Det er en sejr man stadig taler om i Jordan teamet. Udover teamets første sejr på Spa, så er det her en af de mindeværdige sejre. For 2 år siden var vejret meget omskifteligt og det drog Frentzen og Jordan på flot vis gavn af. Sidste år var det så som så, det gav dog et point til Jarno Trulli.
Magny-Cours er for mange en dejlig bane. Den er ret flad og meget jævn. Det giver mulighed for at benytte den minimalt tilladte ridehøjde på bilen. Den er langstrakt med flere typer sving. Ulempen er at den kan være hård ved dækkene, men igen det er også et spørgsmål om balance i bilen. Jordan har mange testet på banen, som er en af de mest benyttede til tests.
Hverken Frentzen eller Trulli fuldførte på Nürburgring, men der bliver i denne uge arbejdet hårdt hos Jordan for at få rettet fejlene ved bilen. Man vil selvfølgelig gerne bibeholde pladsen i konstruktørernes VM, men nogle af de andre teams der normalt ligger efter Jordan, er begyndt at banke på og er ved at rykke nærmere.
Frentzen:
"Efter min mening er Magny-Cours en af de mest spændende baner. Svingene er meget udfordrende, specielt den venstre/højre kombination der kommer efter start/mål. Der er ret gode overhalingsmuligheder, som selvfølgelig gør det noget mere spændende for både kørere og publikum."
Jarno Trulli:
"Magny-Cours er en teknisk krævende bane som jeg godt kan lide at køre på. Jeg kender banen ret godt, da jeg har testet meget her. Sidste år var det et meget hårdt løb, men det lykkedes dog for mig at score et point. Mon ikke vi kan få flere points i år?"
Eddie Jordan:
"I 1999 havde vi et rigtig godt løb her, og vi håber da på at vi kan gentage det under lignende forhold. Vi er temmelig frustrerede over de uheld vi har haft i de seneste løb. Der er sådan set ingen undskyldninger for den dårlige præstation. Når det er sagt, skal vi også passe på med ikke at opbygge et forkert billede. Mange laver fejlagtigt den antagelse at vi har en bil der er meget upålidelig. Det er helt forkert. Alle teams bliver hurtigere og hurtigere, og top 3 er blevet meget stærkere og mere pålidelige. Vi har meget at lære, men jeg tror at Jordan teamet stadig vil være en god udfordrer for de førende."
Trevor Forster:
"Jeg tror ikke der kan stilles spørgsmål om hvor stærke vi er. Se på vores placering og på vor kvalifikationer. Men vi er nødt til at forbedre os i løbssammenhænge og få stoppet de små problemer der generer os. De næste løb bliver hårde og vore konkurrenter vil kæmpe til stregen - truslen fra Jaguar og Prost rykker nærmere. Jordan vil sammen med Honda og Bridgestone sørge for at øge udfordringen mod de foran liggende. Vi vil kæmpe videre."
Pit-stopene bliver afgørende for hvem der vinder, det er der ingen tvivl om. En anden faktor bliver dækkene. Michelin virker som om de har problemer med at få fart og varme i dækkene på de første omgange, og det kan give European Minardi kørerne yderligere problemer. Begge kørere havde store problemer med bilen under sidste løb på Nürburgring, og selvom Alonso faktisk fuldførte på en 14. plads, så var der problemer med gearkassen.
På det seneste virker det som om at Minardi har fået gjort bilen mere stabil, men samtidig virker det også som om de har fået sværere med at følge Benetton og Prost, som især Fernando Alonso havde godt tag i, i første del af sæsonen.
Sidste år sluttede Marc Gene på en 15. plads, efter at have kæmpet længe med Jean Alesi på 14. pladsen mens holdkammeraten, Gaston Mazzacane, måtte udgå efter et uheld på 31. omgang hvor han mistede vejgrebet og spandt af banen. European Minardi kan kun håbe på bedre held, når de røde lamper slukkes på Magny Cours.
Jordan har ikke været alt for heldige i de seneste løb. Flere gange er enten den ene eller begge biler udgået med tekniske defekter. Men søndag kom begge biler i mål. Trulli på en femteplads og Frentzen på en ottendeplads. Selvfølgelig var der glæde i teamet, men noget mangler stadig.
Trulli:
”Jeg fik en god start, men problemet er at vi ikke har fart nok i bilerne. Vi skal stadig arbejde med både motorerne og aerodynamikken. Jeg blev overhalet af både Montoya og Barrichello. De kørte bare stærkere end mig. Jeg kunne ikke gøre noget. Setuppet var perfekt, jeg prøvede at holde mig tæt på dem, men det var simpelthen umuligt. Vi har hidtil haft adskillige tekniske problemer med bilen, det ser ud til at være over nu. Bilen føltes fuldstændig perfekt i dag, men det er svært at følge med de tre top teams. Resultatet i dag var nok det bedste vi kunne opnå på dagen.”
Frentzen lå længe lige efter Trulli, men ved det første pitstop mistede han nogle placeringer pga. problemer med benzinpåfyldningen. Det var ikke muligt for ham at indhente det tabte.
Frentzen:
”I det første stint gik det fint, men ved det første pitstop skete der et eller andet, det tog dobbelt så lang tid som det egentligt skulle. Selvfølgelig var der flere biler der overhalede mig på grund af dette. Jeg havde en fin duel med Irvine, men jeg måtte lade ham passere til sidst ved chikanen. Han kom op på siden af mig, og der var ikke plads til os begge, så jeg kørte tværs igennem chikanen. Jeg måtte selvfølgelig lade ham passere for ikke at få en 10 sekunders straf. Bilen var rigtig god i starten, men både i det andet og tredje stint, var der rigtig meget understyring.”
Fra teamledelsen lyder det at man var godt tilfredse med at få begge biler i mål. Og at det også skal lykkes på hjemmebanen Silverstone. Rent faktisk observerede Jordan teamet, at der var flere teams der havde problemer med påfyldningsaggregatet. Det var også synligt på flere af tv-billederne at flere havde problemer med at få aggregatet løsnet fra bilen. Det kostede i hvert fald Frentzen et par placeringer og måske også et enkelt VM point.