Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
7.9.2005
 Belgiens Grand Prix - optakt
 Belgiens GP - Dæk preview
 Ny kontrakt til Heidfeld
 Flere tilskuerpladser i Barcelona
 Overtager Red Bull Minardi teamet?
 
6.9.2005
 Italiens GP - De hurtigste tider
 

Hop til top7.9.2005

Belgiens Grand Prix - optakt

Der er ikke meget ferie for Formel 1 feltet efter Det Italienske Grand Prix. Allerede på søndag køres der løb på Spa i Belgien, og endnu engang må McLaren udpeges som forhåndsfavorit - hvis altså teknikken holder.

På grund af den korte tid mellem de to løb, bliver der ikke tale om de store forskydninger i magtforholdet, McLaren og Renault ligger stadig i front - og de fire biler vil, hvis de slipper for uheld og defekter, kunne tage de fire første pladser i løbet på Spa. Resten af feltet, med undtagelse af bagtroppen fra Minardi og Jordan, virker ret jævnbyrdige og her bliver det marginaler og detaljer der afgør kampen.

Nu da Raikkonens VM drøm ser ret håbløs ud, skal man ikke forvente at Juan Pablo Montoya bare sådan vil lade finnen vinde. Hvis Raikkonen havde en realistisk chance for en titel, ville columbianeren nok finde sin hold-ånd frem, men som situationen er, så vil de begge køre for sejr. Raikkonen virker stærkest, men igen kan det blive de små ting der afgør det.

Hos Renault er der ingen tvivl om hvem der er den stærkeste. Fernando Alonso har det meste af sæsonen haft en klar fordel fremfor Fisichella. Alonso har for nylig sagt at han stadig kører for at vinde, og det skal sikkert nok passe. Men han vil nok ikke vinde for enhver pris. VM er tæt på, og det må ikke glippe for spanieren.

Hvis man skal sætte et navn på pladsen som øjeblikkets tredie bedste hold i Formel, må Toyota være en oplagt kandidat. På Monza kørte de godt, ikke at de ligefrem deltog i kampen om topplaceringer, men lidt anonymt fik de gode placeringer. Det kan de sagtens gentage i Belgien. De nærmeste konkurrenter, Ferrari, Williams og BAR skuffede alle i løbet på Monza, mens Toyota gjorde en pæn figur.

Jarno Trulli har sæsonen igennem været den toneangivende i det team og det vil han sandsynligvis også være i Belgien. Ralf Schumacher har som vanligt sæsonen igennem været en solid pointhøster, men det er tydeligt at han er overbetalt for sin indsats. Men tilsyneladende ånder alt fred og idyl hos det japanske team og kritikken har været fraværende, hvilket for Ralf Schumacher må være en noget anden fornemmelse end den konstante kritik han fik hos Williams de sidste par sæsoner.

Storebror Michael måtte afgive sin trone i Italien, ikke at det kom som nogen overraskelse for hverken ham eller teamet. Men alligevel - at det skulle ske med en 10. plads var nok alligevel en overraskelse. På forhånd havde den detroniserede mester udtalt at han ikke regnede med at de kunne kæmpe med om podiepladser. Men at Ferrari skulle havne så eftertrykkeligt uden for pointene, og så på hjemmebane, er alligevel uhørt. Spa har altid været en af Schumachers yndlingsbaner og det var her han for 13 år siden vandt sin første Grand Prix sejr. At resultatet på Monza var så nedslående som det var, skal man ikke tage som en garanti for et lignende resultat på Spa. Mange forhold er anderledes. Vejret spiller altid en rolle i Belgien, og i regnvejr plejer Schumacher at være mand for en god præstation.

Også BAR skuffede i Italien, på trods af gode tidskørsler, eller måske netop på grund af dem. De lovede mere end de kunne holde. De var ellers ved at markere sig som et team man kunne regne med at se nær fronten af feltet, men sådan skulle det ikke gå på Monza. Button fik hevet et enkelt point hjem. I Belgien skal teamet helst lidt længere frem hvis vi skal tro på dem her i slutningen af sæsonen.

Men kampen om sejren kommer til at stå mellem McLaren og Renault, og fordelen ligger i øjeblikket hos McLaren - hvilket Renault nok er lidt ligeglade med - de skal bare sikre sig VM.

MMT  


Hop til top
Belgiens GP - Dæk preview

Forstærkede dæk, manglende varme i dækkene under løb. Stor slitage. Der er mange faktorer at tage højde for til et GP. Det har begge dækfirmaer lært i denne sæson.

Begge dækfirmaer har haft deres dårlige erfaringer i denne sæson. Og man kan vist roligt sige, at Bridgestones problemer ikke er ovre endnu. Der har været store problemer med at få dækkene til at holde, lige som Bridgestone ikke har formået at få genereret nok varme i dækkene. Bare spørg især Ferrari om det. Michelin derimod har bortset fra det ufrivillige fravalg på Indianapolis Motor Speedway, formået at klare det hæderligt. I de to seneste GP'er har dækkene dog givet fortabt, men spørgsmålet er om ikke det er relateret til bilen og ikke dækkene? McLaren var meget hurtigt ude at sige at det var et setup relateret problem man havde i Italien, ikke et dækrelateret. Williams har endnu ikke rigtigt vedgået sig noget fra det tyrkiske GP, men det ligner også et setup relateret problem. Ingen andre havde det samme problem.

Michelin:
Michelin kommer med helt specielle dæk som er udviklet kun til Spa. Der køres stærkt på Spa samtidigt med at man har lidt andre svingkombinationer end de fleste andre steder. Det betyder at dækkene skal kunne holde til højere fart - ligesom på Monza bl.a. Værst er det næsten at vejrliget på stedet kan variere meget. Det betyder også at der kan være stærkt varierende temperaturer. Det får indflydelse på mange bestemmende faktorer i forhold til dækkene. Michelin beskriver de valgte dæk som havende et bredt spektrum af muligheder. Specielt i forhold til de ventede temperaturvariationer. Michelin er denne gang mere ydmyge i deres beskrivelse af dækkene - også mere begrænsede. Dupasquier venter at der også bliver brug for regnvejrsdækkene. I så fald vil det være det første regnvejrsløb i år.

Bridgestone:
Måske der er nogen der håber på regnvejr. Bridgestone har ikke ligefrem imponeret i år. Ikke på tør asfalt. Pr. tradition plejer Bridgestone at være rigtig gode i regnvejr. Problemet i år er bare at, ingen ved om de dur i regnvejr i denne sæson. Der har endnu ikke været et regnvejrsløb i år, muligheden er dog absolut tilstede i Belgien. Vejrudsigterne for weekenden er ikke alt for lovende. Men man ved aldrig med vejret i Ardenner bjergene. Modsat Michelin, så er Bridgestone noget mere specifikke når det gælder beskrivelsen af hvilke dæk firmaet har sendt til Belgien. Medium til hård compound. Dette grundet den lidt mere ru overflade som banen har, samt de meget hurtige sving. Desuden er dækkene - ligesom Michelins - fremstillet så de kan klare større temperaturudsving en de dæk man normalt stiller op med. Faktisk indrømmer Bridgestone at det er en helt ny dækspecifikation man her kommer med. Den er selvfølgelig testet af især Ferrari. Bliver det regnvejr, er det interessant at se hvad Ferrari og Bridgestone kan præstere.

PDL  


Hop til top
Ny kontrakt til Heidfeld

Efter de seneste forhandlinger, så var det ventet at tyskeren Nick Heidfeld ville skrive kontrakt med BAR teamet for 2006 sæsonen, men nu oplyses det at han har skrevet kontrakt til anden side.

Ikke helt overraskende, er det BMW teamet han har skrevet kontrakt med, dette har været nævnt allerede mens han forhandlede med BAR teamet, men var blevet slået hen med bemærkningen om at han ikke ville tilbage til sit gamle team.
Grunden til dette skal ses i at Heidfeld tidligere har kørt for Sauber teamet, og det netop er Sauber teamet som BMW har købt, og som de fra 2006 sæsonen vil drive under BMW navnet.


Hvor lægger Nick Heidfeld sin hjælm i 2006?
(Foto: BMW)

Set fra BMW's side er Heidfeld et logisk valg, han er tysker, stabil og han har erfaring med BMW motoren fra hans tid i Williams BMW teamet.

Williams teamet har dog en kontrakt option på Heidfeld som gælder for 2006, og vælger de at udnytte den, så kan Heidfelds debut i BMW teamet blive udskudt til 2007.
For Williams teamet kan det gå hen og blive lidt af et problem hvis de mister Nick Heidfeld, og Jenson Button bliver hos BAR.

Udover Heidfeld så er følgende kørere blevet nævnt som mulige køreremner til BMW teamet i 2006 sæsonen:
Canadieren Jacques Villeneuve, der stadig har et år tilbage på sin kontrakt med Sauber.
Herudover står de to unge talenter Antonio Pizzonia og Anthony Davidson på spring.

Nick Heidfeld's karriere i Formel 1:
2000 - Prost
2001 - Sauber
2002 - Sauber
2003 - Sauber
2004 - Jordan
2005 - Williams

Hans hidtil bedste placering i VM var tilbage i 2001, hvor han sluttede på 7. pladsen, og han ligger pt. på 9. pladsen i dette års mesterskab.

AN  


Hop til top
Flere tilskuerpladser i Barcelona

Fernando Alonso har for alvor bragt Spanien og ikke mindst Circuit de Catalunya på landkortet. Nu bliver antallet af tilskuerpladser igen udvidet.

I den tid som Fernando Alonso har kørt i Formel 1 er tilskuerantallet til det spanske Formel 1 Grand Prixet vokset. I de sidste par sæsoner næsten eksplosivt. Til dette års spanske GP var tilskuerkapaciteten øget til godt 115.000 plus det løse, og nu går baneejerne videre.

Der skal tilføjes yderligere små 6.000 tribunepladser, og baneejerne har beregnet at der nu kan lukkes godt 125.000 tilskuere ind. Det er en stor fremgang i forhold til da banen blev åbnet. Der kunne der "kun" komme godt 76.000 tilskuere ind. Men det er stort i Spanien, som nu har fået en helt at dyrke. Modsat er der meget langt til de godt 400.000 der er plads til Indianapolis Motor Speedway. Men de spanske arrangører har et andet problem - nemlig prissætningen. Det må ikke være for dyrt, for så svigter tilskuerne.

Det giver selvfølgelig også plads til flere tilskuere i en anden yderst populær motorsportsgren i Spanien, nemlig motorcykelrace. Her er der ofte lige så mange tilskuere som til Formel 1. Når Valentino Rossi og Sete Gibernau og co. indtager asfalten er der altid rigtig mange tilskuere på lægterne på Circuit de Catalunya.

PDL  


Hop til top
Overtager Red Bull Minardi teamet?

Formel 1 verdenen består meget af rygter. Et af de seneste som måske har lidt hold i virkeligheden er, at Red Bull vil købe en bestemmende del i Minardi teamet.

I Formel 1 er der mange rygter. En af disse som florerer i øjeblikket er, at Red Bull vil købe en bestemmende andel i Minardi teamet. Og som sædvanligt vil ingen af parterne direkte kommenterer disse måske løse forlydender. Og dog. Paul Stoddart har indrømmet at han måske godt kunne finde på at lave en handel med Red Bull. Direkte adspurgt siger han blandt andet, at han selvfølgelig har hørt Red Bull rygterne, og at de er af den seriøse type mennesker som han gerne vil tale med. Paul Stoddart siger også, at der i øjeblikket dog ikke er hold i historien, han vil dog ikke udelukke at det kan komme på tale i fremtiden. Og som vanligt afslutter han med at sige at, hvis prisen er rigtig og fremtiden lovende for teamet, så kan han godt finde på at sælge.

De sædvanlige uofficielle kilder påpeger, at Red Bull har lavet en forhåndsaftale med Minardi. I aftalen skulle der angiveligt stå, at Minardi ikke må forhandle til anden side før Red Bull har bestemt sig. Ifølge de uofficielle kilder, så vil handlen træde i kraft fra starten af næste sæson. Kilderne fortæller også, at Red Bull har til kort tid efter det belgiske GP i weekenden til at undersøge Minardis finansielle forhold.

Såfremt rygterne og historien er sand, så åbner der sig en god og måske smart mulighed for Red Bull. Red Bull har talentudviklingsskole i USA, og forsøger her og der og alle vegne at få puttet deres talenter og sponserede kørere ind. Det er populært med juniorteams, specielt i GP2 hvor Red Bull også har visse interesser. På den her måde får de et juniorteam i Formel 1, hvor de kan "anbringe" nogle af de helt store talenter, inden de kan komme videre til moderteamet. Der bliver så både minusser og plusser ved det. Alle kan få en chance i juniorteamet, men kun få kan komme videre. Til gengæld giver det en god chance for at hente amerikanske kørere frem. Det gavner både Formel 1 og dens noget tvivlsomme ry i USA, og ikke mindst vil det gavne Red Bull i deres markedsføring i USA. Så måske er ideen ikke så tosset endda. Men bliver den til noget?

PDL  


 

Hop til top6.9.2005

Italiens GP - De hurtigste tider

Ikke overraskende var det Kimi Raikkonen der satte hurtigste omgangstid i det italienske GP.

Kimi Raikkonen var hurtigste mand i Italien. Lidt overraskende måske var Williams bilerne også forholdsvis hurtige. Hurtigere end eksempelvis BAR.

De hurtigste omgangstider fra Monza:

Pos:Kører:Team:Tid:Omgang:
1.K. RaikkonenMcLaren1:21.50451
2.J. P. MontoyaMcLaren1:21.82815
3.F. AlonsoRenault1:22.14616
4.G. FisichellaRenault1:22.58716
5.J. TrulliToyota1:22.83119
6.A. PizzoniaWilliams1:22.87021
7.M. WebberWilliams1:22.935
PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk