Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
30.8.2001
 Ny gearkasse til Ferrari
 Jean Todt lovpriser Michael Schumacher
 Jaguar med samme kørere
 McNish kører Toyota i 2002
 Burti lytter ikke til rygterne
 
29.8.2001
 Spa - Vejrudsigten
 Rahal - Ikke plads til os begge
 Walkinshaw - Revidér kvalifikationen
 Lauda tager til orde
 Minardi-motorer på plads for 2002
 Irvine: Ren og skært uheld!
 

Hop til top30.8.2001

Ny gearkasse til Ferrari

Nu er de mest primære resultater for Ferrari opnået. Nu kan man med mere ro i sindet tage fat på forberedelserne til næste sæson.

Ferrari har vundet hvad der er værd at vinde i år, eneste undtagelse skulle da lige være at Rubens Barrichello kan sikre sig andenpladsen i kørernes mesterskab. Det giver mulighed for at fokusere på udviklingen af komponenter og dele til næste års model. Ifølge bl.a. den italienske avis Gazzetta del Sport vil Ferrari forsøgsvis prøve en ny gearkasse ved en af træningssessionerne i Belgien. Hvor vidt det vil ske er der dog endnu ikke fuld klarhed over. Men en ny gearkasse er under udvikling. Man har indgået et samarbejde med det tyske firma Sachs, som er med i udviklingen af den nye gearkasse.

Efter hvad der hidtil er kommet frem om den ny gearkasse. Men den skulle efter sigende være noget lettere og hurtigere i dens funktioner. Det skulle også resultere i mindre tab af hestekræfter. Nu skal systemet testes og yderligere udvikles. Først en gang i det nye år vil der blive taget endelig beslutning om gearkassen opfylder kravene og derfor vil blive anvendt i 2002 modellen.

PDL  


Hop til top
Jean Todt lovpriser Michael Schumacher

Jean Todt er begejstret for Michael Schumacher. Så meget at han nærmest udråber ham til at være et fuldgyldigt medlem af familien.

Jean Todts begejstring for Michael Schumacher vil næsten ingen ende tage. De sidste par års resultater har gjort Jean Todt næsten euroforisk i sin begejstring. Forholdet mellem de to har altid været meget hjerteligt, det har man kunnet se ved flere anledninger specielt de sidste par år.

Jean Todt:
"For mig er Michael Schumacher som en søn, en bror, et medlem af familien."
Noget af det som Jean Todt er begejstret for hos Michael Schumacher, er hans enormt store entusiasme og indsigt i det han arbejder med.
"Han bliver rastløs hvis han kommer til at gå tre dage uden at komme til at køre. Så tager han ud og finder om ikke andet en gokart at køre i."

Jean Todt tilføjer at han har i sinde at opfylde sin kontrakt med Ferrari som udløber ved udgangen af 2004.

PDL  


Hop til top
Jaguar med samme kørere

Der har været en del tale om hvem der skal køre for Jaguar i 2002 - og her har teamet allerede kontrakt med de to nuværende kørere - Irvine og de la Rosa. Niki Lauda fastholder at de vil beholde deres kørere i endnu en sæson.

"Vi vil ikke sælge hverken Irvine eller Pedro de la Rosa. Begge kørere vil være kørere for Jaguar i den kommende sæson, og intet kan ændre det," siger østrigeren der nu har fået den totale magt over teamet. Men der er så småt begyndt at komme rygter om at Mika Hakkinen kan være på vej til Jaguar - et rygte som i øvrigt ikke er nyt, eftersom der tidligere har været kontakt mellem teamet og den tidligere verdensmester.

McLaren har nemlig heller ikke præsenteret deres kørere for 2002 - og der kan være en ny finne på vej ind i teamet mens en anden rykker ud. Kimi Räikkönen er således ikke alene et hot navn hos Ferrari, men McLaren har også sat fokus på den hurtige finne.

BB  


Hop til top
McNish kører Toyota i 2002

Den skotske kører, Allan McNish der blev hentet til Toyota for at teste for det nye Formel 1-team har fået en garanti for at han kører for Toyota i 2002.

Garantien er blevet givet af Toyota Motorsports præsident, Ove Andersson, der har fortalt offentligheden at den skotske kører, der blandt andet har haft stor succes med Audis ALMS-team, får pladsen ved siden af finnen Mika Salo. "Vi er glade for vores beslutning om at Mika Salo og Allan McNish skal køre næste år," siger han. Men alligevel er det ikke en 100% vandtæt garanti - kontrakten er nemlig ikke underskrevet.

For i det følgende citat er Andersson ikke utvetydig. "Vi siger for øjeblikket klart nej til Frentzen, selvom han er en interessant kører," siger den svenske topboss for det japanske mærke. Men udgangspunktet er stadig at McNish kører for teamet i 2002.

BB  


Hop til top
Burti lytter ikke til rygterne

Luciano Burti blev kastet lidt hovedkulds ind i Prost-teamet fire løb inde i sæsonen som afløser for Gaston Mazzacane, der røg på grund af sin skuffende indsats. Burti blev hos Jaguar skiftet ud til fordel for testkøreren Pedro de la Rosa. Sidst har Burti selv fået en ny teamkammerat, da Heinz-Harald Frentzen byttede med Jean Alesi. Men på trods af alt postyret er Burti faldet godt til.

Frentzen var klart hurtigere end Burti i kvalifikationen i Ungarn, og det bliver vigtigt for Burti at gøre et godt indtryk i sæsonens sidste fire løb, hvis han vil beholde sin plads hos Prost. Teamet, der i forvejen har store problemer med at betale for Ferrari-motorerne, har sandsynligvis ikke råd til at beholde begge kørere og vil nok i stedet gå efter en kører, der kan bringe en større sponsor med ind i handlen. Frentzen er dyrere end Burti, men hvis han er mærkbart bedre, sidder brasilianeren yderligt.

Burti forsøger dog ikke at lytte til de historie: “Jeg tager mig ikke af de rygter, jeg gør bare mit arbejde,” siger Burti. ”Jeg gør mit arbejde, og hvis jeg fortjener at være i Formel 1, så vil jeg være Formel 1. Hvis teamet har en god pakke, så vil jeg gerne blive. Jeg prøver at tænke på i dag og i morgen, for jeg kan ikke gøre meget forud.”

CBA  


 

Hop til top29.8.2001

Spa - Vejrudsigten

For de som vælger at tage til Spa i Belgien i weekenden er der al mulig grund til at tage noget varmt tøj samt regntøj med. Vejret bliver nemlig dårligt.

Den første mere seriøse prognose for vejret i Ardenner bjergene hvor Spa ligger, er netop indløbet, og det ser ikke alt for godt ud. Traditionen med et meget omskifteligt vejr under det belgiske Grand Prix forsætter.

Ifølge de foreløbige prognoser bliver der torsdag, hvor de fleste teams ankommer til Spa, nemlig overskyet og med højeste temperaturer omkring de 18 grader. Fredag hvor de første træningssessioner bliver kørt er det ikke bedre. Temperaturer mellem 9 og 19 grader, overskyet med enkelte byger. Det samme skulle være tilfældet lørdag. Søndag bliver det næsten endnu værre. Ifølge de foreløbige prognoser bliver det koldt. Temperaturen kommer ikke over 15 grader og en hel del regn.

Så til de som tager af sted til Belgien i de kommende dage. Husk at komme noget varmt tøj og regntøj i bagagen.

PDL  


Hop til top
Rahal - Ikke plads til os begge

Bobby Rahal fik sparket hos Jaguar efter en hel del uroligheder internt i teamet. Niki Lauda og Bobby Rahal var de to stærke mænd i teamet - men der var kun plads til en.

Det blev som sagt Rahal der blev til overs og herefter er det så Niki Lauda der har taget førerpositionen i teamet. Nu indrømmer Rahal at der var forskelle på de to ledere, som gjorde et samarbejde meget besværligt. "Niki og jeg har meget forskellig måder at lede på, og man kan ikke have en der gør det ene mens den anden går den anden vej. Det var meget overraskende, men jeg tror folk gør hvad de gør," siger Rahal en smule bittert. Oprindelig var Lauda nemlig alene blevet hentet ind som et bindeled mellem flere firmaer under Jaguar-hatten, men han endte alligevel med at blande sig i teamets daglige arbejde - et arbejde som Rahal havde.

Men det var dog Rahals egen fejl at han måtte forlade teamet, efter den fatale joke hvor han lovede Eddie Irvine til Jordan-teamet - en joke som Niki Lauda fandt meget upassende, og da der så var problemer mellem de to chefer var det en oplagt lejlighed til at få den ene ryddet af vejen.

Nu kan Rahal så koncentrere sig over sit eget team i den amerikanske CART-serie. Det eneste han ærgrer sig over er at han ikke kommer til at se den nye Jaguar i aktion - Rahal har skaffet folkene til Jaguars storstilede projekt. "Jeg nød meget af tiden her, og den største skuffelse vil være at jeg ikke er her til at se det nye R3-chassis. Jeg tror at Steve Nichols og Mark Handford får designet en meget god racer," slutter Rahal.

BB  


Hop til top
Walkinshaw - Revidér kvalifikationen

Formel 1 står overfor nogle væsentlige problemer der skal løses på den ene eller anden måde. Sporten lider efterhånden under at der ikke er meget action i løbene - overhalinger ses der stort set ingen af. Arrows' teamchef, Tom Walkinshaw har en ide til hvordan det kan løses.

Han foreslår at man ændrer på måden kvalifikationen gennemføres - kvalifikationen betyder nemlig meget for det endelige udfald af løbet. "Ungarn var et klassisk eksempel på det. Hvis en kører ikke var på de to første rækker, var der lille chance for at vinde. Hvis kvalifikationen blev lavet lidt anderledes vil det give en ekstra dimension," mener teamchefen.

Forslaget går på at kørerne kun får ét forsøg - og ikke 12 omgange som de frit kan benytte til at sætte en kvalifikationstid. "Sådan som jeg skitserer det, kommer racerne ud i intervaller. De kører en opvarmningsomgang og så kører de deres hurtigste omgang, og vender derefter tilbage. Det vil give yderligere spænding fordi man kan have potentielle kørere fra forreste række, som ender i midten eller bagerst i feltet. De skal finde vej gennem feltet på løbsdagen og det vil gøre det mere spændende i løbet," siger Walkinshaw.

Proceduren med et forsøg kendes blandt andet fra kvalifikationen på ovalbanerne i CART-serien samt i motorcykelrace.

BB  


Hop til top
Lauda tager til orde

To mand i front i Jaguar-teamet var én for meget, og ud røg Bobby Rahal. Det handlede ifølge en diplomatisk Bobby Rahals forklaringer om 'kommunikationsvanskeligheder' og 'uenighed om arbejdsgangen'. Nu er det Niki Laudas tur til at udtale sig om sagen.

Det, der for alvor var med til at sende det i forvejen anstrengte forhold mellem de to mænd ned under frysepunktet, var en uheldig bemærkning Rahal fornyelig kom med. Heinz-Harald Frentzens fyring fra Jordan og de heraf følgende kørerrokeringer, fik Rahal til at tilbyde Eddie Jordan Jaguars Eddie Irvine som erstatning. Det var ment i spøg, men Lauda fandt åbenbart, at Irvine havde fået nok ris med på vejen de seneste år til også at skulle høre på morsomme kommentarer fra sin egen teamchef. "Bobby forsvarede sagen ved at sige, at det kun var en vittighed, men vittigheder som denne om nuværende kørere fungerer desværre ikke særligt godt," siger Lauda iskoldt. "Jeg trådte til og satte en stopper for hvad end det var for en diskussion, der fandt sted på det tidspunkt. Både Eddie Irvine og Pedro de la Rosa stiller op for Jaguar næste sæson, og det er der intet, der vil lave om på." Lauda fastholder dog de professionelle uenigheder som grunden til Rahals afgang fra teamet.

Niki Lauda overtager nu selv ledelsen af teamet, men af den grund skal man ikke skrue forventningerne i vejret. "Det vil tage mig noget tid at forstå forudsætningerne for at drive et moderne F1-team til bunds," indrømmer Lauda. "Med det i tankerne, vil man nok ikke komme til at se en tydelig forskel i teamets præstationer over de sidste fire løb. Vi vil selvfølgelig arbejde meget hårdt på at sikre, at vi får alle de point der lejlighed til, men min tilstedeværelse vil ikke manifestere sig på banen ved trylleslag."

"Det virkede fornuftigt, at udvide mit ansvarsområde til at inkludere den fulde drift af Jaguar Racing. Hvem skulle i øvrigt ellers gøre det?" spørger østrigeren. "Før delte jeg min tid mellem tre selskaber, men nu vil jeg fokusere mine kræfter 100% på Jaguar Racing."

