Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
24.8.2007
 Tyrkiets GP - Ferrari preview
 
23.8.2007
 Felipe Massa tildelt nyt chassis
 Tyrkiets GP - Renault preview
 

Hop til top24.8.2007

Tyrkiets GP - Ferrari preview

Ferrari er ved at være i den situation hvor det er ved at være temmelig svært at vinde et mesterskab. Men man håber ...

Ferrari har ikke haft det specielt let i år. Satsningen på en "lang" bil har efter alt at dømme ikke givet det forventede udbytte. Det har heller ikke gjort det nemmere at Kimi Räikkönen havde svært ved at finde sig til rette i bilen. Det, og så Felipe Massas ustabile præstationer, har kostet mange points. Fejl internt i teamet har ikke gjort situationen lettere for Ferrari. Og så er der lige den alvorligste konkurrent. De har gjort væsentligt bedre trods diverse problemer. Problemer der ikke direkte har noget med bilerne at gøre.


Kimi Raikkonen virker mere optimistisk end længe
(Foto: Bridgestone)

Trods de svære odds, så er der dog visse forhåbninger frem mod det tyrkiske Grand Prix - og også de efterfølgende. Her er det baner der meget bedre passer til Ferrarierne man kommer til. Men er det nok? Resten af mekanikken skal også fungere. Meget interessant er det i hvert fald at man har tildelt Felipe Massa et nyt chassis til tyrkiske Grand Prix. Er det gamle for brugt, eller har man simpelthen begået en evolution, som nu skal tages i brug? Selv nedtoner Felipe Massa oplysningen, og siger at man altid skifter chassis efter et antal Grand Prixer. I hvert fald er der kørt en funktionstest med chassiset og det er godkendt. Spændende bliver det at se hvad Felipe Massa kan med det nye chassis.


Felipe Massa har noget at indhente
(Foto: Bridgestone)

Der er lidt følelse med i spillet for kørerne når de stiller op på Istanbul Park. Kimi Raikkonen var den første til at vinde på banen, mens Felipe Massa kørte sig til sin første sejr i Formel 1 netop på denne bane. Derudover betragter kørerne banen som værende næsten på niveau med Spa-Francorchamps, som mange af kørerne anses for at være den bedste på næsten alle områder. Også Silverstone kommer med i denne sammenligning. Det er dog mest Kimi Raikkonen der hæfter sig ved Silverstone. Dog på et vist grundlag. Aerodynamikken skal fungere optimalt på alle tre baner for at man kan få et godt resultat med hjem. Det er ikke med fuld downforce man kører disse baner, og derfor er der et bredt spektrum af muligheder på begge sider af ideal opsætningen. Hos Ferrari håber man på at stimen af uheldige hændelser er vendt, og man forventer vel mindst en podieplacering i Tyrkiet.

PDL  


 

Hop til top23.8.2007

Felipe Massa tildelt nyt chassis

Flere ting er gået den forkerte vej for Felipe Massa i denne sæson. Personlig ustabilitet samt et par fejldisponeringer fra teamet, har sat Felipe Massa tilbage.

Felipe Massa har langt fået den sæson som han havde ønsket sig. Temperamentet har nok arbejdet lidt imod ham, samt at Ferrari teamet heller ikke har gjort det nemmere for ham. Senest set i Ungarn hvor det var galt med beregningerne af benzinmængden, samt at påfyldningen heller ikke fungerede optimalt.

Nu er der dog draget en konsekvens heraf. Til det tyrkiske GP i den kommende weekend, får Felipe Massa et helt nyt chassis - med nummeret 263 - i et forsøg på at præstere bedre. Det nye chassis er i sommerpausen blevet samlet og man har kørt den såkaldte shakedown eller funktionstest.


Felipe Massa får nyt chassis til det tyrkiske Grand Prix
(Foto: Ferrari)

Derudover har Ferrari erkendt selv at have fejlet. En hel del procedurer i forbindelse med pitstops, er blevet revurderet, ændret og i særdeleshed øvet her i sommerpausen for at undgå gentagne fejltagelser. Fejltagelser som de der blev begået på Hungaroring.

PDL  


Hop til top
Tyrkiets GP - Renault preview

Renaults indsats i år har været blandede bolcher. En masse ups and downs. Teamet har dog været stabilt i pointene, men pointscoren har været faldende i de seneste GP'er. Er det ved at udvikle sig til en overgangssæson for teamet?

Renault har tidligere meldt ud at denne sæson har haft sine besværligheder. Man havde fra start vanskeligt ved at få dæk og bil til at arbejde sammen, og så er førstekøreren ikke den samme som før. Giancarlo Fisichella får god modstand af Heikki Kovalainen som faktisk kun er et point efter. Renault ligger på en samlet fjerdeplads. Williams kan i teorien nappe denne placering, men skal være mere konstante. Renault skal dog ikke slække på nogen områder.


Fisichella har kun ét point mere end holdkammeraten
(Foto: Bridgestone)

Giancarlo Fisichella anser det meget omtalte sving 8 som det måske vanskeligste sving i Formel 1 kalenderen. Svinget skal rammes rigtigt, ellers koster det tid og ofte også placeringer. Fisichella har tidligere gjort det godt på banen, men har stået i skyggen af sin tidligere førstekører. Denne gang må han vise hvad han og bilen kan.

Heikki Kovalainen har kun et begrænset kendskab til banen, når vi snakker Formel 1. Kun et par enkelte opvisningsrunder er det blevet til, for et par sæsoner siden. Det var i forbindelse med World Series of Renault. Også han nævner sving 8, men mere som værende mere spændende end vanskelig. Han er dog fuldt ud klar over svingets sværhedsgrad.


Kovalainen startede skidt, men vokser efterhånden med opgaven
(Foto: Bridgestone)

Fornemmelsen hos Renault er at man skal køre med mere downforce end det umiddelbare oplagte valg. På grund af banens opbygning med alt fra små snævre sving til middel skarpe sving videre til temmelig lange stræk, gør at man sandsynligvis vil vælge at køre med mere downforce. To faktorer spiller ind her. De små skarpe sving og især ved sving 12 gør udslaget. Ligeledes skal bilens setup passe til sving 8 som udover at være udfordrende, også er temmelig ujævn. Det gør at man ikke sætter bilen op efter dette sving, men hvor kørerne prøver at undgå de værste ujævnheder. Derfor skal der være mere downforce end det umiddelbare valg ville være. Renault håber selvfølgelig på et godt udkomme af Tyrkiets Grand Prix. Man ved godt at man ikke kan nå ret meget i denne sæson.

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk