Jordan Formel 1 teamet har været købt og solgt mange gange i det seneste halvårs tid. Senest har der været interesse for teamet fra en gruppe arabiske investorer, men der er tilsyneladende gået hårdknude i disse forhandlinger. Ind på banen kommer nu en ny bejler, der vil forsøge at overtage teamet.
Formel 3000 teamet, Arden, har meldt sig som en evt. køber af Jordan Formel 1 teamet. I hvert fald er teamchefen, Christian Horner, set i flere dybe samtaler med Eddie Jordan i weekenden på Monza. Rygterne svirrer i øjeblikket. Arden har tidligere meldt ud, at de har interesse i at komme i Formel 1, og helst så hurtigt som det nu kan lade sig gøre. Der er dog visse ting som kan virke som en stopklods for det. Bare for at få lov til at stille op, skal der betales et depositum i omegnen af $48 millioner. Dertil kommer så en evt. købssum for - i dette tilfælde - Jordan teamet som anslås kan købes for omkring $90 millioner, ifølge Daily Telegraph.
Derudover menes det at Arden forlanger at Eddie Jordan ikke kan beholde sin nuværende status som teamchef. Hvorvidt at Arden har afgivet noget konkret bud på Jordan teamet, er der ikke direkte oplysninger om. Arden teamet har store traditioner i Formel 3000. Her i år har den ene af teamets kørere, Vitantonio Liuzzi, for længst vundet kørermesterskabet i Formel 3000, og er godt på vej til Formel 1. I første omgang en test. Arden har tidligere med deres dygtighed skabt andre vindere i Formel 3000.
Den internationale Formel 3000 kørte sit sidste løb i lørdags på Monza. Dermed siges der farvel til serien i dens nuværende udformning. Fra og med næste år køres der under nyt navn og et ændret koncept. Serien har siden sin start i 1985 haft en markant profil gennem alle årene, nemlig Lola. Samtidigt har serien også fungeret som springbræt til storebror, Formel 1.
Siden starten af serien i 1985, er der blevet kørt 206, faktisk skulle der have været kørt 207, men et enkelt løb blev i 1985 aflyst på grund af - sne. Det var på Nürburgring. Udover at Lola har været repræsenteret alle årene, så har Lola også taget sig af de langt de fleste sejre. 115 er det blevet til. Med til den historie hører dog at Lola i 1996 blev eneleverandør af chassiser til serien. Inden da havde Lola vundet 20 sejre.
Ser man lidt på listen over mestrene i serien, kan man nikke genkendende til mange af navnene. Fælles for dem er at de stort set alle er havnet i Formel 1 med enkelte undtagelser. Vi kender alle navne som Jean Alesi, Juan Pablo Montoya, Nick Heidfeld, Justin Wilson, Luca Badoer, Olivier Panis for blot at nævne nogle af dem. Kun 3 af mestrene har ikke været omkring Formel 1. Desuden er der flere kørere som ikke har været mestre, men som alligevel har fundet vej til Formel 1.
Afløseren har fået det officielle navn, Formel 2. Et par andre navne har også været nævnt, men fra FIAs side hedder det Formel 2. Der har dog været lidt stridigheder om bl.a. økonomien. Det er endnu ikke helt på plads hvor mange der vil deltage i den nye serie. Alternativt er der den europæiske Formel 3000 serie, som dog ikke har nær samme status som den nu afsluttede FIA Formel 3000 serie.