"Vi har et rigtig godt hold mennesker arbejdende hos Jaguar Racing, og jeg ønsker ikke at gribe ind i deres rytme. Jaguar R2'eren sidste udviklingsfase foregik op til det ungarske GP, og vi vil ikke have nogen betydelige udviklinger fra nu af." Lauda har 14 års erfaring som F1-kører og dertil kommer årene som vejleder. Teamchef-stillingen er dog helt ny for ham, og han vil bruge den første stykke tid på at sætte sig ordentligt ind i tingene, for ikke at drage nogen forhastede konklusioner: "Jeg har nu brug for noget praktisk erfaring med at lede et F1-team. Jeg ved hvad der sker på banen, og fra min tilstedeværelse ved løbet i år er jeg ikke bekymret på denne front. Jeg vil bruge det meste af min tid på kort sigt på at forstå de interne processer og finde ud af, hvordan man bedst kan udnytte de ressourcer, jeg har til min rådighed. Jeg må gøre dette, før jeg er godt i stand til at foretage kritiske beslutninger angående driften af dette team. Det kommer til at tage et stykke tid, men vi skal nok nå det."

CBA  


Hop til top
Minardi-motorer på plads for 2002

Så er Minardi-teamets motoraftale for 2002-sæsonen på plads. Det fortalte teamet i går, tirsdag, men hvem den nye motorleverandør er, vil man ikke ud med før den belgiske GP-weekend.

"Handlen er gjort. Vi vil komme med en offentliggørelse på Spa, men det bliver ikke noget stort," har en talsperson udtalt. Teamet vil ikke gøre et stort nummer ud af sagen: "Det vil blive afdæmpet, temmelig sagligt, for alle er mere fokuserede på andre opgaver."

Minardi havde oprindeligt fire muligheder, deriblandt Ferrari, i fald det ikke skulle lykkes Prost at holde fast på dette samarbejde. Men at dømme ud fra teamchef Paul Stoddarts kommentarer ved det ungarske GP ser det ikke ud til, at det lykkedes Minardi at sikre sig motorer fra den italienske 'storebror'. Han havde håbet på, at en af teamets kørere ville kunne opnå en podieplads i den kommende sæson, men han måtte sætte forventningerne ned, da det sandsynligvis ikke ville være muligt at skaffe en fuldt ud konkurrencedygtig motor. Det ville betyde Cosworth og Ferrari. En Asiatech-motor ville derfor være et godt bud til Minardi'en.

Det belgiske GP bliver desuden Tarso Marques sidste løb for Minardi i denne omgang. Ind kommer i stedet malaysiske Alex Yoong, der gennem sponsoren Magnum i høj grad kommer til at finansiere købet af hestekræfter. Men en Ferrari bliver det altså næppe til. "Alex er tilbage i Malaysia. Han arbejder hårdt på at forberede sin debut, og han vil ikke være tilstede på Spa," fortalte talspersonen. Yoongs debutløb bliver på Monza d. 16/9.

CBA  


Hop til top
Irvine: Ren og skært uheld!

Fem point har Jaguar-teamet fået skrabet sammen foreløbigt i denne sæson. Det anbringer dem på en 9.-plads med et point på hver side til Benetton på 8.-pladsen og Arrows på 10.-pladsen. Kun Minardi har foreløbigt ikke fået nogen point. Sidste år fik teamet kun tre, så fremskridt er der sket med endnu fire løb tilbage i sæsonen, men forventningerne til de grønne racere har endnu ikke fundet et rimeligt leje efter de overoptimistiske forhåbninger ved debuten. Derfor er sæsonen 2001 endnu en halvskidt sæson for teamet med det store Ford-budget. Men de manglende resultater skal man ikke lade sig narre af, mener Eddie Irvine.

Det handler nemlig i høj grad også om at have heldet på sin side i Formel 1. "Vi har været lidt uheldig," siger Irvine. "Vi har sluttet løbet som nr. 7 og 8 adskillige gange, når alle de tunge drenge har gennemført, og når de er brudt sammen, er vi også udgået." Havde det være omvendt, havde der været en del flere point at finde på Jaguars konto.

Irvine fortæller, at han og Jaguar nu ikke længere nærer noget større håb om at kunne nå at redde sæsonen og levere de ønskede resultater. Nu drejer det sig om næste år. Ligesom de fleste andre team, har Jaguar stoppet udviklingsarbejdet med dette års model for de sidste par løb, og har i stedet vendt blikket mod den kommende R3'er. "Jeg mener, at udviklingen på dette års bil stort set er ovre nu, fordi vi er nødt til at koncentrere os om næste års bil og sikre os, at den er god."

Spænding skal der dog nok blive på Spa, Monza, Indianapolis og Suzuka: "Hvad angår mesterskabet, er det ideelt hvis spændingen holdes til det sidste, men jeg synes, at hvert løb er en begivenhed i sig selv. Jeg tror ikke, at tilskuerne tæller point. Tilskuerne vil se ræs; jeg tror ikke, at der pointene, der får dem op at køre, når alt kommer til alt."

CBA  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk