Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
31.8.2000
 Snyder McLaren?
 Kupforsøg mod Mosley?
 Alesis køreskole
 Dennis sur på Schumacher
 Arrows nyt
 Udskiftning hos Williams
 Monza test - torsdag
 Regnen tæmmede Jaguar'en.
 Honda har særlig forhold til Monza
 Manning tror stadig på F1-chancen
 Dennis hilser dækkrig velkommen
 Berger - Michael den bedste
 Button vender tilbage
 Dennis gal på Ecclestone
 Spa - En øjenvidneberetning
 Tilfredshed hos Williams
 Pollock inde eller ude?
 Monza - Williams test onsdag
 Diniz er opsat på at komme til Prost
 Jordan gør status
 Williams på Monza
 Monza test - onsdag
 
30.8.2000
 Jaguar onsdag
 Det britiske GP-rod
 Fisichella kører galt igen - vol. 2
 FIA møde i London
 Fisichella kører galt igen
 Champion World Drivers Ranking
 Derfor kølede Schumacher dæk
 Test på Paul Ricard?
 DC gi´r ikke op
 ´Prost-Diniz Grand Prix´?
 Hvor ender Zonta?
 Monza test - Tirsdag
 

Hop til top31.8.2000

Snyder McLaren?

Hvis man ikke vidste bedre, så skulle man tro at Formel 1 ikke handlede om andet end spionage og juridiske fiflerier. Nu ruller rygterne igen, og selvfølgelig er det en direkte agentduel mellem de to 'VM-blokke' - Ferrari mod McLaren.

Ferrari er nemlig gået i gang med at undersøge om hvorvidt McLaren snyder - vi husker vist kun alt for godt hvad der skete sidste år, da McLaren begyndte at føle sig lidt presset. Nu er det Ferrari der er lidt presset, så hvad der ikke kan vindes på banen, kan måske vindes ved et 'retsmøde' hos FIA. Det italienske team mener at have sporet at McLaren snyder med deres differentiale, og det skulle være dette der har fået McLaren til at køre markant stærkere end Ferrari her i de seneste løb.


Snyder McLaren med et ulovligt differentiale?

Differentialet er det der forbinder kraften som gearkassen genererer med baghjulene ved hjælp af to drivaksler. Differentialet fungerer på den måde at hjulet som skal den 'lange vej' gennem svinget, får mulighed for at dreje flere gange end hjulet på indersiden af svinget. Blandt andet er differentialet et vigtigt værktøj til at give traction. Derfor er det også her at der kan snydes i bestræbelserne på at få noget der ligner traction control, som er forbudt i Formel 1.

Ferrari trækker i land

Dog har Ferrari trukket lidt i land i deres anklage mod McLaren. I stedet har de forsøgt at omforme det som et spørgsmål til FIA. Men de afviser at de har angivet McLaren. Ifølge Claudio Berro vil Ferrari gerne have uddybet nogle detaljer i det der siges i det tekniske reglement, artikel 9.7. Ferrari påberåber sig det der siges i artikel 2.4: "Skulle en deltager føle at en del af reglementet er uklart, kan klarhed søges hos 'FIA Formula One Technical Department.'" De har derfor blot sendt en forespørgsel og nævner ingen navne. Budgettet for frimærker må vist snart være overskredet.

Berro afviser at det skal være et forsøg på lobbyarbejde i et forsøg på at skade McLaren. De mener dog at der måske er divergerende forklaringer i reglementet, idet Ferrari mener at reglementet på én måde kan tolkes som om et aktivt differentiale er tilladt, og det er dette der formodes at være stridspunktet.


Den psykologiske krig kører for fuld musik - Ferrari sender igen brev til FIA

Hos McLaren og Mercedes tager man da også rygterne om Ferraris spørgsmål, med stor sindsro. "Ferraris arbejde har overhovedet ingen relevans for vores teknik," siger Norbert Haug afvisende. Nu får vi at se hvad der kommer til at ske i de resterende løb i sæsonen. Alle kneb gælder i kampen for at vinde VM!

BB  


Hop til top
Kupforsøg mod Mosley?

Topmødet om Formel 1's fremtid, der i disse dage afholdes i London om fremtiden for Formel 1, har også indeholdt et kupforsøg. Max Mosley har overlevet som præsident for FIA. Flere teamchefer i de store teams ser ham helst fjernet.

Det dramatiske møde fandt sted i lufthavnen i Heathrow hvor alle teamchefer, Bernie Ecclestone og hovedpersonen selv, Max Mosley, diskuterede problemet. Tre teams skulle efter sigende have udtryk så stor mistillid til Mosley at de ønskede at få han fjernet omgående. Men med det yderste af fingerspidserne formåede Mosley alligevel at holde på magten i FIA. Mosley havde efter alt at dømme fået færten af at der var noget på vej, og satte derfor teamcheferne stævne i lufthavnen hvor han konfronterede alle de fremmødte om kupplanerne som rullede.

Da teams'ene forsikrede Mosley om at de ikke ønskede at falde ham i ryggen, så kunne mødet ellers fortsætte. Der gættes på at det har været McLaren, Williams og Jordan - og deres respektive teamchefer - der har støbt kuglerne til et eventuelt kupforsøg. Det er påfaldende at det er de tre store engelske teams der står bag planerne.


Mosley må kæmpe - og FIA-bossen har forhindret et eventuelt kupforsøg

Dog kan de tre teams ikke fravælge sig Max Mosley. FIA er hovedorganet over de enkelte motorsportsunioner og det er dem der stemmer på præsidenten for hovedorganet FIA. Det vil sige at de ikke direkte kan komme af med Mosley. Men det er måske heller ikke så meget Mosley de går efter - det er FIA som han står i spidsen for. Det er ret beset et overflødigt organ, da alle rettigheder til Formel 1 er lagt videre til Bernie Ecclestone og hans firmaer, og derfor ønsker de at FIA skal forsvinde helt ud af Formel 1. Noget andet de er meget utilfredse over, er at FIA ønsker at gøre reglementet mere uklart, forstået på den måde at FIA ønsker at behandle enkeltsager. Et team kan derfor udvikle noget teknologi og så forsøge at få det godkendt hos FIA. Det kan give meget stor forvirring, og ikke mindst nogle interessesammenfald, sådan at nogle teams bliver tilgodeset mere end andre. Ron Dennis har jo direkte beskyldt FIA for at holde hånden over Ferrari, så der er vist ingen tvivl om hvem der også har været en af hovedmændene mod et eventuelt kup mod Mosley.

Mosley skal snart til genvalg, så der gættes også på at balladen er begyndt at rulle for at skabe så meget ballade omkring Mosley som muligt i et forsøg på senere at komme af med ham. Der skal i 2001 være valg til præsidentsædet hos FIA og det vides ikke om Mosley forlader posten. Han har med al tydelighed sat sit præg på Formel 1 - på godt og ondt.

11. juli 1999 - Mosley stopper om to år
7. april 2000 - Mosley: Ingen favoritter

BB  


Hop til top
Alesis køreskole

Vil du være sikker på at bestå til køreprøven? Måske skal du ansætte Jean Alesi som din kørelærer. Der er noget der tyder på at franskmanden har et stor fremtid foran sig som kørelærer i Avignon når han engang stopper som aktiv motorsportskører…

Alesi er en flink mand og han giver gerne en hjælpende hånd. Han har hjulpet en stakkels kvinde til at få sit kørekort. Hun ser efter hans hus i Avignon, og da den nævnte kvinde ikke havde fået kortet efter 6. forsøg, trådte Alesi hjælpende til. Han gav hende nogle køretimer og han overværede også køreprøven.

7. gang lykkedes det – og den motorsagkyndige blev vist også forblindet lidt af situationen. Med en Formel 1-kører på bagsædet gik det… Velkommen i Jean Alesis køreskole. Måske skulle han give Nick Heidfeld et par timer i hvordan man bruger spejlene når man er ved at blive overhalet…

BB  


Hop til top
Dennis sur på Schumacher

Balladen mellem McLaren og Ferrari forsætter åbenbart. Efter det belgiske GP, var Ron Dennis ude med den store le igen. Han mener, at Michael Schumacher under GP'et med forsæt havde blokeret for Mika Hakkinen, og at det snart må være slut med at gå over grænsen.

Ron Dennis: "Det er ikke første gang, at Michael Schumachers taktik er blevet draget i tvivl, og det er højest sandsynligt heller ikke sidste gang." Michael Schumacher derimod, mener ikke han har gjort noget forkert, heller ikke i forhold til reglerne. "Jeg skiftede retning én gang som det er tilladt ifølge reglerne. Jeg føler ikke, at jeg har gjort noget forkert. Men jeg vil gerne se videoen igen. Jeg har ikke gjort anderledes end hvad britiske kørere har gjort tidligere imod mig."

Det bliver interessant at se, hvad Ron Dennis vil sige om det videre forløb, hvis han da ellers vil gøre mere ud af det. Men det plejer han at gøre.

PDL  


Hop til top
Arrows nyt

Tirsdag og onsdag har Jos Verstappen testet for Arrows på Monza. Tirsdag fik han kørt 42 omgange, men i løbet af eftermiddagen rendte man ind i nogle problemer med motoren, og det forhindrede en fuld gennemgang af det planlagte testprogram. Man koncentrerede sig primært om race set-up.

Onsdag skulle man i gang igen, og det blev fokuseret på det mekaniske set-up. Samtidig nåede man at simulere en næsten total løbsdistance. I løbet af eftermiddagen blev der dog regnvejr. Og man måtte opgive at køre fuld løbsdistance. I stedet testede man forskellige regnvejrsdæk incl. intermediatedæk i tilfælde af at det skulle blive regnvejr under GP'et. Torsdag og fredag er det Pedro de la Rosa der overtager testarbejdet.

Det forventes for øvrigt, at de la Rosa forlænger sin kontrakt med Arrows. Det er ikke skrevet noget under endnu, men alt tyder på at det sker i den nærmeste fremtid. Selv siger de la Rosa, at der er ikke så meget sige til det endnu, men at man er i en del af sæsonen, hvor det gælder om at gøre det bedst muligt for teamet. Men mon ikke hans kontrakt bliver forlænget. Han har gjort det godt - sålænge bilen har villet være med.

Og så har Arrows teamet vundet en sejr. Det skete, da man vandt The Annual F1 Golf Challenge. Det er en match som efterhånden finder sted hvert år. De fleste teams repræsenteret, samt at der også deltager hold fra de fleste underleverandører til F1.

PDL  


Hop til top
Udskiftning hos Williams

Nej, det er ikke Jenson Button denne gang, hans fremtid er kommet på plads. Det er derimod teamets chefingeniør og Patrick Heads højre hånd, James Robinson, der bliver talt om. Det forlyder nemlig, at han forlader Williams teamet til fordel for Jaguar. Og det har skabt en del uro hos Williams. Efter at det er blevet kendt, er han nemlig ikke blevet involveret ret meget i arbejdet i teamet. Det betyder, at han er i gang med sin opsigelsesperiode, og det betyder i de kredse, at han stadig er ansat, men ikke er involveret i arbejdet. Han må selvfølgelig heller ikke påbegynde et arbejde andetsteds, i dette tilfælde Jaguar.

Williams teamet har endnu ikke bekræftet, at Robinson forlader teamet. Men det forlyder fra personer tæt på teamet, at man er lidt febrilske i øjeblikket. Man har åbenbart travlt med at finde en afløser for Robinson. Og en mulighed kunne være Heinz-Harald Frentzens raceingeniør, Sam Michael. Han har nemlig fornyelig meldt sin afgang fra Jordan, og det sker når sæsonen slutter. Sam Michael har siden sin udmelding, været sat i forbindelse med bl.a. Ferrari, men han har selv mere udtalt sig i retning af sin interesse for Williams teamet. Det kunne være logisk, at han forsatte hos Williams, som øjensynligt netop står og mangler en ingeniør.

PDL  


Hop til top
Monza test - torsdag

Tredjedagen med test forud for det italienske grand prix på Monza blev stort set ødelagt af masser af regnvejr.

Det var derfor en travl dag for de enkelte teams. Der var ikke meget tid at spilde, og kørerne måtte flere gange holde pause da kraftige byger drev ind over banen nær Milano. Dagen begyndte med at banen var våd, men efterhånden tørrede den op og var på sit bedste omkring middagstid. Men så kom regnen igen, og denne gang var det så kraftigt at testen blev stoppet.

Der var opmuntring for BAR, da de igen kørte meget stærkt. Villeneuve sluttede den afkortede testdag som den hurtigste, 6/10 foran gårsdagens hurtigste mand, David Coulthard. Michael Schumacher og Rubens Barrichello var igen en del tilbage i forhold til McLaren. De manglede i dag godt 3/10 op til McLaren-kørerne.

Det ventes at teams'ene overnatter i Monza og tager endnu en testdag i morgen.

Tiderne fra testen på Monza, torsdag den 31. august 2000:

KørerTeamBedste tidOmg.
Jacques VilleneuveBAR-Honda1:26,29659
David CoulthardMcLaren-Mercedes1:26,90522
H.-H. FrentzenJordan-Mugen1:26,99239
Mika HakkinenMcLaren-Mercedes1:27,17235
Ricardo ZontaBAR-Honda1:27,31838
Michael SchumacherFerrari1:27,41133
Rubens BarrichelloBB  


Hop til top
Regnen tæmmede Jaguar'en.

Kraftige regnskyl gav Herbert begrænset udbytte af hans sidste testdag på Monza, hvor Irvine overtager vognen de sidste to dage. Bortset fra regnen gik testen dog problemfrit, og Herbert gennemførte 31 omgange. Hans tider var dog ikke imponerende, 1:28:182 rakte kun til nr. 18 og placering lige foran nummer sjok, Nick Heidfeld, men over 2 sek. langsommere end hurtigste tid sat af David Coulthard.

Verbalt støttes han dog fuldt ud af team-bossen Neil Ressler: "Johnny gjorde en god indsats i weekenden, både i de frie træninger og i selve Grand Prix'et. Det har styrket hans selvtillid, og nu er det vores opgave at give ham den rette support og en bil der kan stå distancen. Han er absolut i stand til at score point, det har han jo vist før."

Ressler mente også, at holdet er ved at få bedre resultater udenfor banen. "Vi bliver bedre og bedre, men der er dog stadig muligt at finde forbedringer. Vi gør absolut fremskridt og bliver ved med at presse på. Næste år har vi naturligvis en højere målsætning, og forventer at 'køre på alle 10 cylindre' - så at sige."

På Monza tester Jaguar både nyudviklede aerodynamiske dele, der skulle give konkurrenterne mindre fordel ved at ligge tæt bag ved, og en opgraderet motor der skulle yde ca 15 HK mere - uden det går ud over rotationsvillighed og moment. Det så man dog ikke meget til i gårsdagen test.

Forhåbentlig er Herbert ikke ved at miste fokus, mens han dementerer de seneste rygter om en mulig forbliven i F1: "Jeg ser meget frem til at køre på ovalbaner, selvom jeg aldrig har kørt CART tidligere. Det kan vel ikke være så stort et problem, når man ser på hvordan det tidligere er gået for F1-kørere, der har taget skiftet derover. Jeg har trods alt kørt nogle testomgange på en ovalbane i en Jaguar, og det gik faktisk helt fint !

GRN  


Hop til top
Honda har særlig forhold til Monza

Det italienske grand prix på Monza markerer Hondas grand prix nummer 200. Honda har høstet mange succes'er netop på Monza, og sammen med BAR ser de nu frem til mere succes.

De har haft flere store succes'er på den hurtige og klassiske bane. I 1986 var det Honda der førte Williams frem til succes, da de sikrede sig en fornem dobbeltsejr og kort tid efter hentede de også deres første VM-titel for konstruktører. Året efter stod der total Honda på løbet i Monza, da Nelson Piquet vandt for Williams og hvor Ayrton Senna i den Honda-drevne Lotus blev nummer 2. I 1989 arbejdede de sammen med McLaren - og hev de igen en sejr hjem, da Alain Prost krydsede målstregen som den første.

Honda nåede til grand prix nummer 150 ved det italienske grand prix i 1990. Igen var der ingen tvivl om at Honda var de stærkeste, da Ayrton Senna gjorde rent bord. I 1991 blev de dog slået af Renault, da Nigel Mansell vandt foran Senna. Dog var Senna igen sejrende i 1992 - det var ved sammen lejlighed at Honda fortalte at de ville forlade Formel 1.

Nu vender Honda tilbage og Monza markerer altså igen en milepæl i deres historie. De håber at de kan få et godt resultat med hjem fra Monza - historisk set skulle det jo være muligt! Honda har i deres tidligere 199 løb vundet 71 gange! Nu skal Honda RA000E-motoren forsøge at følge i forgængernes fodspor.

BB  


Hop til top
Manning tror stadig på F1-chancen

Darren Manning, BARs testkører tror stadig på sin chance for at køre Formel 1. Han mener selv at han ved testen på Monza viste at han bør være en kandidat til et sæde.

"Jeg skal blot have at folk tager notits af mig. Tirsdag var en god mulighed for det. Det eneste som er vigtigt for mig er at være hurtig," forklarer Manning der kørte i F3000 med blandede resultater. Ifølge briten taler han med Jaguar og Sauber - men intet skulle være på plads. "Det kan være at de vil teste mig mod et par kørere i december. Jeg bliver nødt til at vise lidt troskab overfor BAR, men jeg ønsker et sæde, så jeg skal se andre steder hen," forklarer Manning der tidligere på året var et emne hos Williams til det sæde som Button fik.

BB  


Hop til top
Dennis hilser dækkrig velkommen

Fra næste sæson kommer Michelin ind i Formel 1, og dermed er der lagt op til en ny dækkrig. Selvom McLaren fortsætter med Bridgestone, så hilser han konkurrenten Michelin velkommen. Det vil nemlig være gavnlig for Formel 1-sporten at et firma ikke har monopol.

I 1997 og 1998 duellerede Bridgestone og Goodyear, og det førte blandt andet til at teams'ene forsøgte sig med forskellige strategier, og dækvalget blev sværere. Ron Dennis mener at det kan gøre Formel 1 mere spændende. "Med to dækleverandører vil man få flere overhalinger og forskellige løb," siger han.

Blandt andet kan det vise sig at et af dækkene er meget hurtige over en enkelt omgang, mens de i løbet får problemer. "Et dækmærke vil være bedre i kvalifikationen, men vil måske ikke være så godt i løbet," siger han og mener at vi næste år meget vel kan se en start-grid der er forskellig i forhold til det vi ser i år. Bridgestone har med stor sandsynlighed et godt overtag i de første løb næste år, men Michelin skal nok komme efter det. Michelin har Williams og Jaguar som deres topteams.

BB  


Hop til top
Berger - Michael den bedste

Det er vist ingen hemmelighed at Michael Schumacher og Gerhard Berger ikke var perlevenner, da de to mødtes på Formel 1-banerne. Alligevel er den østrigske motorsports-boss klar til at rose Michael Schumacher som den for tiden bedste kører.

Det sker på trods af at Mika Hakkinen har vist skræmmende styre i den sidste håndfuld løb. Han siger om de to VM-duellanter: "De har begge utrolige kvaliteter, men Michael er alligevel i mine øjne den bedste kører," siger Gerhard Berger til det tyske blad Bild.

BB  


Hop til top
Button vender tilbage

Spørg Jenson Button om hvad han har tænkt sig at få de næste tre-fire år til at gå med og han vil svare dig meget præcist. Unge Button har nemlig lagt planer og ser sin formel 1-karriere køre på skinner ind i fremtiden. I 2001 og '02 er han udlånt af Williams til Benetton/Renault, et ophold som han selv ser som et led i sin uddannelse. I 2003 er han tilbage hos Williams til en strålende fremtid.

Der var en god chance for at Button ville ende i formel 1 før eller siden, men skæbnen ville at det skulle blive 'før', faktisk langt før end nogen kunne have forudset. "Jeg er meget taknemmelig overfor Frank og Patrick Head for at bringe mig ind i formel 1, ellers ville jeg ikke have fået chancen. De har gjort et fantastisk stykke arbejde for at give mig en god bil og BMW har giver mig en god motor. Men jeg tager af sted i slutningen af året og tager til Benetton og det synes jeg er en god beslutning," siger Button. "Benetton vil være et godt hold at være hos. Jeg vil se frem til de næste to år og så i 2003 vil jeg være tilbage hos Williams. Jeg tror at i 2003 vil Williams og BMW være meget, meget langt fremme og det vil være det perfekte år at komme tilbage."

Hvis Button lærte at begå sig i formel 1 i år, så kan man sige det samme om hans manager David Robertson, der efterhånden ved hvordan man får pressens opmærksomhed. Robertson har blandt andet udtalt at Frank Wiliams gør en kæmpe fejltagelse ved at vrage Button til fordel for Juan Paplo Montoya. Nu erklærer Eddie Jordan sig enig i denne betragtning: "Jeg tror at Frank Williams er gået fra forstanden. Han (Button) er et meget specielt ungt talent." Eddie Jordan har ry for at være en f1's bedste talentspejdere. En anden garvet talentspejder, Flavio Briatore, er Buttons nye arbejdsgiver og det kom ikke som nogen overraskelse for britten: "Det er faktisk sket over et par uger. Vi vidste nærmest fra starten at jeg ikke ville køre for Williams. Så jeg tror ikke at der var nogen chance for at jeg kunne blive der."

CBA  


Hop til top
Dennis gal på Ecclestone

Bernie Ecclestone bevæger sig med god grund hjemmevant i formel 1-verdenen – men diplomatisk det er han ikke. Senest skulle han have udtalt sig til den belgiske presse om den forsvarende dobbelte verdensmester Mika Hakkinens karisma eller snarere mangel på samme.


Gæt engang hvem Onkel Bernie kalder kold og indelukket.

I de sidste par år har Ecclestone flere gange nævnt at han absolut ville foretrække at se Ferrari og Michael Schumacher vinde mesterskabet, blandt andet nok fordi at dette ville trække mere opmærksomhed (og flere penge) til f1-cirkuset. Men denne gang er udtalelserne, der har fået så meget opmærksomhed som følger: "Mika har ingen karisma og ingen ved at han er verdensmester. Man kan ikke skabe en personlighed. Han er kold og indelukket og lige nøjagtig den type kører, som Ron Dennis foretrækker. Han vil hellere have får end nogen med deres egne ideer."
"Du har også altid været den manipulerende type, Ron..."

Ikke overraskende er Ron Dennis blevet en smule fornærmet over den besked. "Det kommer bag på mig at Bernie, i sine mange roller, skulle udtrykke en mening om kørerne," siger han. "Det ville være mere passende at forblive neutral. Når man kender Mika, som et menneske, ved man at intet er mere forkert end det Bernie føler er sandheden. Jeg troede at målet i formel 1 var at vinde løb." Men der tog Ron Dennis åbenbart fejl, ifølge onkel Bernie, der mener at underholdning på banen er én ting, men at underholdningen udenfor er lige så vigtig,

CBA  


Hop til top
Spa - En øjenvidneberetning

Som det vil være de fleste motorsports-entusiaster bekendt blev det belgiske Formel 1 løb på Spa-Francorchamps et spændende og dramatisk opgør mellem de førende kørere i kampen om verdensmesterskabet.
Læs her en øjenvidneberetning fra det berømte Eau Rouge sving, krydret med fotos og anekdoter.
AN  


Hop til top
Tilfredshed hos Williams

"Det er et godt resultat for Williams". Det var Patrick Heads kommentar efter løbet på Spa. Patrick Head var godt op at køre i søndags. Jenson Buttons uheld i starten af løbet, kunne få pulsen til at stige, men heldigvis for teamet, kunne Jenson Button forsætte selvom fronten på bilen blev beskadiget. Begge biler sluttede i pointene til stor glæde for hele teamet.

Patrick Head: "Det var et meget interessant løb, specielt da starten foregik efter safety car. Jensons bil blev beskadiget ved sammenstødet med Trulli, men vi ved ikke endnu, hvor stor indflydelse det havde. Det er et godt resultat for Williams, igen at have to biler der slutter i pointene. Det er første gang siden Silverstone. Begge biler var sat op til et kompromis pga. vejret. Vi havde fået at vide, at der var meget stor sandsynlighed for regn senere i løbet, men det kom desværre ikke, og set-uppet virkede ikke ret godt, da det blev tørt."

En anden der også var glad, var Gerhard Berger. Han havde nemlig fødselsdag i søndags, og en bedre gave fra kørerne, kunne han næsten ikke få. "Det var faktisk et større stykke af fødselsdagskagen jeg fik, end jeg egentlig havde håbet på. For anden gang kommer vi på podiet, og for tredje gang får vi begge biler i pointene. Og det er et endnu mere tilfredsstillende resultat, fordi vi fik bevist at vi er stærke, og ikke pga. at andre udgik. Det er stort skridt fremad. Det er sjældent at man efter et løb, kan sætte sig stille og roligt ned og tænke: hvad kunne vi have gjort bedre. Det kunne vi faktisk i dag."

Ralf Schumacher var heller ikke utilfreds med dagens resultat. Han sagde efter løbet, at han undervejs havde tænkt på, at hvis det havde forsat med at regne, kunne han have haft en mulighed for at være tættere på fronten af feltet.
Ralf Schumacher: "Vi havde faktisk tænkt på, at hvis det regnede, kunne vi være med helt fremme, men sådan gik det ikke. Regnvejr er den eneste reelle mulighed vi har, for at være med helt fremme. Men med det tempo som Mika holdt, er det helt umuligt at følge med. Men vi arbejder på det. Nu er en sikker nr. 3, og vi vil arbejde videre derfra, for at komme tættere på toppen."

PDL  


Hop til top
Pollock inde eller ude?

Rygterne om BAR-chefen Craig Pollock vil bare ikke høre op. De seneste meldinger går på, at Pollock bliver erstattet af Champ Car-seriens Team Kool Green (hvor Dario Franchitti kører) teamboss Barry Green. Efter sigende vil Greens bror - Kim Green - i stedet indtræde i hans sted. Barry Green selv benægter rygterne, mens bror Kim Green siger:
"Det er en af de største rygter jeg har hørt hele året, og det ville overraske mig fuldstændigt. Jeg vil ikke undervurdere min bror, men jeg snakkede med Craig for knap en uge siden, og jeg kan forstå, at han stadig er medejer af BAR sammen med Reynard og BAT."

Men det er Pollocks fravær fra Spa, der yderligere har forstærket rygterne. BAR bekræftede dog i en officiel meddelelse, at Pollock tog hjem fordi han var syg - men dén tror paddock-sladretaskerne ikke rigtigt på. BAR har på trods af et kæmpe budget stadig ikke kunnet få ordentlig fart på raceren. I betragtning af, at det kun er teamets 2. sæson, klarer de sig dog pænt, men med det ambitionsniveau man har tillagt sig, og med en kører som Jacques Villeneuve er det slet ikke godt nok. Igen i år har BAR overskredet budgettet, og der skal efterhånden et offerlam på alteret, for at stilne sponsorernes utilfredshed. Og rygtemagerne har udset sig BARs administrerende direktør, Pollock, til at være dette lam.


Craig Pollock - er han købt eller solgt?

Pollock har dog et tæt venskab til Villeneuve, og regnes for at være den største årsag til at Villeneuve valgte at blive hos BAR. Bliver han "gået" fra teamet - hvor han som bekendt er medejer - mister BAR formentlig også Villeneuve ved udgangen af sæsonen. Men - det var netop i Barry Greens team, at Villeneuve blev IndyCar-mester i 1995. Get the point?

ISH  


Hop til top
Monza - Williams test onsdag

Alle teams tester for fuld kraft på Monza, også Williams. Men i går onsdag, fik man dog ikke det ud af dagen, man havde regnet med. Der kom nemlig et par ting i vejen for dagens program. Først og fremmest, måtte Ralf Schumacher have skiftet motor i sin bil, og da det senere begyndte at regne kraftigt, valgte man at indstille testen. Man havde planlagt, at kørerne skulle vænne sig til banens nye layout, og at man skulle arbejde med nogle forskellige ændringer og forbedringer på gearkassen.

Ralf Schumacher: "Vi kunne ikke køre ret meget i dag, fordi vi skulle have skiftet motoren i min bil, og da det begyndte at regne meget kraftigt senere på dagen, valgte vi at indstille testen. Jeg kunne have ønsket mig, at køre nogle flere omgange, for at vænne mig til de ændringer der er foretaget på banen. Vi håber på, at vi torsdag og fredag får mulighed for at fuldføre programmet."

Jenson Button: "Det er fedt at være tilbage på Monza igen. Teamet har arbejdet med low downforce set-up og nogle ting på gearkassen. Vi er desværre blevet forsinket på grund af vejret, som så vidt jeg ved, har været meget usædvanligt for Monza. Mit første indtryk af ændringerne på banen er, at den nye overflade giver et meget bedre grip, og det mærkes tydeligt ved udgangen af chikanerne. Vi har dog meget vi skal nå endnu, og vi håber på bedre vejr de sidste dage."

Dr. Mario Thiessen, BMW: "Vi havde et ikke planlagt motorskifte på Ralfs bil. Han sagde, at der kom nogle mærkelige lyde fra den, og vi valgte at skifte den af sikkerhedsgrunde. Den bliver nu sendt til nærmere undersøgelse i München. Jenson kørte sit program igennem uden problemer, indtil det begyndte at regne."

PDL  


Hop til top
Diniz er opsat på at komme til Prost

Pedro Diniz kan måske få muligheden i Prost teamet til næste år. Han er i hvert fald ikke uinteresseret. Specielt hvis Prost får fingre i Ferrari motoren. Men mon ikke de to ting hænger sammen? Pedro Diniz plejer at betale for at få lov til at køre, og de penge han bringer med sig, kan udmærket være med til at betale for Ferrari motoren. Det anslås flere steder i F1 verdenen, at Prost skal betale i omegnen af $ 20 mill. pr. sæson.

Pedro Diniz: "Prost kan være en udmærket mulighed for mig. Jeg kender teamet, og jeg kender Jean Alesi fra hans dage i Sauber. Der er masser af potentiale i teamet, og hvis de får Ferrari motoren, vil de tage et ordentlig skridt fremad."

Diniz er nu den kører, der har kørt flest GP'er uden at vinde. Han var sidste år holdkammerat med Jean Alesi hos Sauber, og har tidligere udtalt, at Alesi er den bedste holdkammerat, han nogensinde har haft i F1. Men Diniz håber dog stadig på at kunne blive hos Sauber, men han må nok se i øjnene, at muligheden for det, bliver mindre og mindre. Daniele Morelli, manager for Diniz udtaler: "Heidfeld erstatter Mika Salo, og vores valgmulighed lige nu, ligger imellem Sauber og Prost. Vi er ikke interesseret i testaftaler, og det er heller ikke sikkert eller bekræftet, at han forlader Sauber."

Man kan næsten spørge selv om, hvad Morelli vil med en sådan udtalelse. Er der virkelig en mulighed for, at Diniz kan blive hos Sauber, eller er der allerede truffet en forhåndsaftale med Prost? Diniz har faktisk scoret point for det tidligere Ligier team, som i dag hedder Prost. Det skete tilbage i -96, hvor han scorede 2 points.

PDL  


Hop til top
Jordan gør status

Jordan var noget uheldige i det belgiske GP. Man havde efter den udmærkede kvalifikation, håbet på et noget bedre resultat end det man opnåede. Jarno Trulli, som startede fra en andenplads, kolliderede med Jenson Button efter ganske få omgange. Og så var løbet slut for ham, da motoren stallede. Så var det op til Heinz-Harald Frentzen.

Han lå længe og kæmpede med David Coulthard, og havde held til at holde ham bag sig. Men så var der pitstop runde. Og der gik det galt. Da Frentzen skulle standse ved Jordan pittet, var der en våd plat fra den megen regn tidligere, og den gjorde at han gled for langt, så bilen måtte bringes tilbage af mekanikerne. Og i den tid der gik med det, der kunne David Coulthard komme forbi.

Frentzen: "Et point er bedre end ingen, men selvfølgelig et par points mere, havde været bedre. Jeg havde rigeligt at gøre med at holde Coulthard bag mig i den første del af løbet. Det lykkedes indtil mit første pitstop, men så lavede jeg en fejl. Jeg ramte en våd plet da jeg skulle standse. Forhjulene blokerede, så jeg gled lidt for langt. Det var nok til at Coulthard kunne overhale mig i pittet."

Men det er næsten glemt. Nu ser man frem til Monza. Sidste år blev Frentzen nr. 3 i Belgien, og vandt derefter på Monza. Og selvfølgelig håber han på at kunne gentage det igen i år. "Sidste år vandt jeg på Monza. Lad os håbe, at jeg kan gentage det i år. Og det er helt sikkert, at bilen føles meget bedre nu, specielt på de hurtige baner, og dem er der et par stykker af endnu i år. Jeg vil være skuffet, hvis det ikke lykkedes at få mindst et par podiumplaceringer, måske endda en enkelt sejr, i den resterende del af sæsonen."

PDL  


Hop til top
Williams på Monza

Williams teamet, som nok stadig glæder sig over det gode resultat i søndags, har trukket arbejdshandskerne på igen. Man er taget til Monza, for at forberede sig til næste weekends GP.

På førstedagen var testkøreren Bruno Junqueira i aktion. Det var egentlig mest for at få et indtryk af, hvordan bilen reagerede på de ændringer, der er lavet på banen, siden sidste år.
Bruno Junqueira: "Vi har brugt dagen til at tjekke nogle ting på bilen. Banen er ændret nogle få steder, og vi skulle prøve at tilpasse bilen til de ændringer der er foretaget. Mit indtryk er at banen er blevet bedre. Den første chikane er måske lidt for langsom, men den anden er meget bedre nu, man behøver ikke at bruge kerberne i samme omfang som før."

Teamet testchef, Tim Newton: "Vi har brugt dagen til at lave en slags shakedown test, af de biler som Ralf og Jenson skal bruge i resten af testen. Der har været en del ting, som skulle tilpasses. Det bliver et andet set-up, og vi har arbejdet meget med bremserne, som er en vigtig faktor på denne bane."

PDL  


Hop til top
Monza test - onsdag

David Coulthard lagde sig i front ved onsdagens stortest på Monza, som der skal køres grand prix på om godt 2 uger. Det var en dag hvor der var masser af drama, sådan som vi tidligere har omtalt her på formel-1.dk. Dagen begyndte med solskin, men senere kom et regnvejr ind over banen.

Blandt andet skulle flere af kørerne vænne sig til det nye layout i den første chikane. Derfor måtte flere kørere tage en alternativ vej gennem svinget. Ricardo Zonta og BAR havde en god dag. De har fået kørt over 100 omgange - og Honda gør sig klar til deres grand prix nummer 200.

Frentzen lagde sig ind på 4. pladsen og sidste års vinder af det italienske grand prix gør sit for at blive klar til at forsvare sejren. Det bliver nok meget svært. Men et godt resultat til Jordan kan vel også gøre det.

Dog skuffede Ferrari en hel del. De kørte mange omgange, men Michael Schumacher var godt 8/10 dårligere end Coulthards bedste tid. Endvidere er det også interessant at dagens bedste tid ligger 3,6 sekund fra sidste års tid for pole position.

Flere af kørerne ærgrede sig over regnvejret som ødelagde deres testarbejde. "På Spa ville jeg gerne have regn - men i dag kunne vi godt have undværet det," siger Mika Salo der brugte dagen på at teste raceren med lav downforce. Testen fortsætter i morgen.

Testtider fra Monza, onsdag den 30. august 2000

KørerTeamBedste tidOmg.
David CoulthardMcLaren-Mercedes1:26,07944
Ricardo ZontaBAR-Honda1:26,24342
Mika HakkinenMcLaren-Mercedes1:26,30731
H.-H. FrentzenJordan-Mugen1:26,39750
Jacques VilleneuveBAR-Honda1:26,49979
Jarno TrulliJordan-Mugen
BB  


 

Hop til top30.8.2000

Jaguar onsdag

Jaguar deltager på lige fod med de andre teams i testen på Monza. Men derudover har man henlagt en del af den aerodynamiske test til England. Det sker på Elvington flyvepladsen i Yorkshire. Luciano Burti vil forestå det meste af denne test. Johnny Herbert tester på Monza tirsdag og onsdag, torsdag og fredag vil Eddie Irvine tage over på Monza. Efter den lidt uventede, men gode præstation på Spa, er det vel også vigtigt, at de to kørere, som kender Monza, tester der for at lære banens nye ændringer at kende.

Neil Ressler, Jaguars hårdtplagede chef, er lettet og tilfreds med resultatet. Neil Ressler har ry for at være en afslappet, men metodisk chef. Og det ser ud til at hans arbejde i teamet, nu begynder at bære frugt. Han sagde bl.a. følgende efter det belgiske GP: "Det har været en god weekend. Man skal kende baggrunden for fremgangen. Vi har arbejdet hårdt med aerodynamik til de hurtigste baner, lavet nogle ændringer som følge af de sidste ugers test, og i al hast produceret nogle nye dele til Spa. Og det har kunnet betale sig. Vi har gjort det meget bedre siden Ungarn, og jeg er meget glad for at begge biler sluttede i top 10. Til Monza skal der arbejdes lige så grundigt. Vi vil nu kun bruge den nyeste motorudvikling. Vi mangler dog stadig at score nogle flere points, og det er hvad vi vil satse på i de resterende løb."

Det forlyder flere steder fra, at Jaguar har underskrevet en kontrakt med Luciano Burti, om det resterende sæde hos Jaguar. Men ifølge Neil Ressler er der ikke underskrevet kontrakt med nogen endnu.
Neil Ressler: "Jeg tror det sker inden for nogle få uger. Det vil ikke vare så lang tid til. Vi har ikke endeligt besluttet os endnu, men det er på den faste dagsorden, og det vil snart blive bekendtgjort."
Det forventes fra mange sider, at en offentliggørelse vil finde sted ved det amerikanske GP om små 4 uger. Måske et sammenfald med hvad Johnny Herbert vil i fremtiden. Hvem ved?

PDL  


Hop til top
Det britiske GP-rod

Den weekend, hvor det britiske grand prix blev afholdt i år, blev druknet i regn - og mudder! For at undgå at gentage fiaskoen tales der nu om at rykke løbet tilbage til dets oprindelige tidspunkt i juli. Det skulle ske ved at bytte om på datoerne for det britiske GP og det østrigske GP, der så vil blive afholdt i maj.

Uwe Strohmeyer, der er leder af A1-banen, har hørt om planerne, men kan ellers ikke spå om udfaldet. "Jeg venter stadig på kalenderen. Måske for vi en dato i juli, måske for vi en i maj," siger han. Bernie Ecclestone vil nødigt indrømme den fejltagelse, som man begik ved at anbringe Storbritanniens GP i påskeferien. Han udtaler: "Jeg har ikke hørt noget. Det kunne være sandt, men der er fordele og ulemper ved en dato i juli."

Et andet spørgsmål, som der endnu ikke er fundet svar på, handler om hvor GP'et skal afholdes efter 2001, når BRDC og Silverstones kontrakt udløber. Brands Hatch Leisure har overtaget aftalen, men problemet er at de endnu ikke har opnået tilladelse til de ombygninger som er nødvnedige for at afholde et f1-grand prix. At lade Brands Hatch-folkene afholde løbet på Silverstone udenom BRDC er ikke en populær løsning.

Således er der lagt op til endnu mere ballade og det har fået en tredje bane til at forberede en nødplan, nemlig Donnington, der sidst afholdt et formel 1-GP i 1993. Donnington overvejer selv en modernisering af pit- og presseområderne, men de holder sig klar hvis Brands Hatch ikke når at få banen klar. "Vi ville også være idiotiske hvis vi forberedte os på den mulighed at have et GP her hvis det er nødvendigt for Brands," siger chef Robert Fearnall.

CBA  


Hop til top
Fisichella kører galt igen - vol. 2

Giancarlo Fisichella havde sin anden alvorlig ulykke inden for kort tid, i morges, onsdag, som tidligere rapporteret her på formel-1.dk. Ulykken foregik med 300kmt ved den lynhurtige Variante Ascari-chikanen. Teamet har endnu ikke ville udtale sig om årsagen til ulykken, Fisichella selv har bekræftet at der var tale om svigtende bremser: , "Det var afgjort bremseproblemer. Jeg begyndte at bremse 110 meter før Ascari-chikanen, men pedalen virkede ikke. Jeg kan kun huske at jeg forsøgte at sådan at jeg ville ramme med bilens bagende."

Alligevel er det især B200'ens front, som det er gået hårdt udover. Forhjul og venstre baghjul blev revet af ved sammenstødet med barrieren og bilen er så smadret at Benetton ikke vil få nogen glæde af den resten af testen. Den vil nu blive sendt til fabrikken i England, for at blive repareret. Med kun en bil tilbage vil Alexander Wurz fuldføre resten af testen alene.

Fisichella forlader også snart teamets lejr. Ifølge lægetjekket er han ok, bortset fra ømme knæ og albuer. I ulykken i warm up'en forud for Belgiens Grand Prix stødte han det ene knæ, men var i stand til at deltage i løbet. Hans mekanikere har nævnt at han efter ulykken i dag haltede noget.

CBA  


Hop til top
FIA møde i London

De fleste F1 teammanagers er i dag samlet i London til møde med FIA og FOA. Det man er samlet om, er at diskutere adskillige tiltag og forslag til næste sæson.

Et af de mest vigtige punkter på dagsordenen, er en ændring af forløbet af kvalifikationen. Det er flere forslag fremme om kvalifikationen og dens forløb.
FIA's vicepræsident, Bernie Ecclestone, vil gerne have ændret det for at undgå, at kun ganske få biler er ude at teste for at spare dæk til selve GP'et. Det er måske forståeligt, især hvis vi ser frem til det næste GP. I denne uge tester alle teams på Monza, hvor det næste GP finder sted. Der bliver ikke ret travlt på banen om fredagen, fordi alle allerede har testet der i 3 - 4 dage.

Der er indkommet et forslag om, at forbyde private tests på baner som Catalunya, Jerez og Valencia, som er blevet flittigt benyttet i løbet af sæsonen. Bernie Ecclestone har et forslag med om, at man kan bruge Paul Ricard banen i Frankrig, (som han for øvrigt selv ejer) som en fast testbane.
Man kan derimod tilbyde flere dæk, som så kan blive anvendt ved fredagens frie træninger. Det forlyder, at flere vil foretrække denne løsning, fremfor at have en evt. kvalifikation over 2 dage, altså både fredag og lørdag. Til det siger Max Mosley: "Jeg tror ikke, at en kvalifikation over 2 dage vil være en god ide. (Det har været anvendt for år tilbage). I dag er strukturen i F1 logisk. Fredag er der testdag, lørdag er der kvalifikation og søndag køres GP'et. På den måde stiger interessen løbende igennem weekenden. Specielt interessen om kvalifikationen er næsten ligeså stor som selve løbet."

Andre emner på dagsordenen er dækreglementet. FIA vil ikke ændre reglementet, selvom Michelin har klaget over at, der i øjeblikket ikke er den store kontrol med dækkene. Det Michelin påpeger er, at tit er dækkene slidt mere ned end det tilladelige ifølge reglementet. Michelin vil i det mindste gerne have indført en protesttid, så der er mulighed for protestere imod konkurrenternes(andre teams) dæk.

Et tredje punkt vil dreje sig om elektronik. Selvom der i år allerede er indført restriktioner, spøger mistænksomheden stadig meget i F1. Så sent som i ugen op til det belgiske GP, kontaktede Ferrari FIA, for at få præciseret udlægningen af reglementet. Dette fordi man havde mistanke om, at McLaren måske havde lavet noget ulovligt. Man forventer, at der på mødet, vil blive taget en holdning til, om reglerne skal strammes yderligere, eller om man måske vil vælge at se med mere liberale øjne på problemet. Med andre ord, tilpasse reglementet, så det er nemmere at se igennem fingrene, med hvad de elektroniske troldmænd i de respektive teams ellers kan præstere.

Tests, vil være noget der vil blive vendt og drejet på mødet. Foruden det ovenstående, er der også forslag om at forbyde tests på GP baner. Der er et forslag om, at holde en sommerpause på 3 uger, samt at der ikke må testes i august måned. En tredje ide, er at begrænse en GP weekend til 2 dage.

De skal nok få løst op på stemmebåndene i London i dag. Vi glæder os til at høre hvad man evt. får besluttet.

PDL  


Hop til top
Fisichella kører galt igen

Kun tre dage efter sit voldsomme uheld på Spa banen i Belgien, så kørte Giancarlo Fisichella igen galt idag på Monza banen i Italien.

Fisichella mistede kontrollen over sin Benetton racer i Ascari chicanen, og kørte ind i autoværnet.

Han slap uskadt fra uheldet, men kollapsede dog da han kom ud af raceren, og lå nogle få minutter før han blev hjulpet til banesn minihospital, hvor man konstaterede at der ingen skader var på ham.

I følge de første rapporter, så skyldes uheldet en fejl ved bremserne på Benetton raceren.

AN  


Hop til top
Champion World Drivers Ranking

Så er Champion (tændrørsgiganten) igen klar med en revideret liste over de bedste racerkørere i verden. Og lidt overraskende, så er der to anden kørere som er placeret i toppen af listen, og det på trods af deres lidt anonyme indsats her i den forgangne weekend.
At det er Mika Hakkinen der topper listen, det kan næppe komme bag på nogen, han fører i verdensmesterskabet i Formel 1 og så lavede han jo nok årets overhaling på Spa banen under Belgiens Grand Prix.

Champion World Drivers Rankings den 30. august 2000:
Plac.KørerTeamPoint
1Mika HakkinenMcLaren1116
2David CoulthardMcLaren983
3Michael SchumacherFerrari926
4Rubens BarrichelloFerrari846
5Dale JarretRobert Yates773
6Bobby LabonteJoe Gibbs680
7Juan Pablo MontoyaChip Ganassi650
8Michael AndrettiNewman Hass644
AN  


Hop til top
Derfor kølede Schumacher dæk

Under det belgiske grand prix trak Michael Schumacher flere gange ud i det våde spor for at køle sine dæk. Bridgestone har fundet frem til at tyskeren havde en del problemer med sliddet af dækkene.

"I den anden halvdel af løbet led Michael mere af slid end Mika. Det var derfor han forsøgte at køle sine dæk ved at køre gennem pytterne, men det var ikke nok," siger Yoshihiko Ichikawa fra Bridgestone.

Han peger på at McLaren weekenden igennem fik det bedste ud af dækkene. "McLaren klarede sig godt weekenden igennem når det kommer til omgangstider og slid af dæk," siger han. De første omgange blev kørt i regnvejr - stort set alle kørte med regnvejrsdæk. "Alle startede med at køre med de bløde regnvejrsdæk, mens Pedro Diniz kørte med tørvejrsdæk," forklarer han.

Totalt set er Bridgestone meget tilfredse med weekendens oplevelser.

BB  


Hop til top
Test på Paul Ricard?

Den gamle F1 bane i Frankrig, som senest blev anvendt til F1 GP'er i Frankrig for 10 år siden, skal bruges til tests. Det er i hvert fald hvad Bernie Ecclestone gerne vil have. Han købte banen for et par år siden, og har netop lukket den, for at den kan gennemgå en grundig renovering, da den i øjeblikket ikke lever op til FIA's sikkerhedskrav. Og da banen ikke de første år har mulighed for at blive vært for et GP, idet Magny-Cours har sikret sig rettighederne, må Bernie Ecclestone prøve at finde andre anvendelsesmuligheder.

Ifølge adskillige rygter vil Bernie Ecclestone komme med et forslag om dette på et møde i denne uge, som FIA holder sammen med adskillige teamchefer i London. Indeholdende i forslaget, vil også være et forbud mod de mange private tests, som mange teams afholder på eksempelvis Barcelona banen og Jerez.

Forslaget vil blive diskuteret på ligefod med andre forslag om ændringer af den frie træning om fredagen. Der vil - ifølge forlydender - også være forslag om, at fjerne et forbud om nogle begrænsninger i forhold meget af den elektriske styring af motoren.

Men hvorvidt Bernie Ecclestone får trumfet sit forslag igennem, må vi vente at se.

PDL  


Hop til top
DC gi´r ikke op

David Coulthard holdt temmelig lav profil af en VM-kombattant at være i Belgiens GP. Adrian Newey har indrømmet at et dårligt timet pitstop bar noget af skylden for at skotten ikke blandede sig front. Selv siger Coulthard, at han vidste, at chancen for en podieplacering var borte, da han blev kaldt i pit. Det blev dog til en fjerdeplads og tre point, men med Mika Hakkinens sejr er han nu tretten point efter teamkammeraten.

Således gentager situationen sig som vi har set de sidste par år: Coulthard understreger kraftigt at han stadig er med i kampen om VM på trods af en voksende pointforskel - samtidig med at han i stigende grad spiller rollen som andenkører hos McLaren.

"På trods af resultatet mener jeg stadig at jeg har en chance i verdensmesterskabet. Jeg har en chance indtil en kører har et større forspring end de resterende mulige point," siger Coulthard. "Mikas sejr er en behagelig knage at hænge mesterskabet op på, men jeg giver ikke op endnu. Jeg vil kæmpe så meget som jeg kan." Man vil gerne tro det, men det er hørt for mange gange før. Coulthard har noget at bevise ved det næste GP - og han ved det: "Jeg er ikke ude endnu. Der er stadig Monza og jeg er nødt til at vinde der."

CBA  


Hop til top
´Prost-Diniz Grand Prix´?

Lige fra begyndelsen af Pedro Diniz' karriere i Formel 1 i 1995 har ansættelsen af rigmandssønnen været lig med en betydelig sum for det pågældende team. Efter debuten hos Forti, der trak sig ud da sæsonen var ovre, drog Diniz til Ligier. Siden har han afleveret dele af familieformuen hos Arrows og Sauber.

I 2001 kunne han vende tilbage til Ligier, nu kaldet Prost, og denne gang ikke alene som betalende kører. En stor del af det kriseramte team er nemlig til salg og en mulig køber kunne være Diniz sr., en af de rigeste mænd i Brasilien og leder af Parmalat, der har sponsoreret de team, som sønnen har kørt for. Pedro Diniz vil aldrig slippe af med sit image, som køreren, der har købt ind i F1 for fars penge, hvis denne handel indgås. Hvem end der køber en del af teamet, vil Alain Prost dog stadig have kommandoen.

CBA  


Hop til top
Hvor ender Zonta?

Ricardo Zonta er en af deltagerne i Silly Seasons stoledans - alt for mange kørere, alt for få ledige pladser. Ved det belgiske GP indrømmede han at han ikke vidste hvad fremtiden vil bringe.

"Hvad nu?" tænker Zonta.

"Vi er ved at beslutte, hvad vi vil gøre, for der er stadig en chance for at køre for Sauber eller Arrows," sagde Zonta og påpegede: "At teste for McLaren kunne måske også være en god ide."

Sidstnævnte udvej valgte Olivier Panis, da han blev overflødig i Formel 1-feltet. Efter et år som testkører er han i 2001 tilbage på fuld tid - hos BAR i Zontas sæde. Ricardo Zonta har før været testkører for Jordan i 1997 og for McLaren i 1998, samme år som F3000-mesteren vandt FIA's GT-mesterskab for Mercedes.

CBA  


Hop til top
Monza test - Tirsdag

4 dage på Monza. Det er det antal dage, som mange teams har valgt teste i, forud for GP'et samme sted om knap 2 uger. Men på førstedagen, var det ikke nemt at komme i gang, fordi banen var meget fugtig, og der hang lidt tåge i luften.

Ferrari:
Nogle havde måske forventet, at Ferrari ville vælge Fiorano banen, for ikke at afsløre for meget, men nej, man har nok valgt Monza denne gang, for at have de optimale muligheder. Det er trods alt på denne bane, at GP'et finder sted, og det er et uhyre vigtigt GP for Ferrari og Michael Schumacher. Og selvfølgelig også, fordi banen har undergået mindre forandringer. Tirsdag var Luca Badoer på banen til den første test, og han fik kørt i alt 93 omgange og fik næst hurtigste tid, ca. 1/10 langsommere end Pedro Diniz i Sauber. Onsdag vil Rubens Barrichello deltage sammen med Badoer. Torsdag er det Barrichello og Michael Schumacher der tester, og endelig fredag Schumacher og Badoer.

Sauber:
Begge kørere var repræsenteret, og for Diniz gik det ganske udmærket. Han fik nemlig dagens hurtigste tid. For Mika Salo var det en blandet fornøjelse. Under en afprøvning af nogle nye mekaniske komponenter, som det hedder, gik det galt i Ascari chikanen. Lige pludselig skred bilen sidelæns af banen, og han kørte frontalt ind i en mur som afgrænser banen. Men det var dog ikke være end at han kunne køre tilbage til pittet for egen kraft. Men han kom ikke ud at køre mere tirsdag. Bilen skulle selvfølgelig repareres. Man brugte også resten af dagen til at analysere data for at se om man kunne finde ud af, hvad der gik galt.

Benetton:
Pat Symonds: "Denne test vil primært dreje sig om, at finde et set-up til det kommende GP. Vi har ikke så mange nyudviklede ting med denne gang. På Monza drejer det sig bl.a. om, at finde den helt rigtige bremsebalance, og vi har forskellige set-ups, vi skal have afprøvet i den forbindelse. Desuden bliver der afprøvet forskellige aerodynamiske set-ups, fordi der skal findes et kompromis mellem de mellemhurtige Lesmo og Parabolica kurver og Ascari chikanen, som er en højfartschikane. Dækvalget bliver også en afgørende faktor."

BAR:
Hos BAR var begge testkørere, Darren Manning og Patrick Lemarie, på banen førstedagen. Onsdag tager Jacgues Villeneuve og Ricardo Zonta over, og forsætter testen.

Arrows:
Jos Verstappen var i gang tirsdag og forsætter onsdag. de la Rosa tester de to sidste dage.

Derudover var Minardi, Jordan, McLaren og Williams i gang med at teste.

Her er tirsdagens tider:
Plac.KørerTeamTidOmg.
1Pedro DinizSauber1:26,234
2Luca Badoer
PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk