Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
31.8.2001
 Brunner: Toyota'en er bedre end man skulle tro
 Trulli ked af at forlade Jordan
 
30.8.2001
 Ny gearkasse til Ferrari
 Jean Todt lovpriser Michael Schumacher
 Jaguar med samme kørere
 McNish kører Toyota i 2002
 Burti lytter ikke til rygterne
 

Hop til top31.8.2001

Brunner: Toyota'en er bedre end man skulle tro

Tiderne fra Toyotas test har ikke tegnet synderligt lovende for et team, der til marts næste år vil være at finde på gridden til den første F1-sæson. Ofte har Mika Salo og Allan McNish's tider været mellem 10 og 5 sekunder dårligere end de tider deres kommende kollegaer tidligere har sat på de samme baner. Toyotas tekniske direktør, den tidligere Minardi-mand Gustav Brunner, lader sig dog ikke gå på.

Har tiderne nemlig ikke været noget at prale af, har det intensive arbejde, som teamet har udført ved testene, været bemærkelsesværdigt. Således har man rundet omkring de 300 hundrede omgange på blot et par dages test. Brunner indrømmer, at raceren stadig mangler noget hvad angår fart, men han mener, at hvis man virkelig havde forsøgt at sætte nogle hurtige omgange ville resultatet se langt mere beroligende ud. Han siger om bilen: "Den er bedre end hvad mange af test-resultaterne viser, for nogle gange ser man os seks sekunder fra de andres tider. Men det betyder virkelig ikke noget. Det er ikke vores mål at gå efter de hurtige omgange eller gøre noget for at få bilen til at være hurtigere, for vi har brug for at teste teamet. Hvis vi gik efter en reel omgangstid, ville vi godt nok stadig være bagefter, men det ville se langt bedre ud. Motoren er det mest udviklede, men bilen er længere bagud, selvom vi ikke har arbejdet så meget på bilen." Netop motoren har været en af de ting Mika Salo har udtalt sig mest positivt om. Nu er spørgsmålet bare, hvor meget Toyota får hentet op på resten.

Dertil kommer at jo mindre imponerende tiderne fra baner som Silverstone, Nurburgring og Monza ser ud, jo lavere er forventningerne til teamet – og værdien af det, burde BAR og Jaguars debut-historier kunne fortælle alt om.

CBA  


Hop til top
Trulli ked af at forlade Jordan

Jarno Trulli er i løbet af denne sæson kommet med nogle temmelig kritiske bemærkninger om Jordan-teamet, bl.a. om bilens udvikling og det fornuftige i beslutningen om at fyre Heinz-Harald Frentzen. Alligevel er det en trist Trulli, der forlader teamet, som han har kørt for de seneste to sæsoner. Han skal nu køre for Benetton-, snart Renault-teamet, mens hans landsmand Giancarlo Fisichella vender tilbage til Jordan.

“Jeg forlader ikke Jordan, fordi jeg er utilfreds der," understreger Jarno Trulli. "Jordan er min familie. Jeg bruger mere tid med de folk, som jeg arbejder sammen hos Jordan, end jeg gør med min 'rigtige' familie, for sådan er F1." Fyringen af Frentzen og det faktum, at 2001-sæonen ikke har været videre succesfuld (Jarno Trulli er for tiden 10'er i mesterskabet med ni point), har ikke været med til at ødelægge harmonien i teamet: "Atmosfæren er fantastisk i teamet selv i de svære tider, vi har været i gennem på det det sidste. Jeg er sikker på, at jeg vil finde gode venner hos Benetton, men det vil tage tid, da det tager mindst et år, før man føler sig virkelig hjemme i et nyt miljø. Men jeg vil stadigvæk se mine venner fra Jordan i paddocken."

CBA  


 

Hop til top30.8.2001

Ny gearkasse til Ferrari

Nu er de mest primære resultater for Ferrari opnået. Nu kan man med mere ro i sindet tage fat på forberedelserne til næste sæson.

Ferrari har vundet hvad der er værd at vinde i år, eneste undtagelse skulle da lige være at Rubens Barrichello kan sikre sig andenpladsen i kørernes mesterskab. Det giver mulighed for at fokusere på udviklingen af komponenter og dele til næste års model. Ifølge bl.a. den italienske avis Gazzetta del Sport vil Ferrari forsøgsvis prøve en ny gearkasse ved en af træningssessionerne i Belgien. Hvor vidt det vil ske er der dog endnu ikke fuld klarhed over. Men en ny gearkasse er under udvikling. Man har indgået et samarbejde med det tyske firma Sachs, som er med i udviklingen af den nye gearkasse.

Efter hvad der hidtil er kommet frem om den ny gearkasse. Men den skulle efter sigende være noget lettere og hurtigere i dens funktioner. Det skulle også resultere i mindre tab af hestekræfter. Nu skal systemet testes og yderligere udvikles. Først en gang i det nye år vil der blive taget endelig beslutning om gearkassen opfylder kravene og derfor vil blive anvendt i 2002 modellen.

PDL  


Hop til top
Jean Todt lovpriser Michael Schumacher

Jean Todt er begejstret for Michael Schumacher. Så meget at han nærmest udråber ham til at være et fuldgyldigt medlem af familien.

Jean Todts begejstring for Michael Schumacher vil næsten ingen ende tage. De sidste par års resultater har gjort Jean Todt næsten euroforisk i sin begejstring. Forholdet mellem de to har altid været meget hjerteligt, det har man kunnet se ved flere anledninger specielt de sidste par år.

Jean Todt:
"For mig er Michael Schumacher som en søn, en bror, et medlem af familien."
Noget af det som Jean Todt er begejstret for hos Michael Schumacher, er hans enormt store entusiasme og indsigt i det han arbejder med.
"Han bliver rastløs hvis han kommer til at gå tre dage uden at komme til at køre. Så tager han ud og finder om ikke andet en gokart at køre i."

Jean Todt tilføjer at han har i sinde at opfylde sin kontrakt med Ferrari som udløber ved udgangen af 2004.

PDL  


Hop til top
Jaguar med samme kørere

Der har været en del tale om hvem der skal køre for Jaguar i 2002 - og her har teamet allerede kontrakt med de to nuværende kørere - Irvine og de la Rosa. Niki Lauda fastholder at de vil beholde deres kørere i endnu en sæson.

"Vi vil ikke sælge hverken Irvine eller Pedro de la Rosa. Begge kørere vil være kørere for Jaguar i den kommende sæson, og intet kan ændre det," siger østrigeren der nu har fået den totale magt over teamet. Men der er så småt begyndt at komme rygter om at Mika Hakkinen kan være på vej til Jaguar - et rygte som i øvrigt ikke er nyt, eftersom der tidligere har været kontakt mellem teamet og den tidligere verdensmester.

McLaren har nemlig heller ikke præsenteret deres kørere for 2002 - og der kan være en ny finne på vej ind i teamet mens en anden rykker ud. Kimi Räikkönen er således ikke alene et hot navn hos Ferrari, men McLaren har også sat fokus på den hurtige finne.

BB  


Hop til top
McNish kører Toyota i 2002

Den skotske kører, Allan McNish der blev hentet til Toyota for at teste for det nye Formel 1-team har fået en garanti for at han kører for Toyota i 2002.

Garantien er blevet givet af Toyota Motorsports præsident, Ove Andersson, der har fortalt offentligheden at den skotske kører, der blandt andet har haft stor succes med Audis ALMS-team, får pladsen ved siden af finnen Mika Salo. "Vi er glade for vores beslutning om at Mika Salo og Allan McNish skal køre næste år," siger han. Men alligevel er det ikke en 100% vandtæt garanti - kontrakten er nemlig ikke underskrevet.

For i det følgende citat er Andersson ikke utvetydig. "Vi siger for øjeblikket klart nej til Frentzen, selvom han er en interessant kører," siger den svenske topboss for det japanske mærke. Men udgangspunktet er stadig at McNish kører for teamet i 2002.

BB  


Hop til top
Burti lytter ikke til rygterne

Luciano Burti blev kastet lidt hovedkulds ind i Prost-teamet fire løb inde i sæsonen som afløser for Gaston Mazzacane, der røg på grund af sin skuffende indsats. Burti blev hos Jaguar skiftet ud til fordel for testkøreren Pedro de la Rosa. Sidst har Burti selv fået en ny teamkammerat, da Heinz-Harald Frentzen byttede med Jean Alesi. Men på trods af alt postyret er Burti faldet godt til.

Frentzen var klart hurtigere end Burti i kvalifikationen i Ungarn, og det bliver vigtigt for Burti at gøre et godt indtryk i sæsonens sidste fire løb, hvis han vil beholde sin plads hos Prost. Teamet, der i forvejen har store problemer med at betale for Ferrari-motorerne, har sandsynligvis ikke råd til at beholde begge kørere og vil nok i stedet gå efter en kører, der kan bringe en større sponsor med ind i handlen. Frentzen er dyrere end Burti, men hvis han er mærkbart bedre, sidder brasilianeren yderligt.

Burti forsøger dog ikke at lytte til de historie: “Jeg tager mig ikke af de rygter, jeg gør bare mit arbejde,” siger Burti. ”Jeg gør mit arbejde, og hvis jeg fortjener at være i Formel 1, så vil jeg være Formel 1. Hvis teamet har en god pakke, så vil jeg gerne blive. Jeg prøver at tænke på i dag og i morgen, for jeg kan ikke gøre meget forud.”

CBA  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk