Presse
USA's Grand Prix


 Indianapolis - Michelin preview
 Indianapolis - Arrows preview
 Indianapolis - Williams preview
 Indianapolis - Jaguar preview
 Indianapolis - Bridgestone preview
 Williams - frie træninger
 Ferrari - kvalifikation
 McLaren - kvalifikation
 Williams - kvalifikation
 

Indianapolis - Michelin preview

Michelin kommer til en for dem ny bane næsten hver gang, men også kun næsten. Man har testet på mange af de europæiske baner, men ikke Indianapolis.

Efter den seneste sejr er Michelin imidlertid meget optimistiske. Ikke blot vandt Montoya, men også holdkammeraten Ralf Schumacher og de la Rosa i Jaguar kom i pointene. Men noget helt andet er komme til USA og køre på en ovalbane, også selvom det er kun er en del af den store oval man direkte bruger. Efter terrorangrebet har der været en del debat om hvorvidt man skulle tage af sted. Holdningen hos Michelin er at selvfølgelig skal man det.

Pierre Dupasquier, Michelin:
"Den mest vigtige ting i al polemikken for os var at lytte til vore amerikanske venner. Ville de ønske at Grand Prix'et skulle finde sted eller ej. Det ønsker og selvfølgelig møder vi op. Det italienske Grand Prix gav os store indikationer om at vi arbejder i den rigtige retning. Præstationen på Monza var vel nok den bedste for os i år. Men vi vil forsat udvikle nye compounds og konstruktioner."

Da banen er noget anderledes i forhold til de forholdsvis normalt flade Formel 1 baner, har man selvfølgelig set nærmere på det hældende sving der er på Indianapolis banen.

Pascal Vasselon, Michelin F1 manager:
"Teknisk set skulle det ikke gøre den store forskel, men vi skal nok alligevel finde et kompromis som kan matche svinget, farten, dæktryk osv. Det er ikke den typiske bane. Der er nogle meget langsomme sving, og så den meget hurtige hældende kurve. Vi skal finde et bagdæk der kan matche alt dette."

Et af de spørgsmål som Michelin sammen med Williams arbejder med er, kan man være med til at sikre Williams-BMW andenpladsen i konstruktørernes mesterskab foran McLaren-Mercedes som jo kører med Bridgestone. Der er 2 løb tilbage at afgøre det i.

PDL  


Indianapolis - Arrows preview

Det er med visse forhåbninger at Arrows tager til USA. Sidste år var det et positivt løb for Arrows indtil uheldene kom.

Sidste års løb på Indianapolis banen startede godt for Arrows. Verstappen havde kvalificeret sig som nr. 13, og den daværende holdkammerat, de la Rosa havde kvalificeret sig som nr. 18. Allerede på første omgang var de la Rosa avanceret 4 pladser. Men senere i løbet udgik han med gearkasseproblemer. For Verstappen var det endnu bedre. Igennem løbet havde han kørt sig op på 4 pladsen, men i en duel med Frentzen om 3 pladsen, mistede han sit bremsepunkt og han røg i sandkassen. Og så var det slut.

Banen må passe til Arrows bilerne. De lider under ikke at have så mange hestekræfter som mange af konkurrenterne har. Derfor kører man ofte med mindre vinge for at få fart i bilerne. Det koster så i svingene hvor der så ikke altid er den nødvendige downforce. Indianapolis banen har en lang og meget hurtig sektion hvor man kører på den stærkt hældende oval. Lige noget der passer Arrows bilerne. Og efter at have markeret sig i positiv retning både sidste år på banen og i det seneste løb på Monza, så ser man frem til Indianapolis, måske lige med undtagelse af Enrique Bernoldi som skal køre der for første gang.

Verstappen:
"Indianapolis er en udfordrende bane som jeg godt kan li'. Og fordi vi bruger en del af ovalbanen med de hældende kurver, så er det ekstra spændende. Det er noget vi ikke har andre steder i Formel 1. De hældende kurver skaber en anderledes downforce end vi er vant til, og det skal man lige vænne sig til. Selve svinget er godt nok i sig selv, det skaber bl.a. mulighed for at overhale og det gør det meget mere interessant. Jeg havde et rigtig godt løb her sidste år indtil jeg kørte sammen med Frentzen. Det var virkelig ærgerligt."

Bernoldi:
"Jeg har aldrig kørt på Indianapolis før, men jeg har hørt at det er en spændende bane. Banen ser ud til at være meget spændende og jeg kan næsten ikke vente. Den har en god blanding af lange stræk og hurtige sving, værre er det i indersektion. Den ser noget tricky ud, så alt i alt meget interessant. Jeg er ikke helt sikker på de hældende sving, de ser spændende ud."

Mike Coughlan, teknisk direktør:
"Indianapolis er en medium til lav downforce bane, den har visse lighedspunkter med banen i Canada, dog er den ikke så hård ved bremserne. På den måde passer den fint til vores bil, meget bedre end mange andre baner. Jos kan godt li' banen, anderledes ser det ud med Enrique, som aldrig har kørt her før."

De hurtige baner er de steder hvor Arrows skal vise deres værd. Problemet med at man ikke har motorkraft nok, gør at man skal køre med mindre vinge end konkurrenterne. Det koster tid, men Indianapolis skulle være god ved Arrows.

PDL  


Indianapolis - Williams preview

Williams teamet må være meget optimistiske når det drejer sig om Grand Prix'et på Indianapolis. Efter en sejr og en 3 plads på Monza er optimismen stor.

Williams - BMW - Michelin har vist sig at være en god kombination, især når det drejer sig om de hurtige baner. Indianapolis hører til den kategori. Det ses bl.a. på at den bliver kategoriseret som en medium til lav downforce. Der kan BMW få lov til at trække ud, noget af det den er bedst til. Rent statistisk kører man med fuld gas i 65% af tiden på en omgang på Indianapolis banen. Opløbsstrækningen på banen er kræs for Williams bilerne.

Sidste år var det optræk til noget godt for Williams. På trods af flere afkørsler var Ralf Schumacher placeret på andenpladsen inden han måtte udgå. I år ser det måske lidt anderledes ud. Der er mere styr på bilen. Den anden kører i teamet, Montoya, har kørt her før og vundet, men det var på ovalbanen og der kører man den anden vej rundt og kun til venstre. Fra og med sidste år er der en Formel 1 bane på inderdelen af ovalen. Kan Montoya vænne sig til det. Han har en fordel i at have kørt mange løb på ovalbaner i sin Champ Car tid. Den nok største ukendte faktor er hvordan Michelin vil håndtere den noget anderledes bane, men det mener Michelin at have styr på.

Ralf Schumacher:
"Vi skulle være velforberedte til Indianapolis, og selvom Michelin ikke har været her før i Formel 1, så er jeg sikker på at de har gjort deres hjemmearbejde ordentligt. Arrangørerne har gjort det flot med arrangementet sidste år. Det er en udfordring at køre i inderkredsen. Og selvom at ovalen ikke har nogle afkørselsområder, kun en mur, så er det utroligt udfordrende og spændende at køre på den del af banen også. Desværre sidder tilskuerne ikke så tæt på som andre steder, man mister lidt af den del af atmosfæren."

Montoya:
"Det ser ud til at være en meget interessant bane, bl.a. fordi det er et kompromis mellem høj og lav downforce. Det skulle gøre at vi er hurtige her. Det er kun når der er høj downforce at vi har problemer."

Sam Michels, Chefingeniør:
"Indianapolis er meget anderledes i forhold til andre baner. Den har det længste stræk med fuld gas efterfulgt af en meget snoet del. Der kan man overhovedet ikke køre med fuld gas på noget tidspunkt. Setuppet skal være i retning af et godt vejgreb især pga. de snævre sving. Efter samtaler med Michelin er vi sikre på at de finder det helt rigtige dæk til denne bane. Jeg tror at vi kommer til at se en del forskellige pitstopstrategier i år."

Gerhard Berger:
"Efter det alvorlige angreb på WTC har der været diskussion om berettigelsen til at køre i USA. Det er nu løst. Vi har som målsætning at køre og gøre det bedst muligt. Banen er ikke så tilpasset til os som eksempelvis Monza er. Men det lange lige stræk skulle være en fordel for os. Montoya vil sikkert være rigtig stærk denne gang. Efter sejren på Monza og hans erfaring herfra tidligere er han rigtig stærk. Vi fokuserer på at løse alle tekniske holdbarhedsproblemer inden dette løb. Kan vi det vil vi sikre os endnu flere vigtige points."

Det bliver spændende at se den kombination som Williams er en del af. Michelin er den ukendte faktor, hvad kan de finde på til dette løb?

PDL  


Indianapolis - Jaguar preview

En stigende optimisme er på vej i Jaguar teamet. Optimismen er kommet efter at de la Rosa sikrede sig en femteplads i Italien og dermed 2 points til teamet.

Pedro de la Rosa kørte et godt og fornuftigt løb på Monza, og det resulterede i 2 gode points til Jaguar, som slet ikke har levet op til egne og for så vidt mange andres forventninger. Her frem til det amerikanske Grand Prix har man ikke lavet nogle nævneværdige ændringer på bilen. Tiden siden Monza er derimod blevet brugt til at teste og teste. Med de erfaringer i ryggen er teamet taget til USA. Noget tyder på at siden Niki Lauda er blevet ene mand ved roret i teamet, er der sket en holdningsændring.

Eddie Irvine:
"The Brickyard er en god oplevelse, men banen er et underligt mix af Monza og Budapest. Man har den hurtige sektion med bl.a. den stærkt hældende kurve, og så kører man ind på den snoede del af banen, som faktisk er mere snoet og langsom end banen i Ungarn. Jeg kan godt li' USA, jeg er her en del i min fritid. Jeg er glad for at komme til Indy, selvom at det er en trist tid for det amerikanske folk. Jeg tror på at det er det rigtige at gøre, selvom mange ting måske taler i mod det."

de la Rosa:
"Vi må sørge for at bygge på det resultat vi opnåede i Italien og få endnu flere points i de to resterende løb i år. Også selvom vi ved at det bliver svært. Indianapolis er en hurtig bane. Dybest set er den ret vanskelig fordi de fleste sving er meget langsomme. Det er vanskeligt at finde et godt setup her. Enten skal man bruge et lavt downforce som koster tid i svingene, eller et højt downforce som så til gengæld koster tid på langsiden. Vi vil beslutte os under træningen for hvad vi vælger."

Niki Lauda:
"Det at få 2 biler i mål har ikke været nogen let opgave. Vi skal være realistiske når vi kommer til et Grand Prix. Jeg ønsker at vi sætter opnåelige mål, lige i øjeblikket betyder det at vi kommer foran Benetton. Vi har været i tæt kontakt med FIA, de amerikanske arrangører og vore sponsorer. Vi står samlet om at forsætte med det vi er her for, nemlig at køre race. Medmindre vi får andre oplysninger, er Jaguar med på The Brickyard og jeg ser personlig frem til det eftersom det er første gang at jeg er her."

Jaguar er i øjeblikket 3 points efter Benetton i konstruktørernes mesterskab. Hovedmålet i resten af sæson er ifølge Niki Lauda at komme foran Benetton når sæsonen er slut. Hjemme i England er arbejdet med næste sæsons bil godt i gang. Laudas noget anderledes målsætning lader til at have smittet af på medarbejderne der er gået ind i arbejdet med en fornyet lyst. Ideen er: hvad skal man gøre for at nå en realistisk målsætning. De højtragende drømme er åbenbart pillet af tavlen.

PDL  


Indianapolis - Bridgestone preview

Hvad vil Bridgestone gøre i resten af sæsonen? Michelin trænger sig mere og mere på ved hjælp af Williams. Jo, en ny compound lanceres til weekendens Grand Prix.

Bridgestone har bestemt ikke siddet stille i lænestolene. Den nye compound er allerede blevet testet på Valencia og Mugello inden det italienske Grand Prix. Desuden har alle seks Bridgestone teams haft muligheden for at teste dækket på Silverstone, Mugello og Fiorano i sidste uge. Ikke nok med det. Man har sejlet en ekstra type compound til USA som gardering hvis de valgte dæk ikke er optimale. Desuden er alle regnvejsdæk for længst kommet til USA.

Indianapolis banen er speciel i forhold til andre Formel 1 baner, fordi man kører på en del af ovalbanen med en stærkt hældende kurve. Det laver en belastning på dækkene man ikke er udsat for på andre baner. Bridgestone har så den fordel at de har et løbs erfaring fra sidste år. Desuden har man nok kikket lidt over skuldrene på teknikerne hos datterselskabet Firestone, som er dækleverandør til Champ Car serien.

Dækkene skal passe til banen på flere områder. De to vigtigste er at man kører på den stærkt hældende kurve, og at dækkene samtidig skal formå at give et højt vejgreb i indersektionen på banen hvor farten er væsentligt lavere. Hvor man på det lange stræk kører med hastigheder omkring de 330 km/t, så kører man i den snoede del af banen flere steder med hastigheder under 100 km/t. Det stiller ret høje krav til dækkene.

Hisao Suganuma, teknisk chef:
"Indianapolis er en unik bane i Formel 1 pga. den hældende kurve. Sidste år kom vi dertil uden egentligt at vide hvad vi egentlig skulle forvente, men velvidende at kurven kan øge varmepåvirkningen i dækket. Rent faktisk var det sådan at belastningen ikke var så høj som vi gik ud fra. Hovedsagligt fordi bilerne kommer ind på ovaldelen af banen fra den meget langsomme del af banen. I forhold til farten er det nærmest at sammenligne med Canada, her er presset på dækkene dog højere. Eftersom vi har kørt her en gang før, ved vi at det er nødvendigt at finde den rette compound som kan begå sig bedst muligt på alle dele af banen, så det ikke koster for stort et tidstab i den ene eller anden del af banen. Det kunne opnås med en blød compound, som samtidig skal være i stand til at modstå en meget stor varmeudvikling. Vi har udviklet et nyt dæk. Et medium compound dæk, som dækker et bredt spekter. Dækkene er allerede blevet testet af alle vore teams."

PDL  


Williams - frie træninger

Williams var ikke helt med fremme i front, men sikrede sig blot en 9. og 10. plads i fredagens to timers træning. Men da tiderne fortsat ligger meget tæt - 15 biler er indenfor ét sekund af den hurtigste tid - kan der nå at ske meget endnu.

Ralf Schumacher

"Vi havde nogle problemer med at finde det rette set-up. Raceren overstyrede i indgangen til svingene og gav ikke nok greb på inderkredsen. Det lader til at lave temperaturer ikke passer så godt til vores dæk. På trods af dette udførte vi et nyttigt hjemmearbejde og kørte 42 omgange. Jeg tror at vi allerede har dækvalget klar til løbet."

Juan Pablo Montoya

"Det har været en hård dag med at arbejde på set-up til raceren, da det har været ret svært. Det er sjovt at være her, men vi kæmper lidt med racerens balance og forhåbentlig bliver det bedre i morgen. Jeg mener at banen har alt for mange langsomme sving, så jeg mener at de burde overveje at gøre noget ved det."

Patrick Head

"Vi havde en normal fredag når det kom til at evaluere dæk og racerens set-up til løbet - og begge racere var holdbare. Ud fra det arbejde vi har udført mener vi at vi er i stand til at vælge dækket til løbet, og nu skal vi fokusere på et set-up til kvalifikationen."

Dr. Mario Theissen

"Denne bane er meget udfordrende for motorerne. På den ene side, fordi der gives fuld gas i mere end 20 sekunder - det længste stykke på nogen bane vi kører på - og på den anden side på grund af centrifugalkraften på oval-delen. På grund af dette er det meget positivt at vi ikke havde nogle problemer med motoren i dag, så vi er glade efter dag 1. Dette Grand Prix har stor betydning for BMW, da USA er det vigtigste marked udenfor Tyskland."

BB  


Ferrari - kvalifikation

Michael Schumacher går ind til amerikanske Grand Prix med gode muligheder for at tage endnu en sejr. For 10. gang i år holder den 4-dobbelte verdensmester i front. Raceren kører så godt som perfekt og derfor er tyskeren forventningsfuld til løbet.

Michael Schumacher

"Vi har været stærke hele weekenden i den sidste sektor, fordi vores topfart har været hurtigst. Jeg var ikke så bekymret over det sidste forsøg, fordi jeg allerede der vidste at vi havde det bedste set-up på bilen, og jeg havde fået det meste ud af den og mig selv. Man kan ikke være sikker på at der er nogen der kører hurtigere, men det gik godt til sidst. Den eneste bekymring som jeg havde forud for kvalifikationen var at vi måtte skifte motor efter morgenens problem, og det var ikke den samme specifikation som den første. Men jeg kan ikke beklage mig over motoren, da den føltes meget god. Jeg tror at racet mod det første sving i morgen bliver spændende."

Rubens Barrichello kunne ikke være med fremme til sidst, selvom han faktisk i sit første forsøg var foran Michael Schumacher. Brasilianeren skal starte som nummer 5 - efter begge Williams-racere.

Rubens Barrichello

"Raceren var i balance her i eftermiddag. Jeg kørte mit første forsøg på brugte dæk, fordi vi til morgen havde set at det gav en bedre balance, og som tingene endte, var det hvordan jeg satte min hurtigste tid. Ved det andet forsøg prøvede jeg taktikken med at slipstreame, men det virkede desværre ikke. Til sidst, på mine to sidste forsøg, begge på fire nye dæk, betød forholdene på banen at jeg ikke kunne forbedre min tid. Alligevel har jeg en god placering. At overhale her, er muligt, så jeg tror jeg kan få et godt løb."

Jean Todt glædede sig over mere succes til Ferrari, og kan notere sig at teamet er på vej til den mest succesrige sæson nogensinde, hvis de kan holde formen videre til Suzuka om 14 dage.

Jean Todt

"En tiende pole i år er et personligt bedste for Michael Schumacher, mens Ferrari har udlignet resultaterne som blev opnået i 1974 og 2000. Efter morgenens frie træninger var det nødvendigt at skifte motoren i Schumachers racer, fordi den havde problemer med en oliepumpe. Rubens fik en god startplacering hvor vi vil forsøge at forbedre hans placering i kørernes mesterskab. Jeg forventer et hårdt løb i morgen på en bane hvor overhalinger er mulige. Jeg er glad for at se Ferrari på pole her for andet år i træk på en så kendt bane og foran det amerikanske publikum."

BB  


McLaren - kvalifikation

Mika Hakkinen har i slutningen af 1990'erne været kendt for at være en ekstrem dygtig kører til at sætte en hurtig tid, som kunne række til pole. Der var tæt kamp om pole på Indianapolis, hvor Mika Hakkinen for en gangs skyld var tilbage i sin gamle form - noget som vi efterhånden ikke har set i ret lang tid! Hakkinen starter ved siden af Michael Schumacher mens David Coulthard noget skuffende er tilbage på 7. pladsen.

Mika Hakkinen

"Jeg er meget glad for at have været med til at kæmpe om pole position. Det var så tæt og jeg nød det. At være i forreste række er virkelig godt og jeg vil give fuld skrue i morgen. Vi lavede et par få ændringer på raceren under kvalifikationen, men ikke noget større, så balancen ser ud til at være der. Jeg lå efter David på et tidspunkt for at se om jeg kunne få et træk, men det virkede ikke, da man skal være i stand til at ligge ekstremt tæt. Jeg droppede mit andet forsøg fordi jeg vidste at tiden ikke ville være hurtig nok. Jeg ser virkelig frem til løbet, som jeg tror vil blive spændende. Banen er så bred at der er masser af muligheder for overhalinger og jeg vil gerne give et godt show til alle fansene."

David Coulthard

"Vi har kæmpet siden til morgen for at finde en rimelig balance, da vi ikke kunne komme af med overstyringen. Vores ændringer på set-up havde ikke den ønskede effekt. Under de forhold tror jeg at det bedste vi ville kunne have opnået var en femteplads. Løbet er dog i morgen, og vi har tidligere vist at vi kan få gode resultater fra pladser længere tilbage på griden."

Ron Dennis

"Det var rart at se entusiasmen fra tilskuerne på Indianapolis i det der endte med at blive en spændende kvalifikation. Mika gjorde det rigtig godt, mens David kæmpede med sit set-up. Vores præstation i løbet har ofte været bedre end i kvalifikationen i år, så vi ser hvad der sker i morgen."

Norbert Haug

"En spændende kvalifikation hvor Mika gjorde det rigtig godt. David og hans team har ikke fået løst deres problemer med set-up, men basis til løbet er i orden."

BB  


Williams - kvalifikation

Efter at have domineret det sidste løb på Monza, er det nu Williams' tur til at blive udfordrer til de førende kørere. Ralf Schumacher og Juan Pablo Montoya starter lige efter Schumacher og Hakkinen der holder i forreste række. Men kørerne tror selv der er mere i vente.

Ralf Schumacher havde sat næsen op efter at starte i forreste række, og dermed øge chancerne for at tage en sejr på den berømte bane. I stedet må han starte lige bagved broderen, Michael Schumacher.

Ralf Schumacher

"På mit sidste forsøg bremsede jeg for sent i sving fire, så af den grund forbedrede jeg ikke min tid. Vi burde være tilfredse med vores placeringer da det var her vi forventede at være. Vi har hele weekenden kæmpet med at finde den rette balance, og jeg tror stadig det bliver svært i morgen, men sidste år forbedrede vi os fra dag til dag, så det burde hjælpe os hvis det blev lidt varmere. Det ville være rart at få en plads på podiet."

Juan Pablo Montoyas sidste løb på Indianapolis endte med en sejr, da han kørte det legendariske ovalløb, Indy 500. Men det kan blive svært for colombianeren at tage en ny sejr, denne gang som Formel 1-kører.

Juan Pablo Montoya

"Det var virkelig en svær dag, da vi ikke kunne finde den rette styring af raceren. Jeg tror det var en noget gennemsnitlig kvalifikation for mig. Jeg havde trafik på mit tredje forsøg, som var mit hurtigste og på det sidste lavede jeg en fejl."

Patrick Head

"Jeg tror vi kan sige at vi har rimelige solide placeringer her frem for noget skræmmende. Vi havde lidt problemer med at få raceren i god balance, men i alle de ændringer vi har lavet, forstod vi hvad vi må have lavet til i morgen. Vi vil selvfølgelig arbejde på at sikre os at vi får et konstant og holdbart løb."

Gerhard Berger

"At have begge racere i anden række er et positivt resultat, specielt når man ser på forskellen i tid til den forreste række, som er meget tæt. Ralf var tæt på at komme i forreste række da han blot er få hundrededele efter andenpladsen. Vi havde ingen tekniske problemer og i de sidste minutter lod det til at banen var lidt langsommere."

BB  

 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk