Man må erkende, at Michelin er kommet på rette vej. Ser man på de resultater som specielt Williams har opnået med Michelin, så er det et stort skridt i den rigtige retning. Williams har så haft en stor fordel i at have været med i udviklingen af dækkene. Men med en startplacering i forreste startrække i det brasilianske Grand Prix, og med Montoya i spidsen af løbet foran Michael Schumacher, indtil han uheldigvis blev kørt af, viser at Michelin er på rette vej.
En ting er så hvad der er opnået, en anden ting er hvad der kommer. Imola banen er ikke verdens nemmeste, og Michelin har trods alt begrænset erfaring og data til rådighed. Man har dog testet på Imola banen, men det var sidste år, hvor man testede på en bane, der på det tidspunkt var meget støvet og beskidt. Det var dermed ikke de optimale forhold, og det har været begrænset hvad man har kunnet få ud af de indsamlede data.
Men det skulle trods alt være flere brugbare data til rådighed nu, hvor vi kommer til den europæiske del af Formel 1 touren.
Pierre Dupasquier, Michelin:
”Vi kender faktisk ikke ret meget mere til Imola end vi gjorde med Sepang eller Interlagos. Vi havde en privat test på banen sidste år, men banen var så beskidt, at bilen nærmest trak en stor støvsky efter sig. Vi kunne ikke lære så meget om banen mens vi var der. Den måde som vi kommer til at klare sving som Tamburello og Acque Minerali på, vil fortælle os meget om, om det er den rigtige retning vi tager.”
Efter testen i sidste uge på Fiorano banen i Italien, er humøret kommet tilbage hos Ferrari teamet. Man mener man har fundet nogle afgørende fejl, som er blevet rettet, og dertil kommer nye dele, så man forventer at have en ny og effektiv bil til San Marinos Grand Prix. Hvilke ting der ikke stemte som de skulle ved det brasilianske Grand Prix, vil man af gode grunde ikke afsløre. Men det var tydeligt, at bilen ikke kunne accelerere ud af svingene godt nok, og samtidigt viste det sig også at den var vanskelig at køre på den våde asfalt.
Man er til gengæld også klar over, at Imola banen er krævende på en anden måde end de 3 baner man hidtil har kørt på i denne sæson. En hurtig bane, hvor man alligevel skal køre med et relativt højt downforce, er ikke helt sagen. Men måske er der noget på vej.
Ross Brawn:
”Imola er en bane hvor der skal bruges et stort downforce. Samtidig skal bremserne bruges flittigt. Jeg tror at vi vil være fuldt ud konkurrencedygtige. Men vi behøver hjælp fra Shell, for at finde den ekstra tid som kan vise sig at blive afgørende.”
For øvrigt vil Michael Schumacher varme op til Grand Prix’et med endnu en fodboldkamp. I aften vil Michael Schumacher og bl.a. Giancarlo Fisichella og Jarno Trulli, være deltager i en velgørenhedskamp i Imola. Også Max Biaggi fra GP1 klassen i motorcyklernes verdensmesterskab være at finde på holdet. Schumachers og hans holdkammerater skal spille mod et hold bestående af journalister, tv-værter og skuespillere.
Imola har nogle gode stræk hvor man kan nå høje hastigheder, men samtidig er der flere snævre chikaner. Banen giver dermed en kraftig påvirkning i forhold til G påvirkninger. Over 4 G er der mulighed for at nå op på.
Willy Rampf:
”På Imola kan man vinde eller tabe løbet med bremserne. Man skal faktisk have et rimeligt højt downforce pga. af de mange snævre sving. Dette for at have et så godt et grip ud af svingende som muligt. Men utrolig mange ting skal passe perfekt sammen for at få så perfekt et løb som muligt.”
Nick Heidfeld:
”Selvfølgelig ser jeg frem til løbet efter min 3 plads i Brasilien. C20 fungerer rigtig godt. I sidste uge testede vi en del nye aerodynamiske dele. Og med de tider jeg opnåede, er jeg ret optimistisk.”
Kimi Räikkönen:
”Endnu en ny bane for mig, men som sædvanlig tager jeg det som en udfordring. C 20 har bevist hvad den er værd på flere type baner. Jeg er sikker på at vi nok skal klare denne udfordring også.”
Sauber har vist en god fremgang hidtil i år, så hvorfor skulle de ikke klare sig godt på Imola også?
OrangeArrows er et af de teams der glæder sig til noget kortere afstande. Bare det at man ikke skal teste i Europa, og bringe resultatet af testen til et andet sted på jorden, gør livet noget nemmere. I sidste uge testede OrangeArrows på de 2 franske baner Magny-Cours og Lurcy-Levis. Nu er man så på vej til Imola, som er en bane der kræver meget af bilerne. Høje hastigheder og mange nedbremsninger er en del af dagsordenen. Efter testen i Frankrig, hvor man testede nye aerodynamiske udviklinger og noget nyt elektronik, mener man hos OrangeArrows, at man er godt forberedt til Grand Prix’et.
Sidste år fik Jos Verstappen faktisk en rigtig god start, men pga. problemer med bilen, dumpede han længere og længere ned i feltet.
Jos Verstappen:
”Imola er en af mine favoritbaner, den er virkelig udfordrende. Den er meget hård ved bremserne, og den har nogle meget langsomme chikaner, så for at få en hurtig omgang her, skal man bruge kerberne rigtig meget. Heldigvis er det noget at A22 er stand til at kan klare, så jeg håber at vi får et godt løb. Sidste år fik jeg en god start, men pga. nogle problemer, måtte jeg i pit én ekstra gang, og det kostede meget tid.”
Enrique Bernoldi:
”Jeg har kørt en gang før på banen, det var i 1996 i Formel Renault hvor jeg vandt, så jeg har kun gode minder herfra. Det er en meget udfordrende bane, jeg kan godt lide at køre her, så måske er det her jeg kommer i mål for første gang i denne sæson.”
Tom Walkinshaw:
”Alle hos OrangeArrows og Asiatech har arbejdet hårdt for at forbedre A22. Vi testede i Frankrig i sidste uge for at få testet nogle ideer vi har haft til forbedring af bilen, så vi håber at arbejdet kaster et resultat af sig. Det vil være ideelt hvis begge biler kommer i mål, og hvis mindst én af dem kommer i pointene. Vi vil gøre vores bedste for at få et godt resultat.”
Michael Schumacher
"Jeg tror jeg er mere glad for at starte i anden række med de rigtige dæk til i morgen, end at være på pole med de forkerte. Det var tydeligt at det rigtige øjeblik til at køre var i slutningen af kvalifikationen, men jeg fik ikke det bedste ud af det. Jeg mistede fire tiendedele i den sidste sektor på mit sidste forsøg. Det var min fejl. Racerens balance er så neutral som den skal være, så det var ikke noget problem i dag. Det bekymrer mig ikke at jeg mistede chancen for at tage den ottende pole i træk, men jeg skuffet på vegne af vores fans. Men jeg kan forsikre dem at i morgen bliver det interessant. Strategien bliver vigtig. Situationen er ikke så dårlig som det ser ud, og at starte fra fjerdepladsen gør stadig alt muligt."
Rubens Barrichello
"Jeg er selvfølgelig ikke glad for eftermiddagens resultat. Raceren var meget godt med, men jeg kom ind i trafik ved alle mine forsøg, og fik aldrig en fri omgang. Jeg er meget skuffet, da dagen så ud til at blive god. Det bliver et meget åbent løb i morgen. Jeg kommer til at stole på vores dækvalg for at vinde de pladser jeg mistede i dag."
Jean Todt
"Det er første gang siden det belgiske grand prix sidste år, at der ikke har været en Ferrari i forreste række. Vi er blevet vant til det, så dagens resultat, med en racer i anden række og en anden i tredje, er ret usædvanligt. Raceren kørte godt under kvalifikationen. Vi valgte en mere konservativ indgang når det kommer til dæk. Nu skal vi vise at det var det rigtige valg i morgen."
David Coulthard
"Jeg er meget glad for min pole position, og det ser ud til at vi er gået et skridt frem med 'pakken'. Jeg kørte af banen i går og ødelagde chassiset så vi måtte reparere det natten over, og teamet har arbejdet til den tidlige morgen, så det er den bedste belønning de kan få. Vi lavede mange ændringer under træningen til morgen, og fortsatte med det under kvalifikationen. Efter mit næstsidste forsøg kæmpede vi stadig med bagenden og havde problemer med at få farten med ind i svingene. Vi lavede nogle ændringer og jeg pressede lidt mere - og det var nok."
Mika Hakkinen
"Jeg mistede pole position i dag efter en spændende kvalifikation. At have to McLaren-Mercedes i forreste række er dog en flot præstation. Det viser at vi har taget et skridt frem, hvilket er et resultat af det hårde arbejde som teamet har lagt i det."
Ron Dennis
"Et tilfredsstillende udfald af en kvalifikation hvor vejrforholdene ændrede sig. Resultatet giver ros til alle i teamet og folkene bag scenen som leverer meget, men som ikke er her til at nyde det øjeblik."
Norbert Haug
"Teamet og begge kørere har arbejdet meget godt og vi har forbedret vores konkurrencedygtighed. Begge racere i front, det er en god belønning til David, Mika og hele teamet. Vi har taget et skridt frem, men vi skal stadig forbedre os."
Ralf Schumacher
"Jeg er meget glad, især da jeg ikke forventede at skulle køre på en tør bane til eftermiddag. Vi kæmper stadig noget i regnvejr, da Michelin-dækkene arbejder bedre under varme forhold. BMW gjorde det godt og gav os en meget stærk motor. Jeg tror ikke at jeg før har udkvalificeret Michael i Formel 1, så da jeg så ham efter at jeg var kommet ud af raceren, sagde han 'vi får at se i morgen!' Tingene ændrer sig selvfølgelig i løbet, men udsigten lover godt vejr, så jeg er meget tilfreds."
Juan Pablo Montoya
"Det har været en ret negativ weekend for mig indtil videre. Jeg er meget skuffet fordi jeg på min sidste hurtige omgang satte et hjul på græsset, som gjorde at jeg mistede vigtig tid i chikancen i den sidste sektor. Racerens styring var meget god, hvis ikke den bedste. Jeg pressede meget hårdt på og forbedrede mig omgang efter omgang, men mistede det ved det sidste forsøg."
Patrick Head
"Det var en god omgang af Ralf til sidst. Juan Pablo skulle hele tiden hente ind efter i går, hvor han mistede en times træning i tørvejr på grund af tekniske problemer. Vi er god i gode positioner til løbet."
Gerhard Berger
"Ingen Ferrari i forreste række på Imola - det er meget overraskende! Vi havde en problemfri kvalifikation og alt gik efter vores plan. Til sidst kørte Ralf en meget god omgang, hvorimod Juan Pablo mistede tid i den sidste sektor. Sålænge det holder tørt er vi sikre på at vi i morgen kan forøge vores pointscore."
Jarno Trulli
"Det var meget spændende. Det føltes næsten så godt som at holde i forreste række i Monaco sidste år. Jeg pressede meget hårdt på og jeg føler at jeg gjorde mit bedste i en racer som var meget hurtig. Jeg vidste at jeg skulle være i stand til at gøre det godt, da jeg til morgen ikke pressede meget hårdt på fordi banen endnu ikke var tør, men jeg vidste at raceren føltes god. Jeg kunne se i kvalifikationen at banen blev lidt våd i starten, men den blev bedre og bedre. Det eneste man skulle gøre var at vente til slut. Så jeg måtte holder mig i ro! Jeg kørte ud på det rigtige tidspunkt, og alt gik godt og jeg må sige at det var meget spændende. Min startplacering er god, og da vi har en hurtig racer, håber keg på et godt resultat i løbet."
Heinz-Harald Frenzen
"På mit andet hurtige forsøg havde jeg en meget hårrejsende episode med en langsommere racer. Raceren føltes virkelig god, men jeg havde en masse understyring. Jeg vidste ikke på det tidspunkt hvad der forårsagede det, men jeg kan sige at racerens balance meget pludseligt blev anderledes. Det er en skam, da vi gjorde gode fremskridt selvom vi ikke havde tid til opsætning til kvalifikationen, på grund af den våde bane til morgen. Så det behøves ikke at siges at jeg skuffet over 9. pladsen. Jeg må se hvad jeg kan gøre derfra!"
"Efter tre løb langt væk, så er det godt at have bekvemmeligheden ved vores egne trucks og motorhomes på banen. Og så er jeg glad for at se Jordan i tredje række mellem Williams og Ferrari, især i felt der er så hurtigt. Jarno gjorde det godt og det er virkelig uheldigt at Heinz-Harald blev hindret af trafik - ellers ville han have været med fremme også. Nu skal vi få det omsat i flere point i morgen."
Jacques Villeneuve
"Jeg er meget skuffet. Vi har været hurtige hele weekenden, men i kvalifikationen virker det ikke, og jeg er ikke sikker på hvorfor. Jeg fik ikke en god omgang i starten, og der kom trafik da vi nåede til slutningen af kvalifikationen. Det er frustrerende, men det faldt ikke vores vej i dag."
Olivier Panis
"Jeg er glad for positionen i kvalifikationen som jeg opnåede. Det er min bedste indtil videre i år. Alle mekanikerne og teamet gjorde det godt. Vi har gjort nogle fremskridt og jeg var glad for racerens balance. Jeg er tilfreds med resultatet, selvom jeg ville have fortrukket pole position. Jeg føler mig meget positiv til løbet i morgen."
Malcolm Oastler
"Set fra teamets synsvinkel var det et fair resultat af kvalifikationen. Teamet og kørerne arbejdede godt og der var ikke nogle problemer med raceren. Både Jacques og Olivier var glade for racerens balance og set-up. Under kvalifikationen blev Jacques hindret af trafik ved det sidste forsøg, men Olivier var i stand til at få en god omgang, så det dikterede resultatet. Vi har været stærkere i løbet end i kvalifikationen, så vi forventer at forbedre vores placeringer i morgen."
Craig Pollock
"Jeg er glad for Oliviers placering i kvalifikationen, men vi kunne have gjort det bedre. Vi dummede os ved at køre lidt for tidligt ud. Tiden var helt sikkert i raceren, men vi var ikke i stand til at få det ud. Der er stadig meget arbejde at udføre, og det bliver et hårdt løb i morgen. Vi ser frem til det, og vi er sikre på at vi kan klare os godt under løbet."
Nick Heidfeld
"Der var i det hele taget ikke noget galt i kvalifikationen. Jeg havde trafik i mit næstsidste forsøg, og vi lavede en ændring på raceren til det sidste. Desværre har vi stadig nogle problemer med balancen, så jeg mistede tid i den sidste sektor. Jeg forstår ikke hvor farten blev af, efter at raceren var så god i hår og igen her til morgen."
Kimi Räikkönen
"En top-10 kvalifikation er godt, men jeg er ikke glad da jeg ved at jeg kunne være længere fremme end 10. pladsen. I mit sidste forsøg så det meget godt ud, men jeg bremsede lidt for sent i det sidste sving og jeg kørte over kantstene på indersiden og jeg mistede nok tre eller fire tiendedele. Det kunne have været rart at slutte omgangen godt fordi uden det ville jeg havde været blevet nummer otte eller ni. Men det sker. Raceren er meget god her, og gør alt hvad jeg ønsker den skal."
Peter Sauber
"Jeg er glad for endnu en top-10 kvalifikation, som altid er vores klare mål. Det viser C20'erens hurtighed på endnu en anden type bane, og viser at vores præstation i de første tre løb i sæsonen ikke har været et kort glimt."
På trods af en dårlig start, lykkedes det for David Coulthard at hente 2 pladsen hjem, og da Mika Hakkinen sluttede på fjerdepladsen, fik teamet nogle gode point med hjem fra Imola, især da Michael Schumacher måtte udgå fra løbet.
Ralf Schumacher tog David Coulthard i starten, og var på det nærmeste flyvende i resten af løbet. Eneste mand der kunne følge Ralf Schumacher, var David Coulthard. DC kiksede starten, da han lavede for meget hjulspind, og da han ikke fik lukket ordentligt af for Ralf Schumacher, var han pist væk og satte de tog McLaren biler tilbage. Hakkinen blev ved starten overhalet af både Montoya og Jarno Trulli. Han kom dog tilbage på fjerdepladsen, som han beholdte i resten af løbet.
David Coulthard:
"Jeg lavede for meget hjulspind ved starten og så var Ralf væk. Resten af løbet var det mest kedelige for mig i år endnu, men også et af de vanskeligste. Dækkene opførte sig meget uens, hvilket gjorde det meget vanskeligt at styre bilen. Jeg var meget spændt på at se, om Ralf kunne holde det tempo han lagde ud med, og det kunne han jo desværre. Nu er jeg kommet på podiet i de 4 løb vi har kørt i år, så indtil videre tegner det godt."
Mika Hakkinen:
"Starten afgjorde faktisk løbet for mit vedkommende. Jeg blev overhalet af både Montoya og Trulli. Det er meget vanskeligt at overhale på Imola, medmindre at køreren foran dig laver en fejl. Så jeg var låst på 4 pladsen i det meste af løbet. Ikke desto mindre er jeg glad for at have scoret nogle points. Sammenlignet med sidste år, er det faktisk lidt bedre, så jeg er fuld af forhåbning. Kampen om mesterskabet er stadig meget åben."
Ron Dennis:
"Set udfra dagens resultat, er det klart at flere kørere kan vinde løb i denne sæson. Selvom vi kom her for at vinde, er der dog en vis tilfredsstillelse at få hentet nogle gode points i kampen om mesterskaberne. Vores strategi var rigtig til løbet, desværre blev Mika hindret af en hurtig startende, men langsomt kørende Trulli. Vi hader at tabe, men når det sker, er det godt at det sker til vores gode venner og konkurrenter Williams."
Norbert Haug:
"David er nu á point med Michael Schumacher, og Ferrari er nu kun 10 points foran os i konstruktørernes mesterskab. Det bliver en hård og meget interessant sæson der ligger foran os. Et stort tillykke til Ralf Schumacher, Willams-BMW og Michelin, som i dag havde den bedste sammensætning."
Ralf Schumacher vandt sin første sejr i hans Formel 1 karriere. Og det var Michelins første sejr siden comebacket til Formel 1. Ralf Schumacher erobrede førstepladsen allerede i det første sving, da David Coulthard fik en lidt dårlig start. Ralf Schumacher førte derefter løbet til målstregen og det ternede flag. Montoya måtte endnu en gang udgå. Problemer med gearkassen forhindrede ham i at fuldføre løbet. Det startede allerede et par omgange inden hans pitstop. Han var ellers mester for den eneste bemærkelsesværdige duel i løbet.
Ralf Schumacher:
"Jeg har ventet på dette øjeblik i 5 år. Det er en fed oplevelse, og det er resultatet af alt det hårde arbejde, som teamet har udført. Jeg var lidt heldig ved starten, da David Coulthard missede hans start lidt. Jeg gjorde egentlig bare det samme som sidste år. Jeg kunne faktisk ikke tro, at jeg var føringen allerede. Derfra var det ret simpelt at køre, men hvor tog det lang tid. Vi havde den bedste bil i dag. Jeg ville gerne have haft min bror med på podiet i dag. I dag vandt vi takket være en perfekt sammensætning af bil, motor og dæk. Det gik bare op i en højere enhed."
Montoya:
"Igen kom jeg ikke i mål, og igen er jeg skuffet. Da jeg kom ind til mit andet pitstop, låste bilen sig i 1 gear. Og det var så slut for denne gang."
Frank Williams:
"Det er en stor dag for alle - for Williams, for BMW og især Michelin. Alle i teamet har arbejdet virkeligt hårdt, så det er en velfortjent sejr."
Gerhard Berger:
"Ralf kørte et stort løb lige fra starten. Han beviste i dag hvad teamet allerede vidste at han kunne gøre. Det er en stor dag for os. Alt gik ifølge planen. Jeg vil gerne lykønske hele teamet. BMW teamet - som i dets kun 21 Grand Prix vandt igen, Michelin - hvis styrke jeg ikke havde forventet synlig så tidligt og Frank og Patrick som altid har haft og stadig har et vinderteam."
Patrick Head:
"Ralf drog fordel af en god start, og at David Coulthard som ikke "lukkede" døren ordentligt. Det lykkedes at øge føringen indtil det første pitstop. Vi fik desværre ikke fundet det perfekte setup på Montoyas bil. Vi mistede noget tid under træningen i fredags. Men han var dog i stand til at køre om 5 pladsen. Desværre blev han tvunget til at udgå med koblingsproblemer. Årsagen til problemet har vi ikke fundet endnu."
Allerede tirsdag tester William igen. Tirsdag er det Ralf Schumacher, og onsdag og torsdag er begge kørere i vigør. Der vil blive testet på Silverstone.
Det lykkedes ikke for Heidfeld at finde det perfekte setup, og da koblingen drillede tillige med, så gav det visse begrænsninger. Kimi Räikkönen imponerede igen - så længe det varede. Årsagen til hans afkørsel, var ikke lige hvad de danske tv-speakere fik sagt, nemlig at det var manglende downforce der forårsagede uheldet. Nej, årsagen var en ganske anden. Nemlig et rat der pludselig sad løst. Årsagen til at dette skete er endnu ikke klarlagt.
Men ellers så man igen en fremragende indsats af de to kørere, og vel nok med Räikkönen som den mest fremtrædende sålænge det varede. Han må vist være berettiget til superlicensen, som han har indtil nu kun har haft til låns.
Nick Heidfeld:>br>"Jeg fik ikke nogen god start, fordi at koblingspunktet flyttede sig, så jeg fik for meget hjulspind. Jeg fik overhalet Irvine igen, og derefter var jeg i den gruppe som blev bremset lidt af Panis. I den første del af løbet, var jeg en anelse hurtigere end Frentzen, men jeg mistede en placering, da Irvine kom ud efter hans pitstop, og jeg skulle til at overhale ham igen. Min bil var bedre end under kvalifikationen, men setuppet er stadig ikke godt nok."
Kimi Räikkönen:
"Jeg ved faktisk ikke rigtigt hvad der skete da jeg kørte op ad bakken fra Tosa. Pludselig sad rattet løst. Så vidt jeg ved, blev det sat rigtigt i da vi holdte på gridden. Det næste jeg ved er, at pludselig sad det løst, og bilen drejede skarpt til venstre. Det var meget ærgerligt, for bilen var rigtig god. Jeg havde ingen problemer med at følge de to Ferrarier og Panis, og jeg havde lagt planer for at overhale BAR bilen, da det hele gik galt."
Peter Sauber:
"Vi beviste endnu en gang, at bilen er konkurrencedygtig på alle typer baner. Både Kimi og Nick tabte tid ved at køre bag Panis. Kimi kørte dog foran Frentzen, som sluttede på 6 pladsen. Vi mener at vi igen kunne have scoret points. Rattet skulle ikke kunne gå løst, men vi vil nu undersøge hvorfor den gjorde det."
Teamet tager til Mugello i den kommende uge, for at teste der. Nick Heidfeld tester onsdag og torsdag, og Kimi Räikkönen fredag.
Grand Prix'et på Imola blev en skuffende oplevelse. På 30 omgang måtte Mazzacane udgå pga. en defekt. Men kender endnu ikke årsagen, men man regner med at telemetrien kan afsløre noget. For Jean Alesi gik noget bedre, han kom i mål på én 9 plads, men var noget skuffet over at det ikke blev til mere. Omvendt regner man i teamet med at bedre resultater er på vej.
Jean Alesi:
"Dagens resultat var ikke godt nok, men vi forsætter med samme ihærdighed. En stor forbedring på bilen er snart klar, og teamet har forberedt en intensiv test i næste uge på Silverstone."
Gaston Mazzacane:
"Det var ikke det løb jeg havde håbet på. Jeg måtte udgå på 30 omgang med mekaniske problemer. Jeg er ked af det på teamets vegne, for med det arbejde der er blevet udført på min bil, havde jeg håbet på noget mere."
Henri Durand, teknisk direktør:
"Mht. Gastons uheld, kan kun en telemetrianalyse afsløre hvad der gik galt. Jean kørte et godt løb, også i forhold til konkurrenterne. Han satte nogle virkelige konkurrencedygtige tider, især inden det første pitstop. Uheldigvis blev han holdt noget tilbage af Irvine, som på det tidspunkt kørte med meget benzin i bilen. 9 pladsen er ikke tilfredsstillende, men det viser os, at de forbedringer vi hidtil har lavet på bilen, virker. Yderligere udviklinger er på vej, og de skulle kunne bringe os op på det niveau, hvor vi ønsker at være."
Jean Alesi:
"Vi mangler stadig noget i bilens præstation igennem et helt løb. Jean satte dog nogle rigtig gode omgangstider i dette løb. Vi vil gerne lykønske Michelin med deres første sejr. Det viser os, at vi har truffet det rette valg. Det vil virke som en opmuntring for vores folk i det forsatte samarbejde med Michelin."
Som tidligere nævnt vil også Prost teamet deltage i testrunden på Silverstone i løbet af ugen.
Olivier Panis lavede den måske bedste start i hans karriere. Straks efter starten skød han frem fra sin 9 plads fra startgriddet, og var endda en overgang foran begge Ferrarier. Uheldigvis fik han problemer med bilen undervejs i løbet.
Olivier Panis:
"Jeg er meget skuffet på teamets vegne. Jeg lavede den måske bedste start i min karriere, men undervejs kom der nogle småproblemer som gjorde mere end vanskeligt. Ret tidligt begyndte bilen at overstyre, og senere fik jeg problemer med gearkassen. Vi prøvede at skifte rattet, men det var ikke godt. Det lykkedes at komme i mål. Men vi er nødt til at forsætte med at arbejde hårdt for at komme videre. Jeg er sikker på at det nok skal lykkedes, så vi kan få samlet nogle points sammen."
Jacques Villeneuve:
"Det er en kæmpestor skuffelse, at jeg kom i mål i dag. Det så ud som om, at det endelig skulle lykkedes at få nogle points i dag. Vi har haft en meget vanskelig start på sæsonen, selv under kvalifikationen havde vi mange problemer. Jeg kom op på 6 pladsen efter starten, og hvor vidt det var en mekanisk fejl eller et gearkasseproblem der gjorde at jeg udgik, ved jeg ikke. Det er meget frustrerende igen ikke at have fået nogle points."
Malcolm Oastler:
"Det var ikke lige det resultat vi havde håbet på. Jacques udgik med en mekanisk fejl, og Oliviers bil var ikke hurtig nok. Vi havde nogle små problemer med gearkassen i Oliviers bil, det så dog ud til at det rettede sig selv. Vi prøvede dog at skifte rattet i hans bil for tage en forholdsregel. I næste uge tester vi på Silverstone, for at finde noget der kan løfte vores præstation når vi kommer til Barcelona."
Craig Pollock:
"Hele weekenden har været meget vanskelig for os som team. Vi er meget skuffede over hvad vi fik ud af det her på Imola. Teamet har arbejdet godt og flot, og det er vigtigt at vi kan forsætte med det frem til de næste løb."
De grønne Jaguar biler fra Milton Keynes led endnu en gang under materielle fejl. Eddie Irvine var placeret på en hæderlig 9. plads, da motoren ikke ville mere. Luciano Burti kom dog i mål, men det var en hård kamp. Undervejs i løbet mistede han 1., 2. og 3. gear. Burti kom i mål på 11. pladsen. I teamet var man kede af forløbet, men dog også glade for at det arbejde man har udført i den seneste tid, har givet en trods alt bedre bil på andre områder.
Eddie Irvine:
”Hvad kan jeg sige? Jeg fik en god start på trods af, at jeg startede med en fuld benzintank. Den etstopsstrategi vi havde planlagt, var den rigtige for løbet. Bilen var god, og jeg kom godt frem i placeringerne, til hvad jeg troede ville blive en placering i pointene. R2’eren var i en rigtig god balance igennem hele løbet, og de understyringsproblemer vi havde lørdag var stort set væk. Det føles som om vi er så tæt på, og så alligevel så langt væk. Der er ingen mirakelkur til at løse disse problemer, kun hårdt arbejde. Og det vil vi forsætte med.”
Luciano Burti:
”Jeg tror at vi lagde den rigtige strategi for løbet. Desværre måtte jeg kæmpe med gearkasse problemer gennem næsten hele løbet. Det betød at jeg ikke kunne skifte rigtigt ned, og dermed ikke kunne komme svingene på den rigtige måde. Det lykkedes mig at overhale Alesi efter hans andet pitstop, men så mistede jeg efterhånden de 3 første gear. Det var ærgerligt, for bilen var i en rigtig god balance, men jeg mistede meget tid pga. problemerne med gearkassen.”
Bobby Rahal:
”Det er bare for ærgerligt. Vi havde helt klart den rigtige strategi til dagen, og det så faktisk godt ud for Eddie. Han var på en etstopsstategi, og vi havde håbet på, at det ville give points. Men desværre for Eddie og os, fik han motorproblemer og måtte udgå på 44 omgang. Det der er mærkeligt, er at vi brugte Serie 2 motoren, og ikke den nye Serie 3. Vi har ikke haft nævneværdige problemer med Serie 2 motoren før. Luciano kørte et flot løb, men blev hæmmet af gearkasseproblemer. Jeg antager, at alle teams på et eller andet tidspunkt, render ind i holdbarhedsproblemer, og det var så vores tur i denne weekend. Der er meget at arbejde at udføre.”
Teamet er på vej til Silverstone, for at teste med de fleste andre teams i denne uge.