pladser til rådighed hos Sauber, hvis begge deres kørere vælger andre veje. Diniz kan risikere at ryge ud, og Salo flirter med Toyota.

I hvert fald er der forlydender om, at Verstappen med Michael Schumachers hjælp - de to har været nære venner siden Benetton dagene - har fået arrangeret et møde med Peter Sauber. Det skal - ifølge forlydender - finde sted i Belgien i den kommende weekend.

Hvis ikke nogle af ovennævnte muligheder bliver gjort mulige, har flere teams vist interesse for Verstappen som testkører. Det skulle være Benetton, BAR, McLaren og Jordan. Og dermed har Jos Verstappen flere valgmuligheder. Hvad skal han vælge? Det kommer han nok til at gå at tygge på i den nærmeste fremtid.

"Det er endnu for tidligt at sige noget som helst om min fremtid i F1, men jeg kunne godt tænke mig at være i et bedre team. Jeg kunne også vælge at blive hos Arrows. Det står stadig åbent. Min manager taler med Arrows i øjeblikket, og han ser også på andre muligheder. Det Olivier Panis gjorde hos McLaren, var også det jeg gjorde hos Honda. Det har været meget nyttigt for mig, men jeg vil foretrække at køre løb i et konkurrencedygtigt team. Men at være den tredje kører i et topteam, kan også have sine fordele. Der er meget at tænke over."

Fra anden side, er det kommet frem, at Bruno Junquiera er blevet tilbudt et sæde hos Arrows. Men det hænger ikke sammen med de oplysninger om, at han skulle indgå i et bytte med Montoya hos Chip Ganassi. Derudover er der - ifølge andre rygter - kamp om testpladserne. Ricardo Zonta skulle være sat i forbindelse med både McLaren og Jordan.

Silly Season eksisterer i bedste velgående.

AN  


Hop til top
Buttons manager tror ikke på succes for Montoya

Jenson Button, som i den kommende sæson skal køre for Benetton, er offer for et rævespil i Williams teamet. Det mener i hvert fald hans manager, David Robertson.

Patrick Head har hele tiden omtalt Montoya meget positivt, og betegner ham som en meget begavet og talentfuld kører. Men siger også, at han først får mulighed for at vise sine virkelige evner i F1. Deri er David Robertson meget uenig med Patrick Head. "Jeg tror, at Frank Williams har taget en forkert beslutning, og det har jeg fortalt ham. Alle og enhver er helt oppe over Montoyas sejr i Indy 500, men lad os se hvad der sker, når han skal køre imod de tunge drenge. Jeg kender ham (Montoya), og han er god, men det er Jenson også. Han vil blive den bedst belønnede andenårs kører i F1 historien."

Men det kan være, at Frank Williams er den der trækker det længste strå. Teknisk set er Button udlånt til Benetton. Ved at "plante" Jenson Button hos Benetton, får han en gratis udvikling af den unge kører. Imens kan han prøve Montoya af. Det kan endda vise sig, at allerede nu, er prisen gået op for den unge Button. Det har David Robertson fundet ud af. I et forsøg på at købe Jenson Button fri af kontrakten hos Williams, fik han kun et nej som svar. "Jeg prøvede at købe Jenson fri af hans kontrakt hos Williams, men Frank Williams ville ikke engang overveje det. Jeg tilbød et beløb i størrelsesordenen 30 millioner pund, men han var ikke interesseret. Han ved godt hvilket talent han har fat i. Han ønsker at se hvor godt Montoya kan klare sig i F1, imens kan Jenson udvikle sig et andet sted. For at være helt ærlig - det er meget skarpt set af Frank Williams."

Det ventes, at den endelige bekendtgørelse om, hvem Ralf Schumachers nye holdkammerat bliver, vil finde sted ved det amerikanske GP i september på Indianapolis.

PDL  


Hop til top
Michelin har intet at miste

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at den franske dækfabrikant, Michelin, til næste år gør comeback i F1. Første gang Michelin optrådte i F1, var i 1977 hos Renault. Siden er det blevet til 59 sejre, og tre verdensmesterskaber. De første til at tegne kontrakt med Michelin, var Williams og Jaguar, og disse to teams har også lagt bil til de omfattende tests, som Michelin har foretaget og som man stadig er i fuld gang med. Bl.a. med stor hjælp fra Tom Kristensen, som udfører et kæmpe testarbejde for Michelin i år.

Herunder følger et interview med Pierre Dupasquier, som er Michelins motorsportschef, og som har siddet på denne post i mange år.

Sp.: Hvorfor forlod Michelin F1 sporten i -80'erne?
Sv.: Hovedsageligt fordi selskabet ønskede at bevise, efter den succes man havde haft, at det var muligt at lave andre beslutninger, og koncentrerer sig om andre ting. Det var én grundene til at vi gjorde det, det er ikke noget som man må stoppe, men nu vi kommer tilbage.

Sp.: Hvorfor er Michelin ikke kommet tilbage før nu?
Sv.: Fordi vi ikke har følt, at tiden var inde til det. I de senere år har der været gode muligheder for at gøre det, men nu er mange ting faldet på plads og så kan vi gøre det.

Sp.: Hvordan er selskabet kommet til beslutningen?
Sv.: Der har været mange og lange samtaler og diskussioner. Det har været en lang proces, hvor vi har skullet vurdere, om Michelin har noget at gøre der eller ej. Det var det store spørgsmål. Den endelige beslutning blev foretaget sidste år. Og det af forskellige årsager. Markedsføring, markedsandele og forholdet til bilfabrikkerne som er vores kunder og partnere.

Sp.: Hvad vil Michelin vinde ved at være i F1?
Sv.: En anden måde at spørge på ville være, hvad ville Michelin tabe, ved ikke at være der. Det er muligvis svaret på spørgsmålet. Vi må tænke på, at vi måske vil tabe noget.

Sp.: Hvor stor en udfordring er det?
Sv.: Det er virkelig en udfordring. Hvis man går ind i sådan en udfordring, risikerer man at tabe. Så man må tænke sig om en ekstra gang, fordi vi er ikke alene. Vi har nogle biler, nogle teams, nogle kørere. Der er en masse faktorer - og derfor er det ikke givet at vi vinder. Historien viser, at selv med ens dæk, så er der sket mange forandringer i de sidste 10 år. Og når man så vælger at gå ind til noget sådant, så aner man ikke hvad der vil ske, kun til en vis grad. Man skal derfor være fast besluttet på, at navnet skal være fremme i forreste række, man skal overbevise potentielle kunder, at man har teknologien og modet til at gøre det.

Sp.: Mange tror, at I ikke er aktive, men sandheden er vel, at I har været meget aktive indenfor sportsvognsløb, rally og touringcar?
Sv.: Lige nøjagtigt. Sandheden er, at vi har forbedret os rigtig meget pga. konkurrencen, reglerne og forandringerne ved bilerne. Vi har f.eks. udviklet konkurrencedygtige og sikre dæk til touringbilerne. Tænk sig, et lille stykke gummi til at styre 300 HK. Det har været meget svært. Og beviset er, at kun Michelin vandt i konkurrencen, næsten. Vi har arbejdet hårdt og har opdaget nye ting. F.eks. Le Mans er en meget vanskelig bane, det er meget vanskeligt. Sidste år vandt vi GT mesterskabet i Japan - med det eneste team, der brugte Michelin. Det er disse ting, som har gjort, at vi er blevet presset til at tænke og vurdere.

Sp.: I har sikret jer Williams, Jaguar og Toyota. Hvor vigtigt er det at have så store navne?
Sv.: Det er vigtigt at samarbejde med en fabrik, og vi har arbejdet sammen med disse mærker i mange år. Sammen med Toyota, har vi vundet VM i rally og GT mesterskabet. Og så er det naturligt, at de kommer og spørger os: Vi har besluttet os for at deltage i F1, vil I være med?. Det samme gælder BMW. Der er ingen grund til at håbe på succes eller udvikling, hvis vi ikke er partnere med et konkurrencedygtigt og etableret team i toppen. Og det betyder virkelig et topteam. Kun der kan man arbejde med de bedste inge

PDL  


Hop til top
Sidste test til Ferrari

Der har været travlhed hos Ferrari med at teste. Teamet har nu sluttet deres forberedelser til det belgiske grand prix med en sidste test på Fiorano. Samtidig kørte de også shakedown på de racere der skal til Spa.

Badoer kørte den første del af shakedown'en. 8 omgange blev kørt i Schumachers racer (chassis 205) mens det blev til fire i Barrichellos (chassis 202). Schumacher stødte til nogle timer senere, og kørte fem omgange i sin reserveracer (chassis 198). Derudover blev der flittigt testet starter! Dem har de jo haft nogle problemer med...

Badoers bedste tid lød på 1:04:651, mens Schumacher var hurtigere i tiden 1:03,213.

BB  


Hop til top
Præsenteres Salo i morgen?

Nu ser meget ud til at Mika Salo er millimeter fra at blive udnævnt til Toyotas nye testkører, og frontfigur i deres bestræbelser for at blive klar til sæsonen 2002, hvor de kommer med i Formel 1 med deres eget fabriksteam.

Salo har nemlig fået mere frihed til at vælge, efter at Sauber ikke har kunnet leve op til en klausul i kontrakten som 'kræver' at Sauber skulle ligge blandt de seks bedste teams - dette er ikke sket, da de blot ligger nummer 7...

Der har været meget tale frem og tilbage og Salo har flere gange givet udtryk for ønsket om at fortsætte hos Sauber, men Toyotas tilbud er økonomisk også meget attraktivt. Kilder indikerer at Toyota måske allerede i morgen præsenterer Salo som deres nye kører. Nu får vi at se...

20. august 2000 - Mika Salo til Toyota?

BB  


Hop til top
BAR skifter ikke farve

Det har været rygtedes at BAR i 2001 igen ville skifte farve, så den soft-hvide farve ville blive udskiftet med den blå 555-farve. Men det siger BAR selv ikke bliver aktuelt.

De er nemlig indstillet på at beholde Lucky Strike-farven igen næste år. "Vi vil ikke ændre vores racere til at blive blå næste år. Begge racere vil få en farve der er meget lig det som det er i dag, og vi er slet ikke sikre på om 555-logoet overhovedet vil være på en af racerne i den kommende sæson," siger Graham Jones.


Ingen ren 555-racer i 2001 - BAR fortsætter med den hvide racer

Dermed fortsætter BAR med den 'heldige' farve - men alt er endnu ikke afgjort. "Det vil afhænge meget af British American Tobacco, og hvad de ønsker," siges der videre. Men det skulle altså være klart at raceren ikke bliver blå! BAR tidligere forsøgt at overtale FIA til at tillade at man kan køre med racere i forskellig farve, men det er kategorisk blevet afvist.

3. februar 1999 - BAR fik ikke medhold
20. august 2000 - BAR skifter udseende for tredje gang

BB  


Hop til top
Stopper Häkkinen efter denne sæson?

Det rygtes nu alt mere at Häkkinen måske alligevel stopper efter denne sæson. Rygterne startede midtvejs i denne sæson, efter at Häkkinens præstationer blev sat i skyggen af hans holdkammerat David Coulthard. Mange mente at Häkkinen var udbrændt og havde mistet motivationen til at køre Formel 1. Häkkinen og McLaren nægtede naturligvis dette. Efter en miniferie havde motivationen tilsyneladende kommet tilbage og Häkkinen har som bekendt være dominerende i de sidste løb og fører kørernes verdensmesterskab.

Alt dette bringer også nye spekulationer frem, omkring teamchef Ron Dennis' taktik. Hvis det passer at Häkkinen har planlagt at stoppe efter denne sæson, så ville den største gave af alle være at blive verdensmester for 3. gang i træk. Derfor er det meget muligt at Ron Dennis har bedt David Coulthard træde til siden for en sidste gang og lade Mika vinde titlen.
Dette ville medføre at DC vil blive første kører fra næste sæson hos McLaren og kan gå direkte efter at blive verdensmester i 2001 uden at tage hensyn til andre, hvilket jo DC har måttet gøre en del år.

En måske afgørende faktor for Häkkinen's beslutning, er at han skal være far i November måned. Dog tog det lang tid før Mika officielt bekræftede at Fru Erja var gravid, det skete først ved det Tyske Grand Prix. Mika lægger ikke skjul på at han glæder sig meget og at det er en af de største begivenheder i hans liv.

FLY  


Hop til top
Tom skal teste !

Danske Tom Kristensen siges nu at være i kontakt med Jaguar med henblik på at afløse brasilianeren Luciano Burti som holdets faste testkører. Tom fortsatte fornylig sit testarbejde for Michelin i en Jaguar, og teamchef Neil Ressler kommenterer rygterne på denne måde: "Tom har imponeret vort test-team. Han er fantastisk som testkører og vore teknikere er helt vilde med ham, hans feed-back er perfekt."

Tom Kristensen beholder dog begge ben på jorden og håber blot, at de rette folk noterer sig hans kunnen, mens han koncentrerer sig om at gennemføre de planlagte tests for Michelin på bedst mulige måde.

Dermed ser det ud til Jaguars kabale er ved at gå op, selvom de færreste venter den egentlige offentliggørelse før F1-cirkus'et kommer til Indianpolis i september. Johnny Herbert er nok også under et vist tidspres for at afsløre hvem han skal køre for når CART sæsonen starter i februar 2001. Også for ham vil en perfekt timing være i USA, hvor han - med diskret støtte fra Ford - siges at være topkandidat til det ledige sæde hos Newman Haas. De mangler nemlig én til erstatning for Michael Andretti, der fornylig bekendtgjorde, at han skal erstatte Montoya hos Ganassi !

Monstro Williams' Sir Frank havde glemt at tage Andretti i ed...

GRN  


 

Hop til top22.8.2000

Ralf Schumachers tanker om Spa

Ralf Schumacher som kører for Williams teamet, har givet fri luft for sine tanker forud for det Belgiske Grand Prix på Spa banen.

”Spa er ikke en let bane, hverken hvad angår racerens set-up, eller for kørerne. Det er en bane hvor der skal fra medium til lav downforce på raceren, for at kunne opnå en høj fart på banens langsider. Specielt efter Eau Rouge og Stavelot. Eau Rouge er et af sportens mest fantastiske sving. Man kører igennem svinget i 6. gear, og det kræver at raceren har en perfekt balance for at kunne det, og man skal have mange omdrejninger på motoren for at komme op ad den stejle bakke lige efter svinget.
Fra Combes til Stavelot, er næsten alle svingene middelhastigheds sving, og jeg forventer at WilliamsF1 BMW FW22 vil gøre det rigtigt godt på den del af banen. Bortset fra Eau Rouge, er man nødt til at have et godt aerodynamisk set –up til Blanchimont, som er en meget hurtig venstre kurve. På de langsomme dele af banen, er det som en Bus chicane, hvor man er nødt til at bruge curbs for at kunne få en god omgangstid.” siger Ralf Schumacher.

BKP  


Hop til top
Schumacher - så er det sagt!

De sidste løbsresultater siger næsten alt. Michael Schmacher og Ferrari kæmper imod en nedkonjunktur af fejlslagne starter, mens den nærmeste konkurrent Hakkinen rider på en bølge af vellykkede og gennemtænkte starter. Nu kunne man jo klandre den ellers hurtige tysker for at slække lidt på koncentrationen, men i stedet for har den tyske presse sat vilde spekulationer i gang om McLaren har indsat en forbudt elektronisk starthjælp i deres biler.

Nu har Ferrari-præsident Luca di Montezemolo så udtalt sig i sagen: "Vores problem er startsystemet, McLaren har simpelthen et der er bedre".

Den ene hovedperson og genstand for debatten - Schumacher forholder sig neutral: "Jeg vil slet ikke gå ind i diskussionen. FIA har både mulighederne og midlerne til at slå fast om en bil er lovlig eller ej. Hvis FIA siger at McLaren overholder reglementet så er der ikke noget at diskutere".

Endvidere kommer ex-verdensmesteren ind på at Ferrari jo også har været under mistanke for snyd før, uden at rygterne havde noget på sig. En god start fra et af holdene kan i sidste omgang afgøre verdensmesterskabet, så det bliver spændende at se om Ferrari får korrigeret deres start-system inden næste løb i Belgien.

Julia Jensen

CBA  


Hop til top
Ferrari tilbage erobrer føringen i Belgien

Sådan bliver det, i hvert fald hvis det står til Jean Todt. "Jeg er sikker på, at vi kan drage fordel af løbet i Belgien."

Jean Todt er overbevist om, at efter søndagens løb på Spa, ja så er Ferrari tilbage i føringen i begge mesterskaber. Ferrari fik ikke det forventede resultat i Ungarn, men ifølge Jean Todt, er det bare et bevis på, hvor hurtigt tingene kan skifte i F1. Han forudser, at Ferrari igen overtager føringen efter søndag. Han støtter sig bl.a. til at Michael Schumacher altid har lavet gode resultater her - der var vist en enkelt kikser for et par år siden. Specielt hvis det regner, mener han at det er til stor fordel for Ferrari, pga. af Michael Schumachers styrke i regnvejr.

"Verdensmesterskabet er helt åbent nu, efter at vi for første gang i denne sæson, har mistet føringen. Jeg er overbevist om, at vi kan drage fordel af GP'et i Belgien, så vi kan tage føringen tilbage igen. Som vi har set, kan et enkelt løb vende hele billedet."

Nogle enkelte ting skal nok ændres i forhold til Ungarn. Ross Brawn har flere gange i de seneste dage udtalt, at man muligvis var lidt for konservative og sparede lidt for meget på dækkene.

"Vi var virkelig overrasket over, at Mika var så hurtig. Det gik ikke så dårligt i første del af løbet, men efter ca. 10 - 12 omgange begyndte Mika at trække væk, og Michael kunne ikke svare igen. Han ønskede at spare lidt på dækkene inden pitstoppet. Vores strategi fungerede udmærket, vi var bare ikke hurtige nok.

For Michael Schumacher bliver det næsten et hjemmebaneløb. Som det også er omtalt i vores Ferrari preview, er der altid utroligt mange tyskere på Spa, og de skaber en kanonstemning for deres kørere. Michael Schumacher har altid klaret sig rigtig godt på banen. Fem sejre i de seneste otte løb taler for sig selv. Dog blev han diskvalificeret efter sejren i -94. Det må også være specielt at komme tilbage. Det er to år siden, at han sidst har kørt på banen. Der må han støtte sig til "hjemmebanefordelen".

PDL  


Hop til top
Williams´ forkerte valg

Altså hvis det står til David Robertson, Jenson Buttons manager. Han mener at Frank Williams har begået en bommert af store dimensioner ved at tage Juan Pablo Montoya i stedet for at beholde unge Button.

Robertson mener at der har været alt for meget hysteri omkring Montoyas kørsel, men Robertson er vist ikke den rette til at udtale sig om hysteri, eftersom han vist selv har været med til at markedsføre Button-mania som har rullet i F1 i år. Robertson vil godt medgive at Montoya er en god kører, men så er han heller ikke mere end det. "Folk taler om at Juan Montoya er den nye Senna. Jeg kender ham og han er god, men igen: det er Jenson også," siger Robertson forsvarende.

I sidste ende kan man måske undre sig over at han brokker sig så meget, da Button kommer til Benetton hvor briten efter sigende kommer til at stige markant i løn, så helt så dårligt er det vist ikke igen... Alligevel er han bitter på Frank Williams' valg. "Jeg tror at Frank Williams har taget det forkerte valg, og det har jeg også fortalt ham. Alle taler om Montoya og det at han vandt Indy 500. Lad os nu se hvad der sker når han skal køre mod de store drenge," siger Robertson - og peger på knægten Button som en de store næste år... En ting er sikkert: Robertson har lært at fægte med arme og ben for at få opmærksomhed!

BB  


Hop til top
BMW vil kæmpe for sejre i 2001

BMW-Williams vil i næste sæson, minimerer afstanden til de to top teams, og bygger derfor en ny motor.

Gerhard Berger: "Til næste år, skal vi være tættere på Ferrari og McLaren, hvilket i sig selv vil blive svært nok. Derfor er vi i gang med at bygge en ny motor, som bliver mindre og lettere. Og naturligvis bliver det også en motor med flere hestekræfter."

Og selvom man hidtil i sæsonen faktisk har opnået mange gode resultater, og i øjeblikket er placeret på en tredjeplads i konstruktørernes VM, så er man nok ikke helt klar til sejre endnu.

"Teamet er ikke nået så langt endnu. BMW er den bedste F1 debutant i mere end 30 år. Men der er ingen grund til nogen overdreven begejstring. Ferrari og McLaren har langt de største budgetter. For os gælder det, at vi må forbedre os på alle områder. Motor, bil og aerodynamik."

En ting er at være i toppen, noget andet er at komme så langt. I år er der et stort midterfelt, men vil der være teams som kommer tættere på toppen? Det tror Berger ikke rigtigt på.

"Der vil være maksimalt tre top teams, i bedste fald fire. F1 er kongeklassen i motorsport, og selv i F1 er der ikke meget plads på tronen. Kun til den absolutte topelite. Jeg ser i øjeblikket McLaren, som værende helt på toppen. Der er ikke forandret noget væsentligt hos Ferrari i forhold til. McLaren har den bedste bil. Michael Schumacher er kun med i toppen, fordi der har været forholdsvis mange regnvejrsløb, og McLaren i starten udgik for mange gange. Disse faktorer har forvrænget billedet. Selvfølgelig har Ferrari en god bil, men alt i alt, har McLaren hele tiden haft den bedste bil." Og han forsætter:

"Det betyder også, at der må være et stort pres på Michael Schumacher og Ferrari, fordi man i flere år forgæves har kæmpet for at vinde en kørertitel. Som jeg ser det, er det største pres i øjeblikket, at man næsten ikke kan følge med i udviklingen. For Michael er det logisk nok et stort pres, men han er ikke den, der har det største pres hvilende på sig. Han har vundet VM to gange allerede."

Siger altså Gerhard Berger, der tidligere har kørt for Ferrari, og som til en vis grad ved, hvad tænkes og gøres i det italienske team.

PDL  


Hop til top
Pedro de la Rosa - Vi skal arbejde sammen.

Pedro de la Rosa som kører for Arrows teamet, siger at nøglen til succes i et Formel-1 team, er at alle i teamet arbejder sammen som en stor enhed, og at der er harmoni i alle afdelingerne.

"I Arrows teamet har vi en stærk motivation. Jos og jeg er hele tiden fokuseret på at gøre det godt for teamet, og på at gøre det godt for os selv. Vi hjælper hinanden så godt vi kan, for det er den måde vi får det bedste resultat, mener vi i teamet." siger Pedro de la Rosa

Pedro de la Rosa's udtalelser kommer lige efter at Eddie Irvine har kaldt til fælles kamp i Jaguar teamet. Eddie Irvine mener ikke at man yder det maksimale i hele teamet, og det skal der gøres hvis man har planer om at vinde verdensmesterskabet.

BKP  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